sep 06 2006

Nu er jeg jo sådan en…

Skriblet af kl. 15:03 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

…der har en kæreste! Og min kæreste er sådan en, der har en lille datter, som selvfølgelig har en mor, der udover at være mor til lillepigen også er min kærestes ekskone.

Fik jeg forstyrret billedet tilstrækkeligt til, at I allerede har mistet tråden?

Godt!

Nuvel… Som enkelte vil have bemærket, så er jeg en anelse fraværende på nærværende blog for tiden. Nogle har måske spurgt sig selv hvorfor? Andre har spurgt mig! ;-) Og andre igen har sikkert bare trukket på skuldrene og efterhånden glemt, at der engang var en mokke, der i en overgang bl.a. bloggede om prinsesserier og kvalerne ved alenelivet, når man nu så gerne ville finde én at være sammen med og alt det der.

Mokken fandt sin “eneste ene”! Jojo skam! Og for første gang i mit liv oplever jeg ting og føøøøler noget helt nyt og anderledes, som er mig helt fremmed, om end jeg måske nok genkender essensen fra mine tidligere dagdrømmerier. Det er jo SKØNT for fanden! Man fyldes op og sprudler, mærker latteren ligge latent på lur, man når alverdens ting og lidt til, for energien er på det absolutte max, man mærker livet, bider det kærligt i låret og flyder med, hvor det nu engang hiver én med.

Jeg fandt ud af det der med den indre prinsesse – altså så godt som. Har naturligvis efterladt plads til forbedringer; alt andet ville vel være en anelse arrogant, trods alt! Og nu skal jeg så til at finde ud af det med at være mokken, prinsessen, kæresten… og så lige den helt nye, totalt uvante, lettere skræmmende, ret så overvældende og egentlig – i bund og grund – tankevækkende enkle rolle som:

1) “Fars kæreste” til lille lyshåret pige.
2) “Eksmands nye kæreste og potentiel papmor til datter” til kærestes ekskone.

To roller, som jeg aldrig har skullet fylde før. To titler, som aldrig tidligere har været mine og som derfor ærlig talt stadig føles en anelse mærkelige og uvedkommende – hvor meget de end presser sig på!

Eddermanme mærkeligt!

Enter nyt liv med barnestol i bilen, minisandaler i entréen, børnetegninger på køleskabslågen, Traktor Tom-sengetøj i gæsteværelset osv. osv.

Velkommen til slentreture til legepladsen, madrester på gulvtæppet, trætte tudeture ved sengetid, snaskede men varme kram, uendelig tit-tit-bøøøh, finurlige udtryk, glad velkomstlatter og surmulende farvel-øjne…

Kort sagt: en lille pige tager sin plads i mit liv, og hun får den! Hun får den ubetinget, fordi jeg vil hendes far. Hun er også en del af det “os”, som vi begge to stadig er lidt overrumplede over, og netop det faktum, at hun er der og tager plads tvinger mig ud i erkendelsen af, hvor meget jeg vil det her. Det hele. Hele pakken, MokkeMie – værsåartig.

Jowtak så gerne! Jeg vil det gerne. Og det fungerer faktisk! Måske det overrasker mig mere, end det undrer andrer, for det fungerer på trods af, at jeg ikke er særlig god til børn sådan generelt betragtet. Eller… altså… Jeg ER god til børn. De kan lide mig, kan de! Som reglen fatter de tillid til mig hurtigt og uden besvær. Jeg tror, det er noget med, at de kan mærke mine grænser og min ro – eller hvad fa’n ved jeg egentlig? Jeg har aldrig opsøgt små børn; har aldrig haft det der pussenusse og hold kæft, hvor er de skønne, jeg må røre og dufte og snuse-halløj i mig. Børn er børn! Søde og kære, jovel, men altså… børn er sgu bare børn; små mennesker på godt og ondt lissom os andre. Med meninger og synspunkter, sympatiske og usympatiske sider. Glade og trælse dage. Ja, børn er børn – de udmærker sig ved at være i vores vold; de skal indrette sig, afrette sig, opdrages, inddrages…

Hey! Hvordan kommer jeg tilbage til udgangspunktet for dette indlæg? Forekommer mig, at sidesporet fangede mit fokus. Hm! Er vel bare rusten i det hersens blogværk? Må vist stramme op!

