Archive for april, 2008

apr 24 2008

Halvbesvimet og heleksalteret…

Published by under Den glade nyhed

…så sidder man her og arbejder hjemme. Det går egentlig meget stille og roligt for sig. Lige indtil der tjekker en mail ind fra veninde/tidligere kollega: “Provence en uge i maj, 1300 kr t/r. Er du på?”.

Om jeg var på, mand?

Jep! Al mavekneb og mistet nattesøvn i spekulation over de økonomiske tilstande i træhytten måtte vige, thi jeg måtte lige ind og sikre mig en billet til Nice – og dermed adgang til det skønne Provence i al sin forårsflor. Billet til et hav af liflige dufte og fantastiske udsigter, dejlige dage i gode venners lag med rosévin på terrassen, sol på næsen og dejlig mad til gane og mave.

Så sidder her og udøver kunstigt åndedræt på mig selv; måtte jo lige fluks-cleare spontanferie med boss og alt sådan noget.

Men det er sikkert og vist. Provence ser mig i maj…

:-)

3 responses so far

apr 23 2008

Åhh neeej, nye sko…

Published by under Anti-shopping

En af dagene skal jeg ud og have fat i et par nye sko. Sådan et par sommer-nogen, I ved. For solen skinner jo, og sommeren er vist lige om hjørnet.

Jeg kan ikke lide at købe nye sko. Jeg kan i det hele taget ikke lide at købe tøj. Shoppe, som det vel hedder. Jeg kan ikke lide det. Jeg ved ikke hvorfor – i bund og grund synes jeg vel bare, at det er spild af tid.

Jeg er meget praktisk anlagt. Jeg orker ikke ose rundt i flere butikker og gøre mig overvejelser om det ene eller det andet. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke har en mening om, hvad jeg vil have, eller hvad jeg kunne finde på at iklæde mig. Som reglen er jeg faktisk ganske nydeligt klædt og så’n – men den forudgående indkøbsproces har som oftest været mig en plage.

Jeg ved, hvilke butikker, jeg skal gå i for at finde det, jeg vil have. Så en af dagene tager jeg en dyb indånding og får det overstået, så jeg kan gå sommeren i møde på fint indpakkede fødder.

Lige her en af dagene…

2 responses so far

apr 22 2008

Om hvidløg…

Der er rigtig mange gode ting at sige om hvidløg – primært, at de smager rigtig rigtig godt, og så er der vist noget med, at de er sunde også.

Derudover er der vist bare tilbage at sige, at hvis man spiser for mange, så føles det som om, man får en slags hvidløgshinde i ganen, og hvis det er rigtig vildt, så kan det næsten føles som om, at ens tænder er belagt med hvidløg, når man vågner næste dag.

Men så skal man godt nok også have spist mange!

One response so far

apr 20 2008

Extreme living room makeover eller noget…

Published by under Træhytteliv

…eller noget, der ligner!

Midt i al wordpress-installations- og blogrenoveringshalløjet har jeg da helt forsømt at fortælle om det, der virkelig batter noget…

Jeg – eller vi, bør jeg vel retteligt skrive – har bestilt ny sofa! Jow, den er god nok. Ud med de sørgerlige rester af den store røde fra Ikea, som egentlig var tiltænkt at skulle holde en 5-6 år eller sådan noget, men som vist nok har fulgt mig i henved 10 år efterhånden. Eller lige der omkring. I hvert fald er den træt og mere nu mere grå end rød, den er plettet og solbleget, og dens hynder indeholder vel efterhånden litervis af spildt saftevand og andre substanser, som vi ikke her behøver komme nærmere ind på ligenu.

Så en hurtig beslutning blev taget; det tog os vel kun 3-4 måneder at bestemme størrelse, materiale, farve og alt det der.

Det blev til en hjørnesofa i cognacfarvet læder, som forhåbentligt vil matche så udemærket med det flygel, der ankommer til residensen engang i nær fremtid. Det er et arvestykke fra Niels’ mormor, og at få det herover og stå vil være en meget stor ting for ham – så snart er vi sådan nogen, der kommer fra et hjem med flygel.

Well, alt i alt meget meget lækkert. Læg dertil, at vi lige har fået lagt nyt gulv – fyrretræsplanker, som er blevet ludbehandlet og smurt ind i hvidpigmenteret olie, så det nu fremstår lyst og smukt. I går fik jeg malet endnu et par vinduer i stuen hvide – de var før sorte – og henover sommeren vil de sidste også få en gang hattelak, så de alle kan trække så meget lys som muligt ind i hytten.

Jeg er svært tilpas med det hele og ville naturligvis gerne dokumentere det hele med før- og efter billeder, men jeg har inet kamera, der virker! Med udgiftsniveauet pt. er der noget, der tyder på, at der går tid, før der bliver overskud til elektronisk tingentangel…

Man kan jo altså heller ikke få det hele på én gang, vel – men I hører nu heller ikke mig klage det mindste…

One response so far

apr 18 2008

Blod, sved og tårer…

Published by under Suk og støn

Jeg ville også med på seneste bloghype og kastede mig over installationen af WordPress 2.5.

Har faktisk aldrig kørt noget som helst WordPress før, så det gav lige lidt mere knas end forventet.

Men nu…nu er jeg her! Er ikke tilfreds med temaet, men jeg opgav at lede mere, da jeg nåede til side 77 af de 110 sider med diverse temaer.

I kampens hede kom jeg til at slette de seneste indlæg og kommentarer, der lå på mokken.dk – jeg glædes blot over, at det trods alt kun drejede sig om sølle tre indlæg. Trods alt.

Lurer videre i maskinrummet og ser, hvad jeg kan få ødelagt :-)

9 responses so far