Archive for april, 2007

apr 12 2007

Mokken goes brasa…

Nåja, det er vel ved at være en måneds tid siden, at jeg kom hjem fra årets luksus-dase-max afslapning og hygge-ferie i Brasilien. men bedre sent end aldrig og blablablablaaaa…

Folket har ønsket billeder, og jeg er jo ikke den, der skuffer…

Hæng fast – nu går det løs:

Vi ankom til Rio tidligt om morgenen efter en lang (som i laaaang, lang!) tur på små 20 timer sammenlagt. Gab mand! Jeg er vild med Mellem- og Sydamerika, klimaet passer mig perfekt, jeg taler sproget (eller kan som et minimum gøre mig forståelig og slev forstå!), maden er lækker, stemningen passer mig udemærket… Eneste minus er distancen. Der er eddermanme langt derover, mand! Men man lever med det, for når man først er der, så glemmer man jo alt om alt for små flysæder, elendig mad, snorkende medpassagerer og alt det skrammel der. Man glemmer, at man er blevet kropsvisiteret og har fået tjekket håndbagage i en uendelighed, og man glemmer alt papirbureakratiet ved ankomsten. Man er bare glad og spændt. Og træt. Og lidt jetlaget. Men altså – mest glad, ikk!!


Har du ikke været i Rio, så kom i gang med at finde en rejse. NU! Det er den absolut mest indbydende storby, jeg indtil nu har opholdt mig i. Med de lange, skønne strande og havet, der var os nådig med en nogenlunde frisk brise, og regnskoven lige i baghaven, så kan man kun tabe kæben af benovelse, når man gør sin første entré i byen, der summer af livsglæde, strandliv, musik, fodbold, sol og varme.

Copacabana Beach er et kapitel for sig. Vores hotel viste sig at ligge på stranden. Ud af foyeren, kryds en vej, og dér var vandet. Enestående. Intet mindre. Den 6 km. lange promenade blev afpromeneret mere end én gang, og blev fødderne ømme i de ellers så praktiske Ecco’er, jamen så var taxierne billige og rigelige, hvilket vi benyttede os en del af. Det siger sig selv, at når man manøvrerer rundt i en by med omtrent 17 millioner indbyggere, så er der langt fra den ene ende til den anden – vi taler ikke Nørrebro til Østerbro her, jo!




Vi fik set lidt af det hele. Strandene fascinerede os selvsagt, men det var først, da vi så det hele lidt ovenfra fra bl.a Corcovado-bjerget, hvor Kristusfiguren tårner sig, og Sukkertoppen, hvor James Bond efter sigende engang har slået sig og sine folder, at vi sådan for alvor fattede, at nu var vi der. I en af verdens mest imponerende byer. Sambaens hjemsted, fodboldens mekka, livsglædens, varmens, de store smils og flotte farvers udspring. Udsigterne deroppe fra tinderne var mageløs. Vi satte os godt tilrette under en parasol med friskpresset frugtjuice og et par caipirinha’er inden for rækkevidde og nød det i fulde drag. Vi sad der i timevis, faktisk. Det var lissom om, at man ikke helt fik nok, og der blev taget udsigtsbilleder i stor stil velvidende, at de aldrig nogensinde ville kunne fange oplevelsen og hele fornemmelsen af de steder, vi så…


Indre by var…. kaotisk! Som indre byer nu engang er. Menneskemylder, små gader, lummervarme. Men igen krydret og akkompagneret af en umiskendelig charmerende stemning. Som om man kunne bryde ud i grin hvert øjeblik, det skulle være. Jeg tror, at den der umiddelbare glæde, som bare lå lige under overfladen, hvor end vi gik hen, er det minde, som vil vare længt efter den ferie…


Efter en lille uge i Rio havde vi fået tilpas meget storby til et stykke tid. Det vidste vi godt ville ske. Lige pludselig er det for meget med trafik, larm og mennesker omkring os 24-7. Så vi drog videre til Buzios, som er en lille fiskerby små tre timers kørsel nord for Rio. Og her fandt vi ro! Rigtig meget, fuldstændig afdæmpet, afslappet, stillestående ro! Vi fik ocean view, der var til at dø over og næppe til at få øjnene fra. Vi fik lyden af fiskekuttere, afslappet snak ved poolen, et lillebitte hotel med meget lokal og familiær stemning, hvor huskatten havde indtaget backgammenspillet under bordet med besidderisk mine kun afbrudt af en daglig rekognisceringsrunde rundt om poolen og tilbage ind i skyggen.



Buzios er en perle med mere end 20 forskellige strande fordelt rundt i bugten. Vi så ikke en eneste. Vi hængte ud på vores eget hotel i løbet af dagen, nød poolen og freden, læste bøger i skyggen og solede under den steghede sol, som jeg havde lidt svært ved at kontrollere – faktor 25 til trods! Om aftenen tog vi et kølende bad, inden vi slentrede de fire minutter i brasa-tempo op i byen, som var en lille flække med brosten i gaderne og stribevis af små restauranter, hvor duften af grillstegte bøffer af absolut spitzenklasse var til at skære igennem. Det var råhygge i den allerypperste form.


