Archive for december, 2005

dec 28 2005

Nu som classic!!!

Hmmm… har lige observeret reklame for rygeafvænningsprodukt, som udover delikate smagsvarianter som “mint” og “fresh” åbenbart nu lanceres i en “classic”-udgave.

Nu kan det godt være, det bare er mig, men er essensen af “classic” ikke, at det er noget oprindeligt – det, der kom først og før noget andet? Hvorfor sælges det så på et “nu som classic”-slogan, og hvorfor rammer det markedet efter alle de andre?

Og hvad smager et “classic” antirygemiddel egentlig af?

4 responses so far

dec 28 2005

Med vækkeuret på max-snooze

Nødvendigheden af striks overholdelse af gårsdagens plan er i dag uomtvistelig: i går aftes ankom to stk. bedsteveninder til træhytten, og der blev kaglet og grinet i rigelige mængder til langt ud på natten. Jeg forlod selskabet i passende tid til at kunne få øjne et par timer før de logerende her til morgen og har nu siddet og nydt husets knirkende stilhed, brændeovnens knurren og synet af hvirvlende sneflokke uden for vinduet, alt mens en del arbejde er kommet fra hånden….

Nu rumsterer det deroppe. Et vækkeur har bimlet med 10-minutters interval i en lille times tid nu, og jeg kender mine veninder godt nok til at vide, at der er ca. 15 min. til, at de tumler ned af trappen…

Det bliver en skøn dag – vi skal ud og trampe i sneen, læse dameblade, sludre og pludre….

Kaffen er klar, tøser :-)

No responses yet

dec 27 2005

Kvinde med plan – helt stram plan….

Glædelig jul til de lykkelige medmennesker, der holder fri i disse dage…

Det gør jeg så ikke! Men “never mind”, som vi siger på gedigent nudansk, for jeg arbejder hjemmefra i disse “mellandagarna”, som de så siger på klingende skånsk heromkring…

Jeg ikke bare arbejder hjemme – jeg arbejder hjemme med en skudsikker plan:
Jeg knokler helt igennem 2-3 dage for så at være mindre manisk en enkelt af dagene, hvor jeg i stedet kan hygge mig med min(e) kære. Smart ikk?

Planen går i sin enkelthed ud på, at jeg hver dag står tidligt op og kommer i gang fra morgenstunden (i den beregning ingen skelen til, at jeg altid har arbejdet bedst fra engang om eftermiddagen og det meste af natten med…. nej nej, samfundet sætter i gang kl. 8, Mie, så du sætter i gang kl. 7 for at være på forkant med hændelserne!). Bleh!! Så arbejder jeg et par timer mere end de normale 7,5 hver dag – tamper i tasterne, mens en skive brød kastes indenbords til frokost osv. osv. I fanger vel konceptet efterhånden, ikk?!

Godt så! I dag er så dag 1 for udførelsen af min nye plan. Det går godt. Bedre end forventet. Måske ikke optimalt. Der er stadig plads til forbedringer.

Kl. er snart 10, og jeg er så småt ved at være klar. Skal bare liiiiiige……

En fornemmelse af, at jeg måske ikke behøver anstrenge mig for at komme på gode nytårsfortsæt, sniger sig ind på mig…

One response so far

dec 21 2005

SÅ skruer vi ned for sentimentaliteten, tak

…. hva’ dælen sker der?

Tror denodelyn’me julen og al det der vi-elsker-alle-hinanden-kan-ikke-finde-ud-af-bare-at-sige-det-og-viser-det-derfor-med-store-gaver-halløj har fucked seriøst med kasketten på mig: drøner rundt i hytten og rydder op, strikker en varm plaid til min mormor, skriver indholdsrige digte og udtænker en kur mod alverdens ondskab ligger på sofaen og stener, zapper dovent fra kanal til kanal og hænger et kort øjeblik ved noget Ekstrem Hjemmeservice, hvor “native american soldiers” (læs: indianere, der har været i krig for The Land of the Free (!)) får overrakt et forsamlingshus, hvor de kan mødes og opretholde traditioner og så’n – - – og hvad sker der?

Jeg får tårer i øjenkrogen og må synke en ekstra gang!!!

Sluk lige for det der jul, tak. Kan tydeligvis ikke håndtere det….

One response so far

dec 19 2005

næsten 88888

Jep, så mange kilometer har min nuværende bil efterhånden transporteret mig rundt til nær og fjern på bare et par år – og den har gjort det godt. Rigtig godt endda. Men… tiden er oprunden, hvor jeg så småt begynder at kigge mig rundt efter en ny karet.

Valget er svært men står umiddelbart mellem denne her øse, som oser af overskud, elegance, kvalitet og andre lækre plusord:


Og denne hersens, som bare emmer af tøse-power og -stil og er rapkæftet på en behagelig, tilbagelænet country style-agtig måde:


Jeg mener jo, begge passer eminent til mig som person, lissom!

140.000 svenske spænd skiller de to ad…..

Hmmm….

Jeg kunne jo i princippet også bare beholde min nuværende udmærkede slæde og blot glædes ved den fine kørselsøkonomi og gedigne komfort – og fortrænge, at der er liiige lovligt meget “mor-til-tre-på-vej-til-børnehaven”-signal i den. Og NEJ, jeg har endda ikke de dersens bamseansigtsolskærmerædsler monteret i bagsideruderne!!!

6 responses so far

dec 18 2005

slut-prut-FORBUDT

Oh, vig fra mig, du fristelse….

Forleden fejlleverede postdamen et eller andet svensk magasin til mig. Med forsiden prydet af idyllisk skærgårdsjuletema med håndtegnede heste og nisser vakte det ikke umiddelbar interesse, så det blev smidt på bordet med bagvedliggende intention om at bringe det op til Anna i nr. 30 én af dagene.

Den dag var så i dag. Jeg iklæder mig fleece og træsko (fik jeg nævnt, jeg bor på landet i Skåne?), snupper bladet for at traske gennem snemasserne og aflevere det til rette ejerkvinde….og mit øje fanger overskrfiten “37 roliga kryss och sudoku” allerøverst i højre hjørne af forsiden.

Jeg vakler. Jeg tvivler. Jeg træder vande. Jeg overvejer. Sort djævel og hvid engel sidder på hver sin skulder af mig og fremfører deres argumenter.

Skal jeg kaste mig over sudoku’erne og aldrig lade Anna vide, at hendes blad næsten nåede frem til hende? Skal jeg ikke?

Det har ligget på bordet i fem timer nu.

Jeg afleverer det i morgen…..

Hvis jeg er heldig, er hun hjemme, når jeg rumsterer med postkassen, kommer ud og takker mig varmt for den ærlige dåd og tilbyder mig at få indlægget med sudoku’erne, for dem gider hun alligevel ikke selv fifle med. Ja, sådan går det nok!!

3 responses so far

dec 16 2005

I et anfald af næstekærlighed….

….har jeg indgået følgende lunkne deal med min søster:

Jeg forlader nu træhytten for at finde Frederiks-fucking-værk, hvor min søster residerer til hverdag. Dér vil jeg så sætte mig i hendes designersofa og zappe lidt fjerner, mens jeg venter på et telefonopkald fra hende med en indikation af, hvor jeg skal afhente hende efter firmajulefrokosten!!!

Alt imens jeg kunne have valgt at deltage i den der bloggerjulefrokost, der er slået stort op hist og pist

Altså: hvor sød* er det lige, jeg er?!

Retfærdigvis skal det nævnes, at det på seneste projektstatusmøde kom frem, at

  1. Øverste skuffe ved opvaskemaskinen er fyldt med slik
  2. Der er is i fryseren
  3. Kolde øl i køleskabet (Tak! Skal vi lige gennemgå én gang til, hvorfor det er, jeg skal hente dig. To ord, søster: bil og alkohol!)
  4. Der står mad i køleskabet, som bare skal i ovnen. 30 min. v. 200 gr. Nemt! Burde ikke kunne gå galt!
  5. Hun har ALT i TV-kanaler
  6. Hun holder Alt for Damerne OG Femina på ugentlig basis. Årshoroskoper here I come…
  7. Hun har (åbenbart?) gjort det samme for mig indtil flere gange….

Og ikke at forglemme i denne søde juletid: Denne tjeneste kan der høstes rigtig mange gen-tjenester på i lang tid fremover :-)

Go’e julefrokoster derude – pas på jer selv!!

* kan til enhver tid og lejlighed udskiftes med dum/tåbelig/naiv/godtroende/blåøjet efter forgodtbefindende….

3 responses so far

dec 15 2005

Gisp!

….har for første gang i lange tider i dag haft mulighed for at se mit hjem i nogenlunde dagslys – ikke ubetinget den frydefulde oplevelse, jeg forventede!!

Hvem fanden har været forbi og drysse støv og nullermænd ud over hele huset, hva? Helt ærligt!

Vedkommende bedes venligst afhente sine efterladenskaber snarest muligt.

Jeg mener det!

NU!

5 responses so far

dec 14 2005

Lykken er….

….at blive allokeret til nye opgaver og i samme hug kunne konstatere, at 1½ uges intensivt læse/skrivearbejde “naturligvis ikke er spildt arbejde men blot ikke så relevant for de nye processer”.

En anden formulering for “dump lortet i nærmeste skraldespand”?

Ak ja – forandringens vinde blæser, og jeg får uglet hår!

6 responses so far

dec 11 2005

Åbenbart farlig!?

Ok så – så skulle man også opleve det med. Jeg er tilsyneladende til fare for mig selv og andre omkring mig. Jeg beklager i så fald….

You are .dll You are dynamic.  You are constantly in danger of bringing down the house, because you don't play well with others.

Godt, det er søndag og jeg ingen planer har om at forlade residensen… Det er nok bedst sådan!!

Som så ofte tidligere var det vist Liselotte, der fandt frem til testen først :-)

One response so far

Next »