Archive for september, 2006

sep 24 2006

Hverdagsåbent? Njjjaarrhhhh hva?

Well, well…

Jow, hverdagen vender tilbage med 120 km. i timen fra i morgen meget tidligt…

Men hverdag her på bloggen ser det ikke ud til at blive lige med det samme – har det sgutte i mig med alt det skriveri lige for tiden. Livet leves dér, hvor det sker – præcis som jeg jo foretrækker det. I hører ikke mig klage på dén konto ;-)

Konklusionen og konsekvensen er således, at jeg nu sådan helt officielt melder mig ud af blogland for en stund. Hvor længe og alt det der vil jeg ikke gisne om – bloggen får lov at stå hen, så jeg har en dør på klem, hvis det skulle trække i en gammel cirkushest…

Mokken over and out for nu…

16 responses so far

sep 14 2006

Ferielukket…

Jep… I troede måske, at der var fuldstændig lukket og slukket?

Nej nej nej!!

Jeg arbejder jo – som én ind i helvede for tiden, faktisk, og det er så som så med overskud til at sidde hér og skrible. Alt andet end computer og IT-halløj, tak – orker det ikke i min fritid, som er så sparsom pt.

Overvejer at sætte bloggen på hold et stykke tid… Har ærlig talt svært ved at finde mit fokus og mine temaer midt i alt det, der sker i mit liv. Dét, der sker, har jeg ikke lyst til at klistre på forsiden hér – og hvad er der så tilbage at fabulere om?

Kender I det? Skriveblokering, lavvande i emneskuffen, nedprioritering af blog…?

Hvad gjorde I – hvordan kom I igennem – hvorfor fortsatte I, eller hvorfor valgte I at lukke ned helt og aldeles?

Do share :-)

I mellemtiden vil jeg tage på ferie på et her unavngivent stede i det danske land – er tilbage i næste ugen. Måske, hvem ved, men fornyet blogenergi….

Uuuhh, teaser dér!!

7 responses so far

sep 06 2006

Nu er jeg jo sådan en…

…der har en kæreste! Og min kæreste er sådan en, der har en lille datter, som selvfølgelig har en mor, der udover at være mor til lillepigen også er min kærestes ekskone.

Fik jeg forstyrret billedet tilstrækkeligt til, at I allerede har mistet tråden?

Godt!

Nuvel… Som enkelte vil have bemærket, så er jeg en anelse fraværende på nærværende blog for tiden. Nogle har måske spurgt sig selv hvorfor? Andre har spurgt mig! ;-) Og andre igen har sikkert bare trukket på skuldrene og efterhånden glemt, at der engang var en mokke, der i en overgang bl.a. bloggede om prinsesserier og kvalerne ved alenelivet, når man nu så gerne ville finde én at være sammen med og alt det der.

Mokken fandt sin “eneste ene”! Jojo skam! Og for første gang i mit liv oplever jeg ting og føøøøler noget helt nyt og anderledes, som er mig helt fremmed, om end jeg måske nok genkender essensen fra mine tidligere dagdrømmerier. Det er jo SKØNT for fanden! Man fyldes op og sprudler, mærker latteren ligge latent på lur, man når alverdens ting og lidt til, for energien er på det absolutte max, man mærker livet, bider det kærligt i låret og flyder med, hvor det nu engang hiver én med.

Jeg fandt ud af det der med den indre prinsesse – altså så godt som. Har naturligvis efterladt plads til forbedringer; alt andet ville vel være en anelse arrogant, trods alt! Og nu skal jeg så til at finde ud af det med at være mokken, prinsessen, kæresten… og så lige den helt nye, totalt uvante, lettere skræmmende, ret så overvældende og egentlig – i bund og grund – tankevækkende enkle rolle som:

1) “Fars kæreste” til lille lyshåret pige.
2) “Eksmands nye kæreste og potentiel papmor til datter” til kærestes ekskone.

To roller, som jeg aldrig har skullet fylde før. To titler, som aldrig tidligere har været mine og som derfor ærlig talt stadig føles en anelse mærkelige og uvedkommende – hvor meget de end presser sig på!

Eddermanme mærkeligt!

Enter nyt liv med barnestol i bilen, minisandaler i entréen, børnetegninger på køleskabslågen, Traktor Tom-sengetøj i gæsteværelset osv. osv.

Velkommen til slentreture til legepladsen, madrester på gulvtæppet, trætte tudeture ved sengetid, snaskede men varme kram, uendelig tit-tit-bøøøh, finurlige udtryk, glad velkomstlatter og surmulende farvel-øjne…

Kort sagt: en lille pige tager sin plads i mit liv, og hun får den! Hun får den ubetinget, fordi jeg vil hendes far. Hun er også en del af det “os”, som vi begge to stadig er lidt overrumplede over, og netop det faktum, at hun er der og tager plads tvinger mig ud i erkendelsen af, hvor meget jeg vil det her. Det hele. Hele pakken, MokkeMie – værsåartig.

Jowtak så gerne! Jeg vil det gerne. Og det fungerer faktisk! Måske det overrasker mig mere, end det undrer andrer, for det fungerer på trods af, at jeg ikke er særlig god til børn sådan generelt betragtet. Eller… altså… Jeg ER god til børn. De kan lide mig, kan de! Som reglen fatter de tillid til mig hurtigt og uden besvær. Jeg tror, det er noget med, at de kan mærke mine grænser og min ro – eller hvad fa’n ved jeg egentlig? Jeg har aldrig opsøgt små børn; har aldrig haft det der pussenusse og hold kæft, hvor er de skønne, jeg må røre og dufte og snuse-halløj i mig. Børn er børn! Søde og kære, jovel, men altså… børn er sgu bare børn; små mennesker på godt og ondt lissom os andre. Med meninger og synspunkter, sympatiske og usympatiske sider. Glade og trælse dage. Ja, børn er børn – de udmærker sig ved at være i vores vold; de skal indrette sig, afrette sig, opdrages, inddrages…

Hey! Hvordan kommer jeg tilbage til udgangspunktet for dette indlæg? Forekommer mig, at sidesporet fangede mit fokus. Hm! Er vel bare rusten i det hersens blogværk? Må vist stramme op!

Nå, men tilbage til rollerne. 1′eren kører, som det vist kan uddrages af ovenstående, sådan nogenlunde på skinner. Jeg håndterer det fornuftigt, min kæreste hjælper mig, hvor jeg vakler, mine veninder er der med velmente og erfarne råd – og jeg manøvrer med tungen lige i munden. Til tider holder jeg vejret og glemmer helt at trække det, til jeg igen er alene – så fiser luften af ballonen, og jeg mærker up front, hvad det egentlig er, jeg takker ja til. For det ER altså en omvæltning, der sparker røv! Big time fat ass! At påstå andet ville være en lodret løgn, så dét prøver jeg ikke på. Jeg må og skal være ærlig – denne gang over for to mennesker: mig selv og min kæreste.

Hmmm… Undviger vist 2′eren, hva! Finder på svinkeærinder, kommer på floskler, der lige skal med, fylder jer (og mig?) med en sludder for en sladder.

Hvorfor?

Jamen fordi 2′eren sguda trækker tænder ud! Og vi er kun lige begyndt! Det er ikke nemt at være eksmand og -kone. Det er heller ikke nemt at være eksmands nye kæreste, når ekskone sidder med det ultimative kort på hånden: fælles barn. Det er sikkert heller ikke nemt at være ekskone, der kan konstatere, at eksmand er glad igen, ovenpå, og nu begynder at skabe et liv, som ikke på nogen måde involverer hende.

Ergo sidder vi (distanceret Mokke entrerer banen!) således med et set-up, hvor fire (inddrager ekskones kæreste i optællingen) voksne skal til at finde sig tilrette med helt ny situation – en sitaution, der implicerer træhytten og dermed Sverige til tider, og en situation, hvor en to-årig har fanget og til dels forstået, at hun spiller en vigtig og endda i visse tilfælde helt afgørende rolle, så hun så småt er ved at tillære sig manipulationens kunst – som det vel så er vores voksnes opgave at gennemskue, nicht war?

Men ved I hvad? Det går faktisk…. ikke forrygende, slet ikke fantastisk, ikke engang super eller noget. Men det går altså heller ikke helt ad helvede til, trods alt. Der er skærmydsler, og der er uoverenstemmelser omkring graden af oplysning vedr. weekendplaner, opholdssteder og andet godt fra havet. Der er heftige sms-udvekslinger, der er skyldplacering, der er en grad af mangel på respekt og generel mistillid. Der er kort sagt en masse af de ingredienser, der vel hører med til den gang sammenkogning, jeg har fået placeret mig selv midt i. Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi får afpasset de ingredienser til en spiselig ret for os alle? Hvordan finder vi et holdbart leje – og, ikke mindst, hvornår mon det indfinder sig?

Og hvordan forholder jeg mig lige?

Jeg står på sidelinien og ser en anden kvinde trampe ind over min kæreste og overskride hans grænser med en manglende tillid og respekt for hans evner til at beslutte og bestemme på sin datters vegne – og tilmed gøre det med skyld og trusler i baghånden. Jeg forholder mig roligt.

Jeg er i dén grad med i kampen, når min kæreste bliver frustreret og ikke forstår kvinders måde at tænke på. Der kan jeg komme med input og årsagsforklare. Jeg kan godt fortælle ham hvorfor, for jeg ved jo, hvordan hun tænker som kvinde (dog ikke som mor; den er lidt mere tricky for mig!)… Og så kan jeg så være nok så uenig i den måde, de tanker forvaltes på! Også dér forholder jeg mig forholdsvist roligt. Det er hans kamp, det er ham, der skal trække grænserne, træde i eksmand-karakter og håndtere situationen, og jeg bliver nødt til at stole på, at han kan det, fordi det er essentielt for os, at han gør det. Jeg ved, han vil.

Gode råd og erfaringer modtages naturligvis med kyshånd! Jeg er nok ikke den første kvinde i universet, der finder sig selv i sådan en situation – og jeg er nok heller ikke den første supersingle, først i trediverne, styr på livet, semikarrierekvinde, der har forelsket sig i en mand “med bagage”, vel?

Så dér er Mokken, folkens! Tilfør så en god del arbejdspres og venskaber, der skal passes, og I har forklaringen på tørketiden her på bloggen. Man kan ikke det hele – og lige nu prioriterer jeg med sikker hånd :-)

19 responses so far