nov 25 2008

Jeg kom lige til at tænke på…

Skriblet af og kategoriseret som Pludseligt opståede strøtanker,Suk og støn

Sad lige og blogosede lidt – en blogger derude har her til aften været ude og handle ind med sin mand og ved den lejlighed “lusket et glittet magasin ned fra hylden”…

Og så var det, at jeg lige kom til at tænke på…

…engang, hvor jeg befandt mig i køen i et supermarked og lod mig drage hen mod de glittede dameblade, som der netop den dag var kommet friske og fristende forsyninger af. Da jeg tog ét af dem og lagde i kurven, udbrød den mandsling, som jeg på det tidspunkt misbrugte en del tid sammen med, “at dét der, dét står for din egen regning, du”. Som i: det ville han i hvert fald ikke være med til at betale for.

Lige dér i det øjeblik skulle jeg naturligvis have stillet kurven fra mig (ja, den bar jeg på…) og være gået min vej – have efterladt ham dér i den aftentrætte discountkædekø overladt til at traske hjem på sine flade konvolutter i vinterkulden.

For det var såmænd mig, der havde fragtet os derhen i min bil – benzin på min regning. Det var mig, der havde dankortet i inderlommen, mig der havde bidraget med gode idéer til aftenmåltidet, og da sluttetligt også mig, der hang på at producere netop det måltid, når vi engang kom hjem tilbage til hans elendige ungkarlehybel, hvor støvet lå i dynger og karkluden lugtede.

Lige dér vidste jeg godt, at han var dømt til at blive fortid i mit liv.

Hold kæft, hvor kan man egentlig uforvarende komme til at finde sig i meget lort uden at man selv lægger mærke til det!

PS: I dag køber jeg stadig dameblade, når det passer mig – og jeg spørger stadig ikke nogen om lov…

6 kommentarer indtil videre

nov 25 2008

Countdown…

Skriblet af og kategoriseret som Mens vi venter...

3 uger og 3 dage. Og så er jeg den, der er smuttet på barsel.

Der tælles ned – jeg er efterhånden klar!

Klar til at slippe for med djævlens vold og magt at skulle ud af sengen hver morgen – lige nøjagtigt når jeg sover allerbedst og endelig har fundet ro efter en halv nats venden og drejen og utallige toiletbesøg… Manner, hvor skal det blive godt og tørne om på den anden side og sove, til kroppen af sig selv konstaterer, at den har fået nok og er klar til dag og dont.

Klar til at slippe for “det pæne tøj”, der strammer og irriterer – i stigende grad i løbet af sådan en dag. De løse joggingbukser kan vente sig; der er overarbejdstimer på vej til dem. Om 3 uger og 3 dage…

Klar til at slippe for at skulle tage stilling til problemstillinger og udfordringer. Klar til bare at læne mig tilbage i sofaen og blot spekulere over strikkeopskrifter og næste måltid. Blot have tid til for alvor at mærke livet i maven, se frem til, forestille sig, glæde sig. Uden afbrydelser.

Jeg var egentlig spændt på, om jeg ville nå hertil. Til nedtælling. Om det ville være med blandede følelser, at stikket til arbejdsmarkedet skulle trækkes ud for en stund eller ej.

Følelserne er såmænd blandede. Måske mest fordi alt det kendte lukkes og slukkes på fredag, og de resterende 3 uger kommer til at stå i uafklarethedens, uvidenhedens tegn. Så meget nyt, så meget spændende – og så lidt energi og overskud til for alvor at orke tage mig af det. Tiden skal bare gå, og så skal jeg på barsel. Om 3 uger og 3 dage.

4 kommentarer indtil videre

nov 05 2008

Foräldrakurs – på ret kurs?

Skriblet af og kategoriseret som Mens vi venter...

Så skulle man så opleve dét med. Dette er i sandhed en rejse ud i nogle af livets hidtil fuldstændigt ukendte områder.

Vi har været til fødselsforberedelse!

Godt lastet med forestillinger om pusteøvelser og andet hippie-gejl mødte vi op hos barnmorskan – indstillet på at blive udsat for lidt af hvert. Og snart blev vores værste forestillinger gjort til skamme, da barnmorskan så viste sig at være helt nede på jorden, i stand til at kalde en spade for en spade og en fisse for en fisse og holde hele seancen på et helt fordøjeligt plan.

