Archive for februar, 2007

feb 12 2007

Aaaahhhtjjuuhhh…

… “Er du blevet rask”, var der en, der spurgte.

Næææh, sgu ikke rigtig, må det nedslående svar være. Der er stadig snot i panden, hoste i halsen, ondt i øret.

På positivsiden:
- Jeg skal ikke ringe til skeptisk arbejdsgiver og melde mig syg.
- Jeg skal ikke se på knotne kolleger, når jeg engang raskmelder mig.
- Det er ikke som sådan en dødelig sygdom, jeg lider af. Det er forkølelse. Væmmelig ja, dødelig nej…
- Permanent morgenhår er ok.

På negativsiden:
- Der indfinder sig ikke en total hepla-fornemmelse og lykkerus i maven, når jeg kan kaste mig divaneseren og zappe Dr. Phil og Skadestuen om eftermiddagen. Det kan jeg jo sådan set hver dag for tiden!
- Jeg har omend endnu mindre at byde ind med, når kæresten træder ind af døren efter endt arbejdsdag. “Hej skat. Nej, der er ikke sket en skid her. Altså bortset fra, at det nu kun er de berømte marginaler, der holder mig ude fra den lukkede”.
- Snot smager bare ikke godt!

Således opsummeret er der faktisk flere punkter på positivsiden, hvorfor det kan konkluderes, at forkølelse er en god ting – omend det ikke her kan påvises at være decideret fremmende for mentalsundheden. Det fremhæves dog, at det ikke var nærværende fremstillings mål at belyse netop mentalsundhedsgraden.

Gaaaabbbb!!

2 responses so far

feb 08 2007

Topmålet…

…af synd er en fastelavnsbolle med flødeskum og nougat.

Fy for fanden, hvor var den god :-)

Og nu har jeg kvalme og fornemmelsen af flødefedt i ganen. Yum!

*sætter flueben ved et af årets milestones – fastelavnsbolle, check!*

5 responses so far

feb 07 2007

Arbejdsdagen…

Onsdag er min arbejdsdag!

Struktureret og organiseret, som jeg jo er, så har jeg udnævnt onsdag til at være dagen, hvor jeg støver rundt på diverse job-baser og skanner for nye, interessante jobopslag. Målet er at sende mindst fem ansøgninger ud. Det svarer til, at jeg sender en om dagen, og jeg kan derfor med god samvittighed læne mig tilbage bagefter og mene, at jeg gør det, der skal gøre – og så håbe, at det kun er et spørgsmål om tid, før onsdag bare er én af mange arbejdsdage i min uge.

Hvad jeg laver de andre dage?

Hmmmm… Der har jeg så i hvert fald ikke dårlig samvittighed over ikke at sidde med næsen i stillingsopslag osv. Så der tjekker jeg bare min mail omtrent hvert 3. minut og klistrer mobilen fast til hånden for det tilfælde, at en eller anden arbejdsgiver skulle ringe og bede mig om at møde på arbejde snarest muligt. Det er ingen ferie at være jobsøgende, kan jeg hilse at sige. Det vidste jeg jo godt, faktisk, og jeg prøver at holde det forkromede og klare overblik, når humøret fra tid til anden tager nogel gevaldige udsving på den konto. Selvtilliden og troen på, at det sker snart, lider også et par knæk, men generelt synes jeg faktisk, at jeg holder hovedet nogenlunde koldt… Nogenlunde…

Og så prøver jeg ellers at fylde dagene med aftaler og ting, jeg gerne vil. I dag havde jeg f.eks. adviseret en veninde, der pt. opholder sig på neonatal-afdelingen med hendes lille datter, der valgte at ankomme et par måneder før tid, om, at jeg ville kigge forbi til sludder og almen ros og iagttagelse af lillevidunderet. Men ak! Så vågner jeg med hovedet så fyldt af snot, at der allerede har hobet sig en kleenex-bunke af skræmmende dimensioner op på bordet her ved siden af mig. Stemmen er ru, hosten runken, hovedet tungt. Jeg har meldt afbud. Antager, at det ikke ville være på sin plads at møde op med baciller i de mængder og udsætte de små for unødig infektionsfare…

Så i stedet brygger jeg lige en liter the, finder honningen frem og væbner mig så med noget mere af det der tålmodighed dér.

Nogen der ved, hvor man kan få det billigt, eventuelt??

5 responses so far

feb 05 2007

Jeg glemmer jo helt…

…at jeg er sådan en, der blogger!!!

Jeg glemmer også helt at tænke over de små ting, man kunne skrive om.

Måske er det fordi, at det, der sker her i mit hjørne af livet, for tiden er SÅ småt, at der vitterlig ikke kan koges bare den tyndeste suppe på det. Der er huen til kæreste-barnet, som næsten er færdig. Det matcher det halstørklæde, som jeg lavede til hende i sidste uge. Og det matcher hendes fars. Hun er glad for det.

Hun er også glad for mig. Og jeg er glad for hende. Vi hygger os og laver pige-ting, der ikke inkluderer hendes far, og vi driller ham og gemmer os for ham (æh, fik jeg nævnt, at hun er 3 år!). Vi danser sammen og småskændes fra tid til anden. Hun har ikke længere erindring om dengang, jeg ikke var i hendes liv, og hun har gjort plads til mig uden anmærkninger. Jeg har været heldig. Meget heldig, tror jeg…

Og de store ting, der sker… er vel faktisk FOR store til at skrive om her. Som det at ligge fladt på ryggen i sengen ved siden af kæresten med hinanden i hånden og snakke om løst og fast i nattemørket for tilsidst at ende med lige at runde et par af livets store spørgsmål. Hvad bringer fremtiden? Hvor er vi på vej hen sammen? Hvad med børn, alderen, tiden, pengene, rammerne? Hvor? Hvornår? Hvilke forventninger har vi til hinanden og os selv i denne her fælles boble, som vi efterhånden har pustet stor og flyvefærdig henover de seneste måneder? Tør vi? Vil vi? Skal vi?

Og så de helt almindelige ting, som er så….pffftt…almindelige, at det er svært at se historien i dem. Det er snotten i næsen, og der er håret, som snart skal klippes igen. Og så er der mandag aften med snuden i alskens jobannoncer, tv’et i baggrunden, kæresten i øvelokalet og den allestedsnærværende almene ugidelighed.

Nej, der er sgutte meget at skrive hjem om ;-)

4 responses so far

feb 01 2007

Så klar!

Nå… Jeg kan jo lisså godt gå direkte til makronerne og fortælle, hvorfor det nu er, at jeg sådan lige pludselig mener at have fundet tid og overskud til at blogge lidt igen. Det er såmænd ikke noget dramatisk som sådan – nærmere en pestilens og kilde til lettere irritation fra tid til anden.

Mandag før jul blev jeg fritstillet fra mit job!

Fristillet med flere måneders løn og sådan objektivt betragtet med nogle rigtig favorable vilkår med i sækken.

“Farvel og tak for indsatsen, det har været et vigtigt år for virksomheden
og særligt for it-afdelingen, og vi ved, at du har ydet en indsats langt over
det forventelige. Det er derfor under ingen omstændigheder dig som person, din
arbejdsindsats eller andet, der ligger til grund for denne disponering – men
faktum er, at vi har nogle budgetmål, der skal indfries, og vi har været nødt
til at gøre visse omjusteringer i organisationen for at kunne nå disse mål. Din
stilling nedlægges, og du er fritstillet fra dags dato.”

Sådan nogenlunde lød beskeden.

Øv! Jeg skal da ærligt indrømme, at det var en våd karklud lige i sylten efter et halvt år med stress og jag, arbejdsuger langt over det rimelige, konstant pres og forventning om “performance” osv. osv. Nætter med drømme om kolleger og ting, man lige skulle huske. Søvnløse nætter i spekulation over, om man nu nåede det hele. Altsammen i en højere sags tjeneste – og for mit eget vedkommende også for at gøre en god figur og komme videre op ad rangstigen.

Lige dér til den opsigelsessamtale med it-direktøren slog det mig, at jeg jo var for langt oppe af den stige! Længere end min stilling rakte til. Langt mere kompetent end den leder, de for nemheds skyld havde udnævnt for vores gruppe. Og – ikke mindst – for dyr i drift. For dyr til et budget, som havde sprængt alle rammer. Fordi rammerne var urealistiske, naturligvis. Men det var ikke lige tiden og stedet dér at anføre det. Så jeg blev prikket ud – sammen med 9 andre kolleger fra it-afdelingen.

Væltede min verden så?

Nej, det gjorde den ikke. Slet ikke, faktisk! Da den første chokreaktion havde lagt sig, tog jeg en dyb indånding og blev….rasende! Splitteredderfordærvet rasende. Sådan en flok amatørkujoner, klichébefængte narrøve! Tænk, at man skal stå model til sådan en gang inkompetent pladder! Og godt for dem, at de vil betale i dyre domme for at komme af med mig, når nu jeg i det små var begyndt at søge væk!

Men det var da en omvæltning, der kunne mærkes! Ingen tvivl om det. At gå fra en arbejdsuge omkring de 60 timer til….ingenting. Dét er mærkeligt. Kroppen undrede sig og blev straks syg med alskens dårligdom. Naturligvis. Havde jo ikke tilladt mig selv at mærke den i over et halvt år. Julen stod for døren og blev overstået. Nytåret klarede jeg også, og for første gang nogensinde i mit liv kunne jeg på en nytårsaften kysse min kæreste og lade mig rive med af de store kærlighedserklæringer. Og tro på det! Vide helt ind til inderste nerve, at det hele er rigtigt og sandt og grund-godt. Dét er det væsentlige – skide være med profession og penge. Lige dér i nytårsnatten mærkede jeg, hvad det er, der tæller…

Og så kom januar!

Langt om længe er forfædelige januar overstået. I år har den varet tre måneder. Jeg fik lagt mit cv ud de rigtige steder, skrevet ansøgninger, tænkt tanker om prioriteter og ønsker, krav og forventninger til en ny arbejdsplads. Aldrig igen skal jeg havne i sådan en situation. Aldrig igen skal arbejdet få lov at suge al saft og kraft ud af mig. Ikke på vilkår.

Så der er vi, folkens. Jobsøgende. Visse dage lettere irriteret over det, andre langt roligere. Jeg er en utålmodig sjæl, der ikke trives med lediggang. Nu har jeg slappet af. Jeg har sovet igennem. Jeg har tjekket op på den forsømt omgangskreds. Jeg er klar igen.

Så klar!

6 responses so far

« Prev