…hvis du kan!!
Irene lukker op for én side af problemstillingen – hun (og flere andre) er bosat i udlandet, har sin hverdag under andre himmelstrøg end de danske (orv, der gik næsten Margrethe i dén formulering, hva!). Der leves, åndes, arbejdes, betales skat, deltages, netværkes, socialiseres i dét, der er blevet hendes tilhørssted. Men hun må ikke stemme til de nationale valg i det land, hvor hun bor, selv om hun efter mange år på stedet føler sig hjemme netop der.
Det måtte Tina omme i London heller ikke, indtil hun tog en gennemgribende beslutning og ændrede sit statsborgerskab fra dansk til engelsk – for at kunne få lov til at tage hel og ligeværdig del i det samfund, som hun føler sig så helt igennem en del af. At få lov til at stemme, tage stilling, bekende kulør dér, hvor hun synes, hun hører mest til.
Som bosiddende uden for Danmark mister man retten til at stemme ved de danske foketingsvalg – men man får ikke en “ny ret” til at stemme i det land, hvor man bosætter sig. Man er frataget stemmeretten, helt enkelt (til nationale valg – man må stemme til lokalvalg i det område, hvor man bor, og til EU-valg).
I Danmark er det grundlovsbestemt, at man skal bo i landet for at kunne stemme til folketingsvalg.
Det var der sikkert en god grund til engang. Men udviklingen er gået sin egen slagne gang, og i dag rykker folk rundt og bosætter sig, hvor de nu engang har lyst. Fordi det kan lade sig gøre sådan rent infrastrukturmæssigt, økonomisk, arbejdsmæssigt osv.
Som jeg har gjort det, for eksempel. Jeg har bosat mig i Skåne, ca. 100 km. fra København – små 600 km. fra Stockholm. Nuvel, distancen er ikke det væsentlige, men det sætter tingene lidt i perspektiv, synes jeg. Ydermere arbejder jeg stadig i Danmark, og dermed er jeg fuldt skattepligtig i Danmark. Jeg er gennemdansk, jeg har min daglige gang i Danmark, jeg ser de danske nyhedsprogrammer, læser de danske aviser, har hele min familie og store dele af vennekredsen i Danmark, og mit statsborgerskab henhører til Danmark. Det eneste, jeg ikke har i Danmark, er stemmeret – nåja, og bolig!
Det er frustrerende.
Det er faktisk meget frustrerende.
Hvad synes jeg så, der skal gøres? Jamen, jeg synes (sådan helt feminint og blødt formuleret), at man skal “have lov til” at stemme dér, hvor man nu engang “føler sig hjemme”. Og dette sagt velvidende, at det er alt alt for vagt formuleret, at det slet ikke holder i praksis, at det vil blive udnyttet på det groveste af ondsindede idioter, der hellere vil ødelægge noget for andre end være konstruktive på egen bane osv. osv.
Eller mere firkantet: at man skal have en stemme at gøre godt med dér, hvor man bidrager; dvs. dér, hvor man betaler sin skat. For det er dér, man arbejder, og dér man dermed bevæger sig i det daglige (for langt de flestes vedkommende) – og så er statsborgerskab egentlig ligegyldigt i den sammenhæng. Når jeg harmes og irriteres over ikke at have stemmeret i Danmark, så er det faktisk fordi, at jeg går og gør mig tanker om, hvordan mine skattepenge skal forvaltes – og ikke mindst hvem, jeg gerne vil have til at forvalte dem!
Og med dén vinkel er der selvfølgelig åbnet op for det spørgsmål, som Kimpo rejser i kommentaren hos Irene: hvad skal vi så egentlig med statsborgerskab? Og ville man kunne forlange at visse mennesker i visse særlige positioner skal have et specifikt statsborgerskab eller ej? Dét er lidt en anden indgang til diskussionen, som jeg ser det. Irene snakker om stemmeret, og Kimpo snakker om statsborgerskab. Skal de to ting hænge sammen?
Well, jeg får nok stryg med den stivhårede kost for det her…
Jeg håber på, at de mange, mange danskere (og dermed potentielle stemmer), der bor i Sverige med tiden vil blive bemærket, så nogen kigger nærmere på den der grundlov og får overvejet, om bopælspligten ift. stemmeret er tidssvarende i et samfund, hvor grænserne stadig findes men overfares dagligt, konstant og hele tiden…