jul 21 2009
Sommerprojektet…
Altså, ud over at bruge min barsel på at varetage unge, så er der også indtil flere krea-projekter på tegnebrættet.
Det største må sige at være forvandling af tidligere lækker knaldrød sofa – nu falmet og halvmuggen terrasseslænger – til noget shabby cheekt med knald på sommerfarverne, praktisk tekstildug, fede bløde puder i massevis…. lige sådan en sag, der vil matche den hjemmelavede hyldeblomstdrik (well, det bliver så næste år – nåede det ikke lige i år, vel), hjemmbagte øko-biscottier og rabarbertærter i massevis (dem har jeg så heller ikke nået så mange af… næste år, jo!) og patchwork-tæppet, som jeg sikkert får overskud til at gå igang med at rimpe sammen næste år!
Sofaen får jeg fikset i år. Det skal den. Ellers går den til af fugt og ælde, og så ryger hele shabby-projektet på gulvet. Det ville jeg være ked af, når jeg nu har brugt så mange stunder på at sidde derude og forestille mig, hvor toplækkert og misundelsesværdigt det hele bliver… engang!
Når sofaen er klar, så er der et bord, der skal males og have lækre klinker på sig (hvor finder man i øvrigt de der portugisiske klinker, som bare er så skønne??). Så skal jeg også lige have fundet seks afdankede stole, som jeg lige fikser på med lidt kapow-farve-maling, hvorefter jeg så laver nogle lækre hynder til dem, så man ikke får splinter i popo’en, når man sidder og venter på al den lækre grillmad, som min elskede fremtryller på vores fantastiske udekøkken, som ligenu består af en gasgrill, som vi lige har flottet os og ofret en ny rist til.
Nåja. Og så er der baljerne. Zinkbaljerne, som skulle stå fulde af lækkert blomsterflor – naturligvis sirligt nippede og i afstemte farver. Dem nåede jeg ikke lige at fyldt i år…. men til næste år, så får den for fulde gardiner! Derom hersker der ingen tvivl.
Til næste år er min terrasse klar til afbildning i “Os med tjekket bolig” . Til næste år. Jeg lover jer, det bliver vildt!
Men først: sofaombetrækningsprojekt… Nåja, og så vågnede Albert lige fra lur…
