jul 10 2007

Mokken tagged…

Skriblet af kl. 14:26 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

Jep, stafetten blev sat ved min hoveddør, og har jeg forstået konceptet korrekt, så skal jeg nu selv til at finde på otte ting, jeg gerne vil fortælle om mig selv (ud over det, der allerede er nævnt i de famøse ethundrede og yderligere hundredevis af indlæg gennem de forgangne år) – det er vist ikke sådan, at jeg kan bede meme-invitatoren om at udspecificere, hvad jeg skal skrive, som jeg ellers har set det ønsket og fremført i livlige toner et andet sted på nettet

Næhnej, man må skam selv være kreativ og tage det for det, der er – en kedsommelig sommerspøg…

1: Min morfar var et meget specielt menneske, som har efterladt et meget kært og nært minde i mig. Der går ikke en dag, uden jeg tænker på ham – og dermed også min mormor, der var hans livs øjesten igennem næsten 70 år. Han var stor og stærk og havde en varme i sig, som alle i hans nærvær ikke kunne undgå at mærke. Han var sig selv, troede på det bedste i mennesket og levede sit liv helt igennem så ærligt og redeligt, som det overhovedet kan lade sig gøre.

2: Jeg har engang været ved at blive knaldet af politiet for at knalde i en bil! Mens bh’en blev bøvlet på plads og bukserne trukket nødtørftigt op om røven, trillede politibilen dog blot forbi og lod os være i fred – men dét eventyr sluttede lissom der, ikk!

3: Indtil for nylig gik jeg kun yderst sjældent i nederdel. Nu sker det oftere og oftere. Mest fordi det er rart på en varm sommerdag – og så fordi min kæreste gi’r mig det der blik, der gør mig helt varm indeni, når det sker…

4: Jeg følger et fast princip om, at man kun låner penge til hus og bil. Alt andet – og jeg mener ALT andet – må man sgu spare op til først, hvis man vil ha det…

5: Da jeg var lille, gjorde jeg alt for at undgå at børste tænder, gå i bad og skifte trusser regelmæssigt. I dag gør jeg det ene et par gange eller mere om dagen og det andet og tredje på daglig basis – og jeg tænker slet ikke over det.

6: Jeg ved af erfaring, at kendskab skaber venskab – dog ved jeg også, at der er nogle mennesker, som man bare aldrig kommer til at holde af.

7: Da jeg var lille, kildede mine ældre søskende mig, så jeg kom til at prutte. Jeg sad som reglen på “bedstemors skammel” ved bordet, og når man slog prutter på den, så bragede det øresønderrivende. Det var sjovt, og nogen gange gad jeg godt, at de stadig kildede mig…

8: Jeg elsker at køre tur! Ud i det blå, afsted afsted. Opleve smukke udsigter, bedårende, idylliske steder – eller det helt modsatte. Jeg elsker de samtaler, der opstår i en bil, og jeg nyder fornemmelsen af frihed. Jeg har diesel i blodet, og jeg tror, at det skal stå meget skidt til, før jeg nedprioterer det at have bil…

Og sådan er der så meget – eller lidt…

:o)

Årrhhja for dælen da – jeg glemmer jo at tagge videre. Eller det vil sige, jeg glemte at nævne, at jeg ikke tagger videre. Fordi jeg ikke gider, helt enkelt!

Ingen kommentarer endnu

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply