jun 05 2008

Fars dag…

Skriblet af kl. 11:00 og kategoriseret som Suk og støn,Træhytteliv

I dag er det Fars dag. Så skal jeg huske at ringe til min far og sige…ja, hvad siger man egentlig? Tillyke med dagen, som “en eller anden” har udråbt til at være din? Eller: jeg kom lige i tanke om, at det er din dag i, så….halleluja!

Sandheden er, at jeg tænker på min far hver dag. Hver evig eneste dag i denne tid. Men jeg er ikke flink til at ringe til ham. For han er syg. Og jeg kan ikke lide de triste nyheder, jeg får resummeret, hver gang jeg ringer. Jeg bryder mig heller ikke om min mors gråd, selv om jeg forstår den helt ind til benet. I hverdagen fortrænger jeg, og det lykkedes næsten fra tid til anden at glemme en lille smule, hvor alvorligt det hele er…

Jeg vil bare have, at alting skal være, som det var for et halvt år siden, inden kræft og tumorer, kemo og manglende appetit og sengeliggende var inde i billedet. Dengang min far bare var en helt almindelig aldrende herre med begyndende problemer med hørelsen og småkvababbelser i hjerteregionen. Dengang der var farve i kinderne og tro på “næste år” og flere fremefter.

Mn mor tør for tiden ikke engang håbe på året ud. Jeg hører, hvad hun siger, jeg ser ved selvsyn, at det måske kan være sådan fat. Men jeg vil ikke forstå det, og jeg vil slet ikke selv tænke tanken. Det tør jeg ikke, for sæt nu jeg er sådan en clairvaoyant, der kan se ting ske, før de sker?

Om lidt ringer jeg og får en svag og slukket stemme i røret. Vi sludrer om hverdagen og lidt om lægerne og beskederne, og siger “få det nu bedre” i en opmuntrende tone, mens jeg mest af alt har lyst til at udstede en ordre om samme.

Min kæreste er også far. Jeg ved ikke, om der er nogen, der husker at sætte hans 4-årige datter i gang med sende en hilsen. Hendes mor gør det sandsynligvis ikke, og jeg synes ikke, det er mig, der skal gøre noget. Ikke i år. Til næste år måske, når han er blevet far endnu en gang, så gør jeg nok dagen lidt festligere end sædvanligt for ham. I dag gratulerer jeg ham blot med hans veloverståede eksamen…

Og om lidt ringer jeg…

10 indtil nu

10 kommentarer til “Fars dag…”

  1. Karinaon 05 jun 2008 at 20:21

    Hej ven
    puha, hård læsning – og desværre så genkendeligt – du ved hvor jeg er.
    Kram fra det jyske – synes i øvrigt sidste passage lyder interessant:-)

  2. Anitaon 06 jun 2008 at 13:37

    Helt ærligt, så var jeg tæt på at negligere dit indlæg her. Jeg har nemlig også lyst til at lukke øjne og ører for kræften, men jeg kan ikke. Bekymring tvinger mig til at se skidtet i øjnene, den fucking forbandede sygdom, jeg hader af hele mit hjerte og mere til. Den har været på besøg så længe nu, så det snart må være nok!

    Jeg bed dog meget mærke i dine sidste linjer. Skal man ønske Tillykke eller hvordan hænger det sammen? :-)

  3. Lotteon 06 jun 2008 at 14:14

    @Anita og Karina

    Altså kan I ikke læse????????? (det er altså en ommer tøser)

    Nå men jeg vil bare sige. Det er trist med daddycool, for han er sød. Det er faktisk rigtig trist. Men midt i det triste er jeg OGSÅ nødt til at sige: Når noget slutter, så begynder noget andet. Og det er andet der begynder er faktisk helt indlysende større end det, der slutter.

    Og midt i sygdommen, skal du huske (hver eneste dag) at se frem til det, der er størst. Nej, du skal insistere på det, også når de andre er kede af det.

    Elsker dig for evigt. Og jeg skal nok hjælpe dig med at se frem.

    Promise !

  4. Anitaon 06 jun 2008 at 15:29

    Lotte – er du sød at fortælle mig, hvad det var, jeg ikke kunne læse?

  5. Lotteon 06 jun 2008 at 15:46

    @Anita

    Nej, det vil jeg ikke, men jeg vil gerne lægge sådan en her ind :-D, eller sådan en her ;-) så ingen tror, at jeg er ude på at håne dem for manglende evner til at læse.

    Og så væk fra Lotte og tilbage til hende Mie :-)

  6. Liselotteon 06 jun 2008 at 16:51

    Hjertelig… hjertelig tillykke, Mie – verden er et forunderligt sted, for sorg blandes med glæde – og den glæde skal have plads og dyrkes med omhu, så den kan vokse og overskygge sorgen. Jeg er glad på dine vegne :-)

  7. Anitaon 06 jun 2008 at 17:05

    Lotte – nu er jeg ikke lige typen der vælter ind og brøler, førend jeg har fundet ud af, om der er noget at brøle over, hvilket jeg så spør’ om, men ud fra din kommentar, så fornemmer jeg, der er det (det kunne jo netop også tænkes, at der er igangværende babytalk, men at det ikke er sket endnu). Du vidste det sikkert, vi andre gjorde ikke ;-)

    … og hen til Mie igen; et stort virtuelt KNUS til dig! :-)

  8. Mokkenon 09 jun 2008 at 13:22

    @Karina: Ja, det er slet slet ikke sjovt. Vi håber på bedre tider og et nådigt forløb, hvis det er sådan, det skal være… Ligenu er modsætningerne mellem glæde og sorg, liv og død ualmindeligt nærværende.

    @Anita: Du læser rigtigt, så brøl du bare :o)

    @Lotte: Jeg ser frem – hver dag ser jeg frem…

    @Liselotte: Tak skal du have – glæden og forventningen prøver jeg at få til at fylde mest, og det lykkes faktisk :-)

  9. Anitaon 13 jun 2008 at 21:37

    … og NU brøler jeg; FEEEEEEDT mand! Titusinde gange Tillykke og god vind med det hele :-)

  10. Annaon 13 jun 2008 at 23:27

    Smukt skrevet – og TILLYKKE!

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply