Archive for oktober, 2008

okt 12 2008

Fuldstændigt utilgiveligt…

Utilgiveligt… Helt enkelt utilgiveligt…

I nattens mulm og mørke indfinder jeg mig på latrinet for at lette min belastede blære en anelse – og til min udelte harme konstaterer jeg, at “nogen” har taget sidste stump toiletpapir og ikke belemret sig med at sætte nyt op. Og vi taler toilet på 1. sal her!

Så ned af trappen på listefødder for trods alt ikke at vække hele den famøse familie, om end jeg lige dér ønskede dem til landet, hvor pebret gror – sådan ca og bare i runde tal, ikk.

Nå, men jeg overlever jo og kravler til køjs igen…

Her hen på formiddagen kommer jeg i tanke om nattens utilgivelige hændelse, og jeg anfører med skarp tone, at “nogen” åbenbart havde “glemt” at bringe toiletpapir til de øvre regioner… hvortil kæresten svarer, at det ikke var ham…

Great! Så nu står jeg med en skyld, som bedst placeres på en blåøjet fire-årig… Hm!

No responses yet

okt 05 2008

Der må kedes…

Jeg keder mig. Jeg er utålmodig. Jeg keder mig.

Mit liv er kedeligt lige for tiden. Rigtig kedeligt. Jeg keder mig voldsomt på arbejdet – vi gik fra brændende bål til kold aske og absolut stilstand på en enkelt dag, da beskeden om nedlukning af afdelingen kom. Det job, der før var sprængfyldt af hasteopgaver og daglige, hundredevis af brandslukninger og feberredninger er nu bare… kedeligt. Jeg oplever mig selv trække de få opgaver, der trods alt er, til det yderste. Lader papirer ligge over natten, så jeg har noget at gå igang med den næste dag. Jeg surfer på nettet, jeg rydder op i indbakke og filsystemer, og jeg keder mig. De fleste dage er uendeligt lange, men alligevel går de deres gang – nærmest uvirkeligt og uden at efterlade indtryk af nogen art.

Kedsomheden rykker med hjem. Jeg keder mig herhjemme. Det er sikkert årstiden, der kommer snigende med sit mørke og våde inde-vejr. Jeg ser fjernsyn, der keder mig, jeg har strikkeprojekter liggende til det næste halve år, men jeg gider ikke gå igang, for jeg er tom for idéer, og jeg er træt af de blege kønsneutrale farver og ministrik til en ukendt baby. Rengøring og almen husholdning klares på minimalniveau, og sådan er der så meget, der bare ikke indeholder energi i nogen form – andet end den trælse, selvsvingende slags, som jeg også er træt af.

Og så er der ventiden. Dén har selvfølgelig også sin skyld for kedsomheden, utålmodigheden, ugideligheden. Jeg venter, jeg vokser, jeg mærker liv, jeg får strækmærker, jeg glæder mig… og jeg venter. Det er jo ikke fordi, hver dag er en kæmpeoplevelse i sig selv, når man venter sig. Det havde jeg nu heller ikke forestillet mig, men når folk spørger til mig og maven, så trækker jeg på skuldrene og siger, at der ikke er noget nyt. For det er der jo ikke. Det går sin gang, ingen store nyheder, ikke så meget dér – og heldigvis for det. Jeg har det godt, er minimalt besværet af det, er fysisk på toppen – og så er der faktisk ikke mere at sige om det. Så jeg venter bare. Og keder mig imens.

…og nu er det tid til en ostemad og et glas saftevand…

4 responses so far