Archive for februar, 2007

feb 25 2007

Om mindre end…

…fireogtyve timer er jeg på vej til det her:

Hmmmm… der bliver vist voldsomt brug for iskolde fadbamser og caprihinaer i en lind, kølende strøm… evt. mens udsigten over Copacabana Beach fordøjes.

Hasta la vista, amigos – skal nok passe på mig selv; tag og gør det samme selv, ikk :-)

7 responses so far

feb 22 2007

Fodr løverne!

Det er altså noget mærkeligt noget, det hersens bloggeri! Som det er de fleste bekendt, så er jeg netop tilbagevenden efter en pause fra skriblerierne. Eller det vil sige – jeg skriver jo altid, det er bare ikke altid, at det er her, vel!

Grunden til blogpausen skal vel findes i, at jeg var gået kold! Kold på emner, kold på vinkler, kold på den evige balancegang mellem personligt og privat. Der var sket en masse i mit private liv, som jeg på den ene side gerne ville have på forsiden hér – og på den anden side trak det gavaldigt i mig for bare at være i det, der nu engang skete.

Jeg valgte at være. Selvfølgelig gjorde jeg det.

Men nu er jeg tilbage – og kæmper fra dag ét videre med emnerne, vinklerne, balancen.

Jeg har en usynlig tæller på min blog. Jeg satte den ind engang, jeg var blevet for nysgerrig og fandt det sjovt at følge med i besøgstallet alt efter emne, indlæg osv. Egentlig var den tiltænkt til at være der et par uger, måske endda en måned. Og det var den også, hvorefter jeg faktisk glemte alt om den – indtil forleden, hvor jeg var en tur i maskinrummet og kiggede lidt på templaten og så’n. Ergo loggede jeg mig ind på min konto og kunne konstatere, at jeg – efter mindre end en uge – atter var på gamle højder mht. antal besøgende!

På en måde både flatterende, skræmmende, overvældende og sådan egentlig lidt for meget, ikk.

Moccapigens (meget flotte, tak for det!) indlæg om bl.a. nærværende blog forleden fik grafen til at sprænge alle kendte rammer. Chok! Blogland er sgusørme et sælsomt sted at opholde sig, og mekanismerne fascinerer mig. Meget.

Nuvel, jeg bliver nødt til at pille den tæller af – eller bare glemme den igen, måske. For det gør noget ved mig at vide, at der er SÅ mange, der kigger forbi. Jeg tror godt, jeg ved, hvorfor så mange lige hopper forbi hos mig – og der er tilpas meget pleaser i mig til at gerne at ville indfri ønsket eller forventningen om de velskrevne indlæg, der ligger lige dér, hvor det er allermest interessant: på knivsægget mellem det personlige og det private, det meget ærlige, det genkendelige og det indsigtsfulde.

På en eller anden måde har jeg måske fået sat mig selv en smule skakmat (hov, enten er man mat eller man er det ikke… men jeg er det altså “en smule”, ok!) med mine bloggerier. Måske skal jeg bare strunte glad i, hvad jeg tror, folk gerne vil læse og så bare skrive det, der passer mig. Jeg skal helt sikkert bare glemme den der mavefornemmelse af at skulle præstere, at skulle levere varen…

Ja, det er sgu noget mærkeligt noget, der hersens bloggeri…

7 responses so far

feb 20 2007

Prinsessen overlevede…

Kan I huske hende? Hende prinsessen, der delte sine livs- og kærestekvaler med jer sidste år engang? Hun er her stadig – eller hun er her til dels, for nogle af kvalerne har fundet sin løsning, andre er stødt til… og i bund og grund er status som prinsesse vel mere en livspræmis end den er noget, man som sådan slipper af med.

Men hvad er der sket siden da? Eller rettere: hvad skete der egentlig? Hvad er historien, hvem er han ham der kæresten, som pludselig nævnes fra tid til anden (eller rettere: hele tiden) på blogmatriklen, og hvordan faldt det hele i hak?

Lotte var (som altid) en vigtig brik, så ordet tilfalder hende :-)

—–
Lotte fortæller:

Jamen jeg husker også kun alt for godt de der prinsesse-mokke-indlæg. De var nemlig både hudløse, tænderskærende og insisterende udi ønsket om en gang for alle at fatte, hvad fanden der skal til, hvis man bare vil have indfriet det her beskedne ønske om at elske en mand.

Prinsessens indre idealblondine var mit personlige favoritindlæg. Der var nemlig tale om flere fluer med et smæk. Et gedigent opgør med den latterlige forestilling om at (rigtige) mænd foretrækker nipsede airheads med hang til plastikbryster, pokaler i pikslikkeri og rødvinsdrikning i kombo med en redelig, ærlig bøn sendt ud i blogland, der gik på noget i retning af, at jeg vil bare have en kæreste, for fanden!

FOR FANDEN!


Jeg starter lige et andet sted. Mens Mie gik rundt og
ømmede sig, spillede jeg musik et sted i Nordsjælland sammen med Prins Valiant. Og jeg vidste det egentlig godt, for jeg havde sagt til hende: “Vi har fået ny bassist, ham skal du møde, du forelsker dig i ham på stedet”. Sådan nogenlunde var ordene vist. Utallige krumspring senere og mere eller mindre kvalificerede forsøg fra min side på at få sat et ”tilfældigt” møde i stand mellem dem, spurgte jeg en dag Mie, om jeg ikke bare kunne give ham hendes nummer og alt det der gejl. Hun indvilgede, det samme gjorde han. Vel at mærke efter jeg havde belært ham på Hellerup station om, at såfremt han ikke opførte sig ordentligt overfor MIN veninde, så ville han miste kronjuvelerne, få et mafiaslips, hele HA efter sig og mere af samme kaliber (stakkels mand, nu jeg lige tænker over det *G*).

Nuvel de mødtes et sted i Hillerød, og så var fanden løs i Laksegade. Suk! Hun snakkede ikke om andet end Niels dag og nat, det var STANGBELASTENDE ! Ja ok, veninde, så ER han heller ikke mere lækker. Hun insisterede, og jeg forsøgte at fortrænge de væææmmelige billeder fra min nethinde, der vedrørte min anonyme bassist i natlige, daglige og alt for mange aktiviteter med Mie. Min elskede Mie. Min min min….

Men hvad skete der så egentlig?

Det er såre simpelt. Prinsessen trådte i karakter på bagsmækken af de 10 indlæg og sprang ud som dronning.

Vi gik fra at tale om, hvad der ikke kunne lade sig gøre til at tale om, hvordan man navigerer fornuftigt i x-kærester, kærestebørn, plastikbedsteforældre og hverdagens ulidelige trivialiteter. Fra bedrevidende indlæg om små spejle på væggen og indlæg om, at det er svært at savne opstod det store i det små.

Mie berettede om, hvordan hun havde været nødt til at smide masken og hyle øjnene ud i afmagt over den nye tilstands emotionelt krævende karakter. Om hvordan han lagde armene om hende og turde være til stede i øjeblikket inkl. snot, hvidløgsånde, bedrevidenhed og ekstrem sårbarhed, hvor alle følelser danser rundt uden på huden og truer med selvudslettelse og emotionel destruktion.

Hun rasede, når kærestebarnet udfordrede hende med sine naturlige prinsessetendenser (det gør hun sådan set stadig). Hun stillede op til fællesmøder, familietamtam og usikkerhed i rigelige mængder. Hun stillede op til det store i det små, det store som kun kan lade sig gøre, hvis man skærer HELE facaden bort og forstår, at kærlighed ikke handler om at kunne, men om at være. Det er ikke en rationel beslutning, det handler ikke om at nå noget af fornuftens vej, det handler om at overgive sig med alt, hvad det indebærer af angst og bæven over ”hvad nu hvis”-attituder. Kys frøen, se ham direkte i øjnene, glem alt om minus selvværd og tidligere bekendtskabers mangel på ærlighed. Træd i karakter, se løven i øjnene, dyrk modet og tag skraldet. Sig hvad du vil have – men sig det i øjenhøjde – som udgangspunkt.

Det store findes i det små. Det er en sandhed uden modifikationer. Lykken findes i den potentielle ulykke og dronningen findes i prinsessen. Ethvert forsøg på at komplicere det med udenomssnak er dømt til at fejle. Der er kun én genvej til kærligheden, og den går gennem total blottelse, som ikke at forveksle med, at man siger alt. Det er nemlig en helt anden snak, der ikke har ret meget med ærlighed at gøre.

Hvad angår Niels, ja så er han en helt almindelig gennemsnitsdansk mand med en unge i bagagen, en musikalsk interesse og et helt almindeligt job. Han er en venlig, hjælpsom sjæl der forstår betydningen af ordet loyalitet. Han kan på linie med alle andre være skideirriterende, sjov og distanceret. Han er som folk er flest, og så er han i tilgift blevet Mies livsvidne.

Det sjove er, at han var lige ved siden af os, hun havde nær overset ham. Godt, hun stoppede op og ledte efter det store i det små.

—–
Således folkens, historien kort fortalt…

Jeg vil naturligvis tilføje, at Niels er alt andet end gennemsnitlig, men dén historie skal jeg nok selv fortælle på et tidspunkt, Hvis jeg altså gider!! :-)

3 responses so far

feb 20 2007

Well well…

…nu er det jo ikke sådan, at bare fordi man har sendt en (ret god, burde virke!) ansøgning afsted til et job, som man mener ens navn burde stå på…. at navnet så rent faktisk allerede står der, vel!?!

Så find pinden, frk. Mokke – yet another day at the office!

Der skal skrives ansøgninger, og der skal skrives mange (og…nåja…gode!). Sidste uge gik op i feber og snue, og de kommende par stykker går op i sol og sommer. Så i denne indeværende må og skal jeg levere varen…

Så I ved, hvor I kan finde mig!

Suk altså…

4 responses so far

feb 18 2007

Ægte og uægte børnebørn…

Mine forældre er seje! De er supercool. Ja faktisk er hele min familie lige i øjet; mine søskende, svigerinden, niecen, hele bundtet!

I hvert fald på ét punkt, som har set dagens lys for ret så nyligt: de har hilst min kærestes datter velkommen uden forbehold!

Selvfølgelig! – sidder der sikkert en del og tænker nu, ikk? Men prøv lige at tænke efter engang, for det er faktisk ikke så selvfølgeligt endda. Det er langtfra alle, der kan se forbi det der med det “ægte” tilhørsforhold. Rigtig mange vil falde i en fælde med at gøre forskel, lade en ubetænksom kommentar falde af fadet fra tid til anden osv. Men ikke min familie, heldigvis.

Vi holdt jul hjemme hos mine forældre. Min nærmeste familie – og denne gang udvidet med min kæreste og hans datter. En pige på tre år, der nok kan tage opmærksomheden og måske nok – sådan realistisk betragtet – være lidt af en mundfuld for alle, der ikke lige er vant til den slags størrelser. Og det gik godt; det gik helt over forventning. Der var ikke en snert af forskelsbehandling mellem kærestedatteren og min niece, som også foldede sig ud i sin rummelighed og lod den lille være med til at dele gaver ud og lege med alt det nye legetøj og alt det der. De tog hende ind – på et lille barns præmisser tog de hende bare ind og gav hende den opmærsomhed, tryghed og kærlighed, som man nu engang bare overøser et barn med. De tænkte ikke i “ægte” og “uægte”, “vores” eller “hans” – de tænkte bare “barn”.

Ser I, hvad jeg mener? Et barn ER jo nu engang bare et barn – og for alle andre end lige forældrene er tilhørsforholdet vel egentlig underordnet?

Hørte for nyligt om en bedstemor, der havde sagt til sit bonusbarnebarn (aarrggh, hader de der betegnelser, men det letter forståelsen… suk!): “Jeg glæder mig sådan til at få et ægte barnebarn” (hendes svigerdatter venter sig, red.) – og hun havde fortsat: “men du må godt kalde mig Farmor alligevel”.

Jeg er stadig stum af forbløffelse! Og samtidig glad og lettet over at vide, at mine forældre aldrig ville kunne finde på at sige sådan noget bavl… Har man hørt mage?

Nuvel… hvis og når den tid kommer, hvor vi får børn, og mine forældre dermed får “ægte” børnebørn, så kan det tænkes, at kærligheden til de børn måske er stærkere forankret, men udtrykket af den vil være det samme, som den, de giver min kærestes datter nu. Det ved jeg bare, for sådan er de.

Og det er derfor, jeg synes, de er så seje.

9 responses so far

feb 17 2007

Alenetid…

Jep! En lørdag aften i helt eget selskab. Med American Idol på skærmen, ild i brændeovnen, en småpruttende kat i sofaen og strikketøj mellem hænderne.

Kan sgu næsten ikke huske, hvornår jeg sidste havde sådan en aften! Det er dejligt, og jeg nyder det i fulde drag… alt mens jeg finder en finurlig varme og glæde i at mærke, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at have min kæreste lige her lige nu i bevidstheden om, at det er ok, at han ikke er her! Der er fuldstændig ro på, der er gensidig forståelse og vel også et gensidigt behov for lidt alenetid.

Vi har ligget syge. Hele den forgangne uge har vi været matte, feberramte, hostende og fuldstændigt udmattede. Vi har gået op og ned af hinanden og lignet et par godt brugte viskelædere begge to. Vi har ligget tæt og ikke kunnet udholde heden fra to feberramte kroppe, der kæmpede med hver sin virus, der vist på et tidspunkt bare besluttede at overgå hinanden i råstyrke og genstridighed. Vi har vågnet op en kort stund bare for at kravle til køjs igen. En ditto feberhed kærestedatter kom forbi et par dage og led sammen med os og krævede den opmærksomhed, som hun havde al ret til at få. Hostesaft, panodiler og vand i uendelige mængder var menuen.

Da tågen lettede en anelse, forlod jeg baktieriebulen og trak mod eget domæne. Fordi jeg havde brug for ren luft og for bare at være mig selv efter det intense samvær. Jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste, der havde det sådan. Så vi hygger – i denne weekend hver for sig, fordi det lige passer os.

Det er rart!

Der er venner, jeg burde ringe til – sms’er, der nok ku besvares, hvis det var. Men jeg gider ikke. Ikke i dag. I dag har bare været Mokken-dag. Jeg har skubbet tankerne om de jobansøgninger, jeg burde kigge på, fra mig. Jeg har levet af det, der nu engang var i skuffer og skabe. Jeg har ikke orket at forlade mit lille helle. Jeg har trukket 24 timer ud af kalenderen og har bare været mig med mine egne tanker…

I morgen er jeg på igen. Der er et job, der skal søges! En ansøgning, der skal vække opsigt. En stilling, som mit navn burde stå på. Den skal kringles og vinkles, så jeg gør den bedst mulige figur. Jeg skal have et job, og det skal være snart.

Så i morgen, så…

3 responses so far

feb 17 2007

Når alt i én siger nej…

…så er det nok en meget god tommelfingerregel lige at lytte til det nej, mon ikk?!

Jeg har lige aflyttet min mobilsvarer. Så godt, at der var kommet en besked forleden, men midt i influenzafeberen kunne jeg virkelig ikke tage mig af det. Nok også lidt fordi jeg genkendte nummeret, og lysten til at høre beskeden allerede dér var minimal.

Beskeden var fra en tidligere såkaldt kæreste. Her på distancen af det hele kvier jeg mig egentlig ved den betegnelse. Der var ingen kærlighed mellem os, der var ingen respekt, og der var ikke engang grobund for et bekendtskab, da alt kom til alt. Men vi kendte hinanden i en kort overgang; i en periode forsøgte jeg at få mig selv til at tro på mulighederne i det. Fordi jeg ville projektet. Jeg ville ikke ham. Og han ville slet ikke mig.

På en måde skylder jeg ham måske tak. Tak, fordi han behandlede mig så ringe, at jeg endelig, endelig, endelig mærkede helt ind i inderste nerve, at “nu er fanme nok; jeg er så meget mere værd end det her. Det er ikke godt nok for mig. Hvis du ikke kan elske mig, som jeg er, så lad være. Jeg ved, jeg er elsk-værdig, jeg er et godt menneske, jeg har behandlet dig med respekt og omsorg, hjulpet dig, været der – og du har skidt på mig. Du har været arrogant og dum, utilnærmelig, afvisende, afstumpet. Det er ikke godt nok for mig”. Men den tak tilfalder ikke ham – jeg giver mig selv den, fordi jeg stod det igennem, og fordi det var mig – mig alene - der fik vendt tankerne og senere brugt det hele konstruktivt. Deraf udsprang en del af prinsesserierne, deraf udsprang en fundamental bevidsthed om, hvad det er, jeg vil og skal have fra et andet menneske*.

Dengang blev jeg vist lidt overrasket over mit eget temperament og kraften, der lå bag. Jeg pakkede det hele pænt ind og lukkede døren uden for meget hurlumhej. “Vi kan vel være venner og alt det der”, sagde han vist i en afsluttende msn-samtale. Jeg fik aldrig sagt fra. Jeg fik aldrig sagt, at jeg ikke var interesseret i hans venskab. Jeg fik aldrig sagt, at han ikke besidder værdier og egenskaber, som jeg kan holde af og respektere – ikke engang som en perifær bekendt. Jeg fik aldrig sagt, at jeg helst så kontakten for absolut disconnected.

Efterfølgende har jeg talt med ham et par gange. Altid på hans foranledning. Jeg har været kort for hovedet og mut afvisende. Denne gang var beskeden, at der var noget, han behøvede min hjælp til. “Det er en lille ting, ikke noget du dør af”, sagde han vistnok. Nææh, man dør sjældent af at give en hjælpende hånd, men når alt i én ikke har lyst, så skal man nok lade være. Aner ikke, hvad det er, der skal hjælpes med. Måske noget med jobansøgning, måske noget med istandsættelse i hjemmet, måske noget helt tredie. Jeg ved det ikke.

Jeg ved heller ikke, om jeg ringer til ham. Jeg har ikke lyst. Flinkeskolelæreren står bag mig og formaner mig om, at jeg skal være den søde pige, der gør det rigtige. Men jeg har ikke lyst til at være sød i denne her – jeg har lyst til at være fri, og jeg er ragende ligeglad med hans følelser. Så ragende ligeglad som han var med mine, dengang han ikke følte sig for fin til at komme med håndlige kommentarer om min vægt i en uendelighed, eller dengang han ikke gad finde min dyne frem fra under sengen men selv lod mig lede efter den i mørket, fordi han ikke kunne tåle lys midt om natten, eller hvad med dengang han ikke lige havde tid til at mødes med mig, da jeg kom hjem fra et par ugers ferie – jow, selvfølgelig hvis jeg lige gad komme fordi og køre ham hen til den ven, han havde en aftale med…osv. osv. osv. Nej, jeg er ærlig talt fløjtende ligeglad med hans følelser.

Lyder jeg bitter? Det er jeg måske nok… Men det er ikke noget, der tynger mig. Jeg kan stadig blive helt mundlam ved tanken om, at jeg lod mig behandle på den måde. Og jeg er sur på mig selv over, at jeg fandt mig i det. Og at jeg ikke fik sagt alt det her til ham dengang.

Nu er det ude…

Og overstået…

Jeg ringer ikke…

*Se dét er emne, som jeg gerne vil skrive meget mere om… Hvad skete der på bagsmækken af prinsessetankerne, hvad gjorde forskellen, hvordan forvalter jeg styrken og svagheden, mærkes livet, hvad med kærligheden og alt det der. Vil langt hellere skrive positivt og fremadrettet – i erkendelsen af, at man skal kigge bagud for at forstå. Engang imellem!

7 responses so far

feb 16 2007

Kundeservice, tak…

For dylandælenhelvede da!

Altså! (I øvrigt udtalt med et meget bestemt stemt s…faktisk et z, som min sproglige dannelse trods alt nægter mig at tilføje ordet. Det uskyldige men famøse lille bogstav, som teenagere skamridder og misbruger på det groveste!! Suk!!)

Tilbage på sporet, Mokke!

Jeg bor jo i Sverige, og jeg vil vove at påstå, at jeg gebærder mig uden de store problemer i min hverdag i det skånske. Jeg har ingen problemer med at gøre mig forståelig, og jeg har ikke nogen fobier i forhold til at skulle tage kontakt af den ene eller anden art til diverse offentlige instanser, banker, læger og alt sådan noget.

I dag skulle jeg så i kontakt med Øresunsbroen. Altså selvfølgelig ikke broen som sådan, vel – men deres kundeservice, såmænd, da de mente, at vi havde et økonomisk udestående, som jeg så sandelig mente, ikke just præcis var tilfældet. Jeg ringede så til det danske kundeservicenummer, hvilket var et helt bevidst valg, da jeg godt vidste, at der ville blive tale om en masse forklaringer frem og tilbage, tal og datoer, kontonumre, aftalenumre osv. osv. Så alt i alt konkluderede jeg, at det ville være nemmest for alle parter, hvis jeg lige slog en signal på den danske linie.

Så langt, så godt.

Lige indtil den kundeservicemedarbejder, som jeg ender med at få i røret, viser sig at være klingende svensk! Halleluja altså! Så jeg ender alligevel med at skulle sidde og udtale alle tal, datoer, beløb osv. osv. på svensk og tilmed tale langsomt og tydeligt for at sikre, at hun forstår mig.

Sådan noget irriterer mig!

Hvorfor får man en svensker i røret, når man ringer til et dansk kundeservicenummer?

Meget mærkeligt firma, det!

4 responses so far

feb 16 2007

Med på noderne…

Akkejada… Efter at have udfyldt BlogTjek07 hos en håndfuld af mine faste læsesteder, så ku jeg alligevel ikke dy mig!!

Så altså – klik her og udfyld, tak.

Sæt igang!!

No responses yet

feb 16 2007

Gul feber?

Hm!

Det viser sig, at jeg bør skaffe mig en vaccination mod gul feber.

Kanon!

Det fandt jeg ud af i går, da næsen var vendt mod træhytten (og i øvrigt så fuld af snot og materie, at det er den pureste ynk længe oplevet!), så det var lidt umuligt at få booket tid på Seruminstituttet osv. Well, faktisk var det vist mest fordi, at jeg igen igen igen havde fået feber og derfor mere var til sofa end kanyle…

Det korte af det lange: vaccinen skal fikses i dag! For den skal være taget min. 10 dage før afrejse. Og jeg rejser om 10 dage. Til Brasilien. Til sol og sommer, rom og Copacabana.

Så nu har jeg kontaktet min svenske læge, hvis automatisk telefondame lovede mig at ringe mig op snarest muligt. Det er nu en time siden…

Det skal lykkes mig at få et stik i dag.

6 responses so far

Next »