Mokken rokker

… så er der dømt nyfødt baby i træhytten med alt, hvad det lige kræver af tilvænning.

Men faktisk… kræver det mindre, end jeg havde forestillet mig. Måske fordi jeg (indtil nu – de dage, der er gået godt, kommer jo ikke skidt tilbage!) er indehaver af jordens perfekteste og nemmeste unge.

En baby, der

•  sover igennem nætterne på kun en enkelt påfyldning. 
• er vågen et par timer for så at trimle omkuld og sove 3-4-5-6 timer. 
• ikke skriger men nærmere bare knirker lidt utilfreds, når sult og søvn melder sig.
• kan ligge behageligt på en pude og bare småsludre lidt, mens han kigger tålmodigt og interesseret omkring sig.
• reagerer på vores stemmer og forsøger at få øjenkontakt.
• “gør i bleen” fuldstændigt, som han forventes at gøre – i de rette mængder osv.
• vokser og trives fuldstændig efter alle kurver og forskrifter; ifølge sundhedsplejersken, som vi var til for første gang i går.
• bare er så nuser, at man må dufte til ham og kysse ham på kinderne i en uophørlig strøm :-)

Så jeg leger overskudsmor lige pt. Har lavet en Albert-blog henvendt til familie og venner. Strikker videre på kærestens sweater, som bliver så lækker (både sweateren og kæresten i den!). Vasker tøj og sorterer indkomne gaver efter størrelse og så’n. Henter brænde ind. Prøver før-graviditet-tøj og konstaterer, at jeg kan være i det igen (jibbiii!). Træder op på vægten og glædes over, at al graviditetsvægt er væk – samt en håndfuld kilo yderligere (jibbiii!). Får rigeligt med søvn og god mad.

I hører ikke mig klage…

(Skrevet i erkendelsen af, at det hele kan vende på en 25-øre lige om lidt… så undskyld mig, men jeg skal lige hen og nyde mit liv som nybagt mor…)

Tak, i øvrigt, for alle hilsener og kommentarer… de glæder :-)

Ventet med længsel… hils nu pænt på Albert :-)

For detaljerytterne:

Født 26/1-09 kl. 19.17, 52 cm. lang, 3740 gr. tung.

… den magiske dato, som har ligget i horisonten så længe. Termin! Veer, fødsel, baby – alt det dér.

Dagen er gået, og baby befinder sig, hvor den hele tiden har været – lige under mit maveskind. Der ligger den og holder på sin hemmelighed – åbenbart lidt endnu.

Det trækker i alle leder og kanter. Min trætte mave er tung og gør ondt, når jeg nyser. Og også på andre tidspunkter, faktisk.

Dagen er ikke gået endnu, og vi venter stadig, mens jeg mærker livet komme tættere på - dér, hvor verden vil være ændret. Min verden og måske også resten af den; hvis man tør tro på vingesusets blafren og historiens åndedrag, der puster liv i gåsehud og store forventninger…

Her sker der ikke noget! Vi venter. I spænding og forventning. Bare venter.

Om en uge skulle det være, siger de. Sikkert ikke på dagen. Vi venter og ser, hvilken dag, det så bliver.

Alt er i sin skønneste orden. På nær mine fødder, som har antaget meget mærkelig form og følelse. Som små spærreballoner sidder tæerne og stritter der for enden af den forvoksede klumpfod. Jeg laver venepumpeøvelser, går omkring, hælder koldt vand på, labber kæresteomsorg med masserende fingre på kløende hud i mig. På et tidspunkt ligner de sikkert sig selv igen – når mit liv slet ikke ligner sig selv mere. Mærkeligt at tænke på, egentlig.

Jeg fungerer, mens jeg venter. Vil det hele, kan det meste. Også løfte vådt vasketøj og gå på trapper. Køre langt i bil og tisse natten lang, mens maven rykker sig fra side til side, og den lille ukendte gør sig til. Jeg kender dens mønstre og ved, hvad der sætter spjæt i den, og hvad der får den til at ligge stille. Niels varme hånd på maveskindet, for eksempel. Er faktisk lidt sur på den over, at den ikke giver ham bare ét af de der spark, hvor hele sækken runger og gynger. Han får kun de små kærtegn og småbulerier…

Well well…

Tilbage er bare at vente… tilstand i stilstand…

Uha uha… Den sidste uge på arbejdet trak tænder ud. Kroppen gad ikke op om morgenen, hovedet orkede faktisk ikke flere arbejdsrelevante tanker, når nu det meste derinde centrerede sig om sidste uges nyt på barnmorska-fronten. Der var varslet omvendt baby med deraf følgende tid på Fødeklinikken i Lund for at få vendt krabaten.

Dét slag skulle så stå i går. Udsigten til hidsige hænder i færd med at mosle min baby rundt inden i mig uden på mit maveskind var ikke just opløftende, og det var slet ikke noget, jeg glædede mig til. Faktisk slet slet ikke.

Der er stadig fire uger til termin, så det forekom mig måske også en smule overdrevent at sætte dét på dagsordenen allerede nu, men det er kutyme her i Sverige – og skik følge eller land fly og alt det der, så jeg gjorde mig klar til oplevelsen. Og til tanken om, at jeg kunne risikere at sidde med en baby i armene efterfølgende, da al den virak omkring maven åbenbart kan provokere en fødsel igang i visse tilfælde.