“Det vigtigsta är, att Ni får den häftigsta upplevelsa överhuvudtagen” – og opfordringer til at tage det roligt og så ellers bare stikke piben ind og glæde sig til fødsel mm. Og i øvrigt ikke lade sig stresse af alt det, der skal være perfekt og ordnet, inden ungen viser sig. Når alt kommer til alt, har man egentlig bare brug for en stak bleer, sagde hun – og dem får I et par stykker med af fra hospitalet.

Nå. Vi så også sådan en film med forskellige fødende kvinder. En gennemgang af de åbenbart mange muligheder for fødestillinger og sådan noget. En meget stille og rolig film, grænsende til det kedelige. Ublodig og med kvinder, der stod og våndede sig, mens deres mænd så anstrengt til. Af en eller anden grund rørte den ved noget i mig, og jeg tudede mig igennem den. Sikkert noget med hormoner og sådan noget, for jeg er da ellers en hård negl og ikke sådan at ryste (ahæm!!).

Tilbage er der vist bare at sige, at jeg glæder mig. Jeg glæder mig som et lille barn til at se den skiderik, der mosler rundt på indersiden af mig. Jeg glæder mig til at se min kæreste se ungen for første gang. Jeg glæder mig til at føde. Glæder mig til at se, hvad det hele handler om. Og jeg glæder mig til at få bebsen med hjem – og måske dér fatte, at det er vores, og at den har tænkt sig at blive hængende i mit liv sådan set altid.

Der er lidt under tre måneder tilbage at glæde sig i. Hvor vildt er dét lige?

En enkelt kommentar er det blevet til

okt 12 2008

Fuldstændigt utilgiveligt…

Skriblet af og kategoriseret som Livets gang i Lidenlund,Suk og støn,Træhytteliv

Utilgiveligt… Helt enkelt utilgiveligt…

I nattens mulm og mørke indfinder jeg mig på latrinet for at lette min belastede blære en anelse – og til min udelte harme konstaterer jeg, at “nogen” har taget sidste stump toiletpapir og ikke belemret sig med at sætte nyt op. Og vi taler toilet på 1. sal her!

Så ned af trappen på listefødder for trods alt ikke at vække hele den famøse familie, om end jeg lige dér ønskede dem til landet, hvor pebret gror – sådan ca og bare i runde tal, ikk.

Nå, men jeg overlever jo og kravler til køjs igen…

Her hen på formiddagen kommer jeg i tanke om nattens utilgivelige hændelse, og jeg anfører med skarp tone, at “nogen” åbenbart havde “glemt” at bringe toiletpapir til de øvre regioner… hvortil kæresten svarer, at det ikke var ham…

Great! Så nu står jeg med en skyld, som bedst placeres på en blåøjet fire-årig… Hm!

Endnu ingen kommentarer

okt 05 2008

Der må kedes…

Skriblet af og kategoriseret som Livets gang i Lidenlund,Mens vi venter...

Jeg keder mig. Jeg er utålmodig. Jeg keder mig.

Mit liv er kedeligt lige for tiden. Rigtig kedeligt. Jeg keder mig voldsomt på arbejdet – vi gik fra brændende bål til kold aske og absolut stilstand på en enkelt dag, da beskeden om nedlukning af afdelingen kom. Det job, der før var sprængfyldt af hasteopgaver og daglige, hundredevis af brandslukninger og feberredninger er nu bare… kedeligt. Jeg oplever mig selv trække de få opgaver, der trods alt er, til det yderste. Lader papirer ligge over natten, så jeg har noget at gå igang med den næste dag. Jeg surfer på nettet, jeg rydder op i indbakke og filsystemer, og jeg keder mig. De fleste dage er uendeligt lange, men alligevel går de deres gang – nærmest uvirkeligt og uden at efterlade indtryk af nogen art.

Kedsomheden rykker med hjem. Jeg keder mig herhjemme. Det er sikkert årstiden, der kommer snigende med sit mørke og våde inde-vejr. Jeg ser fjernsyn, der keder mig, jeg har strikkeprojekter liggende til det næste halve år, men jeg gider ikke gå igang, for jeg er tom for idéer, og jeg er træt af de blege kønsneutrale farver og ministrik til en ukendt baby. Rengøring og almen husholdning klares på minimalniveau, og sådan er der så meget, der bare ikke indeholder energi i nogen form – andet end den trælse, selvsvingende slags, som jeg også er træt af.

Og så er der ventiden. Dén har selvfølgelig også sin skyld for kedsomheden, utålmodigheden, ugideligheden. Jeg venter, jeg vokser, jeg mærker liv, jeg får strækmærker, jeg glæder mig… og jeg venter. Det er jo ikke fordi, hver dag er en kæmpeoplevelse i sig selv, når man venter sig. Det havde jeg nu heller ikke forestillet mig, men når folk spørger til mig og maven, så trækker jeg på skuldrene og siger, at der ikke er noget nyt. For det er der jo ikke. Det går sin gang, ingen store nyheder, ikke så meget dér – og heldigvis for det. Jeg har det godt, er minimalt besværet af det, er fysisk på toppen – og så er der faktisk ikke mere at sige om det. Så jeg venter bare. Og keder mig imens.

…og nu er det tid til en ostemad og et glas saftevand…

4 kommentarer indtil videre

sep 20 2008

Og så på den anden side…

Skriblet af og kategoriseret som Livets gang i Lidenlund,Suk og støn,Træhytteliv

Sad netop og besluttede mig for, at dagens tur med støvsugeren faktisk ligesågodt kunne udskydes til i morgen – da katten sniger sig bag om ryggen på mig og lusker en halvdød fugl med indenfor, som den så vælger at fortærre under spisebordet med deraf følgende fuglefjer over det meste af hytten.

Well ain’t that great!

En enkelt kommentar er det blevet til

sep 10 2008

Omtrent et par koteletter…

Skriblet af og kategoriseret som Mens vi venter...

…sådan sagde hun altså – min gode moder – da jeg nævnte, at min voksende mave pt. rummer et stk. 400-grams baby.

Ifølge scanningen i dag, så er alt vel. Den vokser og trives, hjertet banker løs, klapperne har vi nu set i fuld funktion og ikke mindst…tadaaaa… nu har vi også fået set venstre fod med tilhørende tæer.

Vi fik billeder med hjem. Det kræver stadig en vis grad af scanningsbilledkundskab for at kende op og ned på dem, men da vi fik øjne og mund udpeget, kunne vi selvfølgelig (well!) se, hvad der var hvad. Den ligner stadig Niels. Og vi ved stadig ikke, hvad det bliver.

Så alt er super. Har også fået handlet graviditetsnecessities hjem fra internettet. Hvor jeg dog elsker det sted. Sidder nu her og nyder min nye comfort med (under)tøj, der rent faktisk kan nå rundt og op omkring de forstørrede dele af min krop.

Nåja, og kroppen som sådan er åbenbart ikke forstørret synderligt. Holder mig stadig på ca. 1 kilos vægtstigning – og er over halvvejs. Jeg er godt tilfreds!

Derudover sker der ikke det vilde. Altså ud over, at jeg har mistet mit arbejde og således ikke lige har noget godt, stabilt og trygt at vende tilbage til. Nyheden er fordøjet, der er indgået en fornuftig aftrædelsesaftale – og tilbage er der sådan set bare at tælle ned til barsel, der så faktisk som en form for godt-køb kommer til at starte omtrent tre uger før, den egentlig ville træde i kraft. Det er ok.

Det stressede mig lige i et par dage, men nu har jeg igen fundet min kommende-mor-intet-kan-røre-mig-for-jeg-er-i-balance-karma, og fokus ligger lige nu faktisk mere på babystrik, strækmærker (gisp…har spottet tre – 3 – allerede!), barnevognsindkøb og sådan noget.

Og nu er jeg sulten. Igen. Jeg er sulten hele tiden. Men ikke længere så træt…

2 kommentarer indtil videre

aug 25 2008

Alt om min mave…

Skriblet af og kategoriseret som Pludseligt opståede strøtanker,Træhytteliv

Nå, hvor var vi?

Vi var i hvert fald til scanning hos jordemoderen i Landskrona i dag. Naturligvis ubeskriveligt surrealistisk at se sådan en lille “krabat”, som hun kaldte den, mosle rundt dér på indersiden af mig.

Den spjættede og vendte og drejede sig, lagde sig med ryggen til og nægtede at vise venstre fod frem. Alt andet så ud til at være i orden, så mon ikke også venstre fod er det. Det antager jer…

Og så var der lige noget med en hovedpulsåre eller sådan noget, som jordemoderen også lige ville sikre sig ekstra viden om, så på den igen om et par ugers tid. Luksus at få en ekstra scanning, når nu alt ser så fuldstændigt normalt og tilforladeligt ud.

Det er standard med to scanninger i Sverige i uge 20 og 32, men jeg er altså heldig at få hele tre. I hører ikke mig klage på dén konto. Med i købet får jeg så også en ekstra glukosebelastning, da sukkersyge i familien og (lettere, naturligvis) overvægt øger risikoen for graviditetssukkersyge. Akkeja, sikke meget viden man tilegner sig – var jeg blevet spurgt om slige sager for et et siden…eller rettere: for 5 måneder siden… så havde jeg været svar skyldig.

Og nu til de gængse spørgsmål, som jeg løbende udsættes for:

  1. Hvor skal du føde? – På “Kvinnoklinikken” i Lund, der ligger ca. 30-40 km. fra træhytten.
  2. Hvornår skal du føde? – Ifølge dem, der ved noget om sådan noget ca. midt januar (og ja, snekæder til bilen er naturligvis i tankerne… det sku’ sguda lige passe, at man finder på at føde i snestorm eller noget!).
  3. Ved I, hvad det bliver – og vil I vide det? – Vi havde håbet på at få syn for sagen ved dagens scanning, men som skrevet, så var den en anelse hyper derinde og morede sig med at gemme sig på de rigtige tidspunkter. Så vi venter videre i uvidenhed, som gerne må brydes, hvis det er. Er det ikke, så går det nok også; så strikker jeg videre i de kønsneutrale nuancer…
  4. Hvor skal barnet passes? – I første omgang jo hjemme hos os selv og derefter i den lokale børnehave. Så ja, ungen bliver lidt svensk i det…skitbra!
  5. Hvordan har du det? – Jeg har det aldeles fremragende. Heldigvis ingen kvalme og opkast, dog permanent træt og jævnt lavt energiniveau i forhold til ellers.
  6. Hvad skal barnet hedde? – Som om I får det at vide!! Vi har naturligvis et par navne i tankerne, men lad os nu se bettejasen først, ikk..

Og sådan er der så meget. Er ca. halvvejs og har næsten ikke taget på. Det bør fejres – var der noget guf i skufferne, mon?

 

:-)

6 kommentarer indtil videre

jun 25 2008

En tur til livmoderen…

Skriblet af og kategoriseret som Den glade nyhed

Nu er jeg jo sådan én, der er gravid.

Og når man er dét, så skal man på et tidspunkt indlemmes i den hemmlighedsomspundne klub af vandrejournalindehavere, og man skal lære at tælle uger i koder som 11+5 og alt sådan noget.

I dag søgte jeg officielt optagelse hos “überforstanderinden” - jordemoderen, om man vil. Eller “livmoderen”, som jeg i de seneste dage igen og igen er kommet til at benævne hende; ganske sikkert fordi modsætningerne mellem liv og død har været så markante i mit hormonforstyrrede og sørgende tankespind, at dét udtryk lissom gav så meget mere mening.

Intet drama i det. Man bliver vejet ind som en bokser før skæbnekampen, man får formaninger, råd, informationer, papirer og telefonnumre i hobetal. Man får taget en blodprøve (hvis man altså er sådan en, der har tilgængelige årer – jeg blev kategoriseret som “svårdstucken”, og jeg må møde op til endnu en omgang forsøgsstikning en anden dag, hvor mine årer måske er mere medgørlige… eller noget!).

Altså alt i alt meget meget udramatisk. Men også lidt syret. Nu er det officielt, så. Nu er jeg sådan én, der kan tillade mig at kræve gourmetæssig særbehandling, og ingen kan tillade sig at sige noget, når man render rundt og ligner l.o.r.t – for man er jo i omstændigheder (lykkelige, naturligvis), og man har lissom en vis særstatus derude i samfundet; man bærer jo fremtiden i sig, ikk’… Eller noget i den dur…

Well, selv om jeg ganske vist kun har mærket ubetydelige tegn på dét, der sker i min krop for tiden, og det hele endnu virker noget abstrakt og uhåndribeligt, så fik jeg vished for, at alt er så normalt, som det overhovedet kan blive. Ganske betryggende, trods alt.

Tilbage står så lige det der med blodprøven… hmmmmm…

8 kommentarer indtil videre

jun 23 2008

Tag du dig nu en lur, Far…

Skriblet af og kategoriseret som Træhytteliv

Min far døde i går.

Stille og roligt svandt hans besværede åndedrag… For hvert, han drog, håbede jeg, at det ville blive det sidste.

Han fik fred, mens vi alle sad omkring ham. Alt det vigtige var blevet sagt, tilbage var kun at give slip, og det gjorde han – tryg, afklaret og uden smerter.

Sorgen er mærkbar, men det samme er lettelsen.

7 kommentarer indtil videre

« Prev - Next »