maj 28 2006

Prinsessen: Dronningevisit…

Skriblet af kl. 15:22 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

Min terasse i går:
Og min terasse i dag:

Suk altsååååååå…..

Kig i øvrigt nærmere på det første billede – min mor har sneget sig med på motivet og poserer uvidende på en af de berømte solvogne i en henslængt middagslur i solen. Skønt.

For ja, mine forældre var en tur forbi træhytten i går for at inspicere terassen (som også de har hørt uhørt meget om efterhånden!). Den blev godkendt til UG – terasssen!

Ikke at forstå, at jeg som sådan behøver mine forældres godkendelse af hverken projektet, processen eller prisklassen – men de tager en naturlig del i mit liv, og de har fulgt med i alle mine restaureringsprojekter i træhytten med en åbenlys interesse. Det er dejligt – det er en hobby, passion, interesse, som vi har til fælles!

Hør, PrinsesseMokke, hvordan ligger det egentlige liiiiige med forholdet til ophavet?

For vi ved jo alle, at et mor/datter-relationen skulle ligge til grund for så mange kvaler rundt omkring, så hvad egentlig lige med min til min mor – som jo så for tiden vel må siges at indtage rollen (vrangvilligt? i hvert fald uvidende!) som dronning?

Jow altså. Hvor dælen skal jeg lige begynde – og skal jeg ikke lige tage med i beragtningerne, at hun måske nok læser med her fra tid til anden?

Jo, dét skal jeg i allerhøjeste grad tage med i mine overvejelser. Mit mål er jo ikke at såre nogen og ej heller at udstille andre i min søgen efter større selvindsigt, så et vist filter lægges med nænsom hånd over skriblerierne (i nærværende indlæg, om ikke andet!)…

Min mor er… hmmm… kan være….er… en ret så dominerende dame, der “har bukserne på” i sit ægteskab, i sit arbejdsliv, i sin husholdning, i sine familiære relationer generelt.

Hun tænker hurtigt, beslutninger tages konsekvent og uden den store fortrydelse. Hun er i allerhøjeste grad langt mere en handlingens kvinde, end hun er et tænksomt/filosoferende væsen. Hun er en stor praktiker, der får ting til at ske. Hun tager naturligt en ledende rolle og styrer helst slagets gang med overblik og -skud.

Hey! Er der nogen, der ligenu tænker “Ctrl+c Mies mor = Mokken”?

Alt sammen meget godt. Men (åhåh, hér kom men’et!). Ovenstående er jo i bund og grund gedigne egenskaber at besidde, og flere er dem er da også gået i arv til mig selv (og min søster), og dét har gennem tiden skabt visse magtkampe i det jensenske hjem.

Men altså – jeg er, som jeg vist har prøvet at afdække i nogle af de foregående indlæg, ikke altid helt så hård i filten, og jeg kan af og til have svært ved at klare mosten fra min mors side. Hun sårer mig ikke med vilje, det ved jeg. Hun vil mig det bedste. Men det er ikke altid, at hendes “det bedste” passer særligt godt sammen med en tænksom, sensitiv, reflekterende Mie, som forsøger at balancere og tilpasse handlings-praktisk-overskudsgenet til en lidt mere håndtérbar størrelse.

Det er mig helt og aldeles umuligt at bede mine forældre om anden hjælp end den praktiske slags – de stiller op med det vuns, når jeg pipper om, at jeg har brug for hjælp til haven, til at male vinduer, til at køre i Ikea og slæbe møbler til hjemmet og alt det der. Men ikke én eneste gang har jeg grædt mine modige tårer hos min mor, når endnu et forhold er gået vasken, når jeg lider af præstationsangst på jobbet, når nogen har såret mig, når livet bare har været øv og træls og helt ad helvede til. Dét kan vi ikke finde ud af, nemlig. Det kommer ikke naturligt til os. Det bliver så forkrampet, så kantet, så pinligt og svært.

Vi er blevet bedre til det, jovist. Jeg er blevet bedre, vil jeg faktisk tillade mig at påstå. Jeg er mere ærlig om mine sorger og bekymringer – jeg græder efterhånden en smule mere åbenlyst i samværet med min familie – men der bygges vist stadig i Rom, ikk?

Min mor ved ikke meget om mit private og intime liv. Selvfølgelig gør hun ikke det; hun skal heller ikke vide meget – det er helt naturligt, at det er sådan. Men altså – hun ved intet! Intet! Hun spørger ikke, og jeg fortæller ikke. Hun ved ikke, om jeg nogensinde har haft en kæreste (jow altså – enkelte har jo faktisk holdt længe nok til ligefrem at blive præsenteret derhjemme… Der går generelt rigtig, rigtig lang tid, når jeg lærer en mand at kende, til dét øjeblik, hvor jeg synes, det er på sin plads at slæbe ham med hjem, indtræffer!), men hun har aldrig været inddraget, når de forhold af en eller anden grund er gået i stykker. Hun hørte aldrig om mit første kys, min første kæreste, min seksuelle debut. Hun kender ikke til min længsel, mine kvaler og mine sorger på den front.

I stedet taler vi om pelargonier og utætte vinduer, læser husannoncer og løser kryds og tværs. Vi spiser hendes dejlige mad, som hun tilbereder med stor, stor kærlighed, hvilket sætter sit tydelige præg på smagen og stemningen omkring måltidet. Hun kender alle mine livretter og sætter dem på bordet, når jeg kigger forbi i barndomshjemmet. Hun spørger hver gang, det sker, om jeg synes, det smager godt. Jeg har vist aldrig sagt nej – for det nej ville være synonymt med at nægte hende min kærlighed, og det ville slå hende ud af hendes selvbestaltede (af min far stærkt støttede!), urørlige position som familiens ubestridte overhoved, som man ikke går i klinch med – slet ikke i følelsesmæssig forstand, for dét håndterer vi ikke gerne; endsige snakker om!

Men hun kender ikke til de (prinsesse)tanker, jeg gør mig om dette og hint, og hun vælger kun at se den stærke, smilende, skraldgrinende, beslutsomme Mie, som er hurtig i replikken, fremstår glad og fro og udviser en enorm energi, fikser alt det praktiske, søsætter projekter i en lind strøm og tilmed får dem fuldført af egen drivkraft og tilmed er socialt stærk og populær i omgangskredsen krydret med en hurtig opfattelsesevne og intelligens, der aldrig har resulteret i problemer for hende ifm. lektielæsning, karakterer, skole/hjem-samtaler mm. Jeg har vist hele vejen igennem været et “nemt barn”, hvis skarpe retorik vel i bund og grund har været den eneste kilde til besvær…

Hvis hun ser den mere følsomme side, min længsel, mine behov for forståelse af mig mere end de rammer, jeg lever i – så viser hun ikke, at hun ser den. Og hun reagerer ikke på det, hun ser. Gjorde hun det, ville hun kunne lægge armen om mig og stryge mig over håret, når verden for en tid bliver lidt for grum. For det gør den jo af og til. Det sker for alle. Også for min stærke mors stærke datter.

13 indtil nu

13 kommentarer til “Prinsessen: Dronningevisit…”

  1. Acqon 28 maj 2006 at 17:39

    Puhh.. søde. Det er ét af de stærke indlæg du har begået her. Du gav mig lige et sug i maven.

    - og så er det lidt spøjst at jeg føler at man kan lave en søg/erstat på Mie/Acq i det. Men det viser vel så bare at du ikke er alene :-)

  2. suslingon 28 maj 2006 at 17:41

    Yes Mie…..godt gået! (I parantes….det at ha’ en mor, hvor det lissom forholder sig omvendt – hvor hun er myg og følende og intens og alt det der hejs. Det kan også være et kors….) Nu hvor jeg selv er mor, har jeg virkelig arbejdet intenst på at finde det gyldne tværsnit. Lige dele følsomhed og fortagsomhed..Du ved prinsessen med geværet og skruenøglesættet.

