Mokken rokker

Ok, klichéen kender vi jo: det er det indre, der tæller…

Tillad mig at slå en hånlatter op et øjeblik….*bwwaauhhahaahaahaha*.

Jaja, den er da fin nok, tanken, der ligger bag. Men hold kæft en blåøjet brilleabe, der må have fundet på den engang i tidernes morgen. Det er jo løgn! Det er rent bluff og forstillelse fra ende til anden – en eller anden har fundet på det for at trøste de mindre smukke og fik dermed nedgjort dem i endnu højere grad.

Ja, det indre tæller i allerhøjeste grad – selvfølgelig gør det det! Men altså; jeg har endnu aldrig i mit liv stået foran et fremmed menneske og ikke gjort mig tanker om vedkommendes fremtoning. Ikke sjældent er det sket, at mine første tanker om personen senere er blevet gjort så skammeligt til skamme, at jeg bagefter har skammet mig over overhovedet at have tænkt dem. Men altså – de er der, førstehåndsindtryk-tankerne, lad os nu bare være ærlige.

Problemet med dét opstår sådan set først, når man støder på de mennesker, der ikke er i stand til at slippe dén første tanke og hægter sig fast i den og ufravigeligt fastholder een i den. Det er noget juks!

Nuvel! Nu er jeg jo ikke grim, kikset eller på nogen måde frastødende i min fremtoning – men jeg kan omvendt heller ikke presses ned i én eneste ideal-kvinde-tabel. Dertil er min røv for bred, mine bryster for store, min højde for sølle i forhold til mine høje vægt. Akja, sådan er dét. Mit kors. Mit problem.

Et problem, som jeg faktisk lever (nogenlunde) i fred og fordragelighed med uden de store dramaer. Lige indtil…. ja, lige indtil jeg fornemmer, at jeg bliver puttet i bås, BLOT fordi jeg er for volumniøs. Indtil jeg mærker, at jeg bliver kigget ned på, nedgjort, nedværdiget, tænkt skidt om pga. dét. Så bliver jeg såret, og jeg bliver flinterende rasende! Farlig kombo af sindstilstande, kan jeg oplyse om. Og min reaktion kommer i flere udgaver….

Alt fra:
- jeg dukker nakken og tænker, at nåja, så må jeg jo tabe de 20 kilo, for så vil jeg stensikkert kunne elskes herfra til evigheden
- jeg bliver flov over min egen utilstrækkelighed
- jeg bliver helt stille

til:
- jeg ranker ryggen og går min vej; hvad fa’n i helvede skal sådan en idiot have en mening om dét for? Jeg ved, jeg er et godt og elskværdigt menneske, og kan man ikke se forbi overfladen, så skal man slet ikke have lov til at se mig overhovedet.
- jeg giver igen af samme skuffe og kommer med lisså nedrige kommentarer om den, der har kommenteret på mig (sker sjældent – HVOR lavt skal man dog finde sig i at synke for at finde fællesnævneren?).

Samt mange varianter der imellem…

Selvfølgelig sker der ofte det, som mange vist kender til, at alle de spydige svar og returneringer først kommer til mig bagefter og aldrig i situationen. Irriterende. Men hvad skal man også sige, egentlig? Ja, jeg er fed – så skyd mig!? Hvad er det, personen foran mig kræver af mig, mon? Og hvorfor mon han føler sig i sin gode ret til at revse mig for dét?

Ja, jeg skriver “han”, for det er selvfølgelig et emne, der tit krydser mine tanker, når jeg møder en mand, jeg godt kan lide – eller som jeg bare gerne vil lære at kende. Dér står jeg allermest lille og tyndhudet i forhold til det med vægten. Selvfølgelig! Hvem vil ikke gerne være idealblondinen og drømmekvinden lige dér?

Jeg har kendt mænd, der har hånet mig for min vægt – og jeg har fundet mig i det! Jeg har været kæreste med en mand, der påstod, at det ikke var et problem for ham, hvilket dog ikke holdt ham tilbage for igen og igen at kommentere på min fremtoning og sammenligne mig med stramme 17-årige blondiner i gadebilledet – ham gik jeg fra; desværre ikke første gang, han gjorde det, hvilket i dag ærgrer mig rigtig meget.

Sådanne mænd (mennesker) er nogle latterlige narrøve! Jeg kan sguda godt forstå, hvis en totalt tyk trunte ikke lever op til deres drømme om den perfekte kvinde, men så sig dog dét i stedet for at lyve og dermed såre mig senere! Jeeez, altså! Der er også mandetyper, som jeg ikke kan se mig selv sammen med, men jeg er altså ærlig nok til ikke at indlede mig på noget med dem. Det er da den mindste respekt, man kan vise et andet menneske, er det ikk?

Det kunne være så rart – respekt og ærlighed… også omkring dét!

Med til fremlæggelsen her hører, at jeg ikke – som jeg hører fra mange andre overvægtige – har et problem med at blive taget alvorligt eller blive hørt på i professionelle/faglige sammenhænge. Tværtimod, faktisk. Jeg ved, at jeg træder frem med en personlig pondus, der i sig selv giver mig ordet, når jeg vil have det – min fysik hæmmer mig ikke i sådanne kontekster, heldigvis…

En anelse inspireret af forledendags Susling (og…nåja….fordi emnet er på min prinsesseskvallerliste), så er dagens tema “flirt”.

Jeg har en veninde (og nej, det er ikke Lotte!), der er meget bekymret for sit kærlighedsliv, fordi hun ikke længere kan finde ud af det der med at flirte efter mange års singleliv og perioder uden den store interaktion med personer af det modsatte køn. Hun er altid i stand til at diske op med historier, hvor hun er blevet flirtet med men ikke har fattet det før lang tid efter – hvor det naturligvis allerede er for sent at begynde overveje, om der skal flirtes tilbage.

Det er jo noget skidt! Og det er også meget bekvemt at gemme sig selv under den fremstilling af tingene, da det jo er ansvarsfralæggende i en vis forstand.

For er det der med at flirte noget, man “glemmer” – og dermed sagt, at det er noget, man på et tidspunkt har lært sig (og så skulle kunne lære igen!)? Eller er det noget, man bare kan – og talentet for det så blot forskelligt fordelt os mennesker imellem?

Jeg tror mest på det sidste! Jeg tror, at flirten ligger latent i os alle, og vi bruger den mere eller mindre bevidst – først og fremmest vel til at fange opmærksomhed (?) for derudfra at kunne vurdere, om der skal tages yderligere skridt i udvidelse af kontakten (igen ?).

Så når min veninde siger, at hun ikke kan flirte, siger hun vel i samme instans, at hun ikke får opmærksomhed – og om dét så er fordi, hun ikke kan tumle opmmærksomhed fra det andet køn, dét skal jeg her lade være usagt og i stedet trække eksemplificeringen over på egen banehalvdel, så at sige.

For jeg har også i lang tid kokketeret med, at jeg ikke kan finde ud af at flirte! Hvorfor? Jamen fordi det er så dejligt nemt at påstå det – så forventes det ikke af een, og man kan med et skuldertræk fralægge sig ethvert ansvar, når kontakten til en potentielt interessant fyr er gået vasken, for “jeg fatter bare ikke dét der – jeg fanger simpelthen ikke tegnene – jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det smil – skal man grine højere og smile bredere eller hva? – jeg nægter altså også bare at gå med på de præmisser – dét der spil er simpelthen for overfladisk til mig – jeg har jo ikke brug for en fyr, der falder for så åbenlyse tåbeligheder som at svinge med lokkerne og slå smut med øjnene, vel! Jeez mand! Vil sguda ha’ en mand, der falder for mere end dét, helt ærligt!”

Og ja, det vil jeg jo – men altså… kontakten skal etableres somehow, og dertil har vi vel fået flirten? Ja, jeg skal smile bredere og holde den forbistrede øjenkontakt lige et splitsekund længere, end hvad jeg vanligvis gør. Der skal sendes et signal, og det skal gøres eksplicit, så det ikke er til at gå fejl af.

Og jeg gør det sguda – i stor stil endda! Har faktisk altid gjort det; det er først på seneste, at jeg er begyndt at lægge mærke til, hvornår jeg flirter – og dermed er jeg også i færd med at bevidstgøre mig om, med hvilket formål, flirten kastes ind i kampen.

Et eksempel: Lotte og jeg står ved check-in i lufthavnen og skal ud i verden på vilde vover. Vi er i god tid, for vi vil forsøge at få et sæde i flyet med plads til lange ben og store armbevægelser. Det er mig, der holder billettet mm., så det er også mig, der kører kommunikationen med sød (ung, alt for ung…!) mandlig…æææhh…. skrankemedarbejder. Jeg smalltalker lidt med ham; let overfladisk tone og får snart flettet ind, at vi godt vil have de der pladser ved nødudgangen…jadejaddejaddedi… Der går vel et par minutter, så er vores bagage checket ind, og vi er på vej op ad rulletrappen med boardingpass med gode sædenumre på. Lotte skraldgriner af mig og siger noget i retning af: “så fik man lige manipuleret ungersvenden dér, hva Jensen?”. Først bliver jeg lidt småfornærmet, for står hun dér og påstår, at jeg bruger billige tricks for at opnå dét, jeg gerne vil? Ja! Det er faktisk det, hun siger – og hun har jo ret! Så jeg griner med ærgrer mig blot over, at han nu engang virkelig var alt, alt for ung til mig – ellers havde jeg nødvendigvis været nødt til at gå efter at få afsat et telefonnummer hos ham tilmed!!

Hvad vil jeg sige med hele denne smøre? Tja, ikke meget andet end, at flirt (for mig) i højere og højere grad er noget, jeg bliver bevidst om at bruge aktivt. Jeg tør sgu godt kigge en mand i øjnene og gøre mig til for at opnå kontakt – han må godt se min umiddelbare interesse – det er sjovt at bekræfte og blive bekræftet i småflirteriet, og jeg nyder, når det sker!

Det er så, når den uskyldige, overfladiske, nemme flirt vokser ind i noget mere alvorligt, blivende, afslørende, at jeg skræmmes fra vid og sans.

Men hey! At kunne og ville flirten er da et skridt i den rigtige retning, ikk? Ikk??

Min terasse i går:
Og min terasse i dag:

Suk altsååååååå…..

Kig i øvrigt nærmere på det første billede – min mor har sneget sig med på motivet og poserer uvidende på en af de berømte solvogne i en henslængt middagslur i solen. Skønt.

For ja, mine forældre var en tur forbi træhytten i går for at inspicere terassen (som også de har hørt uhørt meget om efterhånden!). Den blev godkendt til UG – terasssen!

Ikke at forstå, at jeg som sådan behøver mine forældres godkendelse af hverken projektet, processen eller prisklassen – men de tager en naturlig del i mit liv, og de har fulgt med i alle mine restaureringsprojekter i træhytten med en åbenlys interesse. Det er dejligt – det er en hobby, passion, interesse, som vi har til fælles!

Hør, PrinsesseMokke, hvordan ligger det egentlige liiiiige med forholdet til ophavet?

For vi ved jo alle, at et mor/datter-relationen skulle ligge til grund for så mange kvaler rundt omkring, så hvad egentlig lige med min til min mor – som jo så for tiden vel må siges at indtage rollen (vrangvilligt? i hvert fald uvidende!) som dronning?

Jow altså. Hvor dælen skal jeg lige begynde – og skal jeg ikke lige tage med i beragtningerne, at hun måske nok læser med her fra tid til anden?

Jo, dét skal jeg i allerhøjeste grad tage med i mine overvejelser. Mit mål er jo ikke at såre nogen og ej heller at udstille andre i min søgen efter større selvindsigt, så et vist filter lægges med nænsom hånd over skriblerierne (i nærværende indlæg, om ikke andet!)…

Min mor er… hmmm… kan være….er… en ret så dominerende dame, der “har bukserne på” i sit ægteskab, i sit arbejdsliv, i sin husholdning, i sine familiære relationer generelt.

Hun tænker hurtigt, beslutninger tages konsekvent og uden den store fortrydelse. Hun er i allerhøjeste grad langt mere en handlingens kvinde, end hun er et tænksomt/filosoferende væsen. Hun er en stor praktiker, der får ting til at ske. Hun tager naturligt en ledende rolle og styrer helst slagets gang med overblik og -skud.

Hey! Er der nogen, der ligenu tænker “Ctrl+c Mies mor = Mokken”?

Alt sammen meget godt. Men (åhåh, hér kom men’et!). Ovenstående er jo i bund og grund gedigne egenskaber at besidde, og flere er dem er da også gået i arv til mig selv (og min søster), og dét har gennem tiden skabt visse magtkampe i det jensenske hjem.

Men altså – jeg er, som jeg vist har prøvet at afdække i nogle af de foregående indlæg, ikke altid helt så hård i filten, og jeg kan af og til have svært ved at klare mosten fra min mors side. Hun sårer mig ikke med vilje, det ved jeg. Hun vil mig det bedste. Men det er ikke altid, at hendes “det bedste” passer særligt godt sammen med en tænksom, sensitiv, reflekterende Mie, som forsøger at balancere og tilpasse handlings-praktisk-overskudsgenet til en lidt mere håndtérbar størrelse.

Det er mig helt og aldeles umuligt at bede mine forældre om anden hjælp end den praktiske slags – de stiller op med det vuns, når jeg pipper om, at jeg har brug for hjælp til haven, til at male vinduer, til at køre i Ikea og slæbe møbler til hjemmet og alt det der. Men ikke én eneste gang har jeg grædt mine modige tårer hos min mor, når endnu et forhold er gået vasken, når jeg lider af præstationsangst på jobbet, når nogen har såret mig, når livet bare har været øv og træls og helt ad helvede til. Dét kan vi ikke finde ud af, nemlig. Det kommer ikke naturligt til os. Det bliver så forkrampet, så kantet, så pinligt og svært.

Vi er blevet bedre til det, jovist. Jeg er blevet bedre, vil jeg faktisk tillade mig at påstå. Jeg er mere ærlig om mine sorger og bekymringer – jeg græder efterhånden en smule mere åbenlyst i samværet med min familie – men der bygges vist stadig i Rom, ikk?

Min mor ved ikke meget om mit private og intime liv. Selvfølgelig gør hun ikke det; hun skal heller ikke vide meget – det er helt naturligt, at det er sådan. Men altså – hun ved intet! Intet! Hun spørger ikke, og jeg fortæller ikke. Hun ved ikke, om jeg nogensinde har haft en kæreste (jow altså – enkelte har jo faktisk holdt længe nok til ligefrem at blive præsenteret derhjemme… Der går generelt rigtig, rigtig lang tid, når jeg lærer en mand at kende, til dét øjeblik, hvor jeg synes, det er på sin plads at slæbe ham med hjem, indtræffer!), men hun har aldrig været inddraget, når de forhold af en eller anden grund er gået i stykker. Hun hørte aldrig om mit første kys, min første kæreste, min seksuelle debut. Hun kender ikke til min længsel, mine kvaler og mine sorger på den front.

I stedet taler vi om pelargonier og utætte vinduer, læser husannoncer og løser kryds og tværs. Vi spiser hendes dejlige mad, som hun tilbereder med stor, stor kærlighed, hvilket sætter sit tydelige præg på smagen og stemningen omkring måltidet. Hun kender alle mine livretter og sætter dem på bordet, når jeg kigger forbi i barndomshjemmet. Hun spørger hver gang, det sker, om jeg synes, det smager godt. Jeg har vist aldrig sagt nej – for det nej ville være synonymt med at nægte hende min kærlighed, og det ville slå hende ud af hendes selvbestaltede (af min far stærkt støttede!), urørlige position som familiens ubestridte overhoved, som man ikke går i klinch med – slet ikke i følelsesmæssig forstand, for dét håndterer vi ikke gerne; endsige snakker om!

Men hun kender ikke til de (prinsesse)tanker, jeg gør mig om dette og hint, og hun vælger kun at se den stærke, smilende, skraldgrinende, beslutsomme Mie, som er hurtig i replikken, fremstår glad og fro og udviser en enorm energi, fikser alt det praktiske, søsætter projekter i en lind strøm og tilmed får dem fuldført af egen drivkraft og tilmed er socialt stærk og populær i omgangskredsen krydret med en hurtig opfattelsesevne og intelligens, der aldrig har resulteret i problemer for hende ifm. lektielæsning, karakterer, skole/hjem-samtaler mm. Jeg har vist hele vejen igennem været et “nemt barn”, hvis skarpe retorik vel i bund og grund har været den eneste kilde til besvær…

Hvis hun ser den mere følsomme side, min længsel, mine behov for forståelse af mig mere end de rammer, jeg lever i – så viser hun ikke, at hun ser den. Og hun reagerer ikke på det, hun ser. Gjorde hun det, ville hun kunne lægge armen om mig og stryge mig over håret, når verden for en tid bliver lidt for grum. For det gør den jo af og til. Det sker for alle. Også for min stærke mors stærke datter.

SÅ er jeg tilbage i vante træhytterammer igen efter en kortere tur ude i den virkelige virkelighed, som bl.a. 526 så venligt opfordrede mig til at prøve lidt af forleden ;o)

Det var spændende, det var hyggeligt, det var helt igennem tiltrængt, og selv om prinsen på den hvide hest åbenbart ikke lige havde tid til at vise sig, så blev tiden alligevel mere end godt spenderet i gode venners lag, hvilket jo, når nu alt kommer til alt, er noget af det vigtigste…

Men altså – nu kan jeg vel ikke trække den længere… jeg er bagud med prinsesseindlæggene, så der er vel ingen anden udvej end at få klampet et sammen! Tanker omkring det har der været nok af – nu skal jeg så bare have nogle af dem på skrift.

Hvor var vi? Nåjo, sårbarhed, fejl og mangler, følelser af utilstrækkelighed og alt det der…

Grænser, siger I – skriv noget om det at sige ja og nej. Vælge til og fra.

Greeeaat, tænker jeg! Hvad skulle jeg dog have at sige om det med grænser? Jeg, der til tider føler mig fuldstændig grænseløs og lader folk (som oftest mænd, som jeg på et eller andet forkrampet niveau gerne vil have til at kunne lide mig) vade henover mig, som det bedst bekommer dem! Jeg, der i perioder synes, at jeg ikke laver andet end at afgrænse mig – mentalt, verbalt, fysisk – hvilket ofte efterlader mig helt og aldeles drænet, træt og fuldstændig uforstående overfor, at folk ikke bare behandler mig (og hinanden) med større respekt og så ellers lever med, at vi alle er forskellige og anskuer verden ud fra vidt divergerende vinkler…

Er det for blåøjet at tænke sådan? Det er det såmænd nok – i hvert fald synes jeg, at jeg i nogle tilfælde skal bruge ualmindeligt meget krudt på at få mit budskab igennem, hvilket jo nok kunne være en indikation på, at jeg netop ikke får afgrænset mig tilstrækkeligt – eller måske sender tvetydige signaler – eller generelt ganske sikkert rummer for meget af mine omgivelsers skidt og kanel (ofte under preteksten, at “ingen er forpligtet over evne” – og her refereres til dem, der ikke fatter mine vink med en vognstang!).

Kyllyan, Lotte, Lommen og Susling (m.fl?) er i deres kommentarer til forrige indlæg fra min hånd inde på, at der er flere sider til dét der med at afgrænse sig. At sige fra er også at sige til – og omvendt – siges det. Begge dele er (for mig) lige svært.

Det er svært at sige “ja” til hjælp og til omsorg for eksempel.

Hvorfor? Jamen, fordi jeg synes, det er pissesvagt, helt enkelt!

Det er svagt at sige ja til hjælp, fordi jeg dermed blotter, at der er en opgave, jeg ikke kan løfte alene!
Svagt at sige ja til omsorg, fordi jeg ikke burde have brug for den, det stærke menneske, som jeg jo er!

Og her vil skarpe røster sikkert stige i volumen og strengt irettesætte mig med et “Hør! Det er ikke svagt indrømme, at man ikke kan alting helt alene – at man faktisk har brug for hjælp og omsorg i store mængder. Tværtimod ligger der en styrke i at kunne sige det og stå ved det.”

Hmmmm, vil mit (sarkastiske, selvbeskyttende, forsvarsberedte, distancerende, matyragtige) svar være, hvorfor føøøøles det så så svagt og ubehageligt – hvorfor SKAL man pensle ud med store bogstaver, når man har brug for hjælp – skulle det ikke bare tilflyde én i en lind strøm uden modspørgsmål; skulle mine omgivelser ikke kunne forstå at aflæse sådan noget?

Men så “nej” derimod? Er det meget nemmere at håndtere? Falder det naturligt?

Nææææhh, jooohhh, og dog… Det kommer sgu an på situationen, må svaret være.

Arj, cut the crap og hånden på hjertet – det er jeg så heller ikke særligt skrap til, faktisk.

Jeg har før forbandet min rummelighed langt pokker i vold, og jeg gør det hermed igen. Jeg er så fandens rummelig, at det til tider er til at brække sig over. Jeg rummer, at folk er nogle idioter og behandler mig skidt. Jeg rummer, at folk er mindre begavede end mig og giver dem derfor snor nok til at trække på mit overskud og min umiddelbare styrke og intelligens. Jeg rummer en enorm længsel efter at elske og være elsket, og jeg finder mig i alt, alt for meget på den konto og kommer i den sammenhæng ofte til at overse (glemme, skjule, ændre?) mine grænser, som så nemt som ingenting overtrædes. Det er jeg jo selv skyld i, kan man sige, men “problemet” stopper sgu ikke engang dér, for når jeg så på et eller andet tidspunkt har fået nok, så sætter jeg bremsen i og siger fra. Siger rigtig meget fra, faktisk, hvilket ofte kan være svært for modparten at forstå, for det er jo et noget andet signal end dem, jeg tidligere har sendt. Suk.

Men altså, er du så ikke fuldstændig udvasket i nogle relationer, kunne spørgsmålet nu meget vel være? Jo! Det er jeg. Og det vanskeliggør mit håb om en dag at rende en i én, der kan elske mig “for det, jeg er”, når jeg så let lader det stå uskarpt for mine omgivelser.

Det er fanme ikke nemt, og en gennemlæsning af det nys skrevne afslører ikke en umiddelbar “løsning”. Når jeg læser det, synes jeg, at jeg er formulerer mig langt skarpere på nej-delen end på ja-delen, hvilket får mig til at tænke på, om jeg mon har så travlt med at finde ud af at sætte grænser, at jeg ikke rigtig husker at sige ja til de ting, jeg godt vil have? Siger jeg i virkeligheden så meget nej og fokuserer så meget på at tegne mine konturer tydeligere op, at jeg dermed lukker hermetisk for enhver adgang til mig, mon?

Måske er det sådan det hænger sammen?! Jeg ved det ikke. Jeg er forvirret, må jeg blankt erkende. Jeg er også træt og tænker vist ikke helt klart.

Grublerierne fortsætter…

Prinsessen lægger tiaraen for i dag og siger atter engang sov godt :-)

Hmmm…. de der lange, lange, lange, tænksomme, tænksomme, blottede, hudløst ærlige, lange, lange indlæg om prinsessetanker og så videre går altså meget skidt i spænd med arbejdsdage på langt over det normale (og egentlig også rimelige, men det er sgu så spændende, deadlinen uden for diskussion, præstationen skal bare være i orden, jeg vil træde max i karakter på denne her…).

Har dog trods alt fundet lejlighed til at overveje lidt emner, som prinsessen kunne at tage under kærlig behandling:

Flirt – kan man (finde ud af) det?
Fysikken – tæller det indre virkelig mest?
Udstråling – ydre overskud, indre underskud.
De feminine dyder – hvor meget skal man kunne, hvor meget kan man skulle?
Mine mænd – ser man et mønster?
Drømmemanden – og hverdagsrealismen.

Som skrevet – bare en hjernestorm… og dét i en hjerne, som pt. kører på overload af at holde bolde i luften og tungen lige i munden.

Ikke meget prinsesse over mokken i dag – godnat og sov godt…

Tilføjelse pr. 24/5: Et lille notabene må være, at forslag til emner er yderst velkomne ;-)

“Du skal turde tude”… Ja, gæt selv, hvem der står bag udsagnet ;-)

Hmmm!

Jeg mener jo faktisk, at jeg er ret så god til at tude. Jeg gør det af og til – i perioder meget, altid alene, (helst) aldrig så andre ser det.

Men om jeg ligefrem tør tude – arrj, der må jeg nok melde pas?!?

Jeg har i bund og grund et meget sensitivt væsen. Jeg stortuder over diverse tv-serier, jeg kan få tårer i øjnene, når et jeg ser andres glæde ved f.eks. sportssejre. Jeg tuder højlydt under OL osv. – og det har intet at gøre med, om medaljen er gået til en dansker eller ej. Men det at se en stor, stærk sportsudøver, som man bare ved har knoklet røven ud af bukserne og sat så meget til side for det ene øjeblik i livet, stå på en skammel og se sit hjemlands flag ryge til tops til toner af hjemstavnens hymne – ja, dét får altså tårerne til at stige og klumpen i halsen til at knude sig sammen.

Jeg tuder også, når der uddeles store kærlighedserklæringer mennesker imellem. Engang så jeg en flok mennesker stå i lufthavnen og og vente på at tage imod nogle udenlandsfarere – I ved, med Dannebrog og blomster og alt det der. Ud fra ankomsthallen træder så en lille familie – far, mor og et lille inderadoptivbarn, som de åbenbart havde været afsted for at hente. At se bedsteforældrenes forventningsfulde blikke, glædestårerne, rejsetrætheden med ét forsvinde fra kroppen på de nybagte forældre, kram og knus og iiih og ååhhh på så tæt hold, fik mig (og min mor og søster) til at græde med lige dér. Det var så intenst, ærligt, smukt, fint. Ja, bare tanken om det netop nu, får vandet til at stige i øjenkrogen.

Min morfar var en vældig rørstrømsk herre, der havde meget let til tårer. Så begyndte hans stemme at ryste, og han mistede mælet for en kort stund. Min mormor ringede altid til min fødselsdag (det var i øvrigt meget mærkeligt at fejre den første fødselsdag uden hende – hele dagen gik jeg og ventede på det telefonopkald…) og snakkede om løst og fast. På et tidspunkt ville hun typisk sige “Morfar vil også lige sige tillykke, min pige”, og røret skiftede hænder. Jeg både frygtede det skifte – og længtes efter det. Min morfar kom til røret, og man kunne høre allerede inden, at han rømmede sig. Han fik fremstammet et tillykke, som man hurtigt takkede for for dernæst at foretage et hurtigt emneskifte, så han kunne få hold på sig selv igen. Så snakkede vi lidt om vind og vejr, og slutteligt ville han have fået så meget styr på følelserne, at han fik ønsket en dejlig dag og “nu kommer Mormor igen”… Han var rørstrømsk på sådan en værdig måde, min morfar.

Det kunne jeg også godt tænke mig at være, men jeg har ikke helt lært det endnu.

Jeg har meget let til tårer, men det er vist de færreste, der ved det. Jeg græder helst alene.

Mine tårer samler sig, når fokus rettes mod mig og mine evner, svagheder, styrker. Jeg har siddet til en medarbejdersamtale med en tidligere chef, som udtrykte sin tilfredshed med mig og sin bekymring for, at jeg bød mig selv for meget, at jeg lod mine kolleger udnytte mit rummelige væsen, at jeg brændte sammen, hvis jeg ikke fik sagt fra osv. Dén omsorg, han udviste for mig lige dér, fik mig til tælling. Jeg vidste godt, hvad han mente – havde selv draget de samme konklusioner og var begyndt at rykke på dem. Jeg nikkede, noterede et eller andet på et papir, lod som om jeg lyttede intenst – alt mens jeg kæmpede en brav kamp for at holde tårerne fra at trille og dermed afsløre mig. Min stemme nægtede at samarbejde, mine kinder blussede. Men fan’me nej, om jeg skulle krakelere der foran ham (på trods af, at han nok ville være det menneske i verden, der ville tage vare på sådan et udbrud med den største selvfølgelighed).

Et andet eksempel: jeg havde voldsomt ondt i ryggen og det var mig umuligt at være nogen steder for smerter. Alligevel var jeg mødt på arbejde. Dér stod jeg ved mit hæve/sænkebord og kunne ikke flytte mig ud af stedet. Alt gjorde bare så ondt. At flytte foden for at tage et skridt affødte koldsved på panden og sorte prikker for øjnene. En kollega og min chef kommer hen til mit bord for at præsentere en opgave, jeg nok havde en løsningsmodel for. Jeg sveder. Jeg lider. Min chef og kollega kigger bekymrede på mig og chefen giver mig en lodret ordre om snart at tage en anelse vare på mig selv, gå hjem og få ordnet den ryg og i øvrigt ikke vise mig igen, før jeg er smertefri. Han siger det med den allerstørste omsorg og mildhed, og jeg kan ikke svare ham. Jeg kan ikke sige noget, for i min hals knuder klumpen, og i mine øjne svier tårerne. Jeg er udmattet, og til min store rædsel mærker jeg de forbandede tårer trille ned ad kinderne. Jeg formår at få vendt ansigtet væk fra de øvrige kolleger og undgår øjenkontakt med de to, der står der tæt på mig og kun vil mig det bedste. Jeg kan ikke tage imod. Jeg kan ikke være svag – selv om guderne skal vide, at det nok var et af de svageste øjeblikke i mit liv! Beats me, hvordan jeg efterfølgende fik klaret mig udenom al den opmærksomhed, der senere fulgte, da jeg lå på hospitalet totalt dopet at stærke smertestillende præparater og ventede på at blive opereret i ryggen?!

Så… summasumarum eller noget: Jeg kan ikke tumle omsorg udvist for min person – givet mig. På den anden side mener jeg selv, at jeg er ret god til at udvise og give omsorg og har en fin fornemmelse for, hvornår den er påkrævet.

Jeg frygter medarbejdersamtaler. Jeg frygter spørgsmål, der går tæt på mit ve og vel (ud over de almindelige, overfladiske “hvordan har du det?”). Jeg frygter erklæringer om, at andre kan se mine svagheder (som min chef f.eks. kunne i forhold til det med kollegerne og rummeligheden). Jeg frygter, at “fremmede” har en mening om mig og min måde at gebærde mig i arbejds-/kærligheds-/familielivet mm. på. Jeg frygter at blive konfronteret med mine evner – svage som stærke, for faktisk kan jeg også blive presset, når der er ros på menuen.

I mit daglige liv støder jeg naturligvis igen og igen ind i situationer, hvor jeg bliver presset på den. Jeg er skrap til at holde tårerne stangen, og der er ingen, der får lov til at se min sorg. Den gemmer jeg og tager den med hjem. Det er ikke altid, det resulterer i tudeture på hjemmefronten, men det afføder ofte tænksomme stunder – måske derfor mit alenebehov er så udpræget og markant? Jeg græder ikke “uden grund” – og ikke sjældent bliver en generel mat, mut og trist stemning kun forløst i gråd, hvis det provokeres af spidsfindige spørgsmål eller spørgen ind til af dem, der står mig allernærmest. Heller ikke de får lov at se tårerne, men jeg tror, de ved, de er der…

De er der…

Hm!

Det ku’ jeg så godt have overvejet lidt mere… Det der med at introducere den indre prinssese osv.

Efter nærmere granskning af indre, må jeg nemlig konstatere, at jeg ikke har en hujende, flyvende idé om, hvordan jeg skal gøre.

Jeg er på bar bund. En novice. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man viser sin sårbarhed og lillepigebehov! Hvordan man for gjort opmærksom på, at hey! jeg er også svag i koderne af og til, jeg vil rigtig gerne bare have et kram og en tryg arm omkring mig?

Jeg ved det ikke! Vitterlig! Det er ikke kokketeri fra min side. Jeg er helt blank…

Lotte siger, jeg skal – men giver ingen manual! Hva’ dylan!!

Er det noget, man siger højt (i så fald er jeg jo allerede ovre i den der med, at mænd fan’me er nogle fjolser, hvis de ikke selv fatter det og bare gør det!)? Er det noget, man gestikulerer sig frem til?

Hm!

Som det strukturerede menneske jeg er (og fordi jeg ikke gider køre i samme rille i evigheder…), så har jeg dog lagt en plan, som helt enkelt går ud på, at jeg laver 10 indlæg i rad om det her prinsesseværk. Så er det slut. I hvert fald i blogsammenhæng.

Jeg vil overveje at gøre brug af gæsteindlæg i belysningen af problemstillingen.

Altså: de næste 10 er dedikeret til PrinsesseMie… Bare så I ved det.

Gisp! 10 indlæg. Er jeg gået fra forstanden? Fra prinsesseforstanden, må det vel så være… Ak ak.

Lotte er min bedste veninde. Det har hun været i mange år. Vi har en særlig forståelse, en speciel fornemmelse for hinanden, en kærlig tone, der kan skærpes, når bølgerne går højt. Men den bliver aldrig så skarp, at vi kommer til skade. Tolerancen er høj, respekten for forskelligehederne himmelvid.

Bølgerne har gået højt på det seneste. Vi diskuterer, så det brager – der bliver tacklet igennem i udvekslingerne. Det er ikke et game for småbørn. Hun ryster mig. Udfordrer mig. Jeg giver igen af samme skuffe og forventer intet andet en rå ærlighed fra hendes side. Også selv om den mere end en gang har sendt mig i seng med striber ned af kinderne efter tårer udgydt i hidsighed, afmagt, kærlighed eller andre følelser af den kaliber. Den helt tunge kaliber. 24 karat. Spitzenfølelser simpelthen.

Well, well. Diskussionen drejer sig om min civilstatus – og om mit ønske om at ændre på den! Jeg klandrer mændene for at være nogle vatpikke, der ikke respekterer en kvinde for det, hun er. Lotte klandrer mig for ikke at vise mændene, at jeg er kvinde med alt, hvad det nu indebærer.

Skisma? Jotak!

Lottes påstand: Så længe jeg insisterer på udelukkende at vise mit overskudsjeg, min jeg-har-tjek-på-livet/livsanskuelsen/økonomien/jobbet/netværket-attitude, mit handywoman-gen, min jeg-tager-selv-en-beslutning-og-kigger-mig-ikke-over-skulderen-egenskab og aldrig viser min sårbarhed, mine fejl og mangler, mit til tider flossede selvværd, mit behov for kærlig omsorg og en, der bare er der, når alting ramler – ja så længe kan jeg gå alene rundt i tilværelsen og lade mavesurheden og ensomheden regere på hverdagsplan eller alternativt fortsat finde mig i, at svage mænd ser mig som en støtte i deres ynkelige liv og kun tager, tager, tager uden tanke for ubalancen.

I går bragte endnu en debat om emnet med sig. Lotte sagde: “skriv det dog på bloggen! Læg det hele til skue.”

ALT i mig skreg: “neeeeej, jeg vil ej!”.

Over natten skrev Lotte et gæsteindlæg til nærværende blog – og over natten fik jeg tænkt sagen igennem og gør det sgu! Fan’me! Enter PrinsesseMie….

Men først, hvad Lotte skrev:
——-
Supermand søges


Jeg er medejer af den hersens hedengangne blog, der engang førte et ualmindelig fornuftigt korstog mod mænd. Sådan generelt betragtet.

Og nu har denne blogs eneejer og undertegnede så haft en større diskussion kørende i det private gennem noget tid.

Det handler om det at være single og det gerne at ville have en kæreste.

Jeg mener, hun er en vatfisse for ikke at skrive mere om det på sin blog. Hun mener, det er underlødigt og i visse tilfælde patetisk at plastre intimsfæren op på blogplakater.

Hun tager fejl!

Men sagen er, at såfremt man vil have en kæreste og insisterer på at bruge sin blog til det, hvad jeg på det bestemteste mener, blogge egner sig fortrinligt til, så skal man fan’me være skarp, for ellers udvikler ens blog sig sprogligt betragtet sådan set bare til en tour-de-se-hvad-jeg-kan-med-mænd-blog, og man dømmes på sit til enhver tid sidste selvsmarte indlæg uden syn for det samlede billede af bloggens ejer, desværre.

Omvendt så er virkeligheden altså sådan nu, at der er omkring 0,8 million singler/aleneboende i DK pt., og det er naturligvis problematisk, for det genererer ensomhed. Sandheden er altså, at vi er skide ensomme og tilsyneladende ikke kan finde ud af det med at teame op længere. Kvinder er røvfrustrerede, kategoriseres som sexhungrende mandehadere og hvad værre er, de fremstår retoriske uden en kinamands chance for at vise hele sandheden frem. Mænd halter efter, blogger politisk og forsøger at holde tungen lige i munden og stand mod kvinderne, der velforsynede med kastrationssakse i værktøjsbæltet fægter desperat med arme og ben, mens de klipper nosserne på jeg-gør-hvad-det-passer-mig-anno-2006-kvinde-og-du-skal-ikke-komme-her-måden.

Det er en skam.

For realiteten er jo, at vi er i samme båd (ja, minus undertegnede, der stadig hader alle mænd minus min kæreste, der, så vidt jeg er orienteret, er verdens eneste rigtige mand).

Mændene er trængte. Tidligere kunne de score i hverdagen, så kom Dating.dk og andre tilsvarende kødforanstaltninger. Nu er singleblogkulturen dukket frem, og enhver kan skrive om sine fortræffeligheder med henblik på at score den eneste ene. Mændene får stadig baghjul, fordi vi påviseligt er bedre til at beskrive vores følelser, end de er.

Jeg siger så til Mie: Take it or leave it! Men vær skarp og husk at lancere din indre prinsesse. Det nytter ikke, at du fremstår som batwomen, gør-det-hele-selv-handy-medie-darling eller et bedrevidende retorisk fjog, der ikke mangler en skid udover ham der, der skal sætte prikken med pikken. Mændene kan sku ikke lide det.

Hvis man insisterer på at være en singleblog, der skilter med den åbenlyse mangel, så træd for helvede i karakter og blog også om det, du ikke kan, det, du savner og det, du ikke magter alene. Ellers bliver billedet halvt, og de gode (kæreste)intentioner giver bagslag, fordi det er umuligt at læse hele sandheden i forvejen.

For hvad er det ret beset man vil med en kæreste?

Ja, man vil alt det gode, den fede sex, den gode mad, rødvinen, du-er-skide-dejlig-sceancerne osv. Men det er jo kun det halve billede.
Den anden halvdel, man også vil, er kompensationsdelen for, at man som single er ensom som en i helvede, savner en, der bærer over med en, når man tuder hans skulder til for 117. gang i forbindelse med menstruation, ham der holder ens latterlige fatsvage familie ud og ham, hvis unger man føder i medgang og modgang. Man vil have ham, der bærer over, når man er en klaphat, ham der kan finde ud af at skælde ud, når man trænger til mentale tæsk og ham, der utrætteligt siger: Vi finder ud af det, og for resten lever jeg fint med din ude af proportioner elendige hvidløgsånde mm.

Jeg siger: Ham finder man ikke en skid, hvis man ikke lancerer sin indre prinsesse og accepterer, at man ikke skal kunne alt. Nok er tidsalderen eksistentialistisk, nok er enhver sin egen lykkes smed og nok kan kvinder vel nok en masse. Minus altså at overkomme ensomheden som singler. Den kræver sin mand, og hvis han skal lokkes frem, så skal der blogges om mere og andet end ens fortræffeligheder som pikslikker, weekendelsker, handywomen, scoresild og hardcore rødvinsdrikker.

Hvis supermand skal frem, så skal nuancerne på bordet, så man bliver så synlig, som man kan blive, og ikke mindst, så skal ærten ind under madrassen. Det er nemlig et uomtvisteligt faktum, at mænd ikke gider kvinder, som ikke vil være kvinder med alt, hvad det indebærer. Og i forbindelse med dette medium er det noget rigtig lort; det går nemlig rigtig stærkt og, det er ikke smart, når det man i virkeligheden leder efter, er noget der går meget langsomt.

Lotte
——-

Kort opsummeret og som allerede nævnt: Enter PrinsesseMie*.

*”Prinsesse” klogeligt valgt at Lotte som ren provokation. Hun ved, at jeg bryder mig meget lidt om ordet og de konnotationer, jeg har til det. En prinsesse er jo dum! En nikkedukke, der blinker med sine lange øjenvipper og ikke har meget andet at byde på end lækre stiletter og upåklagelig lipgloss. Men dét, hun også kan, er at tryllebinde mænd – og hun tør vise dem en sårbarhed og sødme, som jeg vist nok kunne lære en ting eller to af. Hér på bloggen hedder det altså prinsesse – andre kategoriserer det som sødme. Måske én og samme ting?

….at en mand, der har en lille diamant i sin forlovelses-/vielsesring, er bøsse, ikk??

Hm!

Nuvel, alene det, at han bærer ring, er jo nok til, at den umiddelbare interesse falmer – men altså, den forsvinder jo helt og aldeles, hvis manden er….ja….det der bøsse.

Arbejdsugen er to dage gammel, og jeg har indtil nu arbejdet rundt regnet 28 timer ud af de 37, en normal uge burde byde på.

Betyder det, at jeg kan holde tidlig weekend fra i morgen eftermiddag?

Næppe!

Den dårlige nyhed er, at 37 ugentlige timer er utopi ligenu.

Den gode nyhed er, at jeg nyder hvert minut på mit arbejde for tiden.