Mokken rokker

…når man i den udemærkede (well!!) publikation EkstraBladet kan læse følgende i dagens udgave:

[...]skal bringes i synk med virkeligheden[...]

Undskyld, a’hvaffor noget?

Ganske givet en lige lovlig overkæk brug af forskellige udtryk; jeg gætter på bl.a. det amerikanske “in sync”, som vel egentlig er en forkortelse af “in synchronization” eller noget. På dansk kunne man vel principielt godt bruge noget om at synkronisere med virkeligheden, men altså…

“Bringes i synk med” – det giver helt enkelt INGEN mening!

Hvor klager man?

…ja altså – afsted på arbejde, ikk!

Dejlig fornemmelse efter 5½ lange måneder som fritstillet og arbejdssøgende. Måneder, der dog trods alt er fløjet væk.

Glæder mig til hverdagen!!

…hun har jo fat i noget :-)

Har hørt den sang til hudløshed og i 4000 varianter – i bilen, herhjemme, og ikke mindst som tilskuer i Lotte og Niels’ øvelokale… Og jeg bliver vist aldrig sådan rigtig træt af den!!

Jeg klarede det!

Eller rettere: min bil klarede det. Havde den en tur i synshallen forleden, og alt mens en noget stramtandet og ordknap svensker udsatte den for alverdens tortur og pinsler, sad jeg på en ubekvem stol og var faktisk… nervøs!

“Sæt nu, den ikke går igennem. Åhnej, jeg orker ikke at skulle til at på værkstedet med den. Hvad mon det kan koste? Var bremserne ikke lidt sløve i det på vej herop? Fååårrk, nu tjekker han sgu udstødningen, og hvad er det dog han roder med der neden under den?! Gisp, mon den er i orden?”-tanker fløj igennem hovedet på mig, alt mens jeg ventede på dommen – som heldigvis lød på bestået på kryds og slange [den siger nu i øvrigt stadigvæk mærkeligt, når man drejer til venstre med lav hastighed, men det siger vi ikke til nogen, vel?!].

Den skulle have været skiftet ud, den gode slæde! For længst, faktisk. Den har fået lov at køre liiiige lidt for mange kilometer [fakta: 166.000 alt i alt pr. dags dato], og den begynder at koste smådyrt i service, ikke-ny-bilsforsikring osv. En gylden regel her hinsidan er aldrig at skulle til syn med en bil men skifte inden for de første tre år, så man undgår synsmanden og at gå op i forsikringspræmie. Det nåede jeg ikke; der var jo ikke lige kalkuleret med arbejdsløshed på ubestemt tid, lissom…

Men nu er der andre boller på suppen, og det ser ud til, at indtjeningen fremover er helt på plads, så der shoppes nok karet om ikke så længe…

Så nu spekuleres der! Der spekuleres og regnes, tjekkes priser og udstyr, forsikringspræmier, kørselsøkonomi og alt det der. Og for at det ikke skal være løgn, så skal jeg – eller vi er det jo faktisk (!) – ud og have fat i hele to nye biler, for vores hverdag bliver svær at få til at hænge sammen, hvis vi ikke har hver sin bil, når Niels flytter herop på et tidspunkt.

Og hvorfor så to nye biler? Hvorfor ikke bare en enkelt spritny og så en brugt eller noget? Jamen fordi vi jo kører rigtig, rigtig mange kilometer om året og er afhængige af, at den bare starter på kommando. Og fordi, som nævnt ovenfor, at det faktisk er langt billigere at have ny bil heroppe end en gammel.

Så det er planen – og der snakkes en masse alternativer igennem.

I dag hælder jeg til at skifte den nuværende Ford Focus ud med en ny af samme slags plus en Focus C-Max. Begge etanol/benzin-biler, naturligvis, som giver billig forsikring og andre goder.

I går gik snakken på en Honda FRV og en Toyota Corolla Verso eller måske en Skoda Fabia.

Og i morgen skal jeg så småt begynde på mit nye arbejde, så så har jeg heldigvis ikke længere så meget tid til at spekulere over slige sager – og så skal jeg nok få taget en rask beslutning, når behovet for alvor snerper til.

Mokken – nu med luksusproblemer på hele linien :-)

Jeg undres i disse dage.

Der er en lille engelsk pige, der er forsvundet et sted i Portugal. Meget tyder på, at hun er kidnappet af pædofile – en helt igennem tragisk historie. Tragisk til benet. Sørgerlig og forfærdelig. Er helt sikker på, at alle, der hører historien, føler sympati med forældrene og forstår, at de må være i en helt igennem ubærlig situation ligenu.

Men altså… Nu er alverdens “almindelige” mennesker begyndt at sende penge til den berørte familie, ligesom man via tv og e-mailkæder mm. opfordres til at holde øje med pigebarnet og støtte efterforskningen. Jeg har indtil videre modtaget 3 sådanne e-mails med opfordring om at sende dem videre til alle, jeg kender.

Og det er så lige netop dér, kæden ryger af for mit vedkommende. Helt ærligt (og undskyld mig!), men jeg kan altså ikke forstå, hvordan almen medfølelse (og kortvarig interesse i sagen – hey, i morgen er der jo altså en ny katastrofe, vi skal forholde os til, let’s face it!) lige pludselig kan vokse sig så stor og indbefatte, at jeg seriøst skulle overveje, om et par af opsparingskillingerne skulle gå til netop den familie og netop den tragedie. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? Fordi medieopbuddet er så massivt eller hva? Oplys mig gerne!

Og hjemme i andedammen er der en spøgelsesbilist, der har slået fire andre mennesker ihjel. Og JA, igen er jeg da helt med på, at det er ganske forfærdeligt og gennemtrist for alle involverede. Ikke mindst selvfølgelig de to børn, som åbenbart er efterladte efter de påkørte. Jeg føler med dem. Jeg forstår, at de er ramt af en tragedie, der vil komme til at præge dem gennem hele livet. Men derfra og så til, at jeg skulle involvere mig personligt og vælge at indsætte penge på en konto oprettet til fordel for de to nu forældreløse?

Jeg synes, der er langt!

Jeg synes, der er tale om en umiddelbar distanceret katastrofeomsorg, som er decideret uklædelig.

Hvad er det, folk “køber” – tilladelse til at svælge videre i andres ulykke? Aflad i forblommet forklædning? Letter det den dårlige samvittighed over selv at have det godt?

Jeg forstår det simpelthen ikke og synes vist egentlig bare, at dét, der vel nok skulle være udtryk for næstekærlighed faktisk ender med at fremstå uægte og gennemhyklerisk.

Jeg håber, at lille engelske Madeleine bliver fundet i god behold- det gør jeg virkelig. Ligesom jeg håber, at de to drenge i Jylland har et godt og omsorgsfuldt netværk, der hjælper dem nu, hvor de har allermest brug for det. Jeg håber, de får velment og dybfølt omsorg. Omsorg, omsorg, omsorg… og en god bankrådgiver, der kan fortælle dem, hvad de skal bruge de penge til, der nu samles ind til dem… som et plaster på såret??

Ja, jeg undres!

…der er åbenbart et eller andet mærkeligt ved min mobiltelefon for tiden – eller måske er det mit abbonnement eller noget. I hvert fald kan jeg nogen gange modtage sms’er “i klumper” – sms’er, der er afsendt laaaangt tidligere men som altså først når frem til mig laaaangt senere.

Det er ok med mig! Sådan stort set altså, for på et eller andet tidspunkt skal der da nok dumpe en sms af vigtighed ind i maskineriet, som jeg rigtig gerne ville have haft real time, så at sige.

Men altså. Ligenu generer det mig ikke nok til at gøre noget ved det. Bevares, det er da lidt irriterende lige at skulle nævne for folk, at jeg altså først svarer efter en rum tid, fordi min sms-maskine har humørsvingninger og så’n – men i det store hele er det sådan set ok.

Har hørt om det der “off grid”, som skulle være så trendy. Noget med, at man ikke sådan bare er tilgængelig døgnet rundt og i enhver situation. O’boy mand, så går man her og er maks med på noderne – og man ved det ikke engang! For jeg har ærlig talt brugt min ledighedsperiode til at hoppe det der “off grid”. Jeg har været træg med mobilen (og ikke udelukkende grundet tekniske problemer, indrømmet!!), mine messenger-kompiser vil kunne bekræfte, at jeg sjældent er at finde dér, og mail-anvendelsen har også fået et nyk ned i og med, at jeg jo faktisk ikke har siddet ved computeren 8-16 som vanligt, vel.

Men nu skal jeg snart starte på arbejde igen, og så kommer der naturligt rytmer og rutiner ind i hverdagen. Det er sgu nok meget sundt – har været off længe nok…

Kan man på nogen måde være “semi grid”, for så er det dét, jeg vil tilstræbe at være fremover. Hvis mobilen vil, altså :-)

Hm! Græsset gror. Græsset gror rigtig meget, faktisk. Denne blanding af sol og regn gør noget ved det. Det kilder mig snart i knæhaserne…

Så gør dog noget ved det, tænker den kvikke læser nu – løb dog lige over arealerne med Husqvarnaen, og så er den skid lissom slået. Og dertil må jeg svare: det var også planen. I går slæbte jeg dyret ud på plænen, hældte benz på, trykkede tre gange på den der dims, som man skal, og hev så endelig i snoren. Og hvad skete der? Ikke en skid! Jeg hev, og jeg flåede. Stadig ingen respons. Jeg bandede, og jeg svovlede. Nu slet ingen respons. Jeg overvejede at sparke, men tog mig i det, trods alt. Den bærer jo kniv, den maskine!!

Så græsset gror lystigt, og jeg kan intet stille op (andet end at frekventere min genbo, som netop er hjemkommen til hendes hytte fra det store udland og beklage min nød – hun har alligevel nok travlt med at sidde på sin nye terrasse og beundre den….. Måske jeg kan låne hendes klipper. Eller alternativt investere i en le snarest.)

Se, og som om dét ikke var dramtik nok på sådan en helt almindelig tirsdag, så kastede jeg mig jo som tidligere så kort nævnt i hug med at male min farfars gamle skab. Sådan et hjørneskab i fyrretræ, I ved nok. Med en hylans masse småbitte ruder i. 30 små ruder, faktisk. Og sprosser. Det skulle jo ikke være træfarvet mere, vel – nej nej, det skulle jo have en fin og delikat douche syrlig lys grøn farve, som jeg i min grafiske bevidsthed og store viden om farvecirklen var kommet frem til ville stå rigtig fint både komplimentært og kontrastfyldt til mit ægte tæppe i mange skønne rødlige farver.

Så langt så godt. Fik vasket skabet ned – min farfar var en inkarneret og ihærdig ryger, så det trængte i den grad til en gang vask. Skræmmende, hvor meget dét gjorde ved farven! Og så ellers igang.

Som den hærdede vinduesmaler, jeg nu engang er, så ved jeg af erfaring, at det er smart at male ud over glasset for så senere at skrabe af med et barberblad. Så kommer man nemlig ind i alle kanter og hjørner med en klat maling… Som tænkt, så gjort.

Og det blev fint! Rigtig fint. Hvidt indeni og grønt udenpå. Wow, hvor det friskede det op. Et helt nyt skab, som passer ind til resten af møblementet nu. Dét har jeg snakket om længe!!!

Tilbage står så bare at skrabe maling af…ja…. 30 små ruder – på begge sider. Så altså 60 små ruder, ikk. I går brugte jeg vel 4 timer på ca. halvdelen. Lidt logiske beregninger fortæller mig så, at der er ca. 4 timer tilbage, før jeg kan sætte lågen på skabet og slæbe det indendørs igen.

Hmmm… Det tog vel en time af vaske det ned, en time lige at give den gang slibning, i hvert fald et par timer at grunde ind- og udvendigt, endnu et par timer at male med grønt udvendigt, 0 sekunder at beslutte, at den der lidt grove patina, det har indvendigt ved kun at være grundet med mat hvid, er “tres fatastique”, og endelig sammenlagt 8 timer til at skrabe ruder rene… det giver…bumbum…omkring 14 timers arbejde.

Det er vel ikke skidt givet ud – set i forhold til, at jeg ville kunne have købt nogenlunde tilsvarende for 800 dask i Ikea, vel???

Men det ville jo ikke være min farfars skab…. såååååå!!


Whhheeee… venter nu spændt på dagens kommentar :o)

Nå, jeg kan se, at jeg er ved at opbygge et gennemsnit på i alt én kommentar pr. indlæg (ja, 1!) – og jeg har grublet over, hvorfor dét nu kan være. Og jeg ved nu hvorfor!

Det er naturligvis fordi, I savner fotodokumentation, der relaterer sig til mine udgydelser, ikk?! Jow jow, jeg, der har vænnet mine læsere til hyppige kig ind i gemakkerne har lukket for det varme vand. Ikke med den gode vilje, godt nok, men mere fordi mit ellers udemærkede digitalkamera har svigtet mig og nu kun ønsker at bidrage med sorte billeder til samlingen.

Så jeg har et stk. sort billede af nuser kat, der ligger og spinder i kærestebarnets dukkevogn (nååååårrrhhh!), endnu et af nyplantede blomster, som jeg ikke kender navnene på, og i dag har jeg så knipset en række af min farfars gamle hjørneskab, som er undergået en helt fantatisk forandring mellem mine kreative og altid arbejdsomme hænder, der har givet det en gang hattelak, så det nu er lysegrønt i stedet for den uklædelige fyrretræsfarve, det havde tidligere.

Se, når man ikke sørger for at bringe slige sager på forsiden, så kan man heller ikke forvente kommentarer, vel! Det siger sig selv, jo!

Alternativt kan det også skyldes, at jeg kun skriver sporadisk om emner, der ikke interesserer nogen som helst – og tilmed viser blogland min totale arrogance ved sjældnere og sjældnere at belemre mig selv med at kommentere hos andre bloggere (og dette på trods af, at jeg læser med ret så mange steder). Burde vist skamme mig!!

…at spise nutellamadder i solskinnet og samtidig modtage en sms, der giver sommerfugle i maven :-)

…hvis du kan!!

Irene lukker op for én side af problemstillingen – hun (og flere andre) er bosat i udlandet, har sin hverdag under andre himmelstrøg end de danske (orv, der gik næsten Margrethe i dén formulering, hva!). Der leves, åndes, arbejdes, betales skat, deltages, netværkes, socialiseres i dét, der er blevet hendes tilhørssted. Men hun må ikke stemme til de nationale valg i det land, hvor hun bor, selv om hun efter mange år på stedet føler sig hjemme netop der.

Det måtte Tina omme i London heller ikke, indtil hun tog en gennemgribende beslutning og ændrede sit statsborgerskab fra dansk til engelsk – for at kunne få lov til at tage hel og ligeværdig del i det samfund, som hun føler sig så helt igennem en del af. At få lov til at stemme, tage stilling, bekende kulør dér, hvor hun synes, hun hører mest til.

Som bosiddende uden for Danmark mister man retten til at stemme ved de danske foketingsvalg – men man får ikke en “ny ret” til at stemme i det land, hvor man bosætter sig. Man er frataget stemmeretten, helt enkelt (til nationale valg – man må stemme til lokalvalg i det område, hvor man bor, og til EU-valg).

I Danmark er det grundlovsbestemt, at man skal bo i landet for at kunne stemme til folketingsvalg.

Det var der sikkert en god grund til engang. Men udviklingen er gået sin egen slagne gang, og i dag rykker folk rundt og bosætter sig, hvor de nu engang har lyst. Fordi det kan lade sig gøre sådan rent infrastrukturmæssigt, økonomisk, arbejdsmæssigt osv.

Som jeg har gjort det, for eksempel. Jeg har bosat mig i Skåne, ca. 100 km. fra København – små 600 km. fra Stockholm. Nuvel, distancen er ikke det væsentlige, men det sætter tingene lidt i perspektiv, synes jeg. Ydermere arbejder jeg stadig i Danmark, og dermed er jeg fuldt skattepligtig i Danmark. Jeg er gennemdansk, jeg har min daglige gang i Danmark, jeg ser de danske nyhedsprogrammer, læser de danske aviser, har hele min familie og store dele af vennekredsen i Danmark, og mit statsborgerskab henhører til Danmark. Det eneste, jeg ikke har i Danmark, er stemmeret – nåja, og bolig!

Det er frustrerende.

Det er faktisk meget frustrerende.

Hvad synes jeg så, der skal gøres? Jamen, jeg synes (sådan helt feminint og blødt formuleret), at man skal “have lov til” at stemme dér, hvor man nu engang “føler sig hjemme”. Og dette sagt velvidende, at det er alt alt for vagt formuleret, at det slet ikke holder i praksis, at det vil blive udnyttet på det groveste af ondsindede idioter, der hellere vil ødelægge noget for andre end være konstruktive på egen bane osv. osv.

Eller mere firkantet: at man skal have en stemme at gøre godt med dér, hvor man bidrager; dvs. dér, hvor man betaler sin skat. For det er dér, man arbejder, og dér man dermed bevæger sig i det daglige (for langt de flestes vedkommende) – og så er statsborgerskab egentlig ligegyldigt i den sammenhæng. Når jeg harmes og irriteres over ikke at have stemmeret i Danmark, så er det faktisk fordi, at jeg går og gør mig tanker om, hvordan mine skattepenge skal forvaltes – og ikke mindst hvem, jeg gerne vil have til at forvalte dem!

Og med dén vinkel er der selvfølgelig åbnet op for det spørgsmål, som Kimpo rejser i kommentaren hos Irene: hvad skal vi så egentlig med statsborgerskab? Og ville man kunne forlange at visse mennesker i visse særlige positioner skal have et specifikt statsborgerskab eller ej? Dét er lidt en anden indgang til diskussionen, som jeg ser det. Irene snakker om stemmeret, og Kimpo snakker om statsborgerskab. Skal de to ting hænge sammen?

Well, jeg får nok stryg med den stivhårede kost for det her…

Jeg håber på, at de mange, mange danskere (og dermed potentielle stemmer), der bor i Sverige med tiden vil blive bemærket, så nogen kigger nærmere på den der grundlov og får overvejet, om bopælspligten ift. stemmeret er tidssvarende i et samfund, hvor grænserne stadig findes men overfares dagligt, konstant og hele tiden…