maj 27 2006

Prinsessen: Kryds ja/nej/måske…

Skriblet af kl. 00:26 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

SÅ er jeg tilbage i vante træhytterammer igen efter en kortere tur ude i den virkelige virkelighed, som bl.a. 526 så venligt opfordrede mig til at prøve lidt af forleden ;o)

Det var spændende, det var hyggeligt, det var helt igennem tiltrængt, og selv om prinsen på den hvide hest åbenbart ikke lige havde tid til at vise sig, så blev tiden alligevel mere end godt spenderet i gode venners lag, hvilket jo, når nu alt kommer til alt, er noget af det vigtigste…

Men altså – nu kan jeg vel ikke trække den længere… jeg er bagud med prinsesseindlæggene, så der er vel ingen anden udvej end at få klampet et sammen! Tanker omkring det har der været nok af – nu skal jeg så bare have nogle af dem på skrift.

Hvor var vi? Nåjo, sårbarhed, fejl og mangler, følelser af utilstrækkelighed og alt det der…

Grænser, siger I – skriv noget om det at sige ja og nej. Vælge til og fra.

Greeeaat, tænker jeg! Hvad skulle jeg dog have at sige om det med grænser? Jeg, der til tider føler mig fuldstændig grænseløs og lader folk (som oftest mænd, som jeg på et eller andet forkrampet niveau gerne vil have til at kunne lide mig) vade henover mig, som det bedst bekommer dem! Jeg, der i perioder synes, at jeg ikke laver andet end at afgrænse mig – mentalt, verbalt, fysisk – hvilket ofte efterlader mig helt og aldeles drænet, træt og fuldstændig uforstående overfor, at folk ikke bare behandler mig (og hinanden) med større respekt og så ellers lever med, at vi alle er forskellige og anskuer verden ud fra vidt divergerende vinkler…

Er det for blåøjet at tænke sådan? Det er det såmænd nok – i hvert fald synes jeg, at jeg i nogle tilfælde skal bruge ualmindeligt meget krudt på at få mit budskab igennem, hvilket jo nok kunne være en indikation på, at jeg netop ikke får afgrænset mig tilstrækkeligt – eller måske sender tvetydige signaler – eller generelt ganske sikkert rummer for meget af mine omgivelsers skidt og kanel (ofte under preteksten, at “ingen er forpligtet over evne” – og her refereres til dem, der ikke fatter mine vink med en vognstang!).

Kyllyan, Lotte, Lommen og Susling (m.fl?) er i deres kommentarer til forrige indlæg fra min hånd inde på, at der er flere sider til dét der med at afgrænse sig. At sige fra er også at sige til – og omvendt – siges det. Begge dele er (for mig) lige svært.

Det er svært at sige “ja” til hjælp og til omsorg for eksempel.

Hvorfor? Jamen, fordi jeg synes, det er pissesvagt, helt enkelt!

Det er svagt at sige ja til hjælp, fordi jeg dermed blotter, at der er en opgave, jeg ikke kan løfte alene!
Svagt at sige ja til omsorg, fordi jeg ikke burde have brug for den, det stærke menneske, som jeg jo er!

Og her vil skarpe røster sikkert stige i volumen og strengt irettesætte mig med et “Hør! Det er ikke svagt indrømme, at man ikke kan alting helt alene – at man faktisk har brug for hjælp og omsorg i store mængder. Tværtimod ligger der en styrke i at kunne sige det og stå ved det.”

Hmmmm, vil mit (sarkastiske, selvbeskyttende, forsvarsberedte, distancerende, matyragtige) svar være, hvorfor føøøøles det så så svagt og ubehageligt – hvorfor SKAL man pensle ud med store bogstaver, når man har brug for hjælp – skulle det ikke bare tilflyde én i en lind strøm uden modspørgsmål; skulle mine omgivelser ikke kunne forstå at aflæse sådan noget?

Men så “nej” derimod? Er det meget nemmere at håndtere? Falder det naturligt?

Nææææhh, jooohhh, og dog… Det kommer sgu an på situationen, må svaret være.

Arj, cut the crap og hånden på hjertet – det er jeg så heller ikke særligt skrap til, faktisk.

Jeg har før forbandet min rummelighed langt pokker i vold, og jeg gør det hermed igen. Jeg er så fandens rummelig, at det til tider er til at brække sig over. Jeg rummer, at folk er nogle idioter og behandler mig skidt. Jeg rummer, at folk er mindre begavede end mig og giver dem derfor snor nok til at trække på mit overskud og min umiddelbare styrke og intelligens. Jeg rummer en enorm længsel efter at elske og være elsket, og jeg finder mig i alt, alt for meget på den konto og kommer i den sammenhæng ofte til at overse (glemme, skjule, ændre?) mine grænser, som så nemt som ingenting overtrædes. Det er jeg jo selv skyld i, kan man sige, men “problemet” stopper sgu ikke engang dér, for når jeg så på et eller andet tidspunkt har fået nok, så sætter jeg bremsen i og siger fra. Siger rigtig meget fra, faktisk, hvilket ofte kan være svært for modparten at forstå, for det er jo et noget andet signal end dem, jeg tidligere har sendt. Suk.

Men altså, er du så ikke fuldstændig udvasket i nogle relationer, kunne spørgsmålet nu meget vel være? Jo! Det er jeg. Og det vanskeliggør mit håb om en dag at rende en i én, der kan elske mig “for det, jeg er”, når jeg så let lader det stå uskarpt for mine omgivelser.

Det er fanme ikke nemt, og en gennemlæsning af det nys skrevne afslører ikke en umiddelbar “løsning”. Når jeg læser det, synes jeg, at jeg er formulerer mig langt skarpere på nej-delen end på ja-delen, hvilket får mig til at tænke på, om jeg mon har så travlt med at finde ud af at sætte grænser, at jeg ikke rigtig husker at sige ja til de ting, jeg godt vil have? Siger jeg i virkeligheden så meget nej og fokuserer så meget på at tegne mine konturer tydeligere op, at jeg dermed lukker hermetisk for enhver adgang til mig, mon?

Måske er det sådan det hænger sammen?! Jeg ved det ikke. Jeg er forvirret, må jeg blankt erkende. Jeg er også træt og tænker vist ikke helt klart.

Grublerierne fortsætter…

Prinsessen lægger tiaraen for i dag og siger atter engang sov godt :-)

11 indtil nu

11 kommentarer til “Prinsessen: Kryds ja/nej/måske…”

  1. BusterLigusteron 27 maj 2006 at 09:23

    Jeg tror sq ikke, at der er mange sandheder på, hvordan man skal gøre eller ikke gøre… hvilke grænser der skal sættes eller ej…

    Dybest set er det vel en individuel vurdering… Jeg kender så udemærket problemet med at bede om hjælp eller omsorg… men et eller andet sted føles det også bare superforkert … når det endelig lykkes mig at bede om hjælp…

    Så derfor er det vel noget med at finde dine kernetanker om, hvad du vil og hvem du gerne vil være frem??

    Du vil gerne have en prins på en hvid hest … men hvilken pris vil du betale og vigtigere hvad vil du ikke betale for det! ….

  2. suslingon 27 maj 2006 at 10:20

    Mie, da jeg var yngre kunne jeg også rumme meget- som du kalder det…mine grænser blev konstant invaderet også selv om jeg synes, jeg sendte signaler om, at nu var det nok……til sidst kom jeg til at sige fra med et ordentligt brag.

    I dag er jeg blevet lidt mere kontant. Jeg har nemlig erkendt, at jeg ikke kan og skal rumme alle….og ikke mindst, at det ikke nødvendigvis er mig, der er dårlig til at sige fra……Men…. og her kommer kluet…….rigtig mange er ikke gode til at modtage sunde signaler om ‘hertil og ikke længre’. Rigtig mange har så travlt med sig selv og deres, at de er ude af stand til at høre andre – fordi det støjer for meget inde i deres hoveder……Og i dag siger jeg: Synd for dem…for det er mig der er den kloge…(det ved jeg jeg er, fordi jeg faktisk har arbejdet med mig selv)

    Mht. at tage mod hjælp har jeg også været rigtig dårlig …både til at bede om det og til at erkende, at nu havde jeg behov……I dag har jeg lært at give folk plads til at hjælpe…Det er jo en gave, som andre gerne vil give mig, fordi de kan lide mig….og at tage imod gaver er også en dyd…

    Kan du bruge noget af det her?

  3. Pedrsn™on 27 maj 2006 at 11:56

    Syntes det er fedt med en HerreTuff, sej og selvstændig Prinsesse!! Dem er der sku for få af.. ;)

    Men samtig tager jeg den der hat’ af, for dit forsøg på at finde den indre og mere sårbare prinsesse frem.

    For jow.. hende skal man vel også kunne mærke man har?..

    Du har ihvertilfalde sat nogle tanker igang hos mig.. som også selv er en selvstændig og ´jeg kan sgu godt klare mig selv´ prinsesse.. Udviser ubevidst?.. at man ikke har brug for noget.. men har jo et ligeså stort behov, som andre Prinsesser.. Men er bare røvdårlig til at vise det.. Hmmm.. ;) tænke tænke..

  4. Lotteon 27 maj 2006 at 12:30

    At rumme for meget er en sofistikeret form for naivitet. Nogle mennesker er bare klogere end andre. Thats life ! At tro andet er ikke rummelighed, det er misforstået placering af skyld og ansvar. Man retter janteloven mod sig selv – så at sige. JEG skal ikke tro, jeg er noget etc. derfor må andre mennesker godt vade hen over mig. Konklusionen bliver dobbelt. DE vander hen over dig og DU (man) vader hen over dig.
    Folk der vader hen over en, de skal have først en advarsel og så tæsk, hvis de ikke fatter budskabet. For hvad er alternativet, hvis du tænker over det?

    At sætte grænser og sige henholdsvis til og fra, det handler ikke kun om andre, det handler OGSÅ om andre. Men udgangspunktet er en selv.

    Det samme gælder omsorg. Andre skal have omsorg men er den mentale (psykologiske) egen-omsorgen ikke eksisterende, da er omsorgen for andre ikke meget værd.

    I kærlighed

    L

  5. Anonymouson 27 maj 2006 at 19:07

    ..Lev verden som du synes – og tag så de “hug” det giver. (Lever de fleste måske ikke overfor dig, som DE synes at de vil?!) Det andet du’r jo ikke….! …altså som det/du er nu.

    Det er aldrig for sent at “få hul på bylden”; rigtig fedt bli’r det først når oplevelserne – de gode – bekræftende og respektfuldt triller ind på kontoen *SS*

    Bare vent og se…. du når det nok! :O))

    St.

  6. Mieon 28 maj 2006 at 11:06

    @Busterliguster: Ja, hvilken pris, vil jeg betale – hvilke kompromisser vil jeg indgå? Det er jo netop dé kernetanker, jeg vil kickstarte – bl.a. ved at skrive om det her med henblik på at finde en “løsning”, der holder for mig ;-) Kan ikke forestille mig, at der skulle eksistere sådan noget som en universel løsning… dertil er vi alle jo heldigvis alt for forskellige!!

    @Susling: Ja, jeg kan bruge ALT, hvad jeg får af input ;-) Blot sidder jeg og tænker: “hvordan mon hun gjorde for at lære det?”… ??

    @Pedrsn: JA JA JA- jeg er (også) vild med modsætningerne i at være både sej og sårbar… vil have mere balance mellem de to some how….Some-fucking-how ;-)

    @Lotte: Så jeg skal lade være med at vade henover mig selv og drage mere omsorg for mig selv? Jep, roger to that!! Har du det magiske kodeord?? :o)

    @St.: At leve verden, som jeg synes, giver nogle ret så voldsomme hug – og jeg kan sgu ikke tåle dem… Ergo må der justeres…

  7. Lotteon 28 maj 2006 at 11:47

    Naturligvis som en begyndelse:

    Din bil.
    På instrumentbrættet.
    2 små sedler:

    1. Hvad må Mie udsætte Mie for?
    2. Hvad må andre udsætte Mie for?

    L :-)

  8. suslingon 28 maj 2006 at 12:27

    Mie…..bare som svar på dit spørgsmål om, hvad jeg gjorde for at lære det. Nr. 1 jeg slog min indre perfektionisme ihjel og jeg lærte, at tilgive mig selv mine mere kiksede mørke sider….jeg opdagede nemlig, at jeg ikke behøvede at holde fast i alting….det gik jo alligevel og til min store overraskelse var der faktisk nogen, der gad holde under og komme mig til undsætning…Det er stadig noget, der giver mig en Wauw-følelse, hver gang det sker…..Bare et lille scenarie for at eksemplificere: Jeg skulle til et møde ude i Hellerup. Besluttede mig til at tage offentlige transportmidler, fordi min cykel var syg og det bilmæssigt er dødens pølse, at køre fra Christianshavn gennem indre by til starten af Hellerup. Kaster lige et hurtigt blik i Krak for at sikre mig, at jeg har navigationen i orden (jeg er jo ikke total åndelig blondine, vel) begiver mig afsted, lander på Hellerup Station og opdager at jeg er helt og aldeles lost….ved ikke i hvilken retning jeg skal gå osv. Spørger selvfølgelig nogle om retning…..vader der ud af…går fuldstændig vild…og er.. ja fortabt på blondine-måden. En mand har observeret det….passer mig op og siger, at han har en Kraks liggende i bilen. I fælleskab finder vi ud af, hvor jeg skal hen…..Leap of faith ku’ man kalde denne hændelse…..Jeg har simpelthen lært, at det går nok. En af mine bedsteveninder, som var fuldblods kontrolla og organiator, har fortalt mig, at hun er kommet frem til noget lignende.

    Når man så har smidt perfektionismen over bord og lært at leve med sine mere mørke/svage sider….begynder man også at kunne genkende det hos andre…..fordi man simpelthen er blevet bedre til at lytte og sanse…..Støjen i hovedet er stoppet!

    Det er så i al ydmyghed min version.

  9. Bettyon 28 maj 2006 at 16:15

    Det der med at kunne tilgive sig selv for de fejl og mangler man nu engang besidder og udøver, det er altså svært. Især fordi man igennem rigtig mange år har prøvet at hale sig selv op på et højt niveau, hvor man kan/skal/bør være god til en heeeel masse ting. Jeg tror heller ikke det er blevet nemmere med tiden.

    I “gamle dage” skulle man (kvinden) måske kunne lave mad, gøre rent, føde børn og være nogenlunde sød ved dem.

    I dag multitasker vi som bare pokker. På højt niveau. Helt autodidakt, for det er måden: noget med at læse bøger, iagttage og prøve sig frem. S’gutte ved at spørge hvordan man gør, vel?

    Så det er vel noget med større og flere krav til “tidens kvinde” – ikke mindst dem vi selv stiller (og heri vel problemet).

    Men jeg skulle hilse og sige, at det altså ikke bliver nemmere at være sårbar, uperfekt (ifht ens egne krav) og have behov for ikke bare at kunne magte alt, alene fordi man endelig har fundet “prinsen”. Tværtom, føler jeg det.
    Nu er der pludselig et vidne til det hele. Og lige så meget, som det også kan være en trøst at væres fælles med et andet menneske om at bære læsset, lige så meget skal du, hvis du er bygget som mig, om muligt, være endnu stærkere.

    Det kan man knække nakken på, hvis man ikke lærer at tilgive sig selv og erkende, at man altså ikke er den perfekte prinsesse (og at prinsen heller ikke alle dage er lige god til at strigle den hvide hest). Jeg tager stadig undervisning i faget.

    Det er pissesvært.

    Jeg har en tendens til ikke at ville erkende nederlaget før det er for sent. Men i min iver for at undgå den pinlighed, det er at sætte ord eller gerninger på éns inkompetence – det ville være nemmere, hvis man erindrede fra de forrige gange, hvor lidt man kan magte en opgave og sagde fra i tide – bliver jeg stædigt ved – FOR JEG KAN SELV som en anden 4-årig Betty – indtil kurven pludselig knækker, kræfterne slipper op og så bliver man sågu nødt til at krybe til korset alligevel – tudefjæs og det hele. Øv!

    Sige fra og sige til, nemmere sagt end gjort. Især hvis der ikke altid bliver lyttet. Når både prinsen og prinsessen lider af akut tinnitus. Man kan jo prøve … Jeg synes bare ikke det er meget nemmere nu end før. Der er også det fandens hensyn at tage. Mange gange vælger jeg selv fra på bekostning – bare fordi det ellers kan gøre en anden ked af det. Så op i r***** med at man selv bliver det.

    Mestendels skal man vel finde gråzonerne og lade være med at se så sort/hvidt på projekt kærligheden.

  10. fivetosixon 28 maj 2006 at 16:21

    Thaj. Jeg er en kontrolla og orginasator……….Meeeen jeg er også udstyret med det største doven-gen nord for Alperne. Jeg kan sagten klare mig selv derude i det svære liv. Til gengæld så vil jeg da altid vælge den hurtigste vej. Og det er ofte at spørge om hjælp hvis man er lost. Der går da ikke noget af mig for det, jeg er stadig lige stærk, og hjælperne de bliver oftes glade for at kunne hjælpe.
    Og med hensyn til ham der Prinsen, så lad også ham få lov at hjælpe…….. Det behøves jo ikke være dig der løfter den tunge ende af skrivebordet hvis det skal flyttes..Eller dig der står med slagboret og hænger billeder op….Lad ham om det! Og husk at rose, det kan de lide de mænd ;-) Så kan du altid lave om på det når han er gået ;-)
    Det er såmænd ikke dig der skal ændres på, du skal bare lære spillet og acceptere at det er sådan :-)
    Så skal du nok få prinsen i nettet.

  11. Mieon 28 maj 2006 at 17:58

    @Betty: Du er inde på, at det er kravene, man stiller til sig selv, der er de sværeste af indfri – og tilstå, at man ikke opfylder. Dét er sgu noget underligt noget… Lider selv af det i stor stil, og jeg er ret sikker på, at jeg, når jeg engang finder en mand, der gerne må blive hos mig i al fremtid, også får svært ved at blotte mig om min utilstrækkelighed over for ham. Men hvis jeg som udgangspunkt bevidstgør mig om den utilstrækkelighed og på en eller anden måde lærer at tumle den fornuftigt (ifht. mig selv!), så må jeg være riemligt rustet, tror jeg…. Tror jeg!!
    Tak for indspark, i øvrigt :-)

    @526: Ja, jeg skal lære spillet og reglerne…. for faktisk så løfter jeg den tunge ende af akrivebordet, hvis manden ikke insisterer på, at det er “forkert”… Hvorfor? Fordi jeg tænker, at der ikke går skår af mig pga. det, fordi jeg synes, at han selv burde kunne tænke, at det ikke kan være rigtigt, fordi jeg ikke vil fremstå som ublu krævende, når nu jeg rent faktisk KAN løfte det skide bord…
    Fucked up? Ååårhh, en anelse ;o)

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply