Mokken rokker

Inden der vokser vedholdende, ondsindede rygter frem i det ganske blogland, vil jeg hermed sikre mig, at I alle er retteligt oplyst om, at jeg stadig er ubesejret i kroket!

Mit navn står for evigt brændt i grøn kølle!

Ingen over, ingen ved siden af.

(Det var af rent psykologiske coachtekniske årsager, at jeg valgte at lade andre få den officielle sejr!)

Jeg er glad for tiden. Jeg er meget glad for tiden. Det er vist ikke gået mange ubemærket forbi…

Der skal meget til at ødelægge det gode humør – og jeg gør faktisk en masse aktivt for at bevare det så længe som muligt.

I dag var jeg i Netto på vejen hjem fra mit arbejde, hvor man ellers nok kunne blive lidt småmuggen af at sidde og sumpe rundt i eget sved, mens vinden valgte at ligge helt stille og på ingen måde bringe lindring til det arbejdende folk. Men skide nu være med det; jeg tog lidt tidligere fri, kan jo arbejde hjemmefra i aften, når solen er gået ned, så det går nok det hele, I ved.

Men altså – Netto. Jeg ankommer til parkeringsplads, som er helt og aldeles booket på nær én sølle plads, som jeg glad og fro gør anstalter til at svinge ind på. Nuvel, halvt inde i båsen må jeg stoppe op, for der står mand og tømmer sine varer fra vognen ind i folkevognsrugbrød (ja, de findes åbenbar stadigvæk!). Han har naturligvis været for nærig til at købe et par poser, så møjsommeligt flytter han rugbrød, marmelade, bind (åhhnej, ikke dén type mand, vel? Jo!), remoulade mm. mm. mm. one by one fra indkøbsvogn til bil. Suk. Jeg giver et lillebitte dyt med hornet, virkelig lillebitte, for hvis han liiiige trækker vognen lidt til sig, så kan jeg komme ind, og så er alle jo glade.

Tror jeg!

Han flytter sig ikke en tøddel, idioten (som jeg nu har fået bekræftet, han er!).

Nå, men ingen andre pladser bliver ledige, så jeg bliver holdende og tænker, at det nok ikke kan tage så pokkers lang tid at få tømt den vogn der.

Det kan det så! For pludselig er det som om han har fået en mystisk lammelse i den ene arm, så han kan kun bruge en hånd. Nåja, självklart.

Jeg bliver holdende. Nu lidt en principsag, trods alt.

Endelig! Endelig kan han ikke finde på mere at trække tiden med, og han må køre sin vogn hen i køen for at få sin snoldede 10′er tilbage. Demonstrativt går han forbi mig i min bil uden at værdige mig et blik.

Jeg stiger ud af bilen, netop som han kommer tilbage til sin. Jeg nikker til ham… “tak fordi du lige trak dig lidt til side dér; det var vældigt behageligt at sidde og følge med i, hvilke varer du har købt. Tak for det!”, siger jeg smilende og med overskudstonefald. Jg er faktisk ikke sur – end ikke irriteret. Jeg har bare ikke lyst til at lade sådan en nar dø i synden, for det var jo decideret barnagtig opførsel, han lige havde udvist.

Han lyser op! “Nååårhh, du er dansk! Jeg troede, du var svensker i den bil der” – han skuler til mine svenske nummerplader.

“Jaja, pæredansk, du… Men hvad har det med sagen at gøre?”.

“Årrhh, de skide svenskere, de kommer bare her af en eneste grund. Bajere, du. De køber kraftædeme bajere og sprut som sindsyge. De kan kraftædeme købe deres lort hjemme hos dem selv”.

“Nåårhh, det ved jeg nu ikke! For hver øl, de køber, klinger det vel lidt i den danske statskasse, så personligt synes jeg da, at det er en god ting, at de gider lægge lidt af deres spareskillinger her hos os!”.

“Ja, du holder vel med dem! Men du pisser jo også på os andre…”

“Øøøhhh!? Hvordan da?”

“Ja, du bor jo på nas derovre og tror, du bare kan komme her og flyde med strømmen. Du sku kraftædeme tage og bidrage lidt, du. Er kraftædeme træt af alle de nasserøve, der bare tror, de kan få og få og få!!”.

“Arj, helt ærligt, hvad ved du lige om det? Hvad kender du til mine personlige forhold? Du antager, at jeg nasser på det danske samfund, fordi jeg tilfældigvis bevæger mig ind på en parkeringsplads i en bil på udenlandske plader?”.

“Ja, for fanden. Det gør I sguda allesammen, I flytter derover for de store biler og billige huse og alt det der pis, men vil I være med til at betale festen herhjemme, hva?! Bruger vores veje og sådan noget pis, ikk! Kraftædeme asocialt ad helvede til! I vil ikke betale en skid, mand”.

“Hør! Nu stopper du vist lige, mester! Jeg betaler faktisk fuld skat her i landet – og det faktisk i betydelige mængder, som jeg er ret sikker på ville gøre dine skider kolde, hvis du kendte til tallene! Jeg koster ikke den danske stat en skid. Det gør du til gengæld. Og dét er jeg så med til at betale. Kald dét asocialt én gang til…!”.

“Hvorfor fanden betaler du skat i Danmark, hvis du bor i Sverige?”.

“Fordi sådan er reglerne, Sherlock! Jeg arbejder i DK ergo er jeg fuldt skattepligtig i DK. Sådan er det.”

“Nå for fanden, det vidste jeg ikke.”

“Nej, det gjorde du tydeligvis ikke. Men måske du skal prøve og se, om du muligvis kan huske dét, næste gang du synes, du skal lave din egen lille demo og optræde med latterlige embargoer på offentlig parkeringsplads?”…

Herefter vandrede jeg ind i Netto og fik handlet den liter kærnemælk, jeg oprindeligt kom efter.

Lennart, den glade Netto-mand, hilste på mig, som han altid gør. Jeg kunne smile tilbage og heldigvis konstatere, at end ikke folkevognsrugbrødskørende narhat havde spoleret det gode humør.

Det ER måske slet ikke til at slå i stykker?

…nu proklamerede jeg jo godt nok forleden, at jeg ikke klager over varmen.

Det gør jeg så lige alligevel, ikk…

Sidder på job med hævede ankler og svedpletter under armene.

Det kan jeg ikke lide.

Jeg vil hjem i haven, hvor brisen blæser sagte, og hvor roen hersker.

Det kan jeg lide.

Det er dét, jeg gør. Kører hjem.

Snart!

…i din ferie, spørger alle mig nu, hvor jeg har tilranet mig en ikke-planlagt bonusferieuge i næste uge.

Hæhæ…

Hvad tror I, jeg skal lave, spørger jeg skælmsk tilbage.

For naturligvis, n a t u r l i g v i s, har det akutte behov for mere fritid intet at gøre med, at ham der kæresten, I ved, også har ferie, vel. Intet. Whatsoever intet har det med sagen at gøre.

For tiden skal gå med at:

1: være hos tandlægen og få fikset Grand Canyon i en øm tand i overmunden. Suk.
2: køre til mekanikeren med bilen, som skal ha et 120.000 km.-tjek. Suk. (Og nej, jeg har ikke fået købt mig en ny dyt… I vil blive informeret derom, for så vidt jeg nogen sinde får taget mig sammen, ok!).
3: male lidt vinduer og så’n.
4: skure køkkengulvet.
5-120: fikse andre praktiske ting i hus og hjem…

Jajaja, siger I nu, men hvad med al den yderligere tid?

Nåååårhh! Jamen, dér skal jeg vel:

1: en tur eller to på åsen og vandre rundt og være wild life lykkelig-agtig.
2: drikke rosé på terrassen.
3: ligge i sengen og sove i ske rigtig længe.
4: ligge i sengen og… snakke og grine og fortælle røverhistorier fra dengang, jeg var lille og sådan noget, I ved.

Ahhhaaaaaa, siger I nu inforståede.

Ja, nemlig, nikker jeg… Nemlig, nemlig ;-)

Phheeewwwww…

Krise afblæst.

Ferie i næste uge.

Tæller fire arbejdsdage (hvoraf én hjemmearbejdsdag) og to timer tilbage.

Hæ!

Boing!!!

Sådan! Her kl. 22.13 en højhellig søndag aften slår det mig lige pludselig, at jeg skal stille uret, når jeg går i seng (hvilket jeg havde tænkt skulle være om tidligst et par timer – men med ny netop genvundet livsindsigt forstår jeg, at det skal være NU!), for i morgen er det arbejdsdag! Og så en mandag! Helt ærligt, altsåååå….

Slut med ferie. Slut med lange aftner på terrassen, rosévin i stride strømme, slut med uendelige morgener… Slut…

Spontanbehov for mere ferie opstået! Må fikses i morgen! First thing, jeg træder ind af døren: “Hey boss, jeg tænkte, sku’ jeg ikke tage og blive væk i næste uge, egentlig?”.

Det går nok. Det skal det. Jeg er jo langtfra færdig med at holde ferie. Sådan rent mentalt og så’n. Det forstår hun sikkert. Helt sikkert. Jep!

Nå men, godnat så…

Ååååhhhh altsåååå…. se, hvad jeg lige har fået af hende med de varme bukser:

Fordi jeg var den bedste og knækkede nødden – før Irene og alle de andre. Hæ! :o)

*Nanananaaananaaaaa…..*

I hører ikke mig klage over varmen. Jeg kan tage det. Det er fint nok. Når bare jeg har skygge og rigeligt med vand inden for rækkevidde, så er jeg ikke den, der vånder mig. Slet ikke.

Men altså.

Det ER sgu lidt lummert indendøre, når man ikke kan slå terrassedørene op på vanlig vid gab, fordi der ligger en mavesnittet kat og rekrererer på sofaen. Suk. Mig og min planlægning. Det indgreb skulle have fundet sted i mindre opvarmet periode end lige midt i århunderets rekordsommer. Det noterer jeg lige til næste gang, det kommer på tale… – både rekorder og operationer!

Katten har det godt. Er faktisk ualmindeligt ilter det forholdsvist store ar på mavsen taget i betragtning. Jeg har pillet kraven af den. Det var jo det rene plageri. Den holder (stort set) snuden fra såret, så alle er glade.

Og nu insisterer den på at ville ud! Naturligvis! Den står foran nyinstalleret kattelem og prøver møjsommeligt at få den til at åbne. Men nej, den onde stedmoder har lukket for den. Hvor klart er det selvfølgelig også, at den vil ud nu – og anvende lemmen, som den ellers har negligeret på det groveste de sidste par uger, hvilket har resulteret i, at jeg har ligget med røven i vejret henholdvis på den ene og på den anden side af døren og lokket det bedste, jeg har lært, for at få kræet til at fatte, at den bare lige skulle skubbe med snuden for at kunne komme igennem.

Den fattede ikke en fløjtende skid, dumpappen.

Måske var det nu heller ikke befordrende for forståelsen, at der den anden nat kom en fremmed kat ind udefra og skræmte livet af den lille hvide. Så gedigent, at den insisterede på at ligge i ske i min seng resten af natten. Hyggeligt at have sådan en ulddims med på sidelinien, når lækker kæreste også insisterede på det der ske-noget. Kunne naturligvis ikke sige nej til hverken den ene eller den anden. Dét var eddermanme lummert!!

Nå, men tilbage til det med kattelemmen.

NU har den lige pludselig fanget konceptet – for nu må den jo ikke hoppe ind og ud, vel.

Og tilbage står jeg som det onde, dumme menneskedyr, der kun siger nej nej nej hele tiden.

I morgen tror jeg, vi vender tilbage til normale åbendørtilstande her i hytten. Ellers koger jeg over. Tror faktisk allerede, min hjerne viser tidlige tegn på overophedning!

Sku man snuppe sig en øl til at køle ned på?

Suk!!

Der har været pilfingre i min computer. Pilfingre, der godt nok havde fået lov at være der, så jeg kan ikke skabe mig sådan rigtigt.

Men altså. De dersens pilfingre har gjort et eller andet, så når jeg klikker på et link derude på indernettet, så åbner det nye browservindue ikke i kingsize men derimod i sådan et lille, snottet format lige midt på skærmen, hvor man ikke kan se en skid!

Skide irritende.

Har allerede begyndende museskade ved at skulle klikke på maksimér utallige gange…

Hvad gør jeg? Hvad er tricket?

Ak og ve!

Har lige afleveret katten hos dyrlægen. Den skal snittes i. Den skal neutraliseres. Sådan! Snap!

Hårdt og brutalt fratager jeg den muligheden for at få killinger igen. Jeg er barsk og benhård – og kunne næsten ikke få mig selv til at gå, da den lå der i dyrlægens bur og kiggede forvirret rundt – uanende, at den beroligende sprøjte kun lige var toppen af isbjerget.

Tillidsfuldt vandrede den ind i transportkassen. Det er jeg ikke sikker på, jeg får den til igen. Men det skal den vel sådan set heller ikke. Fra nu af skal den flintre rundt omkring træhytten i kådhed og nyde sit otium til det ypperste. Den skal ud og lege med drengene, og dens “mor” skal sove trygt i visheden om, at det ikke bringer små pelsede, pivende tingester på matriklen med sig.

Den er gammel, den lille hvide kat. I hvert fald i yngel-sammenhæng. To gange har hun fået killinger. Nogle små skravl, den ene mere mærkelig end den anden, og graviditeterne har hver gang været hårde mod hende. Så det er for det bedste. For alle parter.

Men det ændrer ikke ved, at hun så meget lille og skrøbelig ud, da hun lå der og mjiavede opgivende.

Jeg må være stærk!