dec 23 2008
Lad det så bare blive jul…
Uha uha… Den sidste uge på arbejdet trak tænder ud. Kroppen gad ikke op om morgenen, hovedet orkede faktisk ikke flere arbejdsrelevante tanker, når nu det meste derinde centrerede sig om sidste uges nyt på barnmorska-fronten. Der var varslet omvendt baby med deraf følgende tid på Fødeklinikken i Lund for at få vendt krabaten.
Dét slag skulle så stå i går. Udsigten til hidsige hænder i færd med at mosle min baby rundt inden i mig uden på mit maveskind var ikke just opløftende, og det var slet ikke noget, jeg glædede mig til. Faktisk slet slet ikke.
Der er stadig fire uger til termin, så det forekom mig måske også en smule overdrevent at sætte dét på dagsordenen allerede nu, men det er kutyme her i Sverige – og skik følge eller land fly og alt det der, så jeg gjorde mig klar til oplevelsen. Og til tanken om, at jeg kunne risikere at sidde med en baby i armene efterfølgende, da al den virak omkring maven åbenbart kan provokere en fødsel igang i visse tilfælde.
Nå men – det korte af det lange. Vi møder op på kvindeklinikken i Lund. Jeg bliver undersøgt fra ende til anden, babyens hjerterytme tjekkes med et par “strimler”, der lægges et drop til det livmoderafslappende middel, som jeg senere skal have for netop at undgå veer mv. Blodprøve suger sygeplejersken også ud af mig. En jordemoder tjekker med en hurtig ultralydsscanning, at bebs rigtig nok ligger med hovedet oppe og rumpen ned. Så lidt ventetid, inden lægen ankommer. Hun hilser venligt rundt og beder med autoritet om lige selv at scanne, da hun gerne vil vide, hvad hun har med at gøre. Sygeplejersken står klar med medicinen – lige til at hælde i mig. Og så.. Så scanner lægen og konstaterer, at ungen da ligger lisså fint, som det overhovedet tænkes kan. Med hovedet fint placeret lige i bækkenet på mig. Fuldstændig perfekt “hovedpræsentation”. Ingen grund til bekymring. Latter. Lettelse. Tillykke tillykke fra alle sider. En jordemoder med røde kinder. En sygeplejerske, der må pakker sit sprøjteværk sammen igen. Og hej hej til fødeklinikken (efter kort snak med narkoselæge – en anden og længere historie) for denne gang. Vi ses igen, når fødslen (forhåbentligt og sandsynligvis) går sin helt normale gang engang om en lille måneds tid…
Så meget for så lidt.
Og nu er det jul! Jeg har forberedt a la manden til i morgen, hvor vi henter kærestebarnet og kører mod byen ved søen for at jule med min mor og øvrige familie. Vores første jul uden min far og vores sidste jul uden fælles barn.
Der er slut og begyndelse for alt – det har det forgangne år da om noget cementeret!
Glædelig jul derude. Pas på jer selv og hinanden…
