jan 29 2006

Arven – del I

Skriblet af kl. 19:26 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

Min mormor døde for nyligt – som den sidste af mine bedsteforældre – og med hende lukkes der ned for en epoke i mit liv.

Minder er der i tusindvis, og de myldrer selvfølgelig frem i denne tid, hvor der er så mange praktiske ting at tage hånd om. Nogle gange græder jeg lidt og andre gange kalder det på smilet – heldigvis langt flere smil end tårer. Et liv blev levet til fulde, og at det ebber ud og forsvinder, er sørgerligt men ikke ubærligt.

Og nu skal huset (“hjemme hos Mormor og Morfar) så tømmes.

Det er sket i denne weekend. Under fred og fordragelighed. Ikke så meget som en enkelt lille krystalvase eller retten til senge, sofaer, duge, dyner osv. fik sindene i kog.

Netop fordrageligheden og den gode stemning under oprydning og fordeling af det jordiske gods lå både min Mormor og Morfar uendeligt meget på sinde – konfronteret med bitter arvestrid, som særligt min mormor blev det, da hendes forældre gik bort. Igen og igen gentog de for os, at det vigtigste var, at vi ikke blev uvenner. At en sølle ditten eller datten ikke måtte slå skår i familiens gode sammenhold.

Vi levede op til deres formaninger og indfriede således deres sidste vilje til et rent 13-tal. Godt gået, synes jeg, og jeg er glad, lettet og stolt.

Vi fik alle del i minderne – hver især fik vi de ting, der af en eller anden grund betyder noget for os… og lidt til!

Jeg fik lidt af hvert:

Ting, der vil glæde mig på dalig basis, når jeg ser dem placeret og anvendt i mit hjem – som f.eks en komplet spisestue med bord, stole og skænk samt et par ægte tæpper mm.

Andre sager vil komme frem ved særlige lejligheder – deriblandt Mosters vævede duge i uforgængelig kvalitet og flotte farver, krystalkaraflen, sølvbestikket.

Lidt praktisk habengut røg også i kassen – en ekstra dobbelt luftmadras, et par kageforme mm.

Jeg er træt og udaset efter slæberiet…. men først og fremmest er jeg gedigent tilfreds og helt varm ved tanken om, at Mormor og Morfar sikkert har nydt forestillingen denne weekend :-)

PS: Fotos må vente, til jeg finder kameraet. Det er pt. forsvundet og vil ikke komme frem. Tsk!!

5 indtil nu

5 kommentarer til “Arven – del I”

  1. Heidion 29 jan 2006 at 20:14

    Det er ikke nogen smal sag, at skulle igennem en sådan opgave. Det er til tider følelsesmæssigt hårdt, saligt fredfyldt og nogle gange en kamp mellem Goliat og David om hvem der skal have hvad.

    At I har formået at komme igennen det uden brug af kløer og argumentationer om hvem, hvad og hvorfor lukker bogen på den helt rigtige måde. Tilbage kan man så sidde og smile over de små ting man har fået med sig – det er de små ting som står hist og pist som betyder allermest; det er det ihvertfald for mig – selv om nogen af de ting jeg har stående fra min farmor og farfars bo er forfærdelig grimme… men de bærer essensen af dem og mig!

  2. Jesperon 30 jan 2006 at 19:22

    Det kan nemt udvikle sig til en væmmelig omgang, sådan en gang arv. Vi har heldigvis ikke traditioner for slagsmål af den slags i familien, men man hører jo om andre familier hvor søskende ikke kan tale sammen i årevis pga stridigheder.

    Min søster og jeg (der desværre og ulykkeligt kom et skridt nærmere på at være forældreløse i forrige uge) har kun een tvist; ingen af os vil have min fars bil. Nu er han så heldigvis sund og rask, så der går nok mange år før vi skal skændes om hvem der ikke skal have den.

  3. Mieon 30 jan 2006 at 20:47

    @Jesper: Uha! Håber at det var et lille skridt, I tog!!?
    Mormors lille, halvgamle bil blev donereret til en kær onkel, som stod mine bedsteforældre meget nært gennem hele livet – det var så oplagt og en løsning, vi alle hver især var kommet frem til på egen hånd :-)

    @Heidi: ja, det er de små ting med de store minder, der virkelig tæller – helt enig :-)

  4. Jesperon 31 jan 2006 at 09:04

    Det var skam et fuldt skridt. Min mor døde ret pludseligt af eftervirkningerne af en blodprop. Tirsdag havde hun det fint og torsdag var hun død. Hun nåede lige at se vores mindste en enkelt gang.

  5. Mieon 31 jan 2006 at 11:01

    Det gør mig ondt, Jesper…

    Jeg tror egentlig ikke, at jeg til fulde har forstået mine forældres dødelighed indtil netop nu, hvor de er “next in line” så at sige.

    Gode tanker til dig og din familie..

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply