Archive for juni, 2006

jun 18 2006

1. sejr i indledende runde…

Hold da magle for en weekend!! Glade, skønne dage… Gid denne sommer aldrig får ende…

Klarede lige endnu en omgang suppe, steg og is – mere dansktop, Hammond-orgel og dansefatning. Jeg er en heldig Mokke, når det kommer til den slags, for mændene i min familie er for mestendelen en flok galante herrer, der gerne byder op til dans. Det er sjovt. Det kan jeg (også) godt lide… Valsede rundt med min storebror og skrålede med på “liiiille og buttet med mørkt og krøllet hår” og syntes altså, at det var skæppeskønt!

Når dét så er sagt, spoler vi hurtigt frem til i dag, hvor Lotte og jeg kickstartede årets kroketturnering (ikke at der nogensinde tidligere har været en kroketturnering, men altså….).

Ikke overraskende kunne jeg og grøn kølle gå derfra som vindere.

Akja – denne sommer ER vitterlig skøn :-)

3 responses so far

jun 17 2006

Lykken er… (del VII)

…når duften af varme sommernætter sidder i næsen hele dagen…

12 responses so far

jun 16 2006

Skånske delikatesser…

Nye jordbær og nyopgravede kartofler smager nøjagtig lisså himmelsk, når de kommer fra skånsk som fra dansk muld…

Det smager af sol og sommer.


Om lidt vil jeg sætte mig i en solstråle, der titter ned gennem trækronerne og rammer min terrasse hid og did. Der vil jeg give kartoflerne et overfladisk skrab, inden jeg tænder op i grillen.

Livet ER altså lige til at holde ud, hvis I spørger mig…

4 responses so far

jun 16 2006

Tudekiks…

Helt ær’li’…

Hvad tuder Liselotte over? Hun har da blomster og alt muligt – en anden én har…..stængler… og lidt sporadiske blade :-)


One response so far

jun 15 2006

Nogle gange…

….skulle sommernætter vare for evigt, og morgendagen helt forsvinde, mens myg danser over spæde siv, der gemmer på sovende ænder i slottets skær.

Nemlig…

PS: Lotte – jeg giver en pilsner… jeg skylder vist ;-)

9 responses so far

jun 13 2006

Mmmmmmænd og biler og Mokken og bil…

Mmmmm…. Der er intet som en mand, der kan køre bil!

Lyder det lidt vel banalt?

Det er det skam ikke!

Det der med at køre bil, er jo ikke noget, man bare lige gør, vel. Det kræver finesse, overblik, rytme, stoisk ro og et iltert sind på én og samme tid. Man skal overskue alt omkring sig, tage det ind, aflæse, vurdere afstand og hastighed, samtidig med at gearene behandles nænsomt men dog tilpas kækt til, at det aldrig bliver rigtig kedeligt at være med på en joy ride, og motoren spinder som en kat i en solstråle.

En mand, der kører godt bil, kan gøre mig helt salig.

At betragte hans stille koncentration og de små udbrud om andres færden i trafikken. At se ham placere sig hensigtsmæssigt og trække fra, når det er påkrævet for så igen at finde den slagne rytme uden at blinke. At turde gøre det lidt hidsige i sikker forvisning om egne og køretøjets evner.

Stærke hænder om rattet. En tommelfinger, der trommer sin egen melodi mod gearstangen. Et drevent blik i bakspejlet.

Jeg kender mænd, der kan bakke med lastbiler så store som huse uden at tænke videre over det. Med største selvfølgelighed mingelerer de anhængere ind på plads med milimeters nøjagtighed. Det fascinerer mig. Det er ikke nødvendigvis “lækre mænd” i gængs forstand – men der sker noget med mit syn på dem, når de lige fikser sådanne petitesser.

Jow, der er ikke noget som en mand, der kan køre bil!

Speaking of mænd og biler… Så slår det mig…

Jeg går jo og overvejer ny bil – det er en gammel nyhed, faktisk. Nu er der gået noget tid, og kareten har rundet de 115.000 km. knap og nap. Til vinter skal den til syn – til den tid er den tre år gammel og har kørt 150-160.000 km. eller der omkring. Det er rigtig mange kilometer, og jeg er dybt afhængig af, at skidtet starter og bringer mig hid og did, HVER gang jeg beder den om det.

Kan I se, hvad der allerede er ved at ske – jeg FORSVARER fan’me, at jeg vil have en ny bil!! Jeeezz!

Det er min tese, at mænd aldrig føler sig nødsaget til at forklare og forsvare sig, når de drøner ud og blænder uforholdsvist mange penge af på et lækkert køretøj. Der er ingen, der stiller spørgsmål om, hvorvidt det virkelig skal være en 2.0 diesel, når nu en 1.2 pisøse er sååå meget billigere i drift, vægtafgift og alt det der. Nænej, det er jo klart, at han skal køre standsmæssigt de fem kilometer, der er hen til hans arbejdsplads [indsæt ironisk smil her].

I skulle høre de spørgsmål og skeptiske røster, jeg må lægge øre til, når jeg nævner, at jeg er på vej ud på bilmarkedet..

- Nååårh, skal den allerede skiftes?
- Kører den ikke meget godt?
- Er den ikke billig i drift?
- Du har da ikke haft den ret længe!
- Hvorfor vil du have sådan en stor bil?
- Var der ikke mere mening i at køre den her ud?
- Uhaa, ja fint skal det jo være! (åårh, at have ondt i røven!)
- Hvorfor gider du bruge så mange penge på dét?
- Osv. osv. osv.

Suk altså…

Hør lige her: Jeg kører 50.000 km. om året. Jeg bruger tre timer om dagen i min bil.

Ergo: Den skal være komfortabel som én ind i helvede. Den skal være sikkerheden selv og IKKE krølle sammen til en sardindåse, når en eller anden idiot en dag kører ind i mig. Den skal have tilpas meget power i måsen til, at jeg ikke havner i uheldige og farlige situationer men kan rykke hurtigt, hvis det er nødvendigt. Den skal have ualmindeligt gode sæder med elektronisk indstilling af højde og rygstøtte og hele svineriet. Den skal kunne laste og rumme lidt af hvert – jeg bor på landet, alene, og derfor transporterer min bil tit meget store, uhåndtérlige ting, som jeg selv skal kunne få både ind og ud af den. Den skal være stor nok til, at jeg kan have venner og familie og en masse oppakning med. Den skal have lækre features, der letter kørslen – fartkontrol, navigation, klimaanlæg, ratstyret cd-anlæg osv.

Derudover har jeg æstetiske krav i retning af, at den skal være lækker at se på… Altså noget med lidt lir i form af fælge og krom-detaljer, læder hist og pist og alt det der.

Kort opsummeret er det en bil i den største og dermed dyreste klasse – fordi jeg har behovet for sådan en…

Boede jeg i byen, ville jeg tilpasse mig efter det og køre rundt i en eller anden blikdåse i miniformat – men det gør jeg ikke.

Så jeg køber den bil, jeg har lyst til, tak. Jeg tjener selv pengene til den, så jeg bestemmer også selv.

Og luk så i øvrigt røven :-)

30 responses so far

jun 13 2006

Du svenske sommer…

…ja, dig holder jeg også af :-)

Jeg bor i rhodondendron-land. Intet mindre. Se bare, hvad jeg må holde til at kigge på, når jeg kører på arbejde hver dag i denne tid:

En 30 meter lang og kompakt hæk tætspækket med de skønneste lilla blomster.

Svært at være i dårligt morgenhumør efter det syn…

3 responses so far

jun 12 2006

Mentalt et helt andet sted…

Sommervarme, air condition, høj fart og højere musik…

Blev båret hjem på fantastiske strofer i dag…

Nogle gange rammer det bare lidt mere end andre, ikk…

Åh denne himmel, disse øjne
denne svimlende længsel efter n o g e t
dette glimt af gensynsglæde
med det øjeblik som lige er gået
ku jeg standse tiden
ville jeg leve livet forfra
en gang til

[...]

Jeg ville ta dig som en chance
for at glemme alle mine løgne
jeg ville følge himlens flugt
i dine længselsfulde øjne
jeg vil mærke tiden
mærke hvert sekund
der går forbi

Uret tikker, hjertet banker
hele verden fra forstanden
gør dog noget, løb for livet
brug dog tiden, elsk hinanden

Manden bag er naturligvis Steffen Brandt – meget bedre bli’r det ikke på dansk, hvis I spørger mig (det gør I nok ikke, men så ved I da dét, om ikke andet ;-) I øvrigt min redaktionelle saks, kursivering etc.

Alting er vendt på hovedet – prioriteterne omprioriteret. Er mentalt ude i sommeren om end fysisk placeret midt i tonsvis af arbejde.

Det gør ikke noget…

I mit hoved bobler glæde, og i min mave flagrer sommerfugle…

9 responses so far

jun 11 2006

Opdagelsesrejsende…

Esmeralda på sin jomfrurejse i havens uudforskede finurligheder….

Hun er ikke helt tryg ved situationen – to minutter på de vilde vover og dernæst et kvarter i hyttens trygge ro til at fordøje indtryk.

Hun ER en tøs…

12 responses so far

jun 10 2006

Suppe, steg og is…

Uuhhmmm, dét er jo lige nøjagtig, hvad man har lyst til at kaste sig over, når temperaturen når de magiske højder, som det er tilfældet i dag – forhåbentlig er der også brun sovs i stride strømme…

Hm! Tror, jeg går direkte til isen, tak :-)

Ikke desto mindre er det dét, der er min virkelighed om et par timer, når vi igen samles for at fejre min storebror. Denne gang i forsamlingshus med bordplan, blomsterdekorationer, levende lys og hele pivtøjet. Bliver helt svedt ved tanken. Håber, hvidvinen er godt nedkølet!

Dén virkelighed kommer vist også til at indeholde festsange og taler, der helt sikkert får brormands tårer til at løbe – og nåja, så er der vist noget med et eller andet dansktop-band, der kommer og spiller op til dans til den lyse morgen. Sikke et held, at jeg gennem hele min opvækst blev indoktrineret med John Mogensens samlede sangskat gennem den tynde væg mellem min brors og mit værelse, så jeg kan brillere med mit enorme repertoire, når der trædes op…

Solen skinner, livet er nemt at leve, jeg er omgivet af glade og forventningsfulde mennesker – dét er sguda skønt!

Mokken – nu med dagsrapporter fra sommer- og festlandet…

4 responses so far

« Prev - Next »