feb 17 2007

Når alt i én siger nej…

Skriblet af kl. 11:04 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

…så er det nok en meget god tommelfingerregel lige at lytte til det nej, mon ikk?!

Jeg har lige aflyttet min mobilsvarer. Så godt, at der var kommet en besked forleden, men midt i influenzafeberen kunne jeg virkelig ikke tage mig af det. Nok også lidt fordi jeg genkendte nummeret, og lysten til at høre beskeden allerede dér var minimal.

Beskeden var fra en tidligere såkaldt kæreste. Her på distancen af det hele kvier jeg mig egentlig ved den betegnelse. Der var ingen kærlighed mellem os, der var ingen respekt, og der var ikke engang grobund for et bekendtskab, da alt kom til alt. Men vi kendte hinanden i en kort overgang; i en periode forsøgte jeg at få mig selv til at tro på mulighederne i det. Fordi jeg ville projektet. Jeg ville ikke ham. Og han ville slet ikke mig.

På en måde skylder jeg ham måske tak. Tak, fordi han behandlede mig så ringe, at jeg endelig, endelig, endelig mærkede helt ind i inderste nerve, at “nu er fanme nok; jeg er så meget mere værd end det her. Det er ikke godt nok for mig. Hvis du ikke kan elske mig, som jeg er, så lad være. Jeg ved, jeg er elsk-værdig, jeg er et godt menneske, jeg har behandlet dig med respekt og omsorg, hjulpet dig, været der – og du har skidt på mig. Du har været arrogant og dum, utilnærmelig, afvisende, afstumpet. Det er ikke godt nok for mig”. Men den tak tilfalder ikke ham – jeg giver mig selv den, fordi jeg stod det igennem, og fordi det var mig – mig alene - der fik vendt tankerne og senere brugt det hele konstruktivt. Deraf udsprang en del af prinsesserierne, deraf udsprang en fundamental bevidsthed om, hvad det er, jeg vil og skal have fra et andet menneske*.

Dengang blev jeg vist lidt overrasket over mit eget temperament og kraften, der lå bag. Jeg pakkede det hele pænt ind og lukkede døren uden for meget hurlumhej. “Vi kan vel være venner og alt det der”, sagde han vist i en afsluttende msn-samtale. Jeg fik aldrig sagt fra. Jeg fik aldrig sagt, at jeg ikke var interesseret i hans venskab. Jeg fik aldrig sagt, at han ikke besidder værdier og egenskaber, som jeg kan holde af og respektere – ikke engang som en perifær bekendt. Jeg fik aldrig sagt, at jeg helst så kontakten for absolut disconnected.

Efterfølgende har jeg talt med ham et par gange. Altid på hans foranledning. Jeg har været kort for hovedet og mut afvisende. Denne gang var beskeden, at der var noget, han behøvede min hjælp til. “Det er en lille ting, ikke noget du dør af”, sagde han vistnok. Nææh, man dør sjældent af at give en hjælpende hånd, men når alt i én ikke har lyst, så skal man nok lade være. Aner ikke, hvad det er, der skal hjælpes med. Måske noget med jobansøgning, måske noget med istandsættelse i hjemmet, måske noget helt tredie. Jeg ved det ikke.

Jeg ved heller ikke, om jeg ringer til ham. Jeg har ikke lyst. Flinkeskolelæreren står bag mig og formaner mig om, at jeg skal være den søde pige, der gør det rigtige. Men jeg har ikke lyst til at være sød i denne her – jeg har lyst til at være fri, og jeg er ragende ligeglad med hans følelser. Så ragende ligeglad som han var med mine, dengang han ikke følte sig for fin til at komme med håndlige kommentarer om min vægt i en uendelighed, eller dengang han ikke gad finde min dyne frem fra under sengen men selv lod mig lede efter den i mørket, fordi han ikke kunne tåle lys midt om natten, eller hvad med dengang han ikke lige havde tid til at mødes med mig, da jeg kom hjem fra et par ugers ferie – jow, selvfølgelig hvis jeg lige gad komme fordi og køre ham hen til den ven, han havde en aftale med…osv. osv. osv. Nej, jeg er ærlig talt fløjtende ligeglad med hans følelser.

Lyder jeg bitter? Det er jeg måske nok… Men det er ikke noget, der tynger mig. Jeg kan stadig blive helt mundlam ved tanken om, at jeg lod mig behandle på den måde. Og jeg er sur på mig selv over, at jeg fandt mig i det. Og at jeg ikke fik sagt alt det her til ham dengang.

Nu er det ude…

Og overstået…

Jeg ringer ikke…

*Se dét er emne, som jeg gerne vil skrive meget mere om… Hvad skete der på bagsmækken af prinsessetankerne, hvad gjorde forskellen, hvordan forvalter jeg styrken og svagheden, mærkes livet, hvad med kærligheden og alt det der. Vil langt hellere skrive positivt og fremadrettet – i erkendelsen af, at man skal kigge bagud for at forstå. Engang imellem!

7 indtil nu

7 kommentarer til “Når alt i én siger nej…”

  1. Leneon 17 feb 2007 at 12:24

    Lyt til dit indre nej, Mie, du skal fanme ikke hjælpe ham, han kan sejle sin egen sø med evindelige jobansøgninger og istandsættelse. Han er en lille mand, og han higer kun efter at vide at du ikke er sur på ham, så han kan ranke ryggen og have god samvittighed igen over sin grumme behandling af dig.. På mit studie kalder vi den slags sociopater..

    Ahem, bare mine 5 cents..

    :-)

  2. Liselotteon 17 feb 2007 at 12:30

    Og det kan jeg så godt forstå, at du ikke gør. Du er videre.

  3. Acqon 17 feb 2007 at 12:38

    Lene said it. Han er et sølle fjols der bruger dig til at stive sig selv af. Move on.

  4. Anonymouson 17 feb 2007 at 13:38

    kære Mokke, hold da op hvor jeg kender den fornemmelse, du gør helt ret i ikke at kontakte ham, han er langt under dit niveau, det kan jeg da hurtigt fornemme. Selvom jeg ikke kender dig IRL, Jeg arbejder selv med at lære at sige fra, og at lade være med at føle empati i alle situationer. GODT GÅET. Kærlig hilsen Flinkonella

  5. Pernilleon 17 feb 2007 at 14:43

    Hvor er det dejligt at se, at du i dén grad har erkendt, hvor meget du er værd, Mie! Må da egentlig ha’ været rigtigt rart at skrive det indlæg!
    Ser frem til opfølgningen på prinsesserierne!

  6. Zetteon 17 feb 2007 at 21:43

    Hmm, jeg kunne ha skrevet det indlæg…
    Det minder om min eks. Bortset fra, at der gik ca. 10 år, før det hørte op. jeg blev ved med at tro, at jeg kunne redde ham – forbedre ham ved at give kærlighed. Det ku jeg ikke. Senere har jeg fundet ud af, at han nok led af “borderline”. Længst ude i skuret var, da han 3 år efter jeg havde pakket mine rejsetasker og var gået min vej, kontaktede mig for at bede om at skrive noget om ham til dating. Det gjorde jeg ikke. Der var jo lissom ikke noget at anbefale.
    Du skal bare lytte til din indre kerne, den der ikke er offer for flinkeskolen. Han er det ikke værd!

  7. Mieon 17 feb 2007 at 23:19

    @Lene: Jeg lytter skam til det indre nej… og holde mig så i øvrigt fra at diagnosticere og kategorisere :-)

    @Liselotte: ooohh yeah, SÅ meget videre – og det til noget helt andet og helt igennem sundt og respektfuldt. Tænker, at jeg lige skulle have en snert af det værste, før jeg virkelig kunne tage imod det bedste :-)

    @acq: I’m moving, I’m moving…;-)

    @Flinkonella: Ja, det er aå absolut nødvendigt at trække en grænse fra tid til anden… ellers brænder man jo sammen! Tak for ordene!!

    @Pernille: Det gjorde afgjort noget ved erkendelserne at få det på ord… så tænk, hvor det ville have rykket at sige det til ham direkte. Det får jeg aldrig mulighed for, og forhåbentlig kommer jeg heller ikke i en situation en anden gang, hvor det bliver nødvendigt!

    @Zette: Som skrevet ovenfor, så afstår jeg fra at sætte nogen etiketter, som jeg ikke er kompetent til at sætte… Jeg havde på det tidspunkt masser af kræighed at give, men det stod meget tidligt meget klart, at han ikke skulle være modtager. Jeg ku (og kan!) ikke diktere, hvordan han vælger at omgåes andre mennesker, men jeg kunne (og kan!!) i hvert fald vælge ikke at ville være en del af det… Så det er det valg, jeg tager :-)
    Tak for dit besyv!!

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply