mar 29 2006
At blive puttet i kasse…
Hva’ dælen er nu den af?
Så tager man på et par ugers ferie, så kommer man hjem, så stempler man ud med det der influenza, og så kommer man på arbejde igen…. og så får man at vide, at man er blevet organisationsændret over i en anden afdeling med nye kolleger men bibeholder gamle opgaver.
For så vidt fint nok med mig. Hvad er så dét for en afdeling?
Jow, du sidder nu placeret hér (her peges på organisationsdiagram – powerpointslide, I ved nok)… i et kompetenceteam under IT.
IT?
IT… som i den der afdeling, man altid synes, er smækfuld af nørdede nørder med briller (tjek!) og mærkelige interesser? Dem, der taler i bits og bytes, Citrix, interfaces, optimeringer, dataflow, uendelige bogstavforkortelser? Dem, man ringer og råber ad, når alting går ned? Dem, der sidder med løsningen til alle ens problemer men stædigt vedholder, at der ikke er allokkeret ressurser til dem? Dem, der drikker sig fulde uden et ord til julefrokosterne? Dén afdeling?
Ja!
Godt så!
Hvordan dælen de fandt på at putte sådan en superhumanist med kompetencefelt inden for kommunikation, sprog og formidling som undertegnede ind i dén kasse, kan man jo godt begynde at spekulere lidt over…
Hvis man gider…
Jeg håber på nyt kontor længere væk fra rygeboksen, eventuelt med udsigt til en stribe himmel, hvis det skulle vise sig muligt.
Mokken
IT-medarbejder









