Engang for ikke særlig lang tid siden sad jeg til en jobsamtale til et job, jeg troede, jeg rigtig gerne ville have. Intervieweren tog sig den infame frihed at spørge ind til min familie, og da jeg ikke har noget at skjule (og ej heller noget imod at fortælle!), så fik han et hurtigt rids: yngste datter i klassisk kernefamilie, to ældre søskende med hver deres flotte og glimrende karrierer og styr på livet sådan over all betragtet. Mine forældre var selvstændige i det meste af min opvækst, og der har været rigtig gode tider, og der har været mindre gode tider – økonomisk, that is.
Mens jeg fortæller, afbryder manden mig og konstaterer let hoverende: “så du er den forkælede lillesøster, altså…”.
Jeg kigger ham direkte i øjnene og svarer: “forkælet nej, priviligeret ja!”.
Det der med forkælelse var ikke noget, mine forældre rigtig gjorde det i, da vi var børn. Vi blev vænnet til at arbejde for pengene, at tage ansvar og beslutninger og nogen gange høste ros og andre ris for indsatsen. Vi blev faktisk opdraget ret så stringent, og selv om der var penge i baglandet, så fik vi dem aldrig stukket i hånden uden først at lægge et stykke arbejde for dem.
Men priviligerede, det var vi til gengæld! Vi voksede op i et trygt og sundt miljø, og selv om vores forældre arbejdede rigtig mange timer om ugen (og weekender), så var vi børn i høj grad en del af dét projekt. Vi var med på lageret, kørte med ud med lastbilerne, når skoleferier osv. tillod det. Når min mor sad og lavede regnskab i weekenden, havde jeg en betroet opgave med at lægge fakturaer i nummerorden og slige sager.
Vi var også heldige at bo godt – gode rammer for en familie med mange interesser. Der var plads til dyr og biler i massevis, og det var da heldigt for os at have netop de rammer at vokse op i. Vi voksede op med mennesker omkring os, for mine forældre er sociale og vellidte typer, der har det med at samle folk omkring sig. På den måde lærte vi at begå os, kunne snakke med hvem som helst om hvad som helst, ikke at være bange for de fremmede og mærkelige, at respektere folk for det, de nu engang var og kunne byde ind med. Vi lærte om ansvar i fællesskabet og nødvendigheden for personlig integritet. Vi lærte mange gode ting på den måde – vi var priviligerede, var vi.
Når jeg lærer nye mennesker at kende i dag, sker det ikke sjældent, at de bliver benovede over min situation. Eget hus, godt job, bil, rejser, generelt overskud (blablablablaaa). Som oftest synes folk vist bare, at jeg er en heldig banan, og det har de faktisk ret i – for jeg var heldig at få et godt afsæt med hjemmefra, jeg var heldig at få solgt en lejlighed i København på et godt tidspunkt, jeg er heldig at have haft en fornuftig økonomisk rådgiver i min far, som igennem min barndom fortalte os børn om detaljerne i firmaets og familiens regnskab. Det var ham, der lånte mig 1000 kr. til en ny cykel, som jeg havde brug for til at kunne bestride et job som avisbud. Vi indgik en aftale om, at jeg skulle betale med 50 kr. hver måned i et år, hvorefter gældsposten ville være nedskrevet til 0 kr. Alt i alt en fair deal… og en vigtig lektion for mig, for da der var gået tre måneder, og cyklen ikke længere var ny, ja så var det en pestilens at skulle levere de 50 spænd ved kasse ét på lønningsdagen. Det var rigtig irriterende, var det, og jeg konkluderede, at det der med at låne penge ikke er sjovt på nogen måde, og jeg har (nogenlunde) formået at holde mig fra det siden.
Men enkelte af de benovede synes vist også, at jeg er slemt forkælet – som reglen siger de det til mig; og som reglen bliver jeg irriteret over det. For nej, jeg synes ikke, jeg er forkælet! Jeg er ikke kommet lettere til nogen ting end så mange andre – der er ikke nogen, der har stukket en guldske i røven på mig, og når jeg har fået hjælp, er det fordi, jeg eksplicit har bedt om den.
At have et netværk, der så kan (vælge at) yde den hjælp, se dét er….ja, priviligeret. Men sguda ikke forkælet… Synes jeg ikke, i hvert fald!?!
