nov 25 2009

Det letter og lysner…

Skriblet af kl. 20:00 og kategoriseret som Lykken er...,Mens vi venter...

Jeg havde fri i går! Jep, nemlig. Min søde veninde havde erklæret, at hun ville passe Albert, mens Niels var i skole, hvilket efterlod MIG med en HEL DAG alene hjemme. Ohhh joy… og sååååå tiltrængt, kunne jeg mærke, da jeg, efter at have kysset mine drenge farvel, daffede op i seng og sov yderligere 3 timer uden afbrydelser. Det var en meget mærkelig fornemmelse at være alene hjemme. Mere end én gang tog jeg mig selv i at lytte efter lyde fra barnevognen på terassen, faktisk. Det er jo sygt (hmm… kan faktisk bedre lide svenskernes “det är ju inte friskt” – lyder mindre alvorligt lissom!). Jeg kom skam også ud af døren og en smut i IKEA, der lige lå inde med lidt grej til vores opfriskede badeværelse. Ahhhh, at kunne gå der og ose rundt og kigge medlidende på de andre mødre, der havde slæbt deres hylende, trætte, grædende, skrigende yngel med sig. Hæ. Se mig, mand… se lige mig og mit overskud uden baby. Jeg nød det.

Jeg nød også, at jeg tilmed var sådan en, der modtog vigtige telefonopkald i løbet af dagen. Hele tiden var jeg i spil og enten afventede opkald eller fortog ventede opkald til andre. Det var sjovt. Uhhh, hvor jeg savner at være i spil og den, der holder trådene udredet. Nå, men vigtige telefonopkald kan jo for tiden og i min nuværende situation næsten kun dreje sig om noget arbejdsmæssigt, og det gjorde det da også. Ikke, at jeg er kommet en løsning meget nærmere, bevares, men jeg har jern i ilden, og jeg har stærke folk, der taler min sag og vil se mig i manegen igen. 2% af mig tør tro på, at det kan drive noget af sig, men alting er ligenu kun lysegrønne håb og minimale muligheder, der skal gå op i en højere enhed….

Kryptisk, ikk. Jeg forstår heller ikke selv meget af det, så jeg håber egentlig bare og fortsætter så ellers med at sprøjte ansøgninger ud til de ikke-eksisterende ledige jobs derude.

Åh, hvor var det godt med den fridag. Og Albert havde, naturligvis, haft en fantabolous dag i selskab med sin fader (og en rundkreds af fødedygtige kvinder med hormoner og æggestokke stillet ind på baby!), da min veninde måtte lægge sig med hold i ryggen og ikke kunne passe alligevel. Det valgte de to så at undlade at fortælle mig indtil op ad dagen, for hvis den fridag var skredet i svinget, så var jeg det sgu nok også. Det havde jeg ikke tålt, helt enkelt.

Jeg elsker min kæreste og min veninde – også når de lyver for mig for mit eget bedste :-)

Blot en enkelt kommentar er det blevet til

En kommentar til “Det letter og lysner…”

  1. Lotteon 30 nov 2009 at 01:03

    Hmprf….

    Du havde da lige glemt at fortælle mig, at bloggen er kørende igen…

    God idé.

    På daglig basis.

    Ud med lortet.

    Elsker også dig.

    :-)

    Ps. Jeg sværger det gjorde maaaax naller med den ryg….men det er ok nu, så “hit me baby one more time” … … …

    Skal vi sige tirsdag?

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply