feb 20 2007

Prinsessen overlevede…

Skriblet af kl. 17:24 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

Kan I huske hende? Hende prinsessen, der delte sine livs- og kærestekvaler med jer sidste år engang? Hun er her stadig – eller hun er her til dels, for nogle af kvalerne har fundet sin løsning, andre er stødt til… og i bund og grund er status som prinsesse vel mere en livspræmis end den er noget, man som sådan slipper af med.

Men hvad er der sket siden da? Eller rettere: hvad skete der egentlig? Hvad er historien, hvem er han ham der kæresten, som pludselig nævnes fra tid til anden (eller rettere: hele tiden) på blogmatriklen, og hvordan faldt det hele i hak?

Lotte var (som altid) en vigtig brik, så ordet tilfalder hende :-)

—–
Lotte fortæller:

Jamen jeg husker også kun alt for godt de der prinsesse-mokke-indlæg. De var nemlig både hudløse, tænderskærende og insisterende udi ønsket om en gang for alle at fatte, hvad fanden der skal til, hvis man bare vil have indfriet det her beskedne ønske om at elske en mand.

Prinsessens indre idealblondine var mit personlige favoritindlæg. Der var nemlig tale om flere fluer med et smæk. Et gedigent opgør med den latterlige forestilling om at (rigtige) mænd foretrækker nipsede airheads med hang til plastikbryster, pokaler i pikslikkeri og rødvinsdrikning i kombo med en redelig, ærlig bøn sendt ud i blogland, der gik på noget i retning af, at jeg vil bare have en kæreste, for fanden!

FOR FANDEN!


Jeg starter lige et andet sted. Mens Mie gik rundt og
ømmede sig, spillede jeg musik et sted i Nordsjælland sammen med Prins Valiant. Og jeg vidste det egentlig godt, for jeg havde sagt til hende: “Vi har fået ny bassist, ham skal du møde, du forelsker dig i ham på stedet”. Sådan nogenlunde var ordene vist. Utallige krumspring senere og mere eller mindre kvalificerede forsøg fra min side på at få sat et ”tilfældigt” møde i stand mellem dem, spurgte jeg en dag Mie, om jeg ikke bare kunne give ham hendes nummer og alt det der gejl. Hun indvilgede, det samme gjorde han. Vel at mærke efter jeg havde belært ham på Hellerup station om, at såfremt han ikke opførte sig ordentligt overfor MIN veninde, så ville han miste kronjuvelerne, få et mafiaslips, hele HA efter sig og mere af samme kaliber (stakkels mand, nu jeg lige tænker over det *G*).

Nuvel de mødtes et sted i Hillerød, og så var fanden løs i Laksegade. Suk! Hun snakkede ikke om andet end Niels dag og nat, det var STANGBELASTENDE ! Ja ok, veninde, så ER han heller ikke mere lækker. Hun insisterede, og jeg forsøgte at fortrænge de væææmmelige billeder fra min nethinde, der vedrørte min anonyme bassist i natlige, daglige og alt for mange aktiviteter med Mie. Min elskede Mie. Min min min….

Men hvad skete der så egentlig?

Det er såre simpelt. Prinsessen trådte i karakter på bagsmækken af de 10 indlæg og sprang ud som dronning.

Vi gik fra at tale om, hvad der ikke kunne lade sig gøre til at tale om, hvordan man navigerer fornuftigt i x-kærester, kærestebørn, plastikbedsteforældre og hverdagens ulidelige trivialiteter. Fra bedrevidende indlæg om små spejle på væggen og indlæg om, at det er svært at savne opstod det store i det små.

Mie berettede om, hvordan hun havde været nødt til at smide masken og hyle øjnene ud i afmagt over den nye tilstands emotionelt krævende karakter. Om hvordan han lagde armene om hende og turde være til stede i øjeblikket inkl. snot, hvidløgsånde, bedrevidenhed og ekstrem sårbarhed, hvor alle følelser danser rundt uden på huden og truer med selvudslettelse og emotionel destruktion.

Hun rasede, når kærestebarnet udfordrede hende med sine naturlige prinsessetendenser (det gør hun sådan set stadig). Hun stillede op til fællesmøder, familietamtam og usikkerhed i rigelige mængder. Hun stillede op til det store i det små, det store som kun kan lade sig gøre, hvis man skærer HELE facaden bort og forstår, at kærlighed ikke handler om at kunne, men om at være. Det er ikke en rationel beslutning, det handler ikke om at nå noget af fornuftens vej, det handler om at overgive sig med alt, hvad det indebærer af angst og bæven over ”hvad nu hvis”-attituder. Kys frøen, se ham direkte i øjnene, glem alt om minus selvværd og tidligere bekendtskabers mangel på ærlighed. Træd i karakter, se løven i øjnene, dyrk modet og tag skraldet. Sig hvad du vil have – men sig det i øjenhøjde – som udgangspunkt.

Det store findes i det små. Det er en sandhed uden modifikationer. Lykken findes i den potentielle ulykke og dronningen findes i prinsessen. Ethvert forsøg på at komplicere det med udenomssnak er dømt til at fejle. Der er kun én genvej til kærligheden, og den går gennem total blottelse, som ikke at forveksle med, at man siger alt. Det er nemlig en helt anden snak, der ikke har ret meget med ærlighed at gøre.

Hvad angår Niels, ja så er han en helt almindelig gennemsnitsdansk mand med en unge i bagagen, en musikalsk interesse og et helt almindeligt job. Han er en venlig, hjælpsom sjæl der forstår betydningen af ordet loyalitet. Han kan på linie med alle andre være skideirriterende, sjov og distanceret. Han er som folk er flest, og så er han i tilgift blevet Mies livsvidne.

Det sjove er, at han var lige ved siden af os, hun havde nær overset ham. Godt, hun stoppede op og ledte efter det store i det små.

—–
Således folkens, historien kort fortalt…

Jeg vil naturligvis tilføje, at Niels er alt andet end gennemsnitlig, men dén historie skal jeg nok selv fortælle på et tidspunkt, Hvis jeg altså gider!! :-)

3 indtil nu

3 kommentarer til “Prinsessen overlevede…”

  1. Leneon 20 feb 2007 at 22:10

    Åh Lotte og Mie, det er en skidegod historie….

    Er sgu lige ved at hyle.. :-)

  2. grith non 21 feb 2007 at 21:20

    Dælme en god historie ja.

    Den har stået på intensiv læsning fra min side de sidste par dage, for jeg har først lige fået øjnene op for denne skånske matrikel, her den anden dag og måtte altså bare have det HELE med og åh, hvor har jeg følt mig hjemme.

    Tak, fordi jeg fik lov til at læse med :-)

  3. Mieon 23 feb 2007 at 12:17

    @Lene: Tør øjnene, det er jo bare en kærlighedshistorie :D

    @Grith n: Du er hjertelig velkommen til at læse med alt det, du lyster – det er jo bl.a. dét, der gør det sjovt at skrive :-) Velkommen til….

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply