aug 07 2006

Tilbage for fuld mokkedulleskrue…

Skriblet af kl. 18:59 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

Vær beredt, folkens, thi Mokken er tilbage på bloggen!

En god uges tid spenderet i mit for tiden så absolut foretrukne selskab i den pureste egoisme, der indbefattede komplet og fuldstændig disconnection (som vi jo siger på nudansk!) fra alt og alle. Arbejdet glemt og fortrængt på forsvarlig vis, vennerne sat på midlertidigt hold, mailen lukket for en stund, sms-maskinen tændt men overhørt.

SKØNT!

En hel uge i skæret fra de dér ravfarvede øjne, der tager pusten fra mig og gør mig så spillevende glad indeni. Lange siestaeftermiddage i skyggen, endnu længere aftener på terrassen med fortættet hygge, lækker mad, larmende skraldgrin og forlegne, forelskede fnis på menuen – og endelig de endeløse nætter i varme omfavnelser og de der intime, afdækkende samtaler, som man både suger til sig og hælder løs af – fordi man kan og vil…

Mit helle har fået passagersæde installeret. Min boble er nu også en andens. Og jeg nyder det.

Lommen bragte emnet på banen. Jeg nævnte, at jeg ville tænke over det og give mit besyv med. Selvfølgelig mener jeg noget om det. Det skal jeg vel – alle prinsesserierne taget i betragtning, ikk…

De tre små ord. Tre sølle bittesmå ord. Brugt i flæng af nogle. Behandlet varsomt af andre. Den rene lykke for visse og roden til al angst for andre igen.

Det er noget mærkeligt noget. Jeg har egentlig altid tænkt, at det at sige de tre ord højt var ligegyldigt i sig selv. Uvæsentligt, for så vidt at erklæringen kan udtrykkes i handlinger alene.

Jeg er blevet i tvivl. Faktisk er jeg på det seneste blevet omvendt. Måske fordi jeg for første gang nogensinde er i en situation, hvor det er af den allerstørste nødvendighed, at jeg ikke bliver midforstået – hvor mine handlinger ikke bør stå alene men underbygges af klare udmeldinger? Måske fordi handlinger synes så fattige i forhold til dét at turde sige dem højt? De tre små ord.

For det handler om mod. For mig handler det om mod, i hvert fald! At turde give og tage. At stå ved, at en del af min lykke afhænger af et andet menneske. At stå ved sig selv i en grad, der gør, at man åbent og uden blusel kan sige, at man gerne deler overskuddet og har brug for at vide, at en anden gør det samme.

For det er væsentligt, tror jeg, at overskuddet er der. Kærligheden skal ikke generere overskud. Det skal være det som udgangspunkt. Først dér kan man slappe af og begynde at tage imod – og først dér kan man øse af alt det, man rummer. Uden fare for at miste for meget. Angsten og utrygheden ved at overlade en del af sig selv til et andet menneske formindskes, når man er stærk og sund i sig selv

Giver det mening?

Stærk og sund… Netop SÅ stærk og sund, at man ved med sig selv, at man ikke skal kunne det hele! At prinsessen har sin plads. At sorg og tristesse er livsvilkår, der forvaltes. At selvværd og -tillid er et par størrelser, der holdes nidkært, egoistisk ved lige i troen på, at det er de faktorer, der spiller den væsentligste rolle, når man lige pludselig står dér og har lyst til at sige og høre de der små ord, I ved…

De tre små ord.

Jeg tror, de er vigtige. Meget vigtige. Man skal være varsom med dem og ikke bruge dem i flæng. De skal ikke devalueres men omvendt heller ikke holdes så tæt til kroppen, at de aldrig kommer ud i luften. Man skal netop ikke være bange for dem men se styrken i at kunne sige dem og kunne høre dem…

De er vel ikke så farlige?

15 indtil nu

15 kommentarer til “Tilbage for fuld mokkedulleskrue…”

  1. Ireneon 07 aug 2006 at 22:33

    På den lysegrønne “elsker jeg dig” hver dag. Og mange gange om dagen og de er af hjertet. Hver gang!

  2. Acqon 07 aug 2006 at 22:45

    Netop Mie, de er slet ikke så farlige.

  3. Liselotteon 08 aug 2006 at 10:36

    Vi har som Irene – sagt mange gange, men hver gang af hjertet. De er ikke spor farlige, men de bedste tre ord i verden.

    Uha, hvor jeg elsker, at du bobler :-)

  4. Anonymouson 08 aug 2006 at 11:08

    Hvor er det bare dejlig læsning og når du så kommer i gang med de 3 små ord er de bare så super dejlige :-)og til sidst kan man slet ikke holde op med at bruge dem og sidst men ikke mindst sige dem højt i andres påhør :o)
    kbj

  5. Anonymouson 08 aug 2006 at 11:20

    Hmm…nej de ér ikke farlige, men de er altså lidt farlige alligevel. Hvis man bruger dem for tit altså. Så er det som om, man ikke mener dem rigtigt. Og det duer altså ikke…Det er som om inderligheden går ud af dem så. Og nu da du selv nævner angsten for at miste….

    Nå, jeg er nok for konservativ på den her. Man skal MÆRKE det. Ikke SIGE det (for tit)

    L :-)

  6. Anitaon 08 aug 2006 at 19:12

    Mie, hvis jeg nogensinde skulle få brug for en Mentor i livets puslespil, så ville jeg give min højre arm for at få dig som en sådan!

  7. Pernilleon 08 aug 2006 at 23:26

    @Anita: Jamen, JEG er skam osse godt tilfreds med hende… !-)

  8. Ireneon 09 aug 2006 at 00:01

    Anonymous, man kan ikke udvande det ultimative hjertefølte! De skønne ord kan ikke slides op, de passer som fod i hose og pibler af kærlig glæde! Hver gang man bare bobler over!

  9. Anonymouson 09 aug 2006 at 08:55

    Jeg bruger dem hver dag og hører dem hver dag og de er stadig lige dejlige, selv efter at have været i gift i over 16 år :o)

  10. Anonymouson 09 aug 2006 at 09:51

    Jamen glimrende, hvis andre har det anderledes. Og forstår ordene anderledes…
    Personligt kunne jeg ikke tænke mig at holde fødselsdag hver dag.

    L :-)

  11. Pernilleon 09 aug 2006 at 15:37

    @Lotte: Ku’ ikke være mere enig! Jeg ønsker ikke at nå dertil, at jeg måske KU’ tvivle på, om en mand bare siger de tre små ord, fordi “sådan plejer vi at gøre” ELLER fordi han virkelig mener dem. *Gys*

  12. Lizelotteon 09 aug 2006 at 20:46

    Hvis ordene siges med følelse, kan de ikke slides op.

    Man kan da høre, om det er følt og ment… det gør hele forskellen :o)

  13. Heidion 10 aug 2006 at 00:02

    Jeg må tilslutte mig anonyme L – de er ikke farlige. Det er ikke sådan at de kommer og kapper hovedet eller andre vitale dele af sig, hvis man siger eller modtager dem. Men jeg giver ret i, at siges de for ofte så går det elskelige af dem.

    Jeg oplevede da jeg i hinsides tid boede i USA at de rendte og sagde “I love you” konstant. Ungerne som jeg startede hos, sagde det sågar også til mig når jeg sagde godnat til dem. Jeg blev helt paf, for så tæt var vi altså ikke efter blot tre uger. Men det var ren automatik at det blev sagt når man gik i seng, når man gik hver sin retning om morgenen, når man afsluttede telefonsamtaler og så når fruen langer salatskålen over bordet til herren samt alle tidspunkter ind i mellem. Det er alt for meget, for hvornår ligger der hjerte bag det.

    Jeg er af den holdning at man skal overveje hvad man ligger i ordene. De skal ikke komme pr. automatik, og de skal ikke slides. For jeg vil gerne både vide, og vide at den anden ved, at når de kommer, så kommer de dybt indefra hvor sjælen bor. Men de skal naturligvis heller ikke gemmes væk til specielle lejligheder a la “nu kommer hele familien til bryllup, så nu skal det fine stel og krystalglassene endelig bruges” agtig. Men det skal bruges med omtanke.

    Men én ting er sikkert – i langt de fleste tilfælde varmer de ord helt fra toppen af hovedet og helt ud til tæerne når de kommer fra den rigtige på det rette tidspunkt!

  14. Lizelotteon 10 aug 2006 at 10:06

    Heidi, sjovt nok – jeg kom også til at tænke på amerikanerne, som bruger ordene på linje med at sige “have a nice day” – SÅ holder de nemlig ikke!!

    Det er nemlig – som du siger – det man lægger i det, der er vigtigt.

  15. Mieon 14 aug 2006 at 17:02

    Phheeww! Sikke mange kommentarer – og de fleste af dem kalder faktisk på et kvalificeret tilbagespark fra min side.

    Men lige nu – som jeg sidder her og smiler for mig selv og bare er glad og synes, at livet er nemt at have med at gøre, så HAR jeg faktisk ikke meget at sige lige om dét der.

    De tre små ord. Som jeg skrev: de er vigtige. Hver især gør vi os åbenbart tanker om, HVOR vigtige de er, og det i sig selv, synes jeg, er tankevækkende.

    Jeg ved med mig selv, at jeg ikke er til hverdagserklæringerne. Jeg vil ikke udvande dem – ordene. De skal være dybtfølte hver eneste gang, jeg tager dem i brug – i tillid til, at det samme gælder for ham, der har lyst til at sige dem til mig.

    Det finder vel sit leje? Forholdet finder sin rytme, sammen markerer man niveauet og behovet for at sige og mærke tingene, som de er – sådan helt afskrællet. Antager jeg.

    Kører på ren “gut feeling” for tiden. Og det virker.

    :-)

    Tak for jeres tanker. Altid dejlig med toptunet respons, som jeg synes, jeg er så heldig at få så meget af hér omkring :-)

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply