jan 23 2006

Julegaver og bikinidesperation…

Skriblet af kl. 20:57 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

Sådan! Så er den klaret. Sidste julegave er i hus….. Altså sidste julegave til sidste års jul, ikk – for det kommer naturligvis aldrig til at ske, at jeg nogensinde kommer 11 måneder i god tid med et gaveindkøb. Det er jeg helt enkelt ikke genetisk (eller på nogen anden måde) disponeret for!

Men altså – bedre sent end aldrig…blaah!

En anden ting, jeg ikke er særskilt dygtig til, er shopping generelt. Jeg er ikke sådan en, der nyder at ose. Faktisk hader jeg det. Jeg har et meget anstrengt forhold til indkøbscentre, og jeg bilder mig ind, at det hovedsagligt skyldes et par års slavearbejde i en gardinforretning i et center tilbage i mine fattige studenterdage (men et blik på mit mødrende ophav og de røde stresspletter, en simpel, uskyldig shoppetur pynter hendes hals med, taler dog for, at det også kan være noget nedarvet!).

Well, i dag var jeg så en tur i sådan et af de der centre for lige at få klaret den der julegave dér… og på min vej gennem (forbi, rettere!) butikkerne spotter jeg et par vandrestøvler – på tilbud, udsalg, nedsalg, ophør eller whatever. I hvert fald spotter jeg dem og konstaterer med barnlig glæde, at de endda også har dem i min størrelse. Oh lykke! Ned i kurven med dem. 500 dask sparet. Bingo.

Jeg slentrer videre og beslutter mig for at skimme centrets lingeributikker ud, da jeg efter vandrestøveleoplevelsen føler mig “on a roll”, som vi siger på moderne dansk. Jeg leder nemlig efter en bikini, for jeg er jo i den lyksalige situation snart at skulle et par uger sydpå – men frustrerende nok også i den ulyksalige, at jeg ikke har nogen bikini til pool og sol. Øv!

Men HEY! Hvad sker der lige med bikinier for tiden (læs: hvad er det sket med bikinier de sidste 7 år, siden jeg sidst købte sådan en)? Jeeezzz ohh mighty one! Aldrig har jeg set så mange unaturligt formede bikinitoppe fyldt til randen med “padding”, som nok er meget godt, hvis man fra naturens side ikke er rigeligt “padded” – så at sige. Men altså, det er jeg – rigeligt udstyret til gården og gaden…. Så de der minimale trusser med bindebånd i siden, som åbenbart hører med til de uhyrlige skåle, kan heller ikke klassificeres som et hit. Overhovedet.

Jeg afstår fra at komme ind på farver og mønstre…. lad mig blot blive i konstateringen af, at “hawaii” ikke døde med Elvis. Så måske han lever? Æhh…. Men altså – en blegfed dansker med blond hår og blå øjne skal altså ikke i skriggult hawaii-outfit. Heller ikke selv om der følger et lille skørt med! Faktisk slet ikke, hvis der følger et lille skørt med!

Suk!

Således vel hevet tilbage til virkeligheden efter mit momentane trip i shoppinghimmelen fortsatte jeg mod det oprindelige mål og fik købt den der julegave…. Det var vel også på tide, egentlig…

2 indtil nu

2 kommentarer til “Julegaver og bikinidesperation…”

  1. Lotteon 24 jan 2006 at 01:11

    *fnis*
    *mere fnis*
    *seriøst meget fnis*

    L :-*

  2. Bettyon 24 jan 2006 at 11:45

    Nå, du mener retro-stil? Man skulle ha’ overtaget mors gamle, du – så havde man været hip i dag.

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply