Archive for marts, 2007

mar 29 2007

Vintersysler…

Nu skinner forårssolen, haven kalder og alt det der, så det må siges at være på højeste tid at få afsluttet vinterens husflid… Så i dag blev sidste maske lukket på et tørklæde, der har varmet mine hænder siden jul engang.

Det er en succeshistorie, faktisk. Aldrig tidligere har jeg været vedholdende nok til at få noget gjort færdig inden for den sæson, hvor det er blevet opstartet… Derfor må jeg altid holde mig til de helt klassiske farver, som også er moderne om 4-5 år, når jeg engang får lagt sidste hånd på.

Men altså ikke denne gang…


Over to meter langt, et for mig liiidt kompliceret mønster og tilmed strikket på pinde nr. 3! Jeg forventer applaus nu, folkens!! Det er da en stjernepræstation, der er til at forstå!


Nå, men det er nu skyllet op og lagt i stræk på sisaltæppet i kontoret, som jeg har læst mig til andetsteds er noget, “man gør”, når man er sådan en, der strikker uldtørklæder. Og det er jeg jo så :-)


Så der ligger det fint og tørrer, hvorefter det skal pakkes pænt sammen og afleveres til bedsteveninden, som (modsat mig) godt kan bære de grønne nuancer.

Se, sådan et overskudsmenneske er jeg nemlig – strikker løs den hele vinter, skyller og strækker og får vabler på fingrene af de tusind små nåle og skrabede knæ af at ligge på gulvet og rode rundt… bare for at give skidtet videre.

Totalt håndarbejdsoverskud dér ;-)

9 responses so far

mar 28 2007

Et lille skridt…

…for menneskeheden som sådan – et betydeligt større for Mokken!

En del af dagen er blevet spenderet i flytterod. Godt nok et mindre et af slagsen, men der er dog tale om en flytning – eller måske snarere en (op)rydning og generel klargøring:

Jeg har tømt mit kontor for reoler, mapper, papirer uden fast tilhørssted, dingenoter og dimsedutter, der vist nok hører til noget edb-grej fordelt hist og pist i huset, vasket ned, støvsuget, støvsuget igen osv. osv.

Og altsammen med ét mål for øje: at gøre klar til at etablere værelse til kærestebarnet!


Det lyder måske ikke umiddelbart af så meget, men for mig er det altså en stor ting. Det er første skridt på vej til samboende tosomhed med kæresten. Det markerer en afslutning på mit suveræne enevælde i træhytten, og der tænkes nu i retning af at gøre plads til et par beboere mere på mine enemærker.

Det er fanme stort!

Jeg har aldrig boet sammen med en mand; jeg har aldrig delt mit liv helt og aldeles med et andet menneske. Jeg har nu heller aldrig kendt nogen, som jeg har haft lyst til at dele med, og det i sig selv er faktisk overvældende endda, når man nu engang er rundet de 33 og indtil for nyligt ikke havde forestillet sig, at livet lige ville tage sådan en drejning.

Foreløbigt er kontoret blevet tømt og gjort klar til at blive fyldt op med møbler i lillepigestørrelse. Vinduerne skal males, bordet fjernes, gardiner syes, hylder hænges op. Der er et stykke vej endnu.

Men første skridt er taget – og det føles helt igennem rart og godt…

5 responses so far

mar 26 2007

Jeg klarede den ikke…

…heldigvis!

Jeg holdt ikke til tre måneder på mit nye arbejde (som jo så nu er mit gamle arbejde, faktisk!), hvilket efter de første par meget mærkelige dage egentlig var tanken – sådan lidt ud fra den der med: “nåja, hva fanden, det er jo et job, det er en indtægt, så har jeg noget at lave, det er nemmere at få job, når man har et i forvejen” og blablablaaaaaa…

Men efter en omend endnu mærkeligere fredag på pinden, var mavefølelsen helt klar: dét her vil jeg ikke! Ikke tale om!

Så dagen i dag er gået med at kringle mig udenom. Væk, væk, væk.

Jeg har aldrig før oplevet noget lignende – og det kommer ikke til at ske igen. Bull shit-opsnapperen er skærpet, og hvis jeg en anden gang fornemmer bare den mindste lummerfornemmelse i maven til en jobsamtale, så handler jeg på dén først og fremmest.

Så fik man lært dét med.

Nogen, der ved, hvor jeg kan finde mig et job??

3 responses so far

mar 22 2007

Rapport fra jobland…

Tilbage på job! Ikke så meget palaver dér… Er trådt ind i en decideret konsulent-stilling og har denne første uge i mit nye job været ca. 1 time sammenlagt på arbejdsplads. Resten af tiden (og mere til *grrrr*) har jeg været hos “kunden”.

Mærkeligt. Meget, meget mærkeligt.

Spekulerer på, om jeg kan vænne mig til tanken. Ikke at have en fast plads, et tilhørsforhold. At være en vare, der skal….nåja… levere varen. Altid. Hele tiden.

Ser mig selv lave liste med plusser og minusser. Lige nu er der mange punkter under minus. Kun ét placeres i plus-kolonnen. Det er et job=indtægt. Det er sguda nok ikke nok til at veje tungest, vel?!

Jeg har givet mig selv tre måneder. Til den tid skal jeg enten være ualmindeligt tilfreds – eller jeg skal væk! I en fart tilmed.

Nå skide være med det.

I morgen er det fredag, så er det weekend. Og så har jeg fødselsdag og får gæster og kan sove længe og glemme for en stund, at livet lige tildrager mig en sten i skoen, der gnaver og irriterer.

4 responses so far

mar 18 2007

Rapport fra jobjunglen…

Jeg er ude på den anden side…

Ude af junglen af utydelige stillingsopslag, der ævler og væver og kræver noget, firmaerne ikke engang selv kan definere. De søger den optimerede kombo af Einstein, Bill Gates, Florence Nithingale m.fl., og man aflæser den ublu forestilling om den 22-årige med kompetencer, som det reelt ville tage et par livstider at oparbejde.

Til gengæld for dét kan man så få en løn på det jævne og medarbejdergoder, der skal graves op af jorden et sted i Polen eller længere væk. Man kan få lov til at arbejde som en hest “uden højeste arbejdstid”, og man kan sikkert få stillet diverse kurser, certificeringer og alskens varm luft i udsigt – i en gensidig bevidsthed om, at det aldrig kommer til at ske. Man kan blive hevet igennem diverse medarbejdersamtaler, man kan lægge fokusmål og -strategier for arbejdsåret, man kan blive skudt i skoene, at man mangler forandrigsvillighed eller omstillingsevne, og man kan så i øvrigt afholde sin ferie, når firmaet dikterer det og møde løftede øjenbryn, hvis helbreddet en sjælden gang skulle svigte. Altsammen under kyndig ledelse af en inkompetent, frustreret kvinde, som lige netop har passeret sin bedste alder og er ved at gå til over det…

Ja, arbejdsmarkedet er et skønt sted. Engang melder jeg mig ud af det. Det ligger helt stramt!

Og så søger man jobs. Gennempløjer bunkerne af stillingsopslag, udvælger møjsommeligt og gennemovervejet dem, man mener, rammer plet og matcher profil, ønsker og krav. En ansøgning bliver strikket sammen, gennemtænkt, overvejet, tjekket for petitesser og smidt afsted på en mail med en opfordring om liiiiige at give en tilbagemelding om, om den er kommet frem med alle vedhæftede filer osv. Min erfaring fra de sidste tre måneders tid fortæller mig, at kun ca. halvdelen af firmaerne belemrer sig med en sådan lille petitesse. Allerede dér har de så dømt sig selv ude at mit spil. Skulle de finde på at henvende sig, ville jeg være nødt til at fortælle dem, at jeg ikke havde lyst til at tale med dem – en sådan ignorance finder jeg fornærmende!

En del firmaer er flinke til at informere om forløbet – heeeele vejen under forløbet. Fra et enkelt sted har jeg modtaget teasere: “Vi har nu udvalgt de kandidater, vi har valgt at gå videre med, og du var desværre ikke i den gruppe. Vi har dog fundet din ansøgning så interessant, at vi gerne vil beholde dne og eventuelt kontakte dig, hvis det viser sig, at de udvalgte kandidater ikke lever op til vores forventningner”. Gad vide om sådan et firma helt seriøst tror, at jeg ville komme rendende, når de kaldte? Fjolser!

Og så når man til den fase, hvor afslagene begynder at vælte ind. Mere eller mindre halvkvædede viser fra de varme lande. Det er fint nok. Irriterende, men fint nok.

Mere irriterende er de steder, der slet ikke giver lyd fra sig. Tænk sig, at de seriøst opfordrer folk til at søge et job i deres organisation og så ikke udviser den pli at melde ud, når stillingen er besat. Må jeg gentage: fjolser!

Jeg har de seneste tre måneder sendt i omegnen af et-par-og-tyve ansøgninger ud. Jeg mangler tilbagemeldinger/afslag fra små otte-10 af dem. Fantastisk. Og det vel at mærke på ansøgninger, som blev sendt afsted tidligt i januar, så det er ikke fordi, jeg er et utålmodigt menneske – men jeg antager da, at de har fået besat stillingen by now. Dét topper næsten listen af dårlig opførsel, synes jeg. Jeg har brugt tid, sved og hjerteblod på at gøre mine hoser grønne hos dem – og de har så brugt ingen tid på at affærdige mig og ignorere mig på det groveste. Kanon!

Topmålet af dårlig stil fandt jeg dog i en mail indeholdende et afslag på noget kommunikations-halløj. Mailen startede med et “Kære Line XXX”, blalblablabla. Da jeg så det blev jeg helt mundlam. Og så drønede jeg lige på Google for at tjekke op på, hvem hende der Line er. Hun har sikkert gjort det samme – sandsynligheden for, at hun har kunnet læse mit navn i sin afslagsmail er jo tilstede, ikk. Jeg skrev venligt tilbage til firmaet, at jeg da ikke håbede, at de havde givet min stilling til Line – principielt set havde jeg jo ikke modtaget et afslag og var vel stadig med i betragtningen til tjansen? Så meget for diskretion. Der må sukkes!

Og så kan det slutteligt konstateres, at pushy-pushy-metoden åbenbart virker! Jeg havde i første omgang fået afslag på en stilling hos det firma, jeg just i fredags blev ansat i. Det kunne jeg ikke rigtig forstå, da den burde ligge lige til højrebenet for mig, og min ansøgning skulle simpelthen rive en samtale af sig – eller jeg havde mistet grebet helt og aldeles om mig selv, mine egne kompetencer og evnen til at skrive en holdbar ansøgning (hvilket selvfølgelig var en mulighed, som jeg efterhånden var begyndt at tro på var tilfældet!). Nå, men jeg ringer og får en snak med en eller anden chef. Han fortæller så, at jeg skam havde været med i racet – men var blevet sat skakmat af en tidligere medarbejder, som havde ytret ønske om at komme tilbage i folden, hvilket han så var kommet. Nåja, tough luck og alt det der – skidt sker, jeg var åbenbart bare uheldig. I løbet af samtalen får vi dog talt os lidt ind på hinanden, og det ender med, at jeg har en samtale på hånden, da vi lægger på. Så de dersens jobkonsulenter har så åbenbart ret, når de siger, at man bare skal være vedholdende og presse på, forfølge chancen og det der crap.

Det gjorde jeg, og jeg var heldig. Jeg starter i morgen. Fra den ene dag til den anden, ikke så meget betænkningstid. Det er ok. Jeg håber, det er mere end ok. Men jeg mærker fornemmelsen i maven, og jobjunglen beholder mit overvågende øje over sig lige lidt endnu…

Det der arbejdsmarked er mig noget omskifteligt, og jeg vil bare have ro og fred. Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke får i mit nye job.

Engang må jeg tage og lytte til mig selv.

7 responses so far

mar 16 2007

Nu med job…

…well, well… kontrakten er ikke underskrevet endnu, men det ser ud til, at jeg har fået raget et nyt job til mig i dag!!

God løn ikke alt for langt under det, jeg har været vant til. Gode vilkår generelt. Lidt fryns og gejl. Udfordringer i massevis…

Jeg starter på mandag!

Så jeg vil tillade mig at gennemnyde weekenden – den sidste som arbejdsløs/fritstillet/jobsøgende, inden tempoet skrues op igen.

Føles egentlig meget godt, faktisk :-)

8 responses so far

mar 14 2007

BRB!

What so, people?

Jeg er skam hjemvendt fra de brasilianske strande – rusen efter den sidste caipirinha er forduftet, og det solcremeduftende sommertøj vasket og lagt tilbage på hylderne, hvor det spændt nyder udsigten til sommersjov og -spas, som vist er lige om hjørnet. Det føles i hvert fald sådan.

Jeg konstaterer at min optimale sommerkulør allerede er tonet ned… Men hva, den kan vel tunes op på den nært forestående forlængede uge i Provence, antager jeg.

Jeg vender tilbage med mere om turen snarest muligt…

I mellemtiden er der job, der skal søges. Tørklæder, der skal strikkes. Snakke, der skal have tid og og rum. Samvær, der kræver nærvær af 1. grad. Mad, der skal nydes, og timer, der skal spenderes på langs med kæresten.

I må have mig undskyldt – brb eller noget ;-)



2 responses so far