Nå men – det korte af det lange. Vi møder op på kvindeklinikken i Lund. Jeg bliver undersøgt fra ende til anden, babyens hjerterytme tjekkes med et par “strimler”, der lægges et drop til det livmoderafslappende middel, som jeg senere skal have for netop at undgå veer mv. Blodprøve suger sygeplejersken også ud af mig. En jordemoder tjekker med en hurtig ultralydsscanning, at bebs rigtig nok ligger med hovedet oppe og rumpen ned. Så lidt ventetid, inden lægen ankommer. Hun hilser venligt rundt og beder med autoritet om lige selv at scanne, da hun gerne vil vide, hvad hun har med at gøre. Sygeplejersken står klar med medicinen – lige til at hælde i mig. Og så.. Så scanner lægen og konstaterer, at ungen da ligger lisså fint, som det overhovedet tænkes kan. Med hovedet fint placeret lige i bækkenet på mig. Fuldstændig perfekt “hovedpræsentation”. Ingen grund til bekymring. Latter. Lettelse. Tillykke tillykke fra alle sider. En jordemoder med røde kinder. En sygeplejerske, der må pakker sit sprøjteværk sammen igen. Og hej hej til fødeklinikken (efter kort snak med narkoselæge – en anden og længere historie) for denne gang. Vi ses igen, når fødslen (forhåbentligt og sandsynligvis) går sin helt normale gang engang om en lille måneds tid…

Så meget for så lidt.

Og nu er det jul! Jeg har forberedt a la manden til i morgen, hvor vi henter kærestebarnet og kører mod byen ved søen for at jule med min mor og øvrige familie. Vores første jul uden min far og vores sidste jul uden fælles barn.

Der er slut og begyndelse for alt – det har det forgangne år da om noget cementeret!

Glædelig jul derude. Pas på jer selv og hinanden…

Uge 35+1

En måneds venten forude…

Ja, hvis jeg kunne få wordpress til at arbejde med mig, så lå der nu et billede af mave og mig til offentligt skue her på pladsen.

Men det kan jeg ikke finde ud af, så I der huserer på facebook må lede efter mig dér og se vommen…

Forudsat at det kunne være en interessant oplevelse for jer, naturligvis :-)

Er i øvrigt sur over at være nødt til at have billedløs blog. Hvorfor skal dét nu være så svært?

Nå, så har jeg lige været til tjek hos barnmorskan igen.

Babys hjertelyd – tjek!

Mavens omgang – tjek!

Mit blodtryk- tjek!

Babys position i mave – utjek!

Eller det vil sige; den har jo så ikke vendt sig og placeret sig med hovedet nedad, som den forventeligt skulle have gjort by now. Den sidder simpelthen op inde i sækken på mig – behageligt placeret med måsen lige ned i mit bækken (hvilket afstedkommer uophørlig påtrængende tissetrang…belastende!), og det er jo noget værre uvæsen. Well well – den får lige et par uger mere til at fatte meldingen, inden der så bliver kørt ekstra scanning, eventuelt forsøg på at vende den udefra (yirk!) mm. i stilling, så der er absolut ingen panik endnu. Barnmorskan nævnte også, at det sagtens kunne være, at den “rumpa” snart blev for stor til at passe ned i bækkenet, så det sikkert helt ville give sig selv.

Og så var det jo, at jeg tænkte, at jeg jo kunne gøre mit til at fremskynde en opfedningsproces lidt – så jeg har lige hældt en pose kryddermandler indenbords for lissom at give junior dér fuld opbakning og motivation til at få røven med sig (bogstavelig talt!) og se at få den vendt op i stedet for ned.

Afventer spændt resultatet – har en rulle marcipan og en stang nougat klar, hvis der skulle blive behov for mere baldeguf.

:-)

Kæreste: Hvad ønsker du dig mere i julegave?

Mig: Hmmm.. jeg ønsker mig faktisk også sådan nogle pilates-dvd’er.

Kæreste: … æh… er det noget frækt?

Mig: Hæ, det kan det blive – når jeg engang har fået strammet underlivet op… Så kan det da godt være, at du vil blive glad for det i længden…

Kæreste: Ja, og om ikke andet, så du ikke tisser i bukserne…

Ok! For the record: jeg tisser altså ikke i bukserne!

Sad lige og blogosede lidt – en blogger derude har her til aften været ude og handle ind med sin mand og ved den lejlighed “lusket et glittet magasin ned fra hylden”…

Og så var det, at jeg lige kom til at tænke på…

…engang, hvor jeg befandt mig i køen i et supermarked og lod mig drage hen mod de glittede dameblade, som der netop den dag var kommet friske og fristende forsyninger af. Da jeg tog ét af dem og lagde i kurven, udbrød den mandsling, som jeg på det tidspunkt misbrugte en del tid sammen med, “at dét der, dét står for din egen regning, du”. Som i: det ville han i hvert fald ikke være med til at betale for.

Lige dér i det øjeblik skulle jeg naturligvis have stillet kurven fra mig (ja, den bar jeg på…) og være gået min vej – have efterladt ham dér i den aftentrætte discountkædekø overladt til at traske hjem på sine flade konvolutter i vinterkulden.

For det var såmænd mig, der havde fragtet os derhen i min bil – benzin på min regning. Det var mig, der havde dankortet i inderlommen, mig der havde bidraget med gode idéer til aftenmåltidet, og da sluttetligt også mig, der hang på at producere netop det måltid, når vi engang kom hjem tilbage til hans elendige ungkarlehybel, hvor støvet lå i dynger og karkluden lugtede.

Lige dér vidste jeg godt, at han var dømt til at blive fortid i mit liv.

Hold kæft, hvor kan man egentlig uforvarende komme til at finde sig i meget lort uden at man selv lægger mærke til det!

PS: I dag køber jeg stadig dameblade, når det passer mig – og jeg spørger stadig ikke nogen om lov…