Mokken rokker

Det er altså noget mærkeligt noget! Der er kun lige en snert af sensommer i luften, man aner så småt efteråret ude i horisonten – og så får jeg lyst til at være kreativ!

Mine tanker rumsterer med efterårsaftensprojekter… man ku’ jo sy sig et klædningsstykke, man ku’ hækle sig et eller andet uundværligt, man ku’ jo brodere og uuuhhmmm, hvad med hjemmestrikkede sokker?! Ahhh, bare tanken om hyggen ved brændeovnens lune…

Jajajajaaaaa, jeg ved, jeg er en uforbederlig romantiker, og alle, der kender mig, ved, at 9 ud af ti projekter af sådan karakter, forbliver i mine drømme. Jeg får aldrig lavet det der kæmpe patchworktæppe i skøn amerikansk quilttradition. Jeg får heller ikke strikket sidste ærme på de mange sweatre, jeg har kastet mig over at fabrikere i tidens løb – og hvis jeg gør, så bliver de næppe monteret. Dét hader jeg nemlig – og er deraf også temmelig elendig til det. Jeg får måske nok strikket et par sokker eller to, og jeg har da også fremstillet et enkelt sjal i tidens løb, lissom jeg engang var en habil bestyrerinde af symaskinen, hvorfra kreationer af diverse arter fløj og flygtede.

Men altså. Drømme om det, dét kan jeg! Og særligt når jeg står ovenfor sådan en fri og planløs weekend, som venter forude på denne skønne fredag. Jeg fantaserer om at stille min salig mormors symskine op og få den renset og tunet til kilometervis af skønsyning – måske endda kigge lidt på det der kniplebræt, som også udgjorde en del af arven. Tror, jeg kunne blive god til at kniple, nemlig. Ikke at jeg har en eneste forudsætning for det eller har den fjerneste anelse om, hvad det indebærer, vel. Men jeg tror altså, at jeg har talent for det…

Om ikke andet har jeg drømmene og forestillingerne om alt det, der kan finde vej fra mine hænder og ud til glade mennesker, der med kyshånd tager imod de skønne sager, jeg har forestået…

Hvem sagde virkelighedsfjern?

Av!!

Jeg har lige slået min græsplæne. En forteelse, som jeg faktisk holder af. En lille times tid tager det, og hovedet tømmes for tanker, mens det står på.

I dag var sej! Græsset var vokset mig over hoved – eller over ankel, nok nærmere specificeret. De sidste tre ugers tid med evig vekslen mellem silende regn og varm sensommersol havde fået det til at vokse – og dét i kombination med, at jeg ikke har været at finde mange timer ad gangen i og omkring træhytten, ja så trængte det i dén grad til lige at blive løbet over.

Så mig i sving med det. Er glad og tilpas. Lige indtil jeg får manøvreret maskinen henover dét, der skulle vise sig at være et hvepsebo – i et lille hul neden under en stub! Ud raser hobetal af hævngerrige stikkere, en enkelt når at sætte sig på min arm og mase brodden ind i min ømtålelig hud.

AV!

Så så man lige mig løbe tværs over plænen vildt fægtende med arme og ben, alt mens jeg i mit hoved forestillede mig den hale af arrige hvepse, som jeg ganske sikkert havde efter mig. Ren Anders And, simpelthen.

Men det blev ved den ene – og det ene lillebitte stik, som godt nok gør lidt nas lige nu. Godt, man ikke er allergisk eller noget!

Ak ja!

Kastede mig over donten med plænen efter lige at have sundet mig – og blev næsten færdig, inden maskinen løb tør for benzin.

Hmmm… Kunne den stikkende hveps blot have været lisså fredelig som ham humlebassefyren herover. Han døde lykkelig, tror jeg, med snuden i den dejlige millon bells-blomst :-)

…af blogspot! Det kører for langsomt, det er for tit nede, det er for bøvlet at rode med html’en og template og det der grej, det er for ustabilt, det er for kringlet at få billeder med i indlæggene.

Ja, det spiller bare ikke.

What to do? Nogen siger wordpress. Jeg siger, at det hele skal køre på mokken.dk, som jeg har haft i hænde længe efterhånden uden at gøre brug af det.

Der må findes en løsning. Snart. Inden jeg bliver gammel før tid. Man ku’ jo smugkigge hos acq, der lige har fiflet med samme sager. Man ku’ jo….

Måske, når tiden er til det…

Suk…

…for to, som gerne vil sammen være.

Tonerne har ikke helt forladt mit hoved endnu. Heller ikke selv om den faktisk ikke blev sunget, den salme. Det er nu også lige meget. Den ville have passet perfekt til dagen, hvis den var blevet sunget. Og det passede perfekt til dagen, at den ikke blev det.

Var til bryllup i weekenden. Til rådhusbryllup. Det havde jeg aldrig prøvet før. Det gik hurtigt – 5 minutter eller sådan noget, så var den formalitet lissom ude af verden. Det var det helt rigtige for de to. Helt perfekt. To mennesker, der har kendt hinanden på godt og ondt, glædeligt og trist, oppe og nede i hen ved 11-12 år – ja, de skal stille sig op foran de mennesker, der er dem nærmest, og afslappede og sikre i deres sag give det ja, som vel nok på den ene side er en praktisk formalitet i forhold til børn og familie, men på den anden side umiskendeligt er en erklæring, som tydeligt for alle kom helt indefra hjertet lige netop i lørdags.

Nåede kun lige at blive en anelse rørstrømsk. En lillebitte smule.

Efterfølgende stod der “overraskelse” på programmet, hvilket forudgående havde efterladt flere af os med et mindre tøj-problem. Hvor praktisk var nødvendigt? Hvad med de høje hæle? Make-uppen? Skal vi være ude? Måske fysisk aktive ligefrem? Men dog! Men dog!

Alles gisninger blev gjort til skamme, tror jeg. Jeg selv havde undladt at gætte. Jeg kender de to godt nok til at vide, at hyggen er det primære; nærværet til enhver tid topprioriteret – og med dét i tankerne kunne det næppe være et alt for grænseoverskridende program, der ventede os.

Og det var da langt fra grænseoverskridende at sætte sig til langbords i en interimistisk bådbyggerhal i den skønneste park et sted i Thy, hvor udsigten over fjorden var fascinerende fængende og stemningen i den lille flække gennemsyret af sensommerglæde og overskud.

Der var grin og latter. Gensidigt jokeri mellem familimedlemmer, der ser hinanden alt for sjældent. Topunderholdning på så dræven dialekt, at man måske burde have overvejet undertekster for de nys tilløbne til familien. Der var kys og kram under træerne. Fællesbilleder. Spadseretur på vakkelvorn bådebro. Lysende solsikker og hjemmebagt kringle. Hvad mere vil man have?

Udover selvfølgelig en fantastisk middag med udsigt over fjorden, raslen med service og bryllupskys til alles skue. Sentimentale taler og tårer, som vi alle godt vidste, hvad gemte. Midt i glæden huskede vi sorgen. Sådan skulle det også være. Alt andet ville have helt forkert. I stedet blev det hele helt rigtig og helt perfekt.

Brudevals og afklippede strømpespidser. Musisceren til alles udelte fornøjelse. Øller og fællessang.

Intet på hele den dag og aften, der gik over i den skønneste sommernat med funklende stjerner og kolde øller på terrassen ved Vesterhavet, kunne eller skulle have været anderledes.

Det er så yndigt at følges ad… Ja, det er det – og de to fortsætter sikkert deres vandring uanfægtet af lørdagens hændelser. Med sig har de forhåbentligt taget en masse minder om den helt igennem perfekte dag…

Tillykke endnu en gang til min grandkusine og hendes skønne familie – og tak for en skøn dag :-)

…at Mokken er så fraværende hér omkring skyldes, at der ligges i ske og kastes forelskede blikke og alt det der: TRO OM IGEN!

Næ nej, tværtimod fordrives tiden med stress, pres, planning og replanning, test, møder, test, problemløsning, stress, konklusioner, dispositioner, rygter, ringe i vandet, konsekvenser, resursetræk, allokering, test, mødebookning, mødeaflysning, mødeflytning, stress.

Ske og blikke bliver der også tid til, bare rolig. Bare ikke i de mængder, som sommeren med al dens lune og frihed bød på.

Enter hverdag.

Når nu man er hjemme i sin egen hytte for første gang i det, der synes som flere måneder men som nok nærmere bare er….hmmm….3-4 dage, så skal man ikke sætte sig ned og msn’e eller blogge eller surfe lidt nyheder!

Nej!

Man skal lige daffe ud og grave den der høstanemone ned, som man fik af sin mor for et par uger siden, og som siden da har stået i en plasticpose på terrassen og samlet vand om fødderne.

Man skal tømme kattebakken og omsorgsfuldt fortælle kræet, at den kan se frem til endnu en 3-4 dage alene på skansen, fordi man selv drager af til Nordjylland i morgen eftermiddag efter endt arbejdsdont for at fejre kusinens bryllup.

Man skal give fødderne en omgang kærlig, tiltrængt sensommerpleje.

Man skal pakke sin taske til weekendens vesterhavstur i ro og mag.

Man skal pille tøj ned fra tørrestativ og lægge det nydeligt sammen. Det er sikkert tørt nu. Det har hængt der i to uger.

Man skal nippe lidt Flittigliser og nusse lidt ukrudt – eller eventuelt omvendt.

Man skal læne sig tilbage med en god kop the og nyde, at man lige har en stund helt alene og så glæde sig til alt det, der skal ske, sker ligenu og er sket. Fange øjeblikket eller noget.

Så arriverderci, hej hej, schüss, ciao og hasta luego, folkens… I’ve got stuff to do :-)

…mens de fleste vælger at sætte sig nye mål i livet (eller i det mindste for det kommende år!) omkring nytårstid, så har jeg et eller andet med skiftet mellem højsommer og sensommer. Det er tid til evaluering og omstrukturering, hvor det måtte være nødvendigt.

Sommeren er brugt optimalt denne gang, og nu skal man (læs: jeg!) til at tilrettelægge en måde at komme gennem den mørke tid uden for massive nedture – mørket er her såmænd nok, før jeg får tænkt mig om, og hvorfor ikke tage sorgerne lidt på forskud?

Ergo – tid til lidt mental oprydning her i et kort øjeblik mellem aftaler med skønne mennesker, en hulens bunke arbejde og fortættede stunder i tosomhed med ham, jeg godt kan lide.

Jeg har en idé om, at jeg skal til at være sådan en, der holder lidt mere på pengene! Det er vist ingen hemmelighed, at min økonomi sådan helt generelt ser ganske fornuftig ud, så jeg tænker ikke synderligt over forbruget i hverdagen. Der er til det, jeg gerne vil have. Nogle gange er det så bare sådan, at jeg åbenbart gerne vil have lidt for meget. Altså må jeg lige minde mig selv om tidligere tiders mådeholdenhed (årene på SU er ikke glemt!) – restriktionsregimet startes op i det små fra….skal vi sige d. 1.?

Jeg kunne også godt tænke mig at være sådan en, der bruger sine kreative evner på lidt andet end “bare” at fikse hus og have. Jeg vil kigge mig omkring og finde et strikke/hækle/patchwork-projekt, der kan gøre de lange aftener foran brændeovnen hyggelige og afslappende. Jeg ved, at jeg haaaaader, når jeg kommer til at henslæbe for mange af dem foran TV’et, som intet – absolut intet – giver mig! Hmmm…strikkeprojekter kan være kostbare. Noteret, at det kan tænkes at konflikte en anelse med ovenstående punkt!

Jeg bør vel notere mig et punkt om noget med lidt motion og noget lødig kost. Hermed gjort! For en god ordens skyld, om ikke andet…

Og så er jeg jo sådan en, der kan lide at rejse. Surfer lidt rundt efter en billig rejse til Alicante her engang i efteråret – på bagsmækken af det der kæmpeprojekt på arbejdet, som ser ud til at kunne komme til at trække selv kindtænder ud på samtlige involverede. Så en lille uge med lidt sol, cerveza, español, fiesta og siesta lyder som en fremragende idé. Igen noteret potentiel konflikt med pkt. 1.

Endelig forlænger jeg forsommerens erklærede mål om at gøre sommeren ‘06 til s o m m e r e n over dem alle. Det lykkedes. I enhver henseende lykkedes det. Hensigtserklæringen er hermed at gøre hele året ‘06 til et gennemsyret succesår samlet set. De første måneder lod meget tilbage at ønske, men fra løvspring og til nu har kurven sprængt alle tidligere rekorder, så sandsynligheden for, at jeg engang sent i livet vil kunne fremhæve ‘06*, fordi det var dér, jeg mødte den og den og gjorde det og det, er allestedsnærværende.

Tjek!

Plan hermed ajourført.

Må slappe af!

Hvad mon der er i fjerneren, egentlig? Og hvor er remoten?

Fortsat god sommer, folkens :-)

*I hope when I get old, I don’t sit around thinking about it – but I probably will (B. Springsteen – Glory Days).

…da jeg forleden skrev “fuld mokkedulleskrue”, ikk…. Der mente jeg altså mere noget i retning af, at der også fremover med al sandsynlighed vil være tale om sporadiske indlæg på nærværende matrikel.

Det var såeldes ikke ment som et løfte af nogen art…

Livet all incl., I ved, kræver mig – og jeg nyder det ;-)

Vær beredt, folkens, thi Mokken er tilbage på bloggen!

En god uges tid spenderet i mit for tiden så absolut foretrukne selskab i den pureste egoisme, der indbefattede komplet og fuldstændig disconnection (som vi jo siger på nudansk!) fra alt og alle. Arbejdet glemt og fortrængt på forsvarlig vis, vennerne sat på midlertidigt hold, mailen lukket for en stund, sms-maskinen tændt men overhørt.

SKØNT!

En hel uge i skæret fra de dér ravfarvede øjne, der tager pusten fra mig og gør mig så spillevende glad indeni. Lange siestaeftermiddage i skyggen, endnu længere aftener på terrassen med fortættet hygge, lækker mad, larmende skraldgrin og forlegne, forelskede fnis på menuen – og endelig de endeløse nætter i varme omfavnelser og de der intime, afdækkende samtaler, som man både suger til sig og hælder løs af – fordi man kan og vil…

Mit helle har fået passagersæde installeret. Min boble er nu også en andens. Og jeg nyder det.

Lommen bragte emnet på banen. Jeg nævnte, at jeg ville tænke over det og give mit besyv med. Selvfølgelig mener jeg noget om det. Det skal jeg vel – alle prinsesserierne taget i betragtning, ikk…

De tre små ord. Tre sølle bittesmå ord. Brugt i flæng af nogle. Behandlet varsomt af andre. Den rene lykke for visse og roden til al angst for andre igen.

Det er noget mærkeligt noget. Jeg har egentlig altid tænkt, at det at sige de tre ord højt var ligegyldigt i sig selv. Uvæsentligt, for så vidt at erklæringen kan udtrykkes i handlinger alene.

Jeg er blevet i tvivl. Faktisk er jeg på det seneste blevet omvendt. Måske fordi jeg for første gang nogensinde er i en situation, hvor det er af den allerstørste nødvendighed, at jeg ikke bliver midforstået – hvor mine handlinger ikke bør stå alene men underbygges af klare udmeldinger? Måske fordi handlinger synes så fattige i forhold til dét at turde sige dem højt? De tre små ord.

For det handler om mod. For mig handler det om mod, i hvert fald! At turde give og tage. At stå ved, at en del af min lykke afhænger af et andet menneske. At stå ved sig selv i en grad, der gør, at man åbent og uden blusel kan sige, at man gerne deler overskuddet og har brug for at vide, at en anden gør det samme.

For det er væsentligt, tror jeg, at overskuddet er der. Kærligheden skal ikke generere overskud. Det skal være det som udgangspunkt. Først dér kan man slappe af og begynde at tage imod – og først dér kan man øse af alt det, man rummer. Uden fare for at miste for meget. Angsten og utrygheden ved at overlade en del af sig selv til et andet menneske formindskes, når man er stærk og sund i sig selv…

Giver det mening?

Stærk og sund… Netop SÅ stærk og sund, at man ved med sig selv, at man ikke skal kunne det hele! At prinsessen har sin plads. At sorg og tristesse er livsvilkår, der forvaltes. At selvværd og -tillid er et par størrelser, der holdes nidkært, egoistisk ved lige i troen på, at det er de faktorer, der spiller den væsentligste rolle, når man lige pludselig står dér og har lyst til at sige og høre de der små ord, I ved…

De tre små ord.

Jeg tror, de er vigtige. Meget vigtige. Man skal være varsom med dem og ikke bruge dem i flæng. De skal ikke devalueres men omvendt heller ikke holdes så tæt til kroppen, at de aldrig kommer ud i luften. Man skal netop ikke være bange for dem men se styrken i at kunne sige dem og kunne høre dem…

De er vel ikke så farlige?

Hæhææhæhæhæhæhæhæææhæhæhæhæhæhææhæhæhææææææ!!

Ååååh altså! Én eller anden: få mine arme ned!

Gæt lige, hvem der har fået neglet Springsteen-i-Parken-billetter til sig!

Gæt lige!

Gæt gør!!

Gæt så!

Gæt nuuuuuuuuu, gør!!