Nå, men tilbage til rollerne. 1′eren kører, som det vist kan uddrages af ovenstående, sådan nogenlunde på skinner. Jeg håndterer det fornuftigt, min kæreste hjælper mig, hvor jeg vakler, mine veninder er der med velmente og erfarne råd – og jeg manøvrer med tungen lige i munden. Til tider holder jeg vejret og glemmer helt at trække det, til jeg igen er alene – så fiser luften af ballonen, og jeg mærker up front, hvad det egentlig er, jeg takker ja til. For det ER altså en omvæltning, der sparker røv! Big time fat ass! At påstå andet ville være en lodret løgn, så dét prøver jeg ikke på. Jeg må og skal være ærlig – denne gang over for to mennesker: mig selv og min kæreste.

Hmmm… Undviger vist 2′eren, hva! Finder på svinkeærinder, kommer på floskler, der lige skal med, fylder jer (og mig?) med en sludder for en sladder.

Hvorfor?

Jamen fordi 2′eren sguda trækker tænder ud! Og vi er kun lige begyndt! Det er ikke nemt at være eksmand og -kone. Det er heller ikke nemt at være eksmands nye kæreste, når ekskone sidder med det ultimative kort på hånden: fælles barn. Det er sikkert heller ikke nemt at være ekskone, der kan konstatere, at eksmand er glad igen, ovenpå, og nu begynder at skabe et liv, som ikke på nogen måde involverer hende.

Ergo sidder vi (distanceret Mokke entrerer banen!) således med et set-up, hvor fire (inddrager ekskones kæreste i optællingen) voksne skal til at finde sig tilrette med helt ny situation – en sitaution, der implicerer træhytten og dermed Sverige til tider, og en situation, hvor en to-årig har fanget og til dels forstået, at hun spiller en vigtig og endda i visse tilfælde helt afgørende rolle, så hun så småt er ved at tillære sig manipulationens kunst – som det vel så er vores voksnes opgave at gennemskue, nicht war?

Men ved I hvad? Det går faktisk…. ikke forrygende, slet ikke fantastisk, ikke engang super eller noget. Men det går altså heller ikke helt ad helvede til, trods alt. Der er skærmydsler, og der er uoverenstemmelser omkring graden af oplysning vedr. weekendplaner, opholdssteder og andet godt fra havet. Der er heftige sms-udvekslinger, der er skyldplacering, der er en grad af mangel på respekt og generel mistillid. Der er kort sagt en masse af de ingredienser, der vel hører med til den gang sammenkogning, jeg har fået placeret mig selv midt i. Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi får afpasset de ingredienser til en spiselig ret for os alle? Hvordan finder vi et holdbart leje – og, ikke mindst, hvornår mon det indfinder sig?

Og hvordan forholder jeg mig lige?

Jeg står på sidelinien og ser en anden kvinde trampe ind over min kæreste og overskride hans grænser med en manglende tillid og respekt for hans evner til at beslutte og bestemme på sin datters vegne – og tilmed gøre det med skyld og trusler i baghånden. Jeg forholder mig roligt.

Jeg er i dén grad med i kampen, når min kæreste bliver frustreret og ikke forstår kvinders måde at tænke på. Der kan jeg komme med input og årsagsforklare. Jeg kan godt fortælle ham hvorfor, for jeg ved jo, hvordan hun tænker som kvinde (dog ikke som mor; den er lidt mere tricky for mig!)… Og så kan jeg så være nok så uenig i den måde, de tanker forvaltes på! Også dér forholder jeg mig forholdsvist roligt. Det er hans kamp, det er ham, der skal trække grænserne, træde i eksmand-karakter og håndtere situationen, og jeg bliver nødt til at stole på, at han kan det, fordi det er essentielt for os, at han gør det. Jeg ved, han vil.

Gode råd og erfaringer modtages naturligvis med kyshånd! Jeg er nok ikke den første kvinde i universet, der finder sig selv i sådan en situation – og jeg er nok heller ikke den første supersingle, først i trediverne, styr på livet, semikarrierekvinde, der har forelsket sig i en mand “med bagage”, vel?

Så dér er Mokken, folkens! Tilfør så en god del arbejdspres og venskaber, der skal passes, og I har forklaringen på tørketiden her på bloggen. Man kan ikke det hele – og lige nu prioriterer jeg med sikker hånd :-)

19 indtil nu

19 kommentarer til “Nu er jeg jo sådan en…”

  1. Pernilleon 07 sep 2006 at 00:04

    Helt sikkert den skønneste papmor i universet – og så er du ikke engang lavet af pap…

    Det er et flot indlæg – især fordi det slet ikke er færdigt, men stadig står meget åbent… Jeg vil give ordet videre til andre, der angiveligt ved, hvad de snakker om.

    :-)

  2. Anitaon 07 sep 2006 at 13:00

    Jeg kender selvfølgelig til rollen som “fars kæreste”, men da min eks er en relativt kendt blogger, så vil jeg helst ikke udtale mig for meget om det. Det føles ikke rigtigt, at udlevere noget, så det lader jeg seføli være med :o)

    Hvad jeg tilgengæld kan udtale mig om er, at jeg fornemmer, at du som “fars kæreste” er skidehamrende god. Du mærker godt efter i dig selv, du lytter til parterne, men lader det være helt op til parterne selv, at skille Godt fra Snot.

    Det er klart det klogeste træk, selvom jeg sagtens kan sætte mig ind i, hvor frustrerende det må være, at se sin elskede blive trampet på.

    Måske vil han alligevel gerne høre din mening og dine råd ?

    Jeg har selv prøvet at stå i en situation, hvor det ikke var den konstruktive kommunikation, som jeg og en eks havde kørende og jeg husker så tydeligt, at jeg egentlig kun havde brug for at læsse mine frustrationer af til min kæreste og nix weiter.

    Han har ikke kunnet tage beslutningerne for mig, men han har kunnet vise, at han bakkede mig op og give mig hints til, hvordan jeg kunne tackle problemerne lidt bedre og langt mere konstruktivt.

    Så ville jeg nemlig have fejet foran min egen dør og det er som bekendt ikke det værste at gøre.

    Det er måske i virkeligheden bare dét, du kan gøre.

    Det er sgu svært det her Mie og især, fordi det er et følsomt emne at skulle fortælle om (det bliver let så privat), men jeg har en email, hvis det skulle blive nødvendigt med flere vinkler. Den kan du altid bruge.

    Pøj pøj med det hele :o)

  3. Anonymouson 07 sep 2006 at 14:47

    “Helt sikkert den skønneste papmor i universet”

    Hmm…Mokken skriver vel egentlig det modsatte? (at det ER svært og derfor er man ikke den skønneste men netop det modsatte)

    Nå, altså…nu skal JEG jo ikke komme for godt igang, for jeg VED jo, hvad hun skriver om :-)

    Imidlertid vil jeg bare sige, at jeg gad ædder…. ikke være papmor. Og det har INTET med Mies situation at gøre, jeg siger bare, at den lykkelige skilsmisse den findes ikke, gjorde den det, så var man ikke skilt.

    Små unger i dagens Danmark er nogle forbitrede egoister, og det er de fordi de voksne har elendig samvittighed over at være skilt. Konklusionen bliver (meget ofte) at ungerne lander med ansvaret og på den konto udvikler sig til små narcissister, der ikke er til at holde ud på 17 tønder land…jeg kender et HAV af den slags unger. Og nej jeg siger ikke her, at det er det Mie er i….

    Imidlertid har jeg et konstruktivt forslag.
    HOLD FAMILIEMØDE !!

    Inviter til kaffe og stormøde, hvor reglerne lægges frem. Hent kranen og dennes nye kæreste ind og lad alle fremkomme med forslag til fremtiden.

    Konklusion:

    Ungen ser, at de voksne kan tale sammen, og hvad der er NOK så væsentligt. X-erne tvinges i karakter til at FORMULERE hvad de VIL og hvad de IKKE vil. OG det er nu engang sådan, at når folk selv siger, hvad de VIL, så er det røvsvært at rende fra ansvaret efterfølgende !

    Såmænd !

    L :-)

  4. Anonymouson 07 sep 2006 at 14:49

    Åh jo, jeg glemte lige min særligt provokerende kommentar:

    Ens kæreste har den X han/hun fortjener…

    L ;-)

  5. Anitaon 07 sep 2006 at 15:49

    Jeg er ikke helt enig her:

    1. ” den lykkelige skilsmisse den findes ikke, gjorde den det, så var man ikke skilt “

    Hvis du havde skrevet det lykkelige parforhold, så kunne jeg straks være med.

    Jeg er blevet “skilt” (med børn involveret) to gange i mit liv og jeg har et tydeligt bevis på, at en “skilsmisse” kan være MEGET lykkelig og det er sgu helt seriøst. Jeg har også beviset på, at det kan gå i den anden grøft. Det er helt sikkert.

    2. ” HOLD FAMILIEMØDE… Ungen ser, at de voksne kan tale sammen “

    Jeg tror ikke det vil være en god idé at medbringe ungen til sådan et møde de første gange. Det lader, i dette tilfælde, til, at de voksne har nogle albuer, som trænger til at blive rundede lidt og det nægter jeg at tro, at barnet har noget konstruktivt ud af.

    Så hellere vente, til territorierne ER pisset af, så de værste diskussioner er udredt.

    Det var bare det jeg ville sige. Hej hej ;o)

  6. Anonymouson 07 sep 2006 at 16:35

    “Jeg tror ikke det vil være en god idé at medbringe ungen til sådan et møde de første gange. Det lader, i dette tilfælde, til, at de voksne har nogle albuer, som trænger til at blive rundede lidt og det nægter jeg at tro, at barnet har noget konstruktivt ud af.”

    Og netop fordi der er albuer der skal rundes af, ting der skal afmystificeres, så er barnet et positivt gidsel, der kan holde folk fast i de aftaler, de laver.
    Barnet er den gode indsats, man netop KAN samles om….

    Naturligvis har barnet noget konstruktivt ud af det, hun er jo sød, og alle er søde ved hende…

    Hvis der også kommer kaffe og kage på bordet, så er den fjong. Kendskab giver venskab.
    (læs og tilpas ydmyghed for situationens alvor i kærlighedens hellige navn)

    L :-)

  7. Anitaon 07 sep 2006 at 19:01

    Kaffe, kage… OG et sæt forældre, som kan opføre sig ordentligt i tale og tone. Hun er en fantastisk god lille radar jo. Det var dét jeg mente med mit pkt. 2 ;o)

  8. Lizelotteon 07 sep 2006 at 19:11

    Først vil jeg sige: Mie, hvis du ikke lige var taget, måtte du gerne være min ex’s nye kæreste – for du tænker dig jo vældig meget om og ta’r hensyn og er indstillet på at gi’ plads og rum og være åben – og dig selv stadigvæk.

    Jeg er selv – ikke papmor, men BONUSmor – og har hele den indviklede familiesituation, og det er vældig nemt at vælte 117 gode råd ind over.

    Men alt er individuelt, og jeg synes du har fat i den rigtige ende. Støt din kæreste, men lad ham om at administrere samarbejdet med ex’en. Giv ham gerne gode råd, hvis han søger dem hos dig. Vær åben overfor tøsen, og bliv ved med at bruge den sunde fornuft der gennemsyrer dit indlæg.

    Held og lykke med det :-)

  9. Anonymouson 07 sep 2006 at 19:24

    “OG et sæt forældre, som kan opføre sig ordentligt i tale og tone.”

    Ja, ellers går den slags da slet ikke…så der er jeg da enig…

    L :-)

  10. Anonymouson 07 sep 2006 at 20:49

    L: jeg kunne ikke være MERE ENIG med dig. Sådan, kort og godt. Resten er bare tillægsord :-)

    C :-)

  11. Uden Relevanson 07 sep 2006 at 21:11

    Det er EDDDERMAME SIDSTE gang at du laver et indlæg over 15 linjer søster lagkage! :o)

    Men velskrevet.

    Fatter du dig aldrig i korthed?

    hint kig på min internetweblog ;o)

  12. Pernilleon 08 sep 2006 at 04:46

    @L: Kog nu ikke (for megen) suppe på min udtalelse om, at Mie er “den skønneste papmor i universet”. Det var såmænd bare en lille, opmuntrende kærlighedserklæring. Ikke nødvendigvis en opsummering af Mies indlæg. :-)

    Mht at man har de eks’er, man fortjener passer det helt hundrede ikke: Jeg har generelt nogle meget, meget søde eks-kærester… !-)

  13. Lizelotteon 08 sep 2006 at 09:27

    @lomme – det er også lidt nemmere at ha’ søde exkærester, hvis man ikke har børn med dem…

  14. Anonymouson 08 sep 2006 at 09:58

    “Mht at man har de eks’er, man fortjener passer det helt hundrede ikke: Jeg har generelt nogle meget, meget søde eks-kærester… !-)”

    *LOL*

    Der ser du. Jeg har ret…

    L :-)

  15. Pernilleon 08 sep 2006 at 10:43

    @Lizelotte: *Noterer på min huskeblok* Dér røg projekt børn.
    “Hva’ si’r du, Skat? Børn? Nej, den går ikke – så bliver vi jo ALDRIG gode eks-kærester!”

    @L: … Tja… Bum…

    :-)

  16. H.M.Ullaon 08 sep 2006 at 17:17

    Argh Mie. Nu har jeg været forbi rigtig rigtig rigtig mange gange, hver gang i håb om at kunne komme i tanke om et eller andet smart at sige, og det eneste jeg kan komme i tanke om, er at det er pissevigtigt at du passer på dig selv, midt i alt det her. Det ved du sikekrt godt, men jeg vil sige det alligevel og så samtidig klappe dig lidt på skulderen. Det er sgu ikke nemt med kærester der har børn som har mødre, og da slet ikke, når man ikke selv er i besiddelse af øgle. Håber du/i kommer igennem det. :o)

  17. Lizelotteon 08 sep 2006 at 20:32

    *LOL* @lomme … jeg sagde ikke at man UMULIGT kan blive en god exkæreste, men bare at det nok er nemmere … der er så f…. meget i klemme, når man har børn sammen.

  18. Mieon 14 sep 2006 at 16:16

    @Lommen: Nææææh, jeg er slet ikke færdig med at tænke over det her – bliver det såmænd nok heller ikke lige med det samme…

    @Anita: Tak for ordene – og e-mailen kan det være, jeg gør brug af, hvis emnet bliver varmere, end det er pt. Mit fokus er på, at min kæreste og jeg har en stærk kommunikation om tingene – han ved, hvad jeg mener, og jeg prøver at være der med lytteører og råd, som måske ikke altid er de bedste og mest gennemtænkte men i hvert fald velmente!! :-)

    @L: Familiemøde? Er du belvet momentant sindsyg? Well, well… det bliver vel jul på et tidspunkt – om ikke andet kan vi jo kvæle hinanden i marcipansnitter eller noget :D

    @Lizelotte: Jeg takker for roserne – og fortsætter ad det spor, jeg har valgt… Det lader til at være nogenlunde farbart :-)

    @Morfar: Nu ER det jo mig, der bestemmer her, ikk – både længde og indhold, du ved ;o) Men heyyyy – er det virkelig en kompliment, man spotter der midt i det hele?? :o)

    @H.M. Ulla: Jeg passer skam på mig selv… så meget har jeg da lært efterhånden. Vi skal nok “komme igennem det”; det er jeg slet ikke i tvivl om – og heldigvis er der da langt mere ro på, end der er splid og hvæssede tunger, så jeg er fortrøstningsfuld… Og glad for de erfaringer og oplevelser, jeg jo OGSÅ får med mig i alt det, der sker :-)

    @Jer alle: FEDT at I gad tænke og skrive – og holde ping pong her hos mig. Det er sgu så skænt, når det sker :-)

  19. Anonymouson 20 okt 2006 at 22:53

    Føler lige lidt med som helt sprit nyt på bloggen… Er også papmor eller bonusmor… og i starten var det fint nemlig når man bare er fars nye kæreste og bare sådan kan hygge gå på legeplads mm. Der hvor jeg syntes det er blevet ROCKER svært er nu hvor vi så bor sammen og skal have en hverdag til at fungere og det er lige pludselig er et fælles hjem…. Altså det med at få nogle fælles holdninger til hvordan gør vi tingende hos far og xx og hvad er vores holdning til opdragelse etc. og det er mget svært at tale om … nu ved jeg ikke hvordan din kæreste i forhold til sin eks altså hvor påvirket han er af hendes manglende tillid og i det hele taget det med at de ikke er sammen mere… men det kan godt gøre tingende rigtig rigtig svært specielt ….

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply