maj 04 2008

Om at mene noget…

Skriblet af kl. 11:53 og kategoriseret som Om at mene noget...,Pludseligt opståede strøtanker

For nyligt sad jeg på en café i det indre København og byggede burgere og brød tanker med en medblogger. Det var hyggeligt, det var sjovt – men ikke mindst var det tankevækkende.

Vi diskuterede blandt så meget andet den krævende balance mellem det private og det personlige og muligheder og faldgruber i forhold til at give af sig selv, være sig selv, forblive sig selv, digte sig selv på bloggen. Alt i alt en masse om det, som jeg har summet over i den tid, jeg har været væk fra bloggen – og alt i alt det, som stadig optager mig, for jeg har haft svært ved at finde en balance i tingene. Og kæmper stadig med det.

Naturligvis faldt snakken også på andre bloggere i det ganske blogland, og midt i taleriet bemærker min burgerkompagnon, at “det sgu var federe dengang hun rent faktisk mente noget” – med reference til en blog, vi begge smuglæser på fra tid til anden.

Jeg nikkede ivrigt i momentet lige dér. Og jeg nikker sådan set stadig, for der er gået rigtig meget hus og have i diverse blogge rundt omkring. Eller også har jeg bare været så længe i spillet efterhånden, at det der blev betragtet som “nerve” er blevet hverdag og ikke længere kan få mig ud i kommentarsporet.

Engang harcelerede Kimpo over tøsebloggerne. Og med rette, egentlig, for der var meget at sige om dem. Nu er de mest prominente væk, og selv om man ser spæde skridt ud i noget, der ligner, så er heller ikke dét, som det var engang. Forståeligt nok, for de var en flok pionerer, der med ordet i hånd slog fra sig til højre og venstre, alt mens de elskede, smertede, drak, horede, levede i eminent stil. De provokerede rigtig mange af os, og en grænse eller to blev sikkert flyttet og måske endda fjernet undervejs. Godt det samme.

Jeg anså aldrig mig selv for at være tøseblogger. På Gamle Mokken definerer jeg mig selv som hyggeblogger. Men heller ikke den etiket er helt passende, for jeg vil også mene noget, mens jeg hygger. Jeg vil give mening. Jeg vil ikke bare være endnu en i rækken af dem, der knipser løs i hus og have, mens jeg strikker og drikker kaffe. Også selv om jeg faktisk gør det i mit privatliv. Jeg vil være privat og personlig. Nærværende. Og sådan én, der gør sig tanker, som får andre til at tænke sit.

I sin tid høstede jeg anerkendelse for de dersens prinsesse-indlæg. Og med rette, må jeg sige, for jeg har for nyligt læst dem alle igennem, og selv om jeg husker hvert ord og nærmest husker følelsen af at taste dem og dermed er bundet af en immanent subjektivitet, så kan jeg sagtens se, at de er velskrevne, de er ærlige, de er åbne og ærlige. De balancerede afmålt på kanten – den private, personlige, den meningsfyldte edge

Jeg vil mene noget igen. Og jeg vil glædes over sommervejret og humlebierne. Men først og fremmest vil jeg finde dén der nerve, som gør det hele så sjovt og udfordrende. Jeg vil så meget mere end referere min hverdag i stort og småt. Om ikke andet vil jeg forsøge…

6 indtil nu

6 kommentarer til “Om at mene noget…”

  1. Anitaon 04 maj 2008 at 20:57

    Har lige genlæst det indlæg, jeg skrev om dig. Og jeg sidder her stadig og ville ønske, at jeg var ligeså modig til at vise Jer alle mit hjerte, som det ser ud indefra. Ligesom du har gjort.

    Men jeg tør virkelig ikke.

    Hvad er jeg så bange for? Mest af alt, at det vil udstille mennesker i mit nære netværk og det ved jeg, de vil være kede af, så derfor tier jeg herude. Privat jubler jeg så enten af glæde eller hulker af sorg og frustration. Men det når bare aldrig ud på bloggen og ud til tusinde læsere, som tror de kender mig. Og når de læsere alligevel ikke kan få hele historien med, som den virkelig ser ud, så vælger jeg hellere den lette og fordøjelige tilgang – nemlig den positive, den blomstrende, den umiddelbart sorgløse.

    Men sådan ser det jo ikke ud. Nogle dage gør, men andre dage er et helvede at komme igennem. Jeg bruger dog også min blog som en slags terapi, hvor jeg tvinger mig selv til at fokusere på det positive, istedet for at sætte mig ned og have ondt af mig selv.

    Det kan se ud som om, jeg ikke kigger både indad og udad og tager stilling til og finder en holdning om, men tro mig; det gør jeg! Hver eneste dag. Jeg ka’ slet ik’ la’ vær’…

    Men jo, jeg elsker også at læse blogs med nerve, men jeg elsker ligeså meget at læse blogs, som jeg med sikkerhed véd, er lette og positive. På den måde kan jeg tilfredsstille mig selv på den bedste måde, alt efter, hvordan humøret er den pågældende dag. Hvad jeg dog aldrig kommer til at elske ved en blog er, når den er selvynkende og jamrende. Det kommer jeg aldrig til at holde af, men holder mig istedet væk.

    Men generelt synes jeg virkelig, det er rart, at der er lidt for enhver smag herude :-)

  2. Lotteon 05 maj 2008 at 06:28

    Jo, men blogland har også ændret sig kvantitativt. Da vi startede var det let at overskue blogland, det er det ikke mere. ENHVER har en blog.

    Engang skabte det forargelse, når nogen skrev meget privat, det gør det heller ikke mere. Der skal simpelthen mere til nu, før nogen rynker på brynene. Et eller andet sted er det vel fint nok. Til gengæld har det kostet, at det er sværere at se forskel på, hvornår der er tale om kvalitet. Noget der vedkommer flere end dig selv.

    Hvis du vil mene noget (igen) kommer du til at overveje, om der ikke kan skrives politisk i den forstand, at det private ophæves til noget mere generelt. Man kan sagtens skrive holdningsmæssigt uden at søle sig selv ud til højre og venstre.

  3. Anitaon 05 maj 2008 at 08:23

    Bloggen er hvermandseje idag. Det har du helt ret i. Det kan gøre det svært at skulle vælge og vrage imellem hot eller snot (vi er jo blevet så fandens kræsne) og dér kan det naturligvis også have sin fordel, at skrive med nerve. Det fanger vel bedst og flest, tænker jeg, hvis det er dét, man vil med sin blog. At blive set og læst af så mange som muligt.

    Den intention har jeg slet ikke. Jeg skal først og fremmest kunne se mig selv og mit netværk i øjnene, når et følsomt, og måske privat, indlæg er skudt ud i æteren, for dem har jeg virkelig svært ved at generalisere på.

    Jeg har flere gange forsøgt at skrive generelt, men det virker ikke for godt for mig, når det nu “bare” er via en blog. Så bliver det mig netop for ligegyldigt, fordi jeg ikke kan tillade mig at putte egne og andres oplevelser med i det og vise, hvad det kan gøre for/ved mennesker, når… osv.

    Derfor falder det mig en del nemmere, at skrive som jeg gør nu. Også selvom det kan se ligegyldigt ud. Der er en mening med det hele, ihvertfald for mit vedkommende ;-)

    Som sagt, så mener jeg det er fint nok, at der er blogs for enhver smag. Er man i dét hjørne, hvor man ønsker en (heftig) debat, ja så er det ikke mig man skal besøge den dag. Ønsker man at slappe af og læse lidt let skriv, så er det måske netop mig, man skal besøge. Det er helt op til hver enkelt at finde frem til…

  4. Anitaon 05 maj 2008 at 09:04

    Hov, jeg glemte helt at komme omkring det personlige/private skriv.

    Du kan tro, det stadig verserer, at man helst ikke skal skrive privat, for så kommer “nogen” efter én. Der gives stadig små advarsler, hvis der skrives (for) privat på bloggen, så det eksisterer skam endnu. I bedste velgående endda ;-)

  5. Kimpoon 05 maj 2008 at 17:28

    Hej tøser!

    Jeg har næsten det omvendte problem. 37 grader skulle egentlig have været min nye hyggeblog, mens jeg droppede kimporator.dk (pga. folk som droppede min privatadresse i kommentarer) og ville lave http://kimpo.wordpress.com/ til min debatblog. Det gik ikke ret længe, så var 37 grader alligevel politisk *suk*

    Men det er lidt kedeligt at de gode gamle tøseskænderier er væk..

    Blogs har mange formål, kan også være godt til netværk såvel som debat – det er ok, synes bare det var over gevind privat, da jeg så tøseblogsne første gang.

    Det jeg ikke bryder mig om idag er faktisk professionaliseringen eller mainstreamingen. Alle skal have en blog, det gavner karrieren. Det virker lidt påtaget og klinisk nu, mens det i gamle dage var mere oprigtige typer. F.eks. desperate tøser med personlige problemer, politiske brokkehoveder som ville redde verden, særlinge med underlige interesser. Den gennemsnitlige weblog er nok mere clean og overfladisk idag end før. Måske er jeg bare blevet gammel..

    ps: Den gamle blog fra før kimporator.dk ligger nu på http://www.37grader.com/gamleblog/ .

  6. Lotteon 05 maj 2008 at 22:42

    Det gik ikke ret længe, så var 37 grader alligevel politisk *suk*

    Øh….og det kom bag på dig?

    professionaliseringen er (generelt betragtet) en god ting, og det er den fordi, nu kan vi få sagerne fra hestens egen mund. Det har taget lidt af magten fra journalisterne (nutidens prædikanter) og det kan man KUN bifalde. Så må det være op til den enkelte debattør at sortere i skidtet. Og på den front er jeg er ikke bekymret.

    Og ja, du er gammel…..

    ;-)

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply