nov 23 2009

De uendelige dage…

Skriblet af kl. 16:32 og kategoriseret som Livets gang i Lidenlund,Suk og støn

Jeg kan ikke lide dem! Ikke længere, i hvert fald. De der dage, hvor Niels står op og kører, inden Albert og jeg vågner, og dagens rutiner starter. Slet ikke de der dage, hvor Niels er kørt, inden vi kommer ned i stuen – og hvor han ikke træder ind i hjemmet igen, før Albert sover sødt, og jeg ligger udaset og samtalehungrende på sofaen og forsøger at holde mig vågen til at nå at se ham.

Bevares, vi er priviligerede! Niels læser og har sådan set fin fleksibilitet. Og dog. Han har et skema, der er skruet sammen uden hensyntagen til de studerendes liv ud over studiet overhovedet. Han har dage, hvor timerne ligger drysset over dagen fra kl. 9 om morgenen til 19 om aftenen. Obligatoriske timer tilmed – tilstedeværelse krydses af, fravær beregnes. Helt ærligt, på en videregående uddannelse, hvor man må antage, at de studerende er nogenlunde voksne og selv kan tage ansvaret og disponere, prioritere osv. over deres tid. Faktisk er de så rigide på det studie, at Niels endte ud i at måtte søge dispensation for noget fravær, dengang Albert blev født! Jesus!

Nå, men det var jo ikke dén klagesang, jeg ville synge i dag. Det var en anden klagesang. For klager og jammer er der nok af i denne tid.

Det er klagesangen om det at være træt af at gå hjemme med en næsten 10-måneders baby, jeg vil belemre jer med.

Puha, det trækker tænder ud! Og særligt de der dage, hvor jeg står op med babyen, tilbringer hele dagen med babyen og lægger babyen for natten – alene. Nuvel, vel vidende at det er der mange mødre, der gør dag ud og dag ind, så lad mig blot konstatere, at dét altså ikke er nok til at fylde mit liv!

Forstå mig nu ret. Jeg er vild med min baby. Han er skøn og sjov og nem og dejlig og glad og helt igennem vidunderlig. Men. Ja… Men. Jeg har så uendeligt svært ved at blive ved med at finde charmen i at have ham hængende i det ene bukseben, så jeg er ude at stand til at tage et skridt fuldt ud. Der hænger han, fordi han er liiiige ved at lære sig at gå men ikke helt har sluppet grebet endnu. Det er da topcharmerende. Og pissehamrende irriterende!

Hele stuen er efterhånden baby-sikret fra ende til anden. Han kan kravle rundt og regere og lege med al legetøjet, tygge i vores sko og alt muligt andet. Han kan også åbne skufferne i køkkenet, og indtil jeg en eller anden dag får taget mig sammen til at hente de der dimser i IKEA, så han ikke længere kan det, så har jeg skuffernes indhold liggende og flyde overalt. Klar til opsamling, når han er lagt til at sove. Fantastisk. Tænk han kan! Gid, han dog ville lade være…

Altså. Hmm. Det er bare ikke nok! Jeg synes virkelig, at han er fantastisk, og det er jo helt vildt, hvad sådan en størrelse har lært sig allerede. Men. Altså. Der er dage, hvor jeg tæller ned til hans næste lur, så jeg kan få bare en lille stund for mig selv. Som nu, for eksempel, hvor han blev lagt ud for 20 min. siden og allerede ligger derude og mener, at han har sovet nok. Nej, unge, det har du så ikke, for din mor er på sammenbruddets rand, og hvis jeg ikke får to minutters ro nu, så knækker filmen.

Det gør det jo heller ikke bedre, at jeg er på kanten af gråd hele tiden, vel. Men det skyldes jo nok noget andet og ikke udelukkende, at jeg keder mig herhjemme. Tror jeg da ikke.

I morgen skal Albert passes. Min dejlige veninde tager over for en dag, og jeg får en dag hjemme. Alene. Helt alene. Fuldstændig 100% alene. Dét har jeg ikke været siden den dag, hvor jeg mærkede liv i vommen for første gang. Der er altid nogen, og nogen gange kan jeg næsten ikke trække vejret…

Hvad skal jeg så få sådan en hel dag til at gå med? Jamen, jeg skal jo ringe til alle mulige og umulige offentlige instanser for at finde ud af, hvad der sker her d. 14. december, når jeg ryger ud af det danske system og overgår til Sverige. Hvad sker der med børnefamilieydelsen, skatten, dagpengene, a-kassen og alt det der? Hvad er faktum, og hvad er skrækscenarier i mit hoved? Jeg er træt på forhånd. Hvis jeg er helt vild, så kører jeg sgu også i IKEA og får købt de forbandede dimser til skufferne. Wauw. Totalt vild og frådende kreativ tænkning dér, ikk.

De her dage er uendelige. Nogle uger er der mange af dem. Rigtig mange. Så kan jeg næsten ikke få vejret og prøver at lægge strategier for, hvordan jeg skal klare dem. I morges kickstartede jeg lige dagen med at bidende at spørge Niels, om han egentlig er holdt op med at stille sin morgenmadstallerken i opvaskeren? Det forekommer mig nemlig, at alle sådanne opgaver ligger på min banehalvdel for tiden, og spørg lige om jeg er træt af vasketøj, opvaskerfyldning og -tømning og alt det der gejl. (Og det er jo også løgn, tilmed, for Niels er verdens dejligste kæreste, der tager fra på opgaverne, hvor han kan, løfter og tager fat, giver mig luft og tager ansvar, hvor han overhovedet kan. Så når jeg render rundt og er huslig, så er det for at lave bare ET ELLER ANDET og sørge for, at den sparsomme tid, vi har sammen, da så ikke går op i huslige gøremål…).

Jeg har nydt min barsel. Ingen tvivl om det. Nu nyder jeg det bare ikke så meget mere, og nu banker virkeligheden og hverdagen på døren, og jeg har ikke nogen hverdag! Der er masser af virkelighed, men det, den har at byde på, bryder jeg mig ikke om.

Det er en virkelighed, hvor jeg med spas afslår en venindes forslag om at komme en smut til Kbh og spise aftensmad – helt enkelt fordi jeg ikke synes, vi har pengene til endnu en tur over broen i dag. For ikke at tale om brændstof til bilen. Når Niels kører over er det ren tilsætning, for han er ikke berettiget til kørselsfradrag, når han kører til sit studie. Ok?! Hvorfor mon ikk? Det er fanme en åndsvag regel, som pt. koster os omkring 200 kr. pr. dag, han skal over på seminariet. Dejligt. Så vi sparer på turene. Og en smuttur til Kbh ligger ikke lige for mere. Sådan er det bare ligenu, og der kommer sikkert bedre tider. Måske. Hvis jeg finder et job, altså. Men heller ikke ligefrem befordrende for min begyndende klaustrofobi, vel. Nåja, og når sandheden skal frem, så orker jeg faktisk heller ikke at tage Albert med, for han er lige nøjagtig for stor til, at man bare kan lægge ham i liften og sove og for lille til, at han kan finde ud af at blive lagt på en sofan eller en seng eller sådan noget, og så kan jeg i stedet have en overtræt unge hængende på armen, mens jeg forsøger at opretholde voksen-samtale med min veninde. Not happening. Så hellere bare blive hjemme og følge rutinen, hvor jeg ved, at han sover senest kl. 19 uden palaver af nogen art. Det er fase. Sig, det er en fase!!

Well, enough said, tror jeg. Albert i søvn igen derude, og hvis jeg er heldig, så har jeg lige 20 minutter mere, inden han er på igen. Måske det var nu, jeg skulle få børstet tænder, så??

3 indtil nu

3 kommentarer til “De uendelige dage…”

  1. Ireneon 23 nov 2009 at 18:37

    Og nu siger jeg velkommen tilbage og spørger hvorfor er det at din veninde ikke lige tager og smutter over broen og sidder sammen med dig der efter kl 19? Der er to kørselsretninger på sådan en bro og sådan er det i det hele taget med livet og lige om et øjeblik er der overblik og overskud igen, dagene vender der i december og det.

    Nå, ja, og så kører jeg lige et stort varmt knus over havene og broerne til dig!

    Puuuuuuust!

  2. Suslingon 24 nov 2009 at 10:49

    Jeez, Mokke. Her bliver ord lidt fattige og du kan jo ikke bruge, at man siger, at ting som virker overskuelige nu, faktisk altid bliver løst pø om pø.

    Men hvis jeg nu siger:
    Jeg har selv prøvet det du beskriver og har overlevet:

    Bette opslidende baby og ingen job at se frem til efter barsel x 2 faktisk. Men jeg kom i job igen begge gange

    Jobmarkedet p.t. er underligt og du er ikke alene. Så lad være med at tage det personligt. Det er ikke dig og dine kvalifikationer, der er noget galt med. Det hjælper selvfølgelig ikke på økonomien, men det hjælper på selvfølelsen og den har man brug for, når man skal ud og kæmpe om de få jobs, der er. Husk på, at du har masser at byde på.

    Man kan faktisk klare sig med meget lidt, hvis man skal. Det er ikke sjovt, men man kommer igennem det (Vi måtte på et tidspunkt klare os for en gang dagpenge plus det jeg kunne hive ind som freelancer (det var også i en krisetid). 2 voksne og 2 børn. Vi overlevede. Og det gør I også!

    Og så vil jeg sige som Irene: Broen har to spor. Måske din veninde kunne komme over til dig?

    Kærligst Susling

  3. KitKaton 25 nov 2009 at 17:17

    Jeg har kun én ting at sige til alt det. *kæmpecyberkram*

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply