feb 18 2007

Ægte og uægte børnebørn…

Skriblet af kl. 10:24 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

Mine forældre er seje! De er supercool. Ja faktisk er hele min familie lige i øjet; mine søskende, svigerinden, niecen, hele bundtet!

I hvert fald på ét punkt, som har set dagens lys for ret så nyligt: de har hilst min kærestes datter velkommen uden forbehold!

Selvfølgelig! – sidder der sikkert en del og tænker nu, ikk? Men prøv lige at tænke efter engang, for det er faktisk ikke så selvfølgeligt endda. Det er langtfra alle, der kan se forbi det der med det “ægte” tilhørsforhold. Rigtig mange vil falde i en fælde med at gøre forskel, lade en ubetænksom kommentar falde af fadet fra tid til anden osv. Men ikke min familie, heldigvis.

Vi holdt jul hjemme hos mine forældre. Min nærmeste familie – og denne gang udvidet med min kæreste og hans datter. En pige på tre år, der nok kan tage opmærksomheden og måske nok – sådan realistisk betragtet – være lidt af en mundfuld for alle, der ikke lige er vant til den slags størrelser. Og det gik godt; det gik helt over forventning. Der var ikke en snert af forskelsbehandling mellem kærestedatteren og min niece, som også foldede sig ud i sin rummelighed og lod den lille være med til at dele gaver ud og lege med alt det nye legetøj og alt det der. De tog hende ind – på et lille barns præmisser tog de hende bare ind og gav hende den opmærsomhed, tryghed og kærlighed, som man nu engang bare overøser et barn med. De tænkte ikke i “ægte” og “uægte”, “vores” eller “hans” – de tænkte bare “barn”.

Ser I, hvad jeg mener? Et barn ER jo nu engang bare et barn – og for alle andre end lige forældrene er tilhørsforholdet vel egentlig underordnet?

Hørte for nyligt om en bedstemor, der havde sagt til sit bonusbarnebarn (aarrggh, hader de der betegnelser, men det letter forståelsen… suk!): “Jeg glæder mig sådan til at få et ægte barnebarn” (hendes svigerdatter venter sig, red.) – og hun havde fortsat: “men du må godt kalde mig Farmor alligevel”.

Jeg er stadig stum af forbløffelse! Og samtidig glad og lettet over at vide, at mine forældre aldrig ville kunne finde på at sige sådan noget bavl… Har man hørt mage?

Nuvel… hvis og når den tid kommer, hvor vi får børn, og mine forældre dermed får “ægte” børnebørn, så kan det tænkes, at kærligheden til de børn måske er stærkere forankret, men udtrykket af den vil være det samme, som den, de giver min kærestes datter nu. Det ved jeg bare, for sådan er de.

Og det er derfor, jeg synes, de er så seje.

9 indtil nu

9 kommentarer til “Ægte og uægte børnebørn…”

  1. Anonymouson 18 feb 2007 at 12:34

    Ja og man kan undre sig over, at det trods alt ikke giver flere konflikter end det gør. Mine unger (der snart er voksne må man sige) fik sig en papfar, jeg havde ikke forventet at de ville vokse sammen i den grad de har vist sig at gøre. Her er tale om venskaber på præmisser der intet har med mig at gøre. Min yngste har et særligt godt forhold til min kæreste der rækker ud over, hvad jeg deltager og blander mig i.

    Se DET er kvalitetskærester, der kan den slags…

    Ud over det så mener jeg nok at dine forældrer indeholder den kvalitet, generelt. De gør det faktisk også med mennesker udefra. Altså åbner sig og inviterer ind. Om man så er der ofte eller ej.

    L :-)

  2. Takashimayaon 18 feb 2007 at 12:41

    Tænk at man (som hende der glæder sig til at få “et rigtigt barnebarn”) kan diffenrentiere kærlighed mellem børn baseret på hvem deres forældre er.

  3. Ireneon 18 feb 2007 at 14:49

    Mie, vi kommer af muld der ligner hinanden. God gedigen respekt og kærlighed. Sådan!

    Vi burde lave en HEP! kampagne i blogverdenen og fejre alverdens tolerante (bedste)forældre!

  4. Fru Greenon 18 feb 2007 at 21:54

    En ting er at man sikkert kan føle sådan (at der er forskel på et “rigtigt” og “forkert” barnebarn), men at det er nødvendigt at udbrede sig om det … suk … det fatter jeg ikke.

  5. Mieon 18 feb 2007 at 22:11

    @Takashimaya: Ja, det er en lidt underlige opdeling, synes jeg nok også…

    @Irene: Der findes mange, mange seje bedsteforældre derude….hele og halve med og uden bonusordning. De gør det, de “skal” – holder af unger, fordi ungerne er netop det. Bare unger :-)

    @Fru Green: Følelsen er god nok og også forståelig, faktisk – men jeg fatter ikke, hvorfor den skal udtrykkes i ord over for et lille barn, der ikke kender forskel på ægte og uægte og heller ikke har haft spekulationer omkring tidligere. Det er sgu noget mærkeligt noget!!

    :-|

  6. 37gon 24 feb 2007 at 12:53

    Prøv nu lige at høre her, Miepie:

    Vel var bemærkningen uheldig, MEN: det behøver jo ikke have noget at gøre med at kærligheden er stærkere (forankret) til det ene end til det andet barnebarn.

    Det KAN jo (også) skyldes at hun under sit barn oplevelsen at blive biologisk forælder!

    Bare en mulighed..

    Mht L’ets specielle yngste datter, kunne jeg sige noget smart, men må hellere lade være ;-)

  7. Mieon 24 feb 2007 at 19:55

    @37 gr: Jovel, naturligvis….men hvorfor lufte dét til barnet, der ikke forstår, hvorfor han/hun skulle være mere rigtig eller forkert?? Jeg kan da sagtens sætte mig ind i, at det må være noget særlgt, når ens egne børn får børn… jeg mener bare ikke, at den forskel skal vises/komme til udtryk over for børnene :-)

  8. 37gon 25 feb 2007 at 14:54

    ” jeg mener bare ikke, at den forskel skal vises/komme til udtryk over for børnene :-)

    ..bliver vi ikke uenige om.

  9. 37gon 25 feb 2007 at 14:56

    ” jeg mener bare ikke, at den forskel skal vises/komme til udtryk over for børnene :-)

    ..bliver vi ikke uenige om.

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply