maj 30 2006

Prinsessen: A’hvaffornogetflirt?

Skriblet af kl. 07:54 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

En anelse inspireret af forledendags Susling (og…nåja….fordi emnet er på min prinsesseskvallerliste), så er dagens tema “flirt”.

Jeg har en veninde (og nej, det er ikke Lotte!), der er meget bekymret for sit kærlighedsliv, fordi hun ikke længere kan finde ud af det der med at flirte efter mange års singleliv og perioder uden den store interaktion med personer af det modsatte køn. Hun er altid i stand til at diske op med historier, hvor hun er blevet flirtet med men ikke har fattet det før lang tid efter – hvor det naturligvis allerede er for sent at begynde overveje, om der skal flirtes tilbage.

Det er jo noget skidt! Og det er også meget bekvemt at gemme sig selv under den fremstilling af tingene, da det jo er ansvarsfralæggende i en vis forstand.

For er det der med at flirte noget, man “glemmer” – og dermed sagt, at det er noget, man på et tidspunkt har lært sig (og så skulle kunne lære igen!)? Eller er det noget, man bare kan – og talentet for det så blot forskelligt fordelt os mennesker imellem?

Jeg tror mest på det sidste! Jeg tror, at flirten ligger latent i os alle, og vi bruger den mere eller mindre bevidst – først og fremmest vel til at fange opmærksomhed (?) for derudfra at kunne vurdere, om der skal tages yderligere skridt i udvidelse af kontakten (igen ?).

Så når min veninde siger, at hun ikke kan flirte, siger hun vel i samme instans, at hun ikke får opmærksomhed – og om dét så er fordi, hun ikke kan tumle opmmærksomhed fra det andet køn, dét skal jeg her lade være usagt og i stedet trække eksemplificeringen over på egen banehalvdel, så at sige.

For jeg har også i lang tid kokketeret med, at jeg ikke kan finde ud af at flirte! Hvorfor? Jamen fordi det er så dejligt nemt at påstå det – så forventes det ikke af een, og man kan med et skuldertræk fralægge sig ethvert ansvar, når kontakten til en potentielt interessant fyr er gået vasken, for “jeg fatter bare ikke dét der – jeg fanger simpelthen ikke tegnene – jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det smil – skal man grine højere og smile bredere eller hva? – jeg nægter altså også bare at gå med på de præmisser – dét der spil er simpelthen for overfladisk til mig – jeg har jo ikke brug for en fyr, der falder for så åbenlyse tåbeligheder som at svinge med lokkerne og slå smut med øjnene, vel! Jeez mand! Vil sguda ha’ en mand, der falder for mere end dét, helt ærligt!”

Og ja, det vil jeg jo – men altså… kontakten skal etableres somehow, og dertil har vi vel fået flirten? Ja, jeg skal smile bredere og holde den forbistrede øjenkontakt lige et splitsekund længere, end hvad jeg vanligvis gør. Der skal sendes et signal, og det skal gøres eksplicit, så det ikke er til at gå fejl af.

Og jeg gør det sguda – i stor stil endda! Har faktisk altid gjort det; det er først på seneste, at jeg er begyndt at lægge mærke til, hvornår jeg flirter – og dermed er jeg også i færd med at bevidstgøre mig om, med hvilket formål, flirten kastes ind i kampen.

Et eksempel: Lotte og jeg står ved check-in i lufthavnen og skal ud i verden på vilde vover. Vi er i god tid, for vi vil forsøge at få et sæde i flyet med plads til lange ben og store armbevægelser. Det er mig, der holder billettet mm., så det er også mig, der kører kommunikationen med sød (ung, alt for ung…!) mandlig…æææhh…. skrankemedarbejder. Jeg smalltalker lidt med ham; let overfladisk tone og får snart flettet ind, at vi godt vil have de der pladser ved nødudgangen…jadejaddejaddedi… Der går vel et par minutter, så er vores bagage checket ind, og vi er på vej op ad rulletrappen med boardingpass med gode sædenumre på. Lotte skraldgriner af mig og siger noget i retning af: “så fik man lige manipuleret ungersvenden dér, hva Jensen?”. Først bliver jeg lidt småfornærmet, for står hun dér og påstår, at jeg bruger billige tricks for at opnå dét, jeg gerne vil? Ja! Det er faktisk det, hun siger – og hun har jo ret! Så jeg griner med ærgrer mig blot over, at han nu engang virkelig var alt, alt for ung til mig – ellers havde jeg nødvendigvis været nødt til at gå efter at få afsat et telefonnummer hos ham tilmed!!

Hvad vil jeg sige med hele denne smøre? Tja, ikke meget andet end, at flirt (for mig) i højere og højere grad er noget, jeg bliver bevidst om at bruge aktivt. Jeg tør sgu godt kigge en mand i øjnene og gøre mig til for at opnå kontakt – han må godt se min umiddelbare interesse – det er sjovt at bekræfte og blive bekræftet i småflirteriet, og jeg nyder, når det sker!

Det er så, når den uskyldige, overfladiske, nemme flirt vokser ind i noget mere alvorligt, blivende, afslørende, at jeg skræmmes fra vid og sans.

Men hey! At kunne og ville flirten er da et skridt i den rigtige retning, ikk? Ikk??

4 indtil nu

4 kommentarer til “Prinsessen: A’hvaffornogetflirt?”

  1. Henrietteon 30 maj 2006 at 15:06

    Helt bestemt i den rigtige retning. Og så er det jo endda sjovt ;)

  2. suslingon 30 maj 2006 at 16:11

    Flirt er fantastisk….især, når man er nået dertil, hvor man kan styre det og bruge det…..I mine unge dage var jeg ikke så solidt funderet i min kvindelighed – ifølge min mand var jeg en smuk kvinde (tak for det skat)(og det er absolut ikke sagt for at køre den af…jeg sværger), men for at fortælle, at min ungdom og sprødhed satte nogle begrænsninger.Jeg blev skræmt af den overmåde utilslørede interesse jeg fik,og jeg turde dårligt nok nyde et smil, en bemærkning, et kompliment.Jeg har m.a.o. aldrig været kvinden, der ku’ få mænd til at spise af min hånd…….indtil jeg sådan ca. nåede de 35-36 år….Der forstod jeg pludselig fidusen og siden har jeg brugt det aktivt….også fordi det er skægt…..men i øvrigt ikke kun med mænd også med kvinder og søde børn…..og absolut uden sexuelle undertoner…..mere fordi det er en dejlig humorfyldt måde at være i livet på, at kommunikere med mennesker på.

    Som et lille notabene interviewede jeg for nogle år siden en kvinde, der var blevet blind som voksen…..på spørgsmålet om, hvad hun savnede mest, sagde hun: At kunne flirte!
    Tankevækkende!

  3. Mieon 31 maj 2006 at 19:02

    Kvindelighed – suk ja! Det var jo dét, jeg skulle have draget ind over. Jeg grublede længe over det indlæg her, og jeg kunne ikke rigtig finde vinklen – dooooh!

    Kvindelighed, Mie, kvindelighed!!

    Prinsessen tager vist meget små skridt, hva :-|

  4. Ireneon 04 jun 2006 at 01:19

    At flirte med sin egen mand er noget af det sjoveste, bekræftende, sexede …

    Jeg er mig flirten bevidst, selv i mit ægteskab!

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply