aug 22 2006

Det er så yndigt at følges ad…

Skriblet af kl. 18:50 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

…for to, som gerne vil sammen være.

Tonerne har ikke helt forladt mit hoved endnu. Heller ikke selv om den faktisk ikke blev sunget, den salme. Det er nu også lige meget. Den ville have passet perfekt til dagen, hvis den var blevet sunget. Og det passede perfekt til dagen, at den ikke blev det.

Var til bryllup i weekenden. Til rådhusbryllup. Det havde jeg aldrig prøvet før. Det gik hurtigt – 5 minutter eller sådan noget, så var den formalitet lissom ude af verden. Det var det helt rigtige for de to. Helt perfekt. To mennesker, der har kendt hinanden på godt og ondt, glædeligt og trist, oppe og nede i hen ved 11-12 år – ja, de skal stille sig op foran de mennesker, der er dem nærmest, og afslappede og sikre i deres sag give det ja, som vel nok på den ene side er en praktisk formalitet i forhold til børn og familie, men på den anden side umiskendeligt er en erklæring, som tydeligt for alle kom helt indefra hjertet lige netop i lørdags.

Nåede kun lige at blive en anelse rørstrømsk. En lillebitte smule.

Efterfølgende stod der “overraskelse” på programmet, hvilket forudgående havde efterladt flere af os med et mindre tøj-problem. Hvor praktisk var nødvendigt? Hvad med de høje hæle? Make-uppen? Skal vi være ude? Måske fysisk aktive ligefrem? Men dog! Men dog!

Alles gisninger blev gjort til skamme, tror jeg. Jeg selv havde undladt at gætte. Jeg kender de to godt nok til at vide, at hyggen er det primære; nærværet til enhver tid topprioriteret – og med dét i tankerne kunne det næppe være et alt for grænseoverskridende program, der ventede os.

Og det var da langt fra grænseoverskridende at sætte sig til langbords i en interimistisk bådbyggerhal i den skønneste park et sted i Thy, hvor udsigten over fjorden var fascinerende fængende og stemningen i den lille flække gennemsyret af sensommerglæde og overskud.

Der var grin og latter. Gensidigt jokeri mellem familimedlemmer, der ser hinanden alt for sjældent. Topunderholdning på så dræven dialekt, at man måske burde have overvejet undertekster for de nys tilløbne til familien. Der var kys og kram under træerne. Fællesbilleder. Spadseretur på vakkelvorn bådebro. Lysende solsikker og hjemmebagt kringle. Hvad mere vil man have?

Udover selvfølgelig en fantastisk middag med udsigt over fjorden, raslen med service og bryllupskys til alles skue. Sentimentale taler og tårer, som vi alle godt vidste, hvad gemte. Midt i glæden huskede vi sorgen. Sådan skulle det også være. Alt andet ville have helt forkert. I stedet blev det hele helt rigtig og helt perfekt.

Brudevals og afklippede strømpespidser. Musisceren til alles udelte fornøjelse. Øller og fællessang.

Intet på hele den dag og aften, der gik over i den skønneste sommernat med funklende stjerner og kolde øller på terrassen ved Vesterhavet, kunne eller skulle have været anderledes.

Det er så yndigt at følges ad… Ja, det er det – og de to fortsætter sikkert deres vandring uanfægtet af lørdagens hændelser. Med sig har de forhåbentligt taget en masse minder om den helt igennem perfekte dag…

Tillykke endnu en gang til min grandkusine og hendes skønne familie – og tak for en skøn dag :-)

Ingen kommentarer endnu

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply