Archive for februar, 2009

feb 04 2009

Verdens heldigste…

Published by under Lykken er...

… så er der dømt nyfødt baby i træhytten med alt, hvad det lige kræver af tilvænning.

Men faktisk… kræver det mindre, end jeg havde forestillet mig. Måske fordi jeg (indtil nu – de dage, der er gået godt, kommer jo ikke skidt tilbage!) er indehaver af jordens perfekteste og nemmeste unge.

En baby, der

  •  sover igennem nætterne på kun en enkelt påfyldning. 
  • er vågen et par timer for så at trimle omkuld og sove 3-4-5-6 timer. 
  • ikke skriger men nærmere bare knirker lidt utilfreds, når sult og søvn melder sig.
  • kan ligge behageligt på en pude og bare småsludre lidt, mens han kigger tålmodigt og interesseret omkring sig.
  • reagerer på vores stemmer og forsøger at få øjenkontakt.
  • “gør i bleen” fuldstændigt, som han forventes at gøre – i de rette mængder osv.
  • vokser og trives fuldstændig efter alle kurver og forskrifter; ifølge sundhedsplejersken, som vi var til for første gang i går.
  • bare er så nuser, at man må dufte til ham og kysse ham på kinderne i en uophørlig strøm :-)

Så jeg leger overskudsmor lige pt. Har lavet en Albert-blog henvendt til familie og venner. Strikker videre på kærestens sweater, som bliver så lækker (både sweateren og kæresten i den!). Vasker tøj og sorterer indkomne gaver efter størrelse og så’n. Henter brænde ind. Prøver før-graviditet-tøj og konstaterer, at jeg kan være i det igen (jibbiii!). Træder op på vægten og glædes over, at al graviditetsvægt er væk – samt en håndfuld kilo yderligere (jibbiii!). Får rigeligt med søvn og god mad.

I hører ikke mig klage…

(Skrevet i erkendelsen af, at det hele kan vende på en 25-øre lige om lidt… så undskyld mig, men jeg skal lige hen og nyde mit liv som nybagt mor…)

Tak, i øvrigt, for alle hilsener og kommentarer… de glæder :-)

20 responses so far