Mokken rokker

Nu er jeg jo sådan én, der er gravid.

Og når man er dét, så skal man på et tidspunkt indlemmes i den hemmlighedsomspundne klub af vandrejournalindehavere, og man skal lære at tælle uger i koder som 11+5 og alt sådan noget.

I dag søgte jeg officielt optagelse hos “überforstanderinden” - jordemoderen, om man vil. Eller “livmoderen”, som jeg i de seneste dage igen og igen er kommet til at benævne hende; ganske sikkert fordi modsætningerne mellem liv og død har været så markante i mit hormonforstyrrede og sørgende tankespind, at dét udtryk lissom gav så meget mere mening.

Intet drama i det. Man bliver vejet ind som en bokser før skæbnekampen, man får formaninger, råd, informationer, papirer og telefonnumre i hobetal. Man får taget en blodprøve (hvis man altså er sådan en, der har tilgængelige årer – jeg blev kategoriseret som “svårdstucken”, og jeg må møde op til endnu en omgang forsøgsstikning en anden dag, hvor mine årer måske er mere medgørlige… eller noget!).

Altså alt i alt meget meget udramatisk. Men også lidt syret. Nu er det officielt, så. Nu er jeg sådan én, der kan tillade mig at kræve gourmetæssig særbehandling, og ingen kan tillade sig at sige noget, når man render rundt og ligner l.o.r.t – for man er jo i omstændigheder (lykkelige, naturligvis), og man har lissom en vis særstatus derude i samfundet; man bærer jo fremtiden i sig, ikk’… Eller noget i den dur…

Well, selv om jeg ganske vist kun har mærket ubetydelige tegn på dét, der sker i min krop for tiden, og det hele endnu virker noget abstrakt og uhåndribeligt, så fik jeg vished for, at alt er så normalt, som det overhovedet kan blive. Ganske betryggende, trods alt.

Tilbage står så lige det der med blodprøven… hmmmmm…

Min far døde i går.

Stille og roligt svandt hans besværede åndedrag… For hvert, han drog, håbede jeg, at det ville blive det sidste.

Han fik fred, mens vi alle sad omkring ham. Alt det vigtige var blevet sagt, tilbage var kun at give slip, og det gjorde han – tryg, afklaret og uden smerter.

Sorgen er mærkbar, men det samme er lettelsen.

3 år i langmodig venten – og SÅ viser den sig langt om længe fra sin flotteste side!

I dag er det Fars dag. Så skal jeg huske at ringe til min far og sige…ja, hvad siger man egentlig? Tillyke med dagen, som “en eller anden” har udråbt til at være din? Eller: jeg kom lige i tanke om, at det er din dag i, så….halleluja!

Sandheden er, at jeg tænker på min far hver dag. Hver evig eneste dag i denne tid. Men jeg er ikke flink til at ringe til ham. For han er syg. Og jeg kan ikke lide de triste nyheder, jeg får resummeret, hver gang jeg ringer. Jeg bryder mig heller ikke om min mors gråd, selv om jeg forstår den helt ind til benet. I hverdagen fortrænger jeg, og det lykkedes næsten fra tid til anden at glemme en lille smule, hvor alvorligt det hele er…

Jeg vil bare have, at alting skal være, som det var for et halvt år siden, inden kræft og tumorer, kemo og manglende appetit og sengeliggende var inde i billedet. Dengang min far bare var en helt almindelig aldrende herre med begyndende problemer med hørelsen og småkvababbelser i hjerteregionen. Dengang der var farve i kinderne og tro på “næste år” og flere fremefter.

Mn mor tør for tiden ikke engang håbe på året ud. Jeg hører, hvad hun siger, jeg ser ved selvsyn, at det måske kan være sådan fat. Men jeg vil ikke forstå det, og jeg vil slet ikke selv tænke tanken. Det tør jeg ikke, for sæt nu jeg er sådan en clairvaoyant, der kan se ting ske, før de sker?

Om lidt ringer jeg og får en svag og slukket stemme i røret. Vi sludrer om hverdagen og lidt om lægerne og beskederne, og siger “få det nu bedre” i en opmuntrende tone, mens jeg mest af alt har lyst til at udstede en ordre om samme.

Min kæreste er også far. Jeg ved ikke, om der er nogen, der husker at sætte hans 4-årige datter i gang med sende en hilsen. Hendes mor gør det sandsynligvis ikke, og jeg synes ikke, det er mig, der skal gøre noget. Ikke i år. Til næste år måske, når han er blevet far endnu en gang, så gør jeg nok dagen lidt festligere end sædvanligt for ham. I dag gratulerer jeg ham blot med hans veloverståede eksamen…

Og om lidt ringer jeg…