Archive for the 'Den glade nyhed' Category

jan 29 2009

Endelig – langt om længe…

Ventet med længsel… hils nu pænt på Albert :-)

Albert endelig hjemme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For detaljerytterne:

Født 26/1-09 kl. 19.17, 52 cm. lang, 3740 gr. tung.

17 responses so far

dec 23 2008

Lad det så bare blive jul…

Uha uha… Den sidste uge på arbejdet trak tænder ud. Kroppen gad ikke op om morgenen, hovedet orkede faktisk ikke flere arbejdsrelevante tanker, når nu det meste derinde centrerede sig om sidste uges nyt på barnmorska-fronten. Der var varslet omvendt baby med deraf følgende tid på Fødeklinikken i Lund for at få vendt krabaten.

Dét slag skulle så stå i går. Udsigten til hidsige hænder i færd med at mosle min baby rundt inden i mig uden på mit maveskind var ikke just opløftende, og det var slet ikke noget, jeg glædede mig til. Faktisk slet slet ikke.

Der er stadig fire uger til termin, så det forekom mig måske også en smule overdrevent at sætte dét på dagsordenen allerede nu, men det er kutyme her i Sverige – og skik følge eller land fly og alt det der, så jeg gjorde mig klar til oplevelsen. Og til tanken om, at jeg kunne risikere at sidde med en baby i armene efterfølgende, da al den virak omkring maven åbenbart kan provokere en fødsel igang i visse tilfælde.

Nå men – det korte af det lange. Vi møder op på kvindeklinikken i Lund. Jeg bliver undersøgt fra ende til anden, babyens hjerterytme tjekkes med et par “strimler”, der lægges et drop til det livmoderafslappende middel, som jeg senere skal have for netop at undgå veer mv. Blodprøve suger sygeplejersken også ud af mig. En jordemoder tjekker med en hurtig ultralydsscanning, at bebs rigtig nok ligger med hovedet oppe og rumpen ned. Så lidt ventetid, inden lægen ankommer. Hun hilser venligt rundt og beder med autoritet om lige selv at scanne, da hun gerne vil vide, hvad hun har med at gøre. Sygeplejersken står klar med medicinen – lige til at hælde i mig. Og så.. Så scanner lægen og konstaterer, at ungen da ligger lisså fint, som det overhovedet tænkes kan. Med hovedet fint placeret lige i bækkenet på mig. Fuldstændig perfekt “hovedpræsentation”. Ingen grund til bekymring. Latter. Lettelse. Tillykke tillykke fra alle sider. En jordemoder med røde kinder. En sygeplejerske, der må pakker sit sprøjteværk sammen igen. Og hej hej til fødeklinikken (efter kort snak med narkoselæge – en anden og længere historie) for denne gang. Vi ses igen, når fødslen (forhåbentligt og sandsynligvis) går sin helt normale gang engang om en lille måneds tid…

Så meget for så lidt.

Og nu er det jul! Jeg har forberedt a la manden til i morgen, hvor vi henter kærestebarnet og kører mod byen ved søen for at jule med min mor og øvrige familie. Vores første jul uden min far og vores sidste jul uden fælles barn.

Der er slut og begyndelse for alt – det har det forgangne år da om noget cementeret!

Glædelig jul derude. Pas på jer selv og hinanden…

5 responses so far

jun 25 2008

En tur til livmoderen…

Published by under Den glade nyhed

Nu er jeg jo sådan én, der er gravid.

Og når man er dét, så skal man på et tidspunkt indlemmes i den hemmlighedsomspundne klub af vandrejournalindehavere, og man skal lære at tælle uger i koder som 11+5 og alt sådan noget.

I dag søgte jeg officielt optagelse hos “überforstanderinden” - jordemoderen, om man vil. Eller “livmoderen”, som jeg i de seneste dage igen og igen er kommet til at benævne hende; ganske sikkert fordi modsætningerne mellem liv og død har været så markante i mit hormonforstyrrede og sørgende tankespind, at dét udtryk lissom gav så meget mere mening.

Intet drama i det. Man bliver vejet ind som en bokser før skæbnekampen, man får formaninger, råd, informationer, papirer og telefonnumre i hobetal. Man får taget en blodprøve (hvis man altså er sådan en, der har tilgængelige årer – jeg blev kategoriseret som “svårdstucken”, og jeg må møde op til endnu en omgang forsøgsstikning en anden dag, hvor mine årer måske er mere medgørlige… eller noget!).

Altså alt i alt meget meget udramatisk. Men også lidt syret. Nu er det officielt, så. Nu er jeg sådan én, der kan tillade mig at kræve gourmetæssig særbehandling, og ingen kan tillade sig at sige noget, når man render rundt og ligner l.o.r.t – for man er jo i omstændigheder (lykkelige, naturligvis), og man har lissom en vis særstatus derude i samfundet; man bærer jo fremtiden i sig, ikk’… Eller noget i den dur…

Well, selv om jeg ganske vist kun har mærket ubetydelige tegn på dét, der sker i min krop for tiden, og det hele endnu virker noget abstrakt og uhåndribeligt, så fik jeg vished for, at alt er så normalt, som det overhovedet kan blive. Ganske betryggende, trods alt.

Tilbage står så lige det der med blodprøven… hmmmmm…

8 responses so far

apr 24 2008

Halvbesvimet og heleksalteret…

Published by under Den glade nyhed

…så sidder man her og arbejder hjemme. Det går egentlig meget stille og roligt for sig. Lige indtil der tjekker en mail ind fra veninde/tidligere kollega: “Provence en uge i maj, 1300 kr t/r. Er du på?”.

Om jeg var på, mand?

Jep! Al mavekneb og mistet nattesøvn i spekulation over de økonomiske tilstande i træhytten måtte vige, thi jeg måtte lige ind og sikre mig en billet til Nice – og dermed adgang til det skønne Provence i al sin forårsflor. Billet til et hav af liflige dufte og fantastiske udsigter, dejlige dage i gode venners lag med rosévin på terrassen, sol på næsen og dejlig mad til gane og mave.

Så sidder her og udøver kunstigt åndedræt på mig selv; måtte jo lige fluks-cleare spontanferie med boss og alt sådan noget.

Men det er sikkert og vist. Provence ser mig i maj…

:-)

3 responses so far