Nu kan det lyde som om, at denne ferie egentlig var begivenhedsløs. Men det er så langt fra tilfældet. Med min vanlige tøft for uheld, så vågnede jeg en morgen op med et øje i kingsize – opsvulmet og irriteret, så det var mig umuligt at åbne det endsige se ret meget. Heldigvis var det kun det ene øje, en eller anden mosquito havde set sig gal på, så jeg ku da stadig se lidt. Nok til at sætte mig i skyggen med min bog og så ellers duppe med isterningen i håbet om, at det så nok forsvandt af sig selv. Udsigten til at skulle en tur til den lokale læge var ikke voldsomt tiltrækkende, så jeg selvmedicinerede mig som sagt med isterninger, indtil vi om aftenen lige slog en smut inden om et “drogeria” og fik udleveret nogle dråber, som ifølge indlægssedlen kun måtte anvendes under lægeopsyn. Never mind, de kostede omtrent 15 kr., så hvor galt ku det gå? De hjalp i hvert fald, og efter et par dage havde jeg mit gamle, smukke blå øje tilbage i fuldt vigør skam, og vi ferierede videre i ro og mag…


Summasumarum: Brasilien har ikke set det sidste til mig… Det ligger helt stramt!

7 responses so far

apr 12 2007

100 – lettere opdateret…

Jeg overvejede at lave en ny “Mokkens ethundrede“, når årsdagen for førsteudgaven oprandt.

Men jeg gad ikke.

I stedet kan jeg kort opsummere, at pt. er pkt. 54 til diskussion, mens pkt. 96 samtidig er til revision.

Og ja, jeg spammer jer for hårdt med indlæg i dag – rejser til Provence i 10 dages tid på søndag, så jeg må jo hellere sørge for, at der er lidt læsestof at tage af :-)

3 responses so far

apr 12 2007

Praktisk talt usandsynligt…

Her engang før påske, ikk – der modtog jeg lige pludselig en sms-besked fra en gammel ven om, at han kommer til Verdens Navle (aka træhyttens omdrejningspunkt) og spiller noget musik på den lokale café, og om jeg da ikke kunne finde på at komme forbi og høre det?

Glæden er stor. Har ikke hørt fra ham i omtrent 1½ års tid eller mere, så der udveksles lige almindeligheder i samme åndedrag.

Samme eftermiddag skal jeg så med Københavns Metro. Det sker vel…hmhmmmm…max én gang om året. Så sidder jeg der i toget og stener egentlig bare lidt, og daffer nonchalant af transportmidlet, da jeg når min destination.

Og hér er det så, at det bliver vildt – for i menneskemylderet på rulletrappen løber jeg sgu ind i… ja, netop! Føromtalte ven, sguda!

Vi har ikke set hinanden i 3 år vel, og så render vi tilfældigt på hinanden selvsamme dag, som der er taget sms-kontakt. Og det endda et sted, hvor jeg så godt som aldrig opholder mig.

Verden er lillebitte til tider.

Og vi kunne have sparet 1 kr. i sms’er :-)

No responses yet

apr 11 2007

Søde forberedelser…

Der er nu noget over det…

Havde aldrig forestillet mig, at jeg ville finde glæde og ro i det – men sådan er det åbenbart.

Vi var en smut forbi hos min bror forleden og fik barnevognen med hjem. De har ikke brug for den mere. Min niece har brugt den flittigt, men nu er hun for stor til den, så alle er glade for at se den komme i brug igen…

Så i dag har stået på kalechevask, og liften har stået og luftet hele dagen i den friske forårsluft, mens stellet lige har fået en gang knofedt, og puder og tæpper i ministørrelse har snurret i vaskemaskinen.

Vi fik også en pose med aflagt tøj med. Det skal dufte af Mokkens foretrukne vaskepulver, så det ligger også i stabler og venter på flittig energi. Der er et par småhuller i de små hjemmestrikkede strømper, der lige skal have en nål med lidt tråd, og det meget tøsede bliver det sidste, jeg piller ved, for man ved jo aldrig…

Jeg må tålmodigt vente på udfaldet…

Vente på kærestebarnets næste visit, for så får vi vel at vide, om hun synes, at hendes new born baby-dukke er en dreng eller en pige :-)

Den arvede dukkevogn er tilpas neutral til at kunne rumme dukker af både det ene og det andet køn, og jeg hækler lige et matchende tæppe og et par nye puder, så barnet kan ligge standsmæssigt og varmt; det skal føle sig velkomment jo!

Hvem sku ha troet, at jeg gad det?

Jeg overrasker mig sgu lidt!!

7 responses so far