Mokken rokker

Sad lige og blogosede lidt – en blogger derude har her til aften været ude og handle ind med sin mand og ved den lejlighed “lusket et glittet magasin ned fra hylden”…

Og så var det, at jeg lige kom til at tænke på…

…engang, hvor jeg befandt mig i køen i et supermarked og lod mig drage hen mod de glittede dameblade, som der netop den dag var kommet friske og fristende forsyninger af. Da jeg tog ét af dem og lagde i kurven, udbrød den mandsling, som jeg på det tidspunkt misbrugte en del tid sammen med, “at dét der, dét står for din egen regning, du”. Som i: det ville han i hvert fald ikke være med til at betale for.

Lige dér i det øjeblik skulle jeg naturligvis have stillet kurven fra mig (ja, den bar jeg på…) og være gået min vej – have efterladt ham dér i den aftentrætte discountkædekø overladt til at traske hjem på sine flade konvolutter i vinterkulden.

For det var såmænd mig, der havde fragtet os derhen i min bil – benzin på min regning. Det var mig, der havde dankortet i inderlommen, mig der havde bidraget med gode idéer til aftenmåltidet, og da sluttetligt også mig, der hang på at producere netop det måltid, når vi engang kom hjem tilbage til hans elendige ungkarlehybel, hvor støvet lå i dynger og karkluden lugtede.

Lige dér vidste jeg godt, at han var dømt til at blive fortid i mit liv.

Hold kæft, hvor kan man egentlig uforvarende komme til at finde sig i meget lort uden at man selv lægger mærke til det!

PS: I dag køber jeg stadig dameblade, når det passer mig – og jeg spørger stadig ikke nogen om lov…

3 uger og 3 dage. Og så er jeg den, der er smuttet på barsel.

Der tælles ned – jeg er efterhånden klar!

Klar til at slippe for med djævlens vold og magt at skulle ud af sengen hver morgen – lige nøjagtigt når jeg sover allerbedst og endelig har fundet ro efter en halv nats venden og drejen og utallige toiletbesøg… Manner, hvor skal det blive godt og tørne om på den anden side og sove, til kroppen af sig selv konstaterer, at den har fået nok og er klar til dag og dont.

Klar til at slippe for “det pæne tøj”, der strammer og irriterer – i stigende grad i løbet af sådan en dag. De løse joggingbukser kan vente sig; der er overarbejdstimer på vej til dem. Om 3 uger og 3 dage…

Klar til at slippe for at skulle tage stilling til problemstillinger og udfordringer. Klar til bare at læne mig tilbage i sofaen og blot spekulere over strikkeopskrifter og næste måltid. Blot have tid til for alvor at mærke livet i maven, se frem til, forestille sig, glæde sig. Uden afbrydelser.

Jeg var egentlig spændt på, om jeg ville nå hertil. Til nedtælling. Om det ville være med blandede følelser, at stikket til arbejdsmarkedet skulle trækkes ud for en stund eller ej.

Følelserne er såmænd blandede. Måske mest fordi alt det kendte lukkes og slukkes på fredag, og de resterende 3 uger kommer til at stå i uafklarethedens, uvidenhedens tegn. Så meget nyt, så meget spændende – og så lidt energi og overskud til for alvor at orke tage mig af det. Tiden skal bare gå, og så skal jeg på barsel. Om 3 uger og 3 dage.

…

Så skulle man så opleve dét med. Dette er i sandhed en rejse ud i nogle af livets hidtil fuldstændigt ukendte områder.

Vi har været til fødselsforberedelse!

Godt lastet med forestillinger om pusteøvelser og andet hippie-gejl mødte vi op hos barnmorskan – indstillet på at blive udsat for lidt af hvert. Og snart blev vores værste forestillinger gjort til skamme, da barnmorskan så viste sig at være helt nede på jorden, i stand til at kalde en spade for en spade og en fisse for en fisse og holde hele seancen på et helt fordøjeligt plan.

“Det vigtigsta är, att Ni får den häftigsta upplevelsa överhuvudtagen” – og opfordringer til at tage det roligt og så ellers bare stikke piben ind og glæde sig til fødsel mm. Og i øvrigt ikke lade sig stresse af alt det, der skal være perfekt og ordnet, inden ungen viser sig. Når alt kommer til alt, har man egentlig bare brug for en stak bleer, sagde hun – og dem får I et par stykker med af fra hospitalet.

Nå. Vi så også sådan en film med forskellige fødende kvinder. En gennemgang af de åbenbart mange muligheder for fødestillinger og sådan noget. En meget stille og rolig film, grænsende til det kedelige. Ublodig og med kvinder, der stod og våndede sig, mens deres mænd så anstrengt til. Af en eller anden grund rørte den ved noget i mig, og jeg tudede mig igennem den. Sikkert noget med hormoner og sådan noget, for jeg er da ellers en hård negl og ikke sådan at ryste (ahæm!!).

Tilbage er der vist bare at sige, at jeg glæder mig. Jeg glæder mig som et lille barn til at se den skiderik, der mosler rundt på indersiden af mig. Jeg glæder mig til at se min kæreste se ungen for første gang. Jeg glæder mig til at føde. Glæder mig til at se, hvad det hele handler om. Og jeg glæder mig til at få bebsen med hjem – og måske dér fatte, at det er vores, og at den har tænkt sig at blive hængende i mit liv sådan set altid.

Der er lidt under tre måneder tilbage at glæde sig i. Hvor vildt er dét lige?