maj 21 2006

Prinsessen: hvis tårer var guld…

Skriblet af kl. 19:32 og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

“Du skal turde tude”… Ja, gæt selv, hvem der står bag udsagnet ;-)

Hmmm!

Jeg mener jo faktisk, at jeg er ret så god til at tude. Jeg gør det af og til – i perioder meget, altid alene, (helst) aldrig så andre ser det.

Men om jeg ligefrem tør tude – arrj, der må jeg nok melde pas?!?

Jeg har i bund og grund et meget sensitivt væsen. Jeg stortuder over diverse tv-serier, jeg kan få tårer i øjnene, når et jeg ser andres glæde ved f.eks. sportssejre. Jeg tuder højlydt under OL osv. – og det har intet at gøre med, om medaljen er gået til en dansker eller ej. Men det at se en stor, stærk sportsudøver, som man bare ved har knoklet røven ud af bukserne og sat så meget til side for det ene øjeblik i livet, stå på en skammel og se sit hjemlands flag ryge til tops til toner af hjemstavnens hymne – ja, dét får altså tårerne til at stige og klumpen i halsen til at knude sig sammen.

Jeg tuder også, når der uddeles store kærlighedserklæringer mennesker imellem. Engang så jeg en flok mennesker stå i lufthavnen og og vente på at tage imod nogle udenlandsfarere – I ved, med Dannebrog og blomster og alt det der. Ud fra ankomsthallen træder så en lille familie – far, mor og et lille inderadoptivbarn, som de åbenbart havde været afsted for at hente. At se bedsteforældrenes forventningsfulde blikke, glædestårerne, rejsetrætheden med ét forsvinde fra kroppen på de nybagte forældre, kram og knus og iiih og ååhhh på så tæt hold, fik mig (og min mor og søster) til at græde med lige dér. Det var så intenst, ærligt, smukt, fint. Ja, bare tanken om det netop nu, får vandet til at stige i øjenkrogen.

Min morfar var en vældig rørstrømsk herre, der havde meget let til tårer. Så begyndte hans stemme at ryste, og han mistede mælet for en kort stund. Min mormor ringede altid til min fødselsdag (det var i øvrigt meget mærkeligt at fejre den første fødselsdag uden hende – hele dagen gik jeg og ventede på det telefonopkald…) og snakkede om løst og fast. På et tidspunkt ville hun typisk sige “Morfar vil også lige sige tillykke, min pige”, og røret skiftede hænder. Jeg både frygtede det skifte – og længtes efter det. Min morfar kom til røret, og man kunne høre allerede inden, at han rømmede sig. Han fik fremstammet et tillykke, som man hurtigt takkede for for dernæst at foretage et hurtigt emneskifte, så han kunne få hold på sig selv igen. Så snakkede vi lidt om vind og vejr, og slutteligt ville han have fået så meget styr på følelserne, at han fik ønsket en dejlig dag og “nu kommer Mormor igen”… Han var rørstrømsk på sådan en værdig måde, min morfar.

Det kunne jeg også godt tænke mig at være, men jeg har ikke helt lært det endnu.

Jeg har meget let til tårer, men det er vist de færreste, der ved det. Jeg græder helst alene.

Mine tårer samler sig, når fokus rettes mod mig og mine evner, svagheder, styrker. Jeg har siddet til en medarbejdersamtale med en tidligere chef, som udtrykte sin tilfredshed med mig og sin bekymring for, at jeg bød mig selv for meget, at jeg lod mine kolleger udnytte mit rummelige væsen, at jeg brændte sammen, hvis jeg ikke fik sagt fra osv. Dén omsorg, han udviste for mig lige dér, fik mig til tælling. Jeg vidste godt, hvad han mente – havde selv draget de samme konklusioner og var begyndt at rykke på dem. Jeg nikkede, noterede et eller andet på et papir, lod som om jeg lyttede intenst – alt mens jeg kæmpede en brav kamp for at holde tårerne fra at trille og dermed afsløre mig. Min stemme nægtede at samarbejde, mine kinder blussede. Men fan’me nej, om jeg skulle krakelere der foran ham (på trods af, at han nok ville være det menneske i verden, der ville tage vare på sådan et udbrud med den største selvfølgelighed).

Et andet eksempel: jeg havde voldsomt ondt i ryggen og det var mig umuligt at være nogen steder for smerter. Alligevel var jeg mødt på arbejde. Dér stod jeg ved mit hæve/sænkebord og kunne ikke flytte mig ud af stedet. Alt gjorde bare så ondt. At flytte foden for at tage et skridt affødte koldsved på panden og sorte prikker for øjnene. En kollega og min chef kommer hen til mit bord for at præsentere en opgave, jeg nok havde en løsningsmodel for. Jeg sveder. Jeg lider. Min chef og kollega kigger bekymrede på mig og chefen giver mig en lodret ordre om snart at tage en anelse vare på mig selv, gå hjem og få ordnet den ryg og i øvrigt ikke vise mig igen, før jeg er smertefri. Han siger det med den allerstørste omsorg og mildhed, og jeg kan ikke svare ham. Jeg kan ikke sige noget, for i min hals knuder klumpen, og i mine øjne svier tårerne. Jeg er udmattet, og til min store rædsel mærker jeg de forbandede tårer trille ned ad kinderne. Jeg formår at få vendt ansigtet væk fra de øvrige kolleger og undgår øjenkontakt med de to, der står der tæt på mig og kun vil mig det bedste. Jeg kan ikke tage imod. Jeg kan ikke være svag – selv om guderne skal vide, at det nok var et af de svageste øjeblikke i mit liv! Beats me, hvordan jeg efterfølgende fik klaret mig udenom al den opmærksomhed, der senere fulgte, da jeg lå på hospitalet totalt dopet at stærke smertestillende præparater og ventede på at blive opereret i ryggen?!

Så… summasumarum eller noget: Jeg kan ikke tumle omsorg udvist for min person – givet mig. På den anden side mener jeg selv, at jeg er ret god til at udvise og give omsorg og har en fin fornemmelse for, hvornår den er påkrævet.

Jeg frygter medarbejdersamtaler. Jeg frygter spørgsmål, der går tæt på mit ve og vel (ud over de almindelige, overfladiske “hvordan har du det?”). Jeg frygter erklæringer om, at andre kan se mine svagheder (som min chef f.eks. kunne i forhold til det med kollegerne og rummeligheden). Jeg frygter, at “fremmede” har en mening om mig og min måde at gebærde mig i arbejds-/kærligheds-/familielivet mm. på. Jeg frygter at blive konfronteret med mine evner – svage som stærke, for faktisk kan jeg også blive presset, når der er ros på menuen.

I mit daglige liv støder jeg naturligvis igen og igen ind i situationer, hvor jeg bliver presset på den. Jeg er skrap til at holde tårerne stangen, og der er ingen, der får lov til at se min sorg. Den gemmer jeg og tager den med hjem. Det er ikke altid, det resulterer i tudeture på hjemmefronten, men det afføder ofte tænksomme stunder – måske derfor mit alenebehov er så udpræget og markant? Jeg græder ikke “uden grund” – og ikke sjældent bliver en generel mat, mut og trist stemning kun forløst i gråd, hvis det provokeres af spidsfindige spørgsmål eller spørgen ind til af dem, der står mig allernærmest. Heller ikke de får lov at se tårerne, men jeg tror, de ved, de er der…

De er der…

20 indtil nu

20 kommentarer til “Prinsessen: hvis tårer var guld…”

  1. suslingon 21 maj 2006 at 21:51

    “Du er ikke alene…der er nogen lissom dig” (tænk Sebastian!) (kæmpeklump i maven-susling-kram)

  2. Pernilleon 22 maj 2006 at 00:35

    Ja, endnu engang kan jeg jo bare sige, at jeg er utroligt meget ligesom dig, Mie. Men det blev sat i perspektiv, da jeg på et tidspunkt af en meget vis kvinde lærte at stille mig selv følgende spørgsmål: “Har jeg ikke fortjent omsorg?”
    Jo, selvfølgelig har jeg det! Det samme gælder for dig. Så nu starter du med at blive rigtig god til at synes, du har fortjent en masse godt (stort og småt). Ikke noget med den dér selvbebrejdende “hvad klager jeg over? Det er jo ikke noget særligt, der kræves af mig!” og den slags. Ikke mere “nu tager jeg mig alså sammen” (læs: lægger låg på sartheden og følsomheden og overhører mine egne behov, for dét er der nemlig ikke en skid styrke over).

    Det handler fx om at kunne kræse for sig selv i hverdagen, at kunne unde sig selv ro og hvile osv.. At *unde sig selv* det gode uden at føle trang til at undskylde eller retfærdiggøre sig. Hører du? Langsomt vil det så osse blive nemmere at tage imod den omsorg og pleje, som andre tilbyder, uden at synes, det er et nederlag at vise giveren, at hans/hendes betænksomhed/støtte rent faktisk var kærkommen.

    Sand styrke består i at kunne erkende sin svaghed – både over for sig selv og andre – ved du nok…

  3. Bettyon 22 maj 2006 at 10:49

    *ROTFLMAO*

    Arhahahaaaha, Mie. Jeg havde ikke lige set det for mig, men guuud, hvor den tiara klæder dig godt – og så er det perfekt med slottet i baggrunden. Woohooo :-)

    Go Mie, go Mie!

  4. Bettyon 22 maj 2006 at 10:51

    P.S. Er denne noget for Lotte?

  5. Lotteon 22 maj 2006 at 11:18

    He he…..naturligvis….Betty..sådan en må jeg da have….*G*

    Jeps. Prinsessen har fået slot, det klæder hende MAX !!

    L :-)

  6. Tossenon 22 maj 2006 at 13:02

    Det at tude i andres selskab ER svært. Det er en blottelse i den helt store kaliber. Men hold OP hvor kan det også være givende og rart – i hvert fald hvis det er overfor de rigtige. Hvis din gråd bliver taget ind kan det være så fantastisk. Man føler sig taget af og ikke mindst holdt af. Følelsen af at der er nogen der er der for en, at man ligepludselig ikke er alene og at det er i orden, at man ikke altid er stærk er det hele værd.

    I øvrigt er det også en af de ting der helt sikkert kan kickstarte fyres “beskyttergen”. Uha uha.

    Overstående bragt til dig af en temmelig grådlabil herre, specielt efter et par øl ;-)

  7. syrenprinsesseon 22 maj 2006 at 15:50

    Hvor er det dog (som altid) fantastisk at se andre sætte ord på det man selv føler, går og tumler med osv.

    Åh, er lige gået op for mig at ordet “prinsesse” indgår i mit navn.. har jeg aldrig tænkt over. Har ellers altid hadet det ord. Hmm, måske tid til systemskifte. Prinsesser er ikke dumme – prinsesser fortjener det bedste af det bedste. Også omsorg..

  8. syrenprinsesseon 22 maj 2006 at 15:52

    By the way, dejlig, dejlig bog du læser! ;)

    Hvis tårer var guld var jeg dronning nu.. eller.. altså.. møg!

  9. kyllyanon 22 maj 2006 at 16:47

    Yes ! (og tak for den varme velkomst Mie) – du skal turde tude.

    Du skal osse vide hvornaar det er tid til et hissyfit og vaere kvinde som (jeg er overbevist om) vi er indeni: urationelle, ulogiske og foelelsesladede. Jeg tuder osse; meget og laenge. Og det er skoent. Jeg tuder over dokumentarfilm med loeveunger og jeg kan endda knibe en taare over tegnefilm. TEGNEFILM altsaa. Taarer er vaerdifulde fordi de er det fysiske bevis for vores foelelser som latter osse er det. Mine taarer er forbeholdt dèm som fortjener dem, saa jo; de goer mig osse til prinsesse. Som tossen skriver det er det skoent at blive taget ind, med taarer og det hele. Jeg glaeder mig til se Mie-prinsessen komme til verden, ufaerdig og soegende. Det kan godt blive en haard foedsel men det bliver det hele vaerd.
    Varme tanker

  10. suslingon 22 maj 2006 at 19:56

    Åh, mand, Mie har lige opdaget din prinsessekroneting………….pas lige på en gammel sur kones nerver…..det er jo så man bliver helt inkontinent af grin

  11. deodorantflon 22 maj 2006 at 20:24

    Looks like I’m on the wrong blog.Nevermind your blog is realy interesting.You may visit my new Perfume Reviews blog if you are interested.

  12. Acqon 22 maj 2006 at 20:28

    Hahaha, Mie, dén krone er perfekt!
    :D

  13. Mieon 22 maj 2006 at 22:08

    Hæhæ – jeg er også lidt vild med min tiara-sag….

    @tossen: *skriver “kickstarte beskyttergen” ned til senere brug* – se, du/I er nemlig oppe mod en mærkelig mokke, for jeg haaaaader at se fyre lefle for tøser, der skaber sig. SUK!

    @kyllyan: som du nok kan læse af ovenstående, så bliver det vist i dén grad en hård fødsel.

    @syrenprinsessen: kun glad, hvis mine ord giver mening for andre end lige mig selv – glæden ganske på min side ;-)

  14. Anonymouson 22 maj 2006 at 22:14

    Definér skaber sig…

    *he he*

    L :-)

  15. Ireneon 23 maj 2006 at 02:31

    Min lille nieceprincesse på 4 så meget overbærende ud den dag jeg udtalte mig om hendes flotte princessekrone!

    “Altså, Faster Irene, det hedder altså et diadem!”

    Og så er vi iøvrigt et helt bundt, både af han og hunkøn, i familien, der tuder om kamp til alt! Det være sig glædelige, som sorgfulde begivenheder.

    Vi checker lige hvem der har flest lommetørklæder til deling ved større begivenheder …

    Våde øjne er charmerende og rørende! Og bedst delt!

  16. Ullaon 23 maj 2006 at 11:47

    Jeg er også skabstuder. En af dagene sværger jeg at springe ud. “Se mig, jeg kan også gå i stykker!” Men ikke helt endnu. (Der skal jo også lige være en grund, ikke?) Måske vi skulle danne en tudeklub, så kunne vi øve os i trygge rammer inden vi mødte omverdnen? Hehe…

  17. Ellaon 23 maj 2006 at 12:09

    Du kan, som altid, få sat på skrift, det som mange går og tænker –

    Skabstuder – fantastisk udtryk :-)

  18. Tossenon 23 maj 2006 at 14:41

    Jeg tror som oftest ikke “beskyttergenet” bliver aktiveret af nogen der skaber sig. At være oprigtig ked af noget og græde over noget der går en meget på er bestemt ikke at skabe sig. Det var den slags situationer jeg havde i tankerne da jeg snakkede om at trigge genet.

    Jeg har heller ikke selv meget tilovers for folk der skaber sig for at få opmærksomhed, men jeg har næsten altid plads til at høre på andre og deres problemer. Og ja, jeg er i besiddelse af et måske lidt for stort beskyttergen.

  19. Ireneon 23 maj 2006 at 18:52

    Er lige blevet korrekset af nu 5 årig nieceprinsesse.

    “Jeg sagde altså diadem!”

    Et åbenlyst HULK må være på plads her! …

  20. BusterLigusteron 23 maj 2006 at 19:43

    Du er skøn!

Trackback URI | Comments RSS

Leave a Reply