nov 21 2009

1½ år med op- og nedture…

Skriblet af kl. 16:54 og kategoriseret som Suk og støn,Træhytteliv

Jajajajajaaaa…. long time, blablabla… Jeg har slået mine folder i mere private omgivelser, og bloggen her har lidt under manglende tid og overskud. So be it. Den er her stadig – åbenbart evigt og tålmodigt ventende på mine udgydelser.

Nå!

Jeg er træt. Jeg er træt som én ind i helvedes forgård, og vintermørke og novembergråt hjælper ikke synderligt på det. Jeg har været på barsel et lille års tid nu, og jeg har hygget mig med verdens skønneste og nemmeste baby, der ikke giver anledning til megen uro endsige mathed. Men jeg er træt af det nu, det her barselshalløj. Jeg keder mig, dagene er lange, jeg savner voksne mennesker omkring mig og en hverdag, som ikke kun handler om lur til tiden og den rigtige mad i de rigtige mængder på de rigtige tidspunkter. Jeg er træt af vasketøj og trummerum. Og jeg er træt af, at jeg ikke har noget at vende tilbage til. Dét mest af alt er jeg træt af.

Jeg kan ikke finde gejsten endsige energien til at finde et arbejde. Det er nu heller ikke fordi, der rigtig er noget at søge for sådan en som mig. Man skulle nok have været pædagog – eller lægesekretær. Jeg sender ansøgninger ud, som jeg føler, jeg bør. Gør det, jeg kan for nuværende. Stadig på barselsdagpenge. Et par uger endnu. Derefter venter økonomisk kaos, som vi ikke helt kender dimensionerne af endnu. Men det er helt sikkert ikke en fordel at være bosat i udlandet, når det kommer til sådan noget. Alle overvejelser er i spil.

Niels læser og er på SU. Det er essentielt, at han bliver færdig med sit studie, og det kan ikke komme på tale, at han tager et fri-år og får et eller andet lavtlønnet arbejde. Det ville være at skyde sig selv i foden, passere start, slå sig selv hjem – find selv på flere metaforer. om 1½ år er han færdig, og så kan han givetvis få sig et job hvorsomhelst. Heldigvis er der mangel på sådan nogle som ham. Der er til gengæld ikke mangel på sådan nogle som mig.

I går sagde han noget, jeg ikke havde tænkt på. Altså Niels gjorde. Jeg er hurtig til at se, hvorfor andre mennesker omkring går rundt og er kede af, triste, trætte, opgivende. Men når det kommer til mig selv, fatter jeg mindre og ser ingenting – slet ikke åbenlyse sammenhænge. Jeg skal bare knibe ballerne sammen og se at få noget at rive i, så bliver alting godt igen. Jeg skal bare tage mig sammen. Jeg skal bare være mere pågående, aktiv, opsøgende. Jeg skal bare…

Men jeg har ikke lyst, jo! Jow, jeg har lyst til at have et arbejde, hvor jeg kan møde op og gøre det, jeg skal. Et sted, hvor jeg kan få tilpas udfordring  til ikke at kede mig og tilpas frihed til at sløse og skære hjørner der, hvor jeg synes, det er ok. Dét har jeg selvfølgelig lyst til. Men jeg har ikke lyst til hele processen omkring at skaffe mig et nyt arbejde. Sende ansøgninger fulde af varm luft og ordlir, måske være så heldig at få en samtale i stand, hvor jeg skal møde op og skinne igennem, glitre og brillere, smile og indtage med friskt hår, nydeligt tøj og lidt gloss på læberne. Hej, det er mig superkvinden, der naturligvis har al fleksibilitet i verden at give en ny arbejdsplads. Gå-på-mod, iver, energi, kompetencer. Er der mere, I vil have, så kan jeg skaffe det! Jaja, jeg har en baby og bor langt væk, det er ikke noget problem. Det løser sig. Det finder jeg, super-medarbejderen, da en løsning på, som aldrig kommer til at ramme firmaet. Bare rolig. Giv mig nu det job, en ordentligt løn, og luk så i øvrigt røven sidder jeg og tænker, imens jeg vurderes, vejes og findes for let eller tung, for ung eller gammel, for velkvalificeret, underkvalificeret – whatever – til tjansen.

Niels sagde… hvad var det nu? Åhhh, er det allerede forduftet i barselsbobletågerne?! Nej, han sagde, at det er klart, vi er pressede pt. Vi er ramt på ret så mange af de der grundpiller, der holder livet sammen. Vi har taget nogle hårde slag på det seneste, har oplevet den vildeste lykke og den dybeste sorg, og alle præmisser for at blive ramt af stress er tilstede. Eller i hvert fald en mindre handlingslammelse, om ikke andet.

Et kort blik på de forgange 1½ år sådan i grove træk:

Maj 2008: Vi konstater, at jeg er blevet gravid med vores første ønskebarn. Alt går, som det skal, vi er glade og lykkelige og glædestrålende og overvældede og en lillesmule skræmte over udsigten til et nyt, ukendt liv med en baby i huset.

Juni 2008: Min far dør af lungekræft efter kort, intens sygdom. Heldigvis havde vi nået at fortælle om de lykkelige omstændigheder i vores lille hjem. Jeg sørger og savner og græder – og maven vokser, og jeg mærker liv derinde. Sorg og glæde i en stor hurlumhej.

August 2008: Jeg holder ferie og får en opringning fra min chef om, at ejerne af det firma, vi er ansat i, har valgt at trække stikket og lukke vores afdeling ned. Vi afskediges alle. Jeg får dog ualmindelig fin aftrædelsesaftale i stand, så usikkerhed omkring økonomi osv. kan udskydes til efter fødsel og et stykke ind i barselsperioden.

November 2008: Min afdeling lukkes ned, farvel til mange kolleger og medarbejdere.

December 2008: Jeg er fortsat ansat i firmaet og kommer med på et projekt med fremtidsperspektiver, som indebærer mulighed for at fortsætte ansættelsesforholdet og dermed have et job at vende tilbage til efter barsel. Jeg træder fra på barsel 4 dage før jul. Vi holder vores første jul uden min far, og jeg savner og sørger stadig.

Januar 2009: Albert kommer til verden og glæde og kærlighed og varme overstrømmer alle spekulationer.

Marts 2009: Det står klart, at det igangsatte projekt på arbejdet er en dødssejler, delvist pga. finanskrisen. Dermed er alle muligheder for videre ansættelse ude af billedet, og jeg kan se frem til at skulle ud og finde nyt arbejde i min barselsorlov.

April 2009: Niels’ mor dør af lungekræft efter kortere tids sygdom. Vi holder barnedåb for Albert 2 dage efter. Sorg og glæde skal åbenbart følges ad i vores familie.

Månederne går, Albert vokser og trives og er så skøn og dejlig, at man næsten ikke kan rumme det. Efter sommerferien får jeg også svært ved at rumme at gå hjemme, og de første tegn på utidighed og kedsomhed viser sig. Jeg begynder så småt at søge jobs og kan konstatere, at der ikke er noget at søge!

Henover sommeren begynder vi at snakke praktiske rammer for fremtiden. Hvor realistisk er det at bo 100 km. fra København, når vi nu har en unge, der på et tidspunkt skal hentes og bringes til pasning osv.? Hvordan ser økonomien ud? Hvor ku det være praktisk at bo? Måske i nærheden af Niels’ datter? Måske i nærheden af min familie, vores netværk? København er udelukket. Så det er Midtsjælland eller Nordsjælland, som også er udelukket, hvis jeg får job i København – transporten er fuldstændig umulig. Måske skal vi i virkeligheden bare tættere på broen og stadig nyde godt af de fordele, der er ved at bo i Sverige – særligt er der gode vilkår for børnefamilier, pasningen er billig og god og alt sådan noget. Der er rigtig mange spekulationer i gang. Alt for mange. Og alle havner ét sted: vi kan ikke foretage os noget, tage beslutninger, gøre noget som helst, før vi ved, hvor jeg får job og til hvor mange penge. Om jeg får job, altså.

Familiens økonomi er primært spundet op omkring min forholdsvis gode indkomst. Dét grundlag er svundet ind til ingenting, og om 14 dage, når barselsdagpengene stopper, så må Guderne vide, hvor vi så står. Så går vi yderligere 40% ned i indkomst og står med noget, der ligner en fjerdedel af, hvad der rullede ind på kontoen hver måned for bare et år siden. Det kan jeg ikke overskue. Det giver mig ondt i maven og søvnløse nætter. Og det gør mig træt og uoplagt.

Niels har ret. Vi er hårdt ramt på de der vigtige punkter. Vi har mister nærtstående familiemedlemmer, vi har fået en baby, jeg har mistet arbejde, og vi har spekulationer om bopæl.

Jeg er nok mere rystet, end jeg giver udtryk for. Mit humør svinger, jeg græder meget, jeg er irritabel og træt – og så er jeg også en lillebitte smule ligeglad, for jeg kan ikke se mig ud af det. Om 14 dage ramler det hele, og så får vi se, hvad der sker….

Mokken er tilbage (for en kort bemærkning, man ved det aldrig!) – stækket, svækket og ikke i særligt fantastisk hepla!

4 indtil nu

4 kommentarer til “1½ år med op- og nedture…”

  1. Trison 21 nov 2009 at 18:30

    Og så gik jeg her og troede at vi har problemer. Tak for ruskeren. Eller… Noget i den retning… :|

  2. Leneon 22 nov 2009 at 10:59

    Ord bliver fattige lige her, din mand har ret, I er ramt på mange områder, og det bliver en hård tid I går i møde.

    Jeg håber I formår at holde fast i jer selv og jeres lille familie, som er det gode og omdrejningspunktet og så ønsker jeg al mulig held og lykke med bolig og job.

  3. kyllyanon 23 nov 2009 at 14:22

    Hej Mokke,
    dèt som Tris siger. Velkommen tilbage og held og lykke med det hele. Sikken et miskmask af foelelser og haendelser hva’.

  4. Monicaon 04 dec 2009 at 22:57

    Hej
    Pu ha … det er en barsk omgang, I har været igennem. Og jeg ved alt for godt, hvordan det er, at stå der, hvor du er og ikke ane, hvordan det hele skal gå.
    Min Albert kom til verden november 2008. Januar 2009 blev min svigerfar konstateret kræftsyg.
    6.juni 2009 blev jeg gift – en uge forinden havde min svigerfar fået at vide, at han ikke ville overleve. Det var et spørgsmål om tid. Han døde 14 dage efter vores bryllup.
    Nok om min historie – det var blot for at forklare …
    Jeg håber, at I har nogle gode mennesker omkring jer, som kan sikre, at I får luft til at være sammen uden barn – at I får mulighed for at bearbejde den sorg, som I begge er ramt af.
    Og så håber jeg, at heldet er med dig, sådan at du snart kan få et job. Ind til da – jeg hepper her fra og håber det bedste. Hvor tamt det end lyder ….

    Hilsner fra Monica (som vist har skrevet her inde en gang før på min nu slettede blog med alias Qvinden).

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply