Archive for april, 2006

apr 27 2006

Lykken er… (del IV)

…at finde ud af, at en, man kender, har fundet sig en ny kæreste – og så bare være befriende ligeglad.

8 responses so far

apr 24 2006

Måske man skulle begynde at tro…

….på stjernene!!!

Læs, hvad vædderen kan vente sig af ligenu:

[Du er inde i en periode, hvor du tager dit arbejde og dine mål mere alvorligt, end du plejer. Dine omgivelser vil måske opfatte dig som uselskabelig og reserveret, fordi du ikke har lyst til at bruge tiden på snak om vind og vejr, men kun engagerer dig i samtaler om emner, der virkelig ligger dig på sinde. Du kan møde en person, der kan lære dig noget på et fagligt eller personligt plan, som kan have betydning for din karriere på længere sigt.]


Jeeezz! Der står det jo! Skåret ud i pap, så selv en tykpandet mokke kan forstå… Arbejde, arbejde, arbejde. No wonder, man bliver lidt træt i ansigtet, så! Er det virkelig alt, jeg kan finde på at snakke om – og så tilmed være tvær og indelukket samtidig med? Omverdenen må have mig undskyldt…

Hvad er det i øvrigt også for et skodhoroskop, der ikke giver det mindste håb i forhold til mænd, sex og hurtige penge?!? Tsk!

Den der person, der kan have betydning for mig, tror jeg, jeg allerede har spottet. Fik i dag muligheden for at snakke med min tidligere chef om noget af alt det, der foregår på arbejdspladsen for tiden (bl.a. at han i dag er “tidligere” i stedet for “nuværende”….!). Han sagde uden omsvøb, at jeg skulle tage og træde i karakter og stå ved alt det, jeg kan! Han opfordrede mig til at gå målrettet efter en ledende position og få alle mine faglige og sociale kompetencer i spil. “Der stilles benhårde krav, Mie, men dem kan du indfri – hvis du altså har lyst. Du er den eneste her, der har den pondus og viden, der skal til. Der er ingen tvivl om, at det er noget, du bør overveje,” var vist ordene…

GISP!! Men hvad gør jeg så med Mokkens tilbagelænede “karriere er ikke noget for mig”-holdning til tingene? Sandheden er jo, at jeg både rigtig gerne vil i spil og sætte skabene, hvor jeg synes, de skal stå – og på den anden side…tja… på den anden side er jeg måske bare bange for at finde ud af, at jeg ikke har det, der skal til (for det er nok bare noget, jeg har bluffet andre til at tro…)

Og – så vil jeg heller ikke være sådan en, der drukner sig selv i arbejde, fordi der ikke er noget andet til at fylde ud i tilværelsen. Men – jeg vil heller ikke kede min røv i laser på et arbejde, der ikke siger mig en skid.

Der er vist tanker, der skal gøres…

6 responses so far

apr 23 2006

Det er vist ikke så godt…

… når det så absolut føles, som om alle andre end én selv har et superinteressant liv kørende…

Bør vel gøre noget…egentlig…?!!

(Hep! Og dét her er så min post nr. 100 på nærværende blog. Måske man skulle have svinget sig op til noget stort? Hm, opsvinget for nedadgående…)

10 responses so far

apr 22 2006

Mokken rokker får ny betydning…

Den længe ventede historie om det der med Mokken og Poppen*

Jow, den er god nok… jeg har sgu indsunget en sang sammen med Søren Poppe… og et par andre gutter… og noget playbackmusik og…nåja…499 kolleger sådan ca.!!

Hvor: Østre Gasværk – lige midt i kulisserne fra West Side Story, som ellers huserer der for tiden. Vi væltede ind i horder fra det ganske land; de jyske kolleger bragt til hovedstaden i busser – der var lagt op til “big time kick off”, som firmafester åbenbart hedder, når man er ansat i en salgsorganisation… Yeah well whatever, der var fri bar og lækker mad, der var stil og luksus, der var grin og fnidder, og der var….ja, Søren Poppe.

Hvornår: I går, fredag. Arbejdsdagen sluttede omkring middagstid, og så var det ellers på med lipglossen og de høje hæle og afsted ud til bussen, der ventede på at bringe os videre til dagens meget, meget mystiske og tophemmeligholdte oplevelser.

Hvorfor: Fordi den virksomhed, jeg arbejder i, engang tilbage i efteråret sidste år blev overtaget af et hollandsk firma og skilt fra den gamle modervirksomhed med et – for nogle – smertefuldt hug. Med den nye ledelse kom nyt navn, nyt brand, nye vaner, ny organsation og en masse andet nyt, hvilket man i det private erhvervsliv typisk markerer med netop sådan en event som i går. Det var slået stort op – og det var i sandhed stort.

Så langt, så godt. Men hvad ER det der med ham Poppe?

(til ære for Irene, der ikke lige kendte til ham, er her et vellignende billede. Han er i dag en anelse rundere, hvilket en kollega i sin brandert (ja, jeg håber da, at hun var fuld) fik fortalt ham råt for usødet, da hun hen på natten nev ham i kinden og sagde “ja, men du var pænere, da du var slankere!”…. Desværre hørte jeg ikke resten af samtalen men så ham senere luske hen til nogle andre blondiner og smøre smilet på – igen…)

Jow altså – vi blev (efter peptalk fra ny hollandsk chefinde og speedsnakkende svensk salgschef) udsat for “teamsinging“, som kort fortalt gik ud på, at vi – det 500 mand store kor – sang en lille medley over de sange, som indgår i mit firmas TV-reklamer for tiden. Det var sjaawt. Vi varmede stemmer op, lavede mærkelige lyde og sang af hjertet. Det var faktisk hylende morsomt og ret fantastisk at stå der blandt så mange og bare synge, synge, synge.

Senere kom der så en nykomponeret sang på banen, som vi tillærte os strofe for strofe – eller rettere, vi sang omkvæd og c-stykke, så der manglede lissom en til at klare versene – så ind på scenen træder den navnkundige Poppe in persona.

Hæhæ, det var fan’me sjovt. Halvdelen af os vidste ikke lige, om vi skulle grine eller græde men valgte selvfølgelig det første, den anden halvdel syntes vist bare, at det var skæppeskønt med ham Søren – og han syntes tydeligvis, at det var rigtig lækkert at stå der i det føromtalte hvide jakkesæt og synge indsmigrende smørtenor-agtigt for de måbende masser… Det var altså go’ spas… (Arbejder i øvrigt ikke videre med flødebolle-billedet, for min første indskydelse var at skrive “flødebolle, som man har slikket overtrækket af”….yiark… need I say more? Grimme, grimme billeder, gå væk!)

Nå, men han sang (ad helvede til….) – og vi sang, så det rungede under gasværkets kuppel. Og da sangen tilsyneladende lød sådan nogenlunde ok, så brød en “stemme” ind i seancen og bekendtgjorde, at han var lydtekniker og sad i en af DR’s optagervogne uden for teatret og var klar til at indspille vores skønsang!

Great! Så det gjorde vi – vi skrålede og klappede og fandt enorm entusiasme i de til lejligheden sammenbryggede linier. Det må have været en sælsom oplevelse for komponisten at høre 500 mand synge brokker som: “Det’ vor’s kompetence, der gi’r dig en chance/Vi er din vej til succes” og “Ska vi sig’ det sel’ er vi rim’lig seje/Vi ved at vi styrer for vildt”.

Da sangen var “i kassen”, stod busserne klar til at bringe os videre til Base Camp**, hvor resten af aftenen og dele af natten blev spenderet med alt det, der hører sig til sådan en fest.

Efter desserten og midt i kaffen og cognacen træder Poppe fan’me ind igen!! Jeeezz! Vi troede, vi havde efterladt ham i gasværket, men han var åbenbart fulgt efter, den baryler.

Han optrådte så med et par hits fra egen skuffe (ja, det var så et par… mere kunne det jo ikke blive til!), inden der e n d e l i g blev fyret op for “vores” sang, som var blevet mikset færdig, mens vi andre spiste. O’boy, det var sjovt! Folk fór op på borde og stole og fyrede den maksimalt af; der blev trampet i gulvet og råbt på ekstra nummer og alt det der koncertagtige noget.

Resten af natten er det vist ikke værd, at jeg skriver hjem om, så det undlader jeg behændigt :-)

Akja – Mokken går til musikken…

*Tak til Heidi for fænomenalt ordspil :-)


**I øvrigt var jeg for ca. et år siden til firmafest med min tidligere arbejdsplads netop på Base Camp. Det er åbenbart dér, Mokken fester…

3 responses so far

apr 22 2006

Så skulle man opleve dét med…

…. I dag har jeg indspillet en sang sammen med Søren Poppe…

Jeg kan ikke synge…

Det kan han heller ikke…

Han lignede en flødebolle uden overtræk i sit hvide jakkesæt…

10 responses so far

apr 20 2006

Sååååå fattigt…

Jeg er den lykkelige… eller… jeg er ejer af sådan en Messenger-liste, hvortil jeg har tilføjet de folk, jeg godt gider “snakke” med om løst og fast af og til, og jeg anerkender, at det er dejligt nemt og hurtigt at sende links og filer og billeder og alt det der den vej igennem.

Men…

Det er så fattigt et medie! Det er bare så lidt “nok” til mig. Jeg savner ansigtsudtryk, jeg mangler grin og glimt i øjet (eller mangel på samme), jeg støder igen og igen på misforståelser i en messengerdialog, og den matte stemning, der lynhurtigt kan komme ud af dét, irriterer mig.

Igen og igen spørger jeg vennerne, om de “er ok” i en sådan samtale – helt enkelt fordi jeg ikke kan fornemme det gennem det, der popper op på min skærm… eller slet ikke popper op, hvilket næsten er det værste!

Jeg kan ikke sidde på pinden i træhytten og vide, at personen i den anden ende ikke gider vende et emne, hvis jeg ikke eksplicit får det at vide. Jeg kan ikke se, at vedkommende måske er træt, irritabel, trist, i overskud eller måske noget helt femte – jeg har ikke en chance for at fornemme en sindstilstand eller stemning. Jeg kan blot læse de skrevne ord, og jeg kan prøve forestille mig, hvordan hans/hendes situation er lige dér i det øjeblik – jeg kan så binde det op på min viden om personens karakter og personlighed osv. og sjusse mig frem til en sindsstemning.

Det er ikke godt nok…

Det er så utilstrækkeligt…

Men hvorfor så overhovedet ha’ Messenger?

Jamen, fordi det er praktisk og sjovt (og kvadratisk?). Fordi det jo langt de fleste gange er ukompliceret og ligetil, og fordi jeg heldigvis har langt flere af de lange og gode “samtaler” på den linie end dem, hvor kommunikationen lider et knæk. Fordi det komplimenterer alle de andre måder, jeg er sammen med mine venner på – lige fra telefonsamtaler til de gode møder ansigt til ansigt. Fordi jeg er sådan et menneske, der er fuld af ord og anvender dem i alle tænkelige sammenhænge. Fordi der på min liste også findes mennesker, som jeg endnu ikke mødes med i den virkelige verden, og Messenger har givet mig muligheden for et indblik i deres liv og vice versa.

Dét vil jeg ikke undvære, bare fordi en enkelt ordveksling ender i det rene mudder – den fare ligger jo altid latent i enhver form for kommunikation, og det må man tage med…

Men irriterende er det, når det sker!!

11 responses so far

apr 19 2006

Mokken – et vanedyr…

Nogle gange må jeg undres over mig selv – sjældent, jovist, men dog…

Jeg har lidt mærkelige vaner, som jeg åbenbart ikke kan slippe ud af:

For noget tid siden blev der indført ny password-politik på min arbejdsplads. Det betyder, at den ellers udemærkede og gennemprøvede kombination af fire faste og eviggyldige bogstaver efterfulgt af en sindrig – af mig udtænkt – vekslende talkombination ikke længere er en mulighed. Således består mine passwords til diverse systemer i dag af først en talkode og dernæst….nogle flere tal. Men lur mig, om jeg kan vænne mig til det! Hver dag – og det hver evig eneste dag, siden jeg skiftede kodeordet – har jeg lystigt tampet de dersens første velkendte bogstaver ind for så at konstatere at nå nej, forresten!!… Doh!! Jeg gør det igen og igen. Jeg er en slave af vanen.

En anden vane, som er lidt underlig, viser sig faktisk også på min arbejdsplads (hvad ER der med sted?). Det drejer sig om døren til toilettet – ja, det selvsamme med radiatoren, I ved nok – der faktisk har hele to døre. Det er her, det bliver svært, for jeg drøner ind ad den første og videre gennem den næste, vender mig for at låse – blot for at konstatere, at det er den yderste dør, der skal låses. Man skulle tro, jeg havde vænnet mig til det efterhånden, men den er skudsikker hver gang – ind gennem begge og tilbage til den første for at låse. Hm!

Yderligere har jeg et problem med at håndtere mine mobiltelefoner (her vil mange sikkert indvende, at jeg har mere end ét, når det kommer til det skrammel… jeg indrømmer blankt!!). Jeg har en Sony Ericsson til privatbrug, mens firmaet spenderer sådan en Nokia-tingest. Der er naturligvis forskel i tastaturet – mellemrumstasterne sidder ikke samme sted, og det har afstedkommet enkelte (enkelte helt enestående, jeg sværger!) afsendte Nokia-beskeder, der måske har vekslet en del mellem store og små bogstaver. Til gengæld har der ikke været så mange mellemrum at spore i dem. Tak skæbne, at jeg ikke har det der ordbogshalløj sat til… Hm igen!

Derudover har jeg ingen dårlige vaner…

11 responses so far

apr 18 2006

Ja, for du har jo været redaktør…

Åååhhhåhåhåhh altså…. i dag blev så dagen, hvor jeg blev shanghajet til et såkaldt kommunikationsteam. Det er sådan noget med at samle informationer fra “team i teamet”-teams’ne (ææh!) og videreformidle på tværs i egen afdeling og på langs til resten af organisationen. Det vil sige artikler til intranet, mødereferater, debatoplæg og blah blah blah.

Nu er jeg jo rimeligt nyansat i firmaet – hvis man altså synes, syv måneder er kort tid? Nuvel, ret skal være ret: jeg har ikke opholdt mig meget på mit “tjenestested”, da jeg har været udlånt til et tidligere højt prioriteret og pulserende – nu helt og aldeles dødt – projekt i firmaets svenske søstervirksomhed, så jeg er ny og endnu temmelig ukendt i de kringlede gange i det danske kontorlandskab… Det forklarer sikkert, at begrundelsen for, at jeg blev opfordret til at tage tørnen i kommunikationsteamtet, ikke havde det fjerneste med min kommunikationsfaglige baggrund at gøre men derimod var fæstnet i det faktum, at en kollega tilfældigt havde hørt et eller andet sted, at jeg i mit tidligere job var redaktør – og sådan nogle har vel styr på det der med at skrive og sætte kommaer og sådan noget, ikk??

Æææhh jo, det har jeg jo så – men det lærte jeg så ikke som redaktør! Men lad nu det ligge. Jeg kommunikerer da gerne røven ud af bukserne det bedste, jeg har lært…. for det er faktisk en tjans, som jeg rigtig (som i rigtig rigtig) gerne vil have fingre i og gøre til min.

Slet ikke dårligt…

4 responses so far

apr 17 2006

Sortsilvertortiemakreltabby???

Ok så!!

Jeg er lusket en tur ind på katteforum.dk for at scanne lidt efter et par killinger til træhytten.

Der var jo lissom lagt op til, at jeg kunne få et par af Lotte’s killinger, men det viste sig, at bror tyranisserede søster i en så overdreven grad, at den i dag skider på gulvet ved det mindste stress – og sådan noget er noget juks, så killingerne er i dag indgået i en deleordning og har taget ophold i hver sin ende af landet (altså DK, ikk) med henblik på at kurere søsters psykiske problemer i et trygt miljø langt fra brors overgreb.

Nuvel, således står Mokken tilbage uden killinger…

Derfor turen ind på det der katteforum – men jeg forstår ikke, hvad de siger!?! Jeg vil bare have et par helt almindelige katte uden så meget palaver. Søde, kælne, selvstændige og i stand til at udrydde musebestanden på matriklen. Cirka.

Sortsilvertortiemakreltabby min bare….. Hvad skete der med “stribet gårdkat foræres væk”?

7 responses so far

apr 16 2006

Det ville nu være så rart…

Nogle gange rykker ensomheden så tæt på, at en tomhedsknude vokser i maven, og alt det, man savner, kræver at fylde det hele…

Det ku’ være så rart:

  • ikke altid at skulle være primus motor på alt…. alene!
  • at have en, der skræller et æble og skærer det i både – bare for at give det til mig.
  • at kunne rulle med øjnene og himle op, når bilen (igen) er tom for benzin – for så er der én, der fikser det!
  • med mærkelig musik på anlægget.
  • hvis der var en, der lige nappede mit vasketøj med, når maskinen alligevel kører.
  • at få gode idéer til aftensmaden.
  • at – i det mindste – have muligheden for at overveje, om man skulle få sig et par børn.
  • at have en at snakke med…
  • med prutter i sofaen og et næsten brødebetynget udtryk.
  • med en, der synes, man er skøn.
  • at sy knapper i skjorter.
  • at rydde en hylde i badeværelset og en skuffe eller to i kommoden.
  • at have lyst til at ringe hele tiden.
  • hvis der var en, der godt gad bruge sin tid på det samme som mig – sammen med mig.
  • med en at dele søndagsavisen med.
  • at lægge fælles planer for sommeren.
  • at købe små gaver, fordi man ikke kan lade være…
  • Well…

    Jeg går i haven – alene…

    Og ja, jeg er mut og træt og ked af det og melankolsk og trist – og nej, der er ikke nogen til at få mig i bedre humør. Dét klarer jeg også selv – som så meget andet.

    Årrhh, totalt piveselvsving dér…

    11 responses so far

    Next »