Archive for december, 2005

dec 07 2005

Jul i Blogland – 7. december

”I’m driving home for christmas…” Chris Rea’s sprøde stemme i radioen, mens jeg stille og roligt lader bilen selv finde den velkendte vej hjem til træhytten efter en lang arbejdsdag. Det er mørkt, det er regnfuldt, kalenderen siger december, men der er nu ikke meget julestemning at spore der på motorvejen. Jeg spekulerer lidt over, hvad jeg skal finde på at skrive i mit andet bidrag til julestafetten – skal det være fis og ballade, mere af samme skuffe som forleden, sørgeligt, sjovt, det rene opspind eller bare banalt og ordinært ærligt? Jeg tror, jeg vover mig ud i den sidste…

Hvad er det egentlig, der gør jul til jul? Hvornår føles det helt, som det skal – og hvornår er julefreden forstyrret?


Jul i min familie har aldrig vakt det store postyr. Ofte har det nærmest været nedtonet til det helt usynlige. Vi går rationelt til værks, når vi finder ud af, om der skal gaver under træet eller ej, ja faktisk om der i det hele taget skal være træ – mere om det senere! Hvad er mest praktisk, hvad har vi tid til, hvad har vi lyst til? Mine forældre har aldrig været de store traditionsbærere, men de traditioner, de trods alt har opfundet undervejs, holdes i hævd, f.eks. at jul holdes udelukkende sammen med de allernærmeste. ”Bare os” – altså mine forældre, mine søskende og undertegnede. De seneste år er et par svigerbørn og et enkelt barnebarn føjet til kernen. Så samles vi om bordet til min mors altid perfekte juleanretninger i alle afskygninger. Fugl og svin. Ris á la mande. Man dør næsten i det ordinære dynd… men det er jo skønt nok. Juledag er højhellig. Ingen gør noget, de ikke vil – alle gør kun, hvad der passer dem. Der er dømt joggingtøj og spadsereture rundt om søen, mad og drikke, morfar-lure på sofaen, snebajere, nabosnak og generel afslapning og –matning. Det er trygt og genkendeligt og vel i sin grundessens dét, der gør jul til jul for mig.

Der er plads til improvisationer og uforudsete hændelser – som et af de år, hvor vi holdt jul i sommerhuset i Nordjylland. På vejen derop blev vi sultne og holdt ind på en tank og fik en fransk hot dog. Tre kilometer senere på ruten fik jeg det dårligt, som den eneste i familien naturligvis, og begyndte at kaste op. Det blev jeg så ved med i samfulde fire julefridage, og kvalmen aftog først omtrent 20 min. før jeg igen var hjemme hos mig selv. Great! Men det ændrede ikke ved, at jul var jul – også selv om jeg kun var med på distancen og kunne ligge på sofaen med spanden foran mig og se på resten af familien smovse i diverse delikatesser. Et andet år holdt jeg jul i udlandet men var så heldig, at min søster fløj ned til mig og fejrede højtiden så dansk som muligt, når man ikke har hverken ovn (jeg mener, grydestegt kylling smager vel også lidt af….grydestegt kylling, ja!) eller mulighed for at finde et juletræ i miles omkreds.

Der var den igen – den med træet!

Én ting, der gør jul til jul hjemme hos, er diskussioner, gisninger, overvejelser og rygter om årets træ-status. Får vi eller får vi ikke træ, og hvis vi gør, i hvilken stand vil det så blive bragt til hjemmet? Min far har som manden i huset altid stået for den vigtige opgave at fremskaffe træ, men da han er, eller var i sine yngre dage, en meget travl mand, var det ikke altid, at juletræ lige var dét, han tænkte mest på, før dagen lige pludselig oprandt. Ergo har vi en lang træ-historie at tage fra i vores familie. Der var jo det år, hvor han fandt et juletræ på motorvejen på vej hjem til familien sent juleaftensdag. Han bremsede op, steg ud og skyndte sig at smide træet i lastbilen. Ved nærmere gennemsyn viste det sig at være i total mangel på grene på den ene side – det blev fikset ved at stille det op af væggen og så dynge rigelige mængder af smagløs julepynt på. Et andet år købte han ét hos en købmand, der havde hanhunde løbende omkring – det resulterede i en meget markant odeur i hele stuen, da træet stod pyntet i al sin pragt, og pejsens varme fik stanken af hundepis til nærmest at koge. Det år havde vi fuldt oppyntet juletræ i haven fra omkring kl. 17 juleaftensdag. Så var der dengang, træet var pyntet med stjernekastere, som blev blusset af lige før dansen omkring det – det resulterede i, at vores meget fyrværkerihenrykte hund kastede sig frådende ind i træet og væltede dét og samtlige gaver mm. omkuld. Rent kaos. Og så var der jo det år, hvor…. Arj, jeg lader jer slippe!

Hvert år har sin historie, og de fortælles og genfortælles lystigt og til megen moro år efter år. Dét gør jul til jul for mig.

“Driving in my car
Driving home for christmas
Driving home for christmas
With a thousand memories”

Omtrent sådan er det vel. At minder og genkendelighed sikrer julefreden. Om et par uger kører jeg hjem for at føje flere minder til bunken og sikre mig, at dem omkring mig også føler, at denne jul er en rigtig jul…

—–

RIGTIG GLÆDELIG JUL I BLOGLAND
(Hey hey hey! Let’s be careful out there!)
Følg julestafetten – læs med hos MissHotPants i morgen

6 responses so far

dec 06 2005

Jeg har fået sommerfugl!

De sidste par dage har der viftet en lille sommerfulg rundt i min stue. Den må være fløjet forkert – eller som et minimum have taget fuldstændig fejl af årstiden?

Den flyver insisterende panden mod vinduet – igen og igen – og jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, om jeg skal lukke den ud eller lade være. Dør den ikke af kulde, så? Dør den af lejrkuller, hvis jeg lader blive ved at flyve i samme cirkler i stuen?

Hmmm!

2 responses so far

dec 05 2005

Jul i Blogland – 5. december

Hele huset emmer af tung jul – den langtidsstegte gås har efterladt langtidsholdbar dunst i hver en fiber i huset, de pyntelige juledekorationer står nedbrændte med et sidste desperat røgslør fra de trætte væger. Ris á la manden ligger tungt i maven, ganen klistrer af de sidste stykker hjemmelavet marcipan, iturevet gavepapir er skubbet ind under sofaen; i aften er der ikke nogen, der skal belemres med oprydning. Alle har bestået med glans: moren har igen fabrikeret den perfekte julemiddag og på gentagne opfordringer modtaget endeløs ros for præstationen, faren har holdt sit løfte om ikke at tænde for fjernsynet, for ”juleaften kan vi vel få lov at få lidt ro og bare snakke sammen”, til gengæld er han nu døset hen i en let snorken i yndlingsTVstolen, ældste søn har pakket sit tabernakel sammen og er kørt hjem til sig selv, døtrene har fulgt enhver uskreven regel og sludrer nu tyst i sofaen, mens juleroen for alvor sænker sig over den lille familie.

Hun rejser sig og gør sig klar til natten. Dagens sidste ritualer udføres mekanisk. Gæstesengen står opredt med morens umiskendelige strøg af akkuratesse. Stramt, rent og så velkendt trygt. Hun dufter til sengetøjet og giver et lille ubevidst nik fra sig – ”hallo childhood!”, tænker hun bittersødt. Hun lusker sig til at tænde for forældrenes forældede computer, der hensygner sit otium i kontoret – til lejligheden også kaldet gæsteværelset – og falder i staver, mens den knirkende og knurrende sætter i omdrejninger. Mon han har haft tid til at skrive – har han haft lyst – har han tænkt på hende?
Webmailen åbnes med et par klik, password’et sidder i fingrene, indbakken syner frem.

Emne: Jeg dør….
Hun griner af dramatikken og åbner forventningsfuldt for beskeden.
….det er faktisk ikke løgn. Jeg dør, hvis jeg ikke snart ser dig igen. Mærker dig igen. Dufter dig igen. Kysser dig igen. Knepper dig igen. Alt dette forpulede jul alle steder. Tanter, onkler, bedstemor, niecer. Tamtam og gestalt, kirke, salmer, juleand og mandelgaver. Jeg klarer det ikke. Ikke uden dig. Hvor er du? Kom! Kom så hurtigt, du kan!
Jeg tænker på dig ustandseligt. Er sgu ude af stand til at holde en almindelig samtale kørende, baby, jeg sidder her som et andet fjog med et lusket grin på læberne og en stiv pik i bukserne og messer bare ”mmmMMMmmm”, når nogen henvender sig til mig. Det har naturligvis haft den positive effekt, at de efterhånden har opgivet og har trukket sig tilbage til deres vanlige sludder uden mig. Skønt.
Spørg mig ikke, hvad jeg har fået i gave i aften – det eneste, jeg vil have, er jo dig. Dig, dig, dig. Fat det dog, kvinde!
Jeg vil have dig med ALT, hvad der er dig. Jeg vil mærke dig. Helt og aldeles. Jeg vil kravle ind til dig, tæt tæt. Jeg vil ligge bag dig, stikke næsen ind i dit hår og dufte dig. Lade min hånd kuple sig om dit bryst og andægtigt kramme det og mærke, hvordan det giver efter og retter sig efter mig på én og samme gang. Jeg vil mærke det risle ned af ryggen på mig, når du fniser stille, fordi du mærker min stive pik mod dine balder, og jeg får kuldegysninger lige nu og hér ved tanken at mærke din brede røv møve sig mod mig. En invitation? Mere, frøken? Er der noget, jeg kan være behjælpelig med? Jeg sætter læberne på din bløde skulder og laver pruttelyde, der får dig til at hvine og forsøge at vride dig fri, men hey! – det er mig, der styrer hér, ved du nok, så jeg holder dig fast, lægger mit ben over dig og får dig tumlet om på ryggen, låser dine arme fast over hovedet på dig. Der er du jo, elskling – dér ligger du under mig, en anelse forpustet efter den korte kamp. Du griner, dine øjne funkler, du løfter hovedet og kysser mig kælent, bider blidt i mine læber, napper, og jeg gyser lidt ved tanken om, at du i realiteten kunne bide hårdere, gøre mig ondt, skade mig. Men sådan er du ikke. Du er mild og blid. Føjelig. Forelsket. Og liderlig. Fantastisk kombination. Jeg glider ind i dig, og vi elsker uden ord. Du får tårer i øjnene men slipper ikke øjenkontakten ét eneste sekund. Du er så stærk. Du er min. Så meget min.
Og du er ikke her nu i nat. Lov mig, at det bliver den første og sidste julenat uden dig. Jeg kan ikke klare det.

Jeg dør…

Hun lukker stille ned for maskineriet, rejser sig og lister ud i gangen, finder overtøjet frem og trækker i vinterstøvlerne. Hun bliver forskrækket, da lyset i indkørslen tændes automatisk. Hun lader gæsteopredning være gæsteopredning for denne gang og kører ud i julenatten…..

——

GLÆDELIG JUL I BLOGLANDET!

Stafetten kastes videre – læs med i morgen hos: Therese

9 responses so far

dec 05 2005

Af tekniske årsager slettet af redaktøren

Suk! Teknik altsååå… og elendige touch pads på bærbare… gør livet svært for en moderne kvinde :-/

No responses yet

dec 04 2005

Bare lige én mere…

… en sidste Sudoku, inden jeg skal i gang med at skrive mit bidrag til julestafetten….

Bare én mere…

5 responses so far

dec 03 2005

Helt sort – på svensk…

Sms-udveksling med skånsk snedker tidligere på dagen:
—-
Snedker: Hej med daj. Vet du var Karlslunde ligger nånstans?
Mie: Jada. Mellem Greve og Solrød :-) Syd for Kbh. Ca. 3 mil fra broen.
Snedker: Är det ett “nice” ställe?
Mie: Ved jeg ikke lige – kender det ikke så godt. Der er vist en ok strand dernede. Hvorfor?
Snedker: Ridgid Tools har skandinavisk huvudkontor där :-(
Mie: Og nu er det så, at jeg burde vide, hvad Ridgid Tools er?
Snedker: Ridgid är et varumärke, tools är engelska och betyder verktyg. Engelska är et språk som talas i olika länder men också av någon här.
Mie: Ok smartass.
[EOC]
—-

Ovenstående eksempel egentlig kendetegnende for vanlig sms-dialog med snedker. Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor det var væsentligt om Karlslunde er “nice”!!? Og hvorfor det er :-(, at Ridgid Tools ligger i Karlslunde!!? Har de to ting mon noget med hinanden at gøre!!? Får jeg nogensinde sammenhængen at vide!!?

One response so far

dec 02 2005

Jeg er SÅ meget for meget en HAJ….er jeg!

Dadaaaaaa…. så kører vi trådløst i træhytten! Hvilken sælsom luksus at kunne plante den brede i den bløde, hive laptoppen til sig og så lige surfe en tur på det der net dér! Uden kabler, ledninger, snører, snore og andet irriterende vedhæng.

Velkommen til et nyt årtusinde, frk. Jensen, tænker du måske – hvortil mit svar må være: taget i betragtning, at dette mit lille smørhul på jord først fik bredbånd for 2 mdr. siden, og at mit liv i netop de 2 måneder har været mere eller mindre vendt op og ned af mange uransaglige årsager, så er det faktisk sket med for mig uvanlig hastighed….

Hvem fik du til at sætte det op, Mie-pigen, spørger du sikkert videre – hvortil jeg jo så igen må fremhæve mig selv og råbe triumferende: mig selv sguda!! Yes! Jeg er så meget for til sådan noget…. jeg bider mig fast og slipper ikke fokus, før målet er nået. Jeg er skånselsløs men retfærdig. Kompromisløs og vedholdende som en bullterrier (øøh?!).

Kunne jeg blot overføre den energi og utrættelige stræben til andre områder af mit liv…..

8 responses so far

« Prev