  3. Fru Greenon 28 maj 2006 at 21:09

    Sikke en fed terrasse … altså selvom jeg har set den før … den er mægtig fed.

    Men det var jo blot din indledning … til resten … tankevækkende og øjenåbner … menjeg har ikke mange ord at byde ind med, da mit forhold til min desværre afdøde mor var så milevidt fra dette. Måske næsten modsat. Men det er godt at høre andre beskrivelser, der kan få ens øjne op for hvordan ting også kan være.

  4. Lotteon 28 maj 2006 at 23:00

    Alle er så søde, så jeg vil sædvanen tro være den skrappe/krævende *G* og *S*

    Det er godt at græde, være svag, intens, hudløs og ærlig. Måske vil din mor også mene det, hvis du en dag beslutter dig for at give HENDE mulighed for at se dig sådan. Måske vil det endda lære hende noget…Måske hvis du sagde: mor jeg har tænkt på noget (..)

    L :-)

    Ps. Ja, det er et rigtig godt indlæg. Det gør noget ved ens bevidsthed, når man skriver sådan. Det afmystificerer, tænker jeg..

  5. Acqon 28 maj 2006 at 23:29

    Glemte at sige at terassen er blevet super god! :)

    - og Lotte, det er så nemt at sige det du gør; “konfrontér da den gamle dronning, stik det op i hendes fjæs! Hun kan jo kun bliver klogere, og et sted er der er moderhjerte der vil smelte..”

    Jeg kender ikke Mies mor, så det her passer muligvis slet ikke på hende; men jeg har en der ligner, og hun vil såmænd bare påføre sig teflondragten og surfe videre på overfladen.

    “ikke af onde viljer, bare af mangel på gode”

    Der er et eller andet med gamle Cirkusheste og nye tricks – jeg ved ikke helt om det holder, men jeg har givet op for længst og prøver bare at redde mit eget skind.

  6. Lotteon 29 maj 2006 at 00:16

    Acq..nej nej, det er ikke det jeg siger/mener :-)

    Det jeg taler om er en mekanisme. Jeg er helt og aldeles klar over, at en “dronning” ikke falder for den. Det jeg argumenter for er, at man ikke skal ligge under for mekanismen. SELV om ens mor surfer videre iført teflon så er den bløde side stadig at foretrække frem for den mere hårde (generelt betragtet)
    Jeg vil SKIDE på, hvad mødre mener at kunne eller ikke kunne så at sige. Mødre SKAL kunne klare at ens datter er ked af det, kan hun ikke klare det, så skal hun have det af vide. Ja tilgiv mig min hårde retorik i den her, men jeg har simpelthen set for mange mødre (i mit tidligere erhverv bl.a.) der ødelagde mængder af pigebørn på den konto. Det er en arv, som jeg mener vi skal lægge fra os. Hvis mor så suser videre i teflon, så er det hendes problem. Og vi har en opgave i at vise hende (der sikkert er fra flinke-fortrængningsskolken) at tårer ikke er farlige. Nærmere det modsatte. Det er ikke farligt at være svag, det er farligt IKKE at være det..

    Og så mener jeg faktisk jf, din egen historie på din side i dag, at du burde have sagt til hende eksplicit: MOR jeg vil gerne have du kommer og hjælper mig med (..) FORDI din situation var urimelig med et par syge børn (håber de har det bedre) og det gør mig sur at høre om mødre der er iført teflon. De vidregiver en arv, som de ikke kan/skal/bør vidregive.
    Beklager, jeg er hård i filten i den her. En mor skal være mor og det også i blød forstand.

    Spændende debat…

    L :-)

    PS. jeg ved godt, den ikke er let. Men det flytter ikke på mit ideal :-) Alverdens kvinder har det hårdt nok som verden ser ud nu. Vi er efterkommere af en forkælet generation 67 der fik alt og lidt til på visse konti. Det er jeg skide træt af at høre på. Så frem med de virkelige værdier, og det er bl.a. sårbarhed og afmagt.

  7. Pernilleon 29 maj 2006 at 03:15

    Hm… Har din mor mon VALGT ikke at se bløde Mie – eller har du VALGT ikke at vise hende frem?

    P.s.
    Måske hidtil mest panderynkefremkaldende post på din blog…

  8. Kimporatoron 29 maj 2006 at 11:23

    Nu er det ikke for at blande mig, har endnu ikke læst føljetonen godt nok, men I bør vel læse ekstrabladet.dk/underh…

  9. Ellaon 29 maj 2006 at 13:04

    Mie – du er en blændende skribent, og når det så tilmed er skrevet med dit hjerteblod, går det lige i…. nå ja – hjertet.

  10. Mieon 29 maj 2006 at 15:01

    @acq: alene….nææh, det er jeg nok ikke – de der mor/datter-relationer kommer i mange afskygninger, og der er sikkert mange, der kan nikke genkendende til min udlægning af tingene…

    @susling: tak tak – min mor har tydeligvis gjort ting både bedre og ret så anderledes end hendes egen mor, lissom jeg vil forsøge at ændre de ting, der har gået mig på, til det bedre….når..hvis….engang!!

    @Fru Green: Ja, den er alt for lækker den terasse ;-)

    @lotte: det bliver vist ikke i denne livstid, at der bliver åbnet for dén type samtale med min mor! Hvorfor ikke? Jamen fordi jeg ikke har brug for den! Jeg har stor ro på ift. mine forældre – vores forhold er godt, og det fungerer på de præmisser, vi nu engang har givet hinanden. Jeg tror ikke på, at konfrontation altid bringer noget lyksaligt med sig!

    @lommen: Man vælger jo ikke sådan noget bevidst, når man vokser op. Jeg er ikke ude på at placere skyld i denne hér – jeg prøver at fremlægge sagerne, som jeg oplever dem og fundere over, hvad det gør ved mig (og min sårbarhed…). På et tidspunkt erkendte jeg, at mit forhold til min mor ikke bliver mere intimt, end det er i dag – og i stedet for at være ked af det, fokuserer jeg på de styrker, vores forhold også har.

    @Kimpo: *GGG* dér fik du mig til at grine… prinsessesyge, hvor Herre til hest. Denne prinsese kommer aldrig til at lide af madlede; dét kan jeg roligt og tilbagelænet garantere ;-)

    @Ella: tak tak – dejligt med respons, når man lægger hjertet til skue :-)

  11. Acqon 29 maj 2006 at 18:43

    Mie.. jeg skal ikke bruge dit kommentarspor til mig selv, men jeg må lige…

    @Lotte; du er ikke hård, du er skøn! Det er lige i øjet det du skriver, jeg tager med glæde dine ord til efterretning, og bevæger mig rent faktisk et lille stykke hvergang det her sker. Men det kræver stor styrke at sætte sig op imod arv.

  12. Mieon 29 maj 2006 at 18:50

    @avq: brug løs!! Meningsudvekslingerne er spændende!!! Mere mere mere af det ;-)
    For ja, det rykker sgu lidt det hele – og sætter i perspektiv!!

  13. Dana Watshamon 02 jun 2006 at 10:19

    Hmmmmm

    At man ALDRIG har talt om følelser/svaghed/tvivl kan jeg godt nok ikke genkende i forhold til mine unger … og s’mænd heller ikke overfor min egen mor. Det er mere min far der har været vatnisse på det punkt, og det er kun fordi han er så satans konfliktsky!

    Så jeg må nok nøjes med at være deltids-teflon ….

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply