Archive for juni, 2006

jun 30 2006

Lykken er… (del VIII)

… at være så optaget af at mærke livet, at man helt glemmer at blogge om det :-)

12 responses so far

jun 27 2006

Fra officielt hold…

…bekræftes længere tids vedholdende rygter i dag, idet Prinsessen – også kendt som Mokken eller bare slet og ret Mie – glædestrålende og med røde stresslykkepletter på kinderne oplyser, at hun har forelsket sig i stort set jævnaldrende, fantastisk ung mand, som hun siges at være indtrådt i kæresteskab med.

Det oplyses endvidere, at en vis kvinde ved navn Lotte til dels kan holdes ansvarlig for begivenhedernes gang, og Prinsessen beder os herigennem kredittere hende retteligt for hjælp udi at få Prinsessen på rette tanker og spor samt gelinde overlevering af persondata.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ingen yderligere oplysninger om kæresten, og Prinsessen virker ikke umiddelbart til at hugge eller stikke i for uddybende bemærkninger, da hun efter eget udsagn ønsker at holde kortene tæt til kroppen og i øvrigt bare nyde livets tilskikkelser.

I dag….

24 responses so far

jun 27 2006

Socialdemokraten…

5 responses so far

jun 25 2006

Misc. sunday…

“Bare giv os lidt billeder af terrassen og din sølle klematis….”, sagde acq.

Hmmppprhh!

Er mopset over fornærmelse af min klematis, men derudover følger jeg hendes udmærkede råd ved bl.a. at kunne fortælle:

- at min tigermis er glad og fro og sover det meste af dagen væk (for så at være yderst vågen omkring kl. 5 om morgenen, hvor den åbenbart forventer fis og ballade. Der er vist lige en døgnrytme, vi skal have talt om dér…).


- at slik og sodavand er billigt her i svenskerlandet, så når det handles ind, slæbes der hjem i enorme mængder. Well, man skal vist ikke have ros for at at købe for 320 sek. blandet lösgodis, skal man? Derimod forventer jeg stor glæde og lykke fra mine kære kolleger, som i morgen overtager poserne… 8 ltr. cola for 40 spænd er vist ikke et ringe køb – jeg drikker ikke selv skidtet, men jeg kender folk, der gør, og de invaderer mit hjem i den kommende tid, så jeg er beredt…


- at dét kunne jeg da have sagt mig selv!! Jeg har med længsel og iver gået og kigget på min mormors roser gøre sig klar til blomstring. Jeg har været spændt på farven og formen. Nuvel, den ene vidste jeg på forhånd – min morfar var jo socialdemokrat af den mest oprindelige slags, så selvfølgelig er der en knaldrød Nina Weibull at finde blandt arven. Min mormor var vild med pink, så lisså selvfølgeligt er de andre roser lyserøde/pink i alskens nuancer. Hun bar næsten altid pink – hendes læber glimtede altid af lyserød perlemor, hvilket ikke er det skønneste, jeg ved, men på hende var det lissom bare helt rigtigt…


9 responses so far

jun 25 2006

Alt det, man ikke si’r…

… iiihhh altsåååå, kan ikke finde på noget at skrive!

Det er nok sommeren, der gør det.

Eller, det er det jo så ikke kun, vel. Der er en pokkers masse, jeg kunne skrive om – råbe og skrige ud til alle verdenshjørner af mine lungers fulde kraft, faktisk, men jeg har ikke rigtig lyst til og behov for at gøre det.

Måske tør jeg ikke, måske er alting for nyt og for fint og for sprødt og for sårbart og for usagt og for privat og for intimt og for tæt på eller slet og ret bare uinteressant for alle andre end mig selv…

Lene skrev som følger i en kommentar henne hos Klaus (i en udmærket debat, i øvrigt):


[...] jeg synes også at blogs kan svinge i “kvalitet”, jeg ved fra mig selv, at min egen blog i nogle perioder er mere vedkommende, i modsætning til den sidste måneds tid hvor den har været overfladiskheden selv. Men det er som regel tegn på at der foregår en masse “saftigt” bag linjerne som jeg ikke kunne lukke ud uden at Kimpo ville kalde mig pornoblogger;-) [...]


That more or less covers it.

Så I må ha’ mig undskyldt – nærværende blog er for tiden knapt så nærværende, som den har været ved tidligere lejligheder, og jeg forfalder højst sandsynligt til en del blomsterblogging og andet overflade…

Det er faktisk godt….. for mig :-)

9 responses so far

jun 24 2006

Så går uuuungdom til dans…

….aaahhhhh midsommer!

Det bliver ikke skønnere, og en aften som i aftes var sguda lige til at tude over, så lækker var den. Vejret og så’n, tænker jeg – stemningen, lissom.

Jeg fik ikke set bål. Til gengæld fik jeg sludret og sladret med en bedsteveninde, og dét var der sådan set flammer og gnister nok i for mig – vi grinte og fnidrede, vendte hurtigt hverdagens småproblemer, kastede en enkelt hurtigtbikset analyse af de der mænd på bordet, fnes som skolepiger over oplevede sommerkys med kriller og bobler i mave hoved til følge.

Da jeg kørte hjem i adstadigt tempo over Øresundsbroen havde jeg Københavns skyline i den nedgående sol i bakspejlet. Dét syn kan gøre mig helt nostalgisk på kanten af det rørstrømske. Det rammer et eller andet i mig.

For nedrullede vinduer sneglede jeg mig gennem det skånske, efterhånden så velkendte, landskab hjem til træhytten, hvor naboerne fejrede deres svenske midsommertraditioner og havde humøret på det absolutte maksimum.

Med duften af sommer og sol og mosekonens bryg over engene i næsen syntes alting ligetil og ukompliceret lige dér.

Tonerne af 60′er-klassikere fra festen ved siden af lagde baggrunden, da jeg åbnede en kold øl og satte mig en stund på terrassetrappen med skoven foran mig. Sommertusmørket sneg sig ind på den og gjorde skyggerne lange og lidt uhyggelige. Men natteskoven skræmmer mig ikke. Jeg ved godt, at det er min fantasi, der får mig til at se elge så store som storebæltsfærger og kutteklædte hættemand dernede i krattet. Det er fjollet. Jeg ved det godt. Men det får gåsehuden frem på armene, og også dét er der en salig fryd i.

Jeg tænkte lidt på det, jeg savnede i går – og dét, jeg glæder mig til. Forventningen vejer tungest. Det er godt. Sådan skal det være… Balance i tingene, ro i sjælen…

Jeg elsker midsommeren…

PS: jeg har helt glemt at fortælle….katten har nappet en enkelt mus, fortærret den i mit åsyn og naturligvis modtaget ros i rigelige mængder for bedriften. Den ER jo ansat til jagt! :-)

6 responses so far

jun 23 2006

Jeg skal bare liiiiige…

….ordne de rabarber, jeg trak i en skøn kolonihave i går, inden jeg er på vej ud i Skt. Hans-fredagen.


Nogle gange kan jeg KUN grine af min egen husmoderlighed :-)

6 responses so far

jun 21 2006

Så stopper festen altså!!!

Det vil være den faste læser bekendt, at jeg på det seneste har spenderet en del tid på at spise!

I dag således ingen undtagelse…

Min mor fylder 60 i dag, og nærmeste familie var derfor indbudt til endnu en gang tre-retters*.

Ak ja, man ender jo med at opbygge en vis kompetence i at få plads til det hele, så jeg så derfor ingen forhindringer i lige at nappe et par portioner danske jordbær med rigeligt fløde, inden den egentlige spiseseance løb af stablen på fineste kro i byen ved søen.

Et naivt håb er at være i stand til at knappe bukserne igen i morgen.

*Rejecocktail, bøf bearnaise og chokoladekage med jordbærparfait for den kulinarisk interesserede.

13 responses so far

jun 20 2006

Mens man venter…

…kunne man jo:

- støvsuge
- fikse lakken på tåneglene
- gå ud med skraldet
- slæbe tomme flasker ud i garagen
- vande roserne
- nappe en lur på sofaen
- hænge vasketøj op
- arbejde lidt

…eller man kunne:

- bage pandekager
- ringe til bedsteveninden og sludre en times tid eller to
- skifte tøj
- skifte tøj igen
- børste tænder
- sætte yndlingsmusik på og synge med så højt, man kan
- smile til naboerne og slå en sludder af over hækken
- smile for sig selv
- bare glæde sig

18 responses so far

jun 19 2006

WTF 666…

Hæ!

på svenske nummerplader er der jo tre bogstaver og tre tal – i morges så jeg en bil på motorvejen med nummerpladen WTF 666.

Dét, syntes jeg, var sjauuwt og sku’ selvfølgelig lige kigge ind og se, hvad det var fo en type, der kørte rundt med sådan en nummerplade – og ser….en ældre herre med kasket og briller med begge hænder solidt plantet på rattet i en klassisk “10-i-2″-placering.

Årrhh altså – sådan noget kan man da kun grine af. Manden kører garanteret rundt totalt uvidende om det signal, han sender :-)

Når jeg får ny bil engang, må jeg undersøge, om man kan bestille særlige nummerplader – i så fald vil jeg ha’ MIE 074 eller noget. Hmmm, garantrisse, at svenskerne har et eller andet “verk”, hvor man kan få styr på sådan noget. Må undersøges.

4 responses so far

Next »