Archive for the 'Pludseligt opståede strøtanker' Category

jan 13 2012

Et kort øjeblik

Et kort øjeblik overvejede jeg at lukke Mokken. Slette og slukke. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hun har været vigtig for mig, hende Mokken – og er det vel sådan set stadigvæk. Noget med et selvbillede, tror jeg. Og dokumentation på levet liv. På godt og ondt, op og ned.

Så hun får lov at blive. Måske med liv og spræl eller blot som en et billede af det, der var.

I hvert fald i anden form, som skal findes først.

4 responses so far

nov 25 2008

Jeg kom lige til at tænke på…

Sad lige og blogosede lidt – en blogger derude har her til aften været ude og handle ind med sin mand og ved den lejlighed “lusket et glittet magasin ned fra hylden”…

Og så var det, at jeg lige kom til at tænke på…

…engang, hvor jeg befandt mig i køen i et supermarked og lod mig drage hen mod de glittede dameblade, som der netop den dag var kommet friske og fristende forsyninger af. Da jeg tog ét af dem og lagde i kurven, udbrød den mandsling, som jeg på det tidspunkt misbrugte en del tid sammen med, “at dét der, dét står for din egen regning, du”. Som i: det ville han i hvert fald ikke være med til at betale for.

Lige dér i det øjeblik skulle jeg naturligvis have stillet kurven fra mig (ja, den bar jeg på…) og være gået min vej – have efterladt ham dér i den aftentrætte discountkædekø overladt til at traske hjem på sine flade konvolutter i vinterkulden.

For det var såmænd mig, der havde fragtet os derhen i min bil – benzin på min regning. Det var mig, der havde dankortet i inderlommen, mig der havde bidraget med gode idéer til aftenmåltidet, og da sluttetligt også mig, der hang på at producere netop det måltid, når vi engang kom hjem tilbage til hans elendige ungkarlehybel, hvor støvet lå i dynger og karkluden lugtede.

Lige dér vidste jeg godt, at han var dømt til at blive fortid i mit liv.

Hold kæft, hvor kan man egentlig uforvarende komme til at finde sig i meget lort uden at man selv lægger mærke til det!

PS: I dag køber jeg stadig dameblade, når det passer mig – og jeg spørger stadig ikke nogen om lov…

6 responses so far

aug 25 2008

Alt om min mave…

Nå, hvor var vi?

Vi var i hvert fald til scanning hos jordemoderen i Landskrona i dag. Naturligvis ubeskriveligt surrealistisk at se sådan en lille “krabat”, som hun kaldte den, mosle rundt dér på indersiden af mig.

Den spjættede og vendte og drejede sig, lagde sig med ryggen til og nægtede at vise venstre fod frem. Alt andet så ud til at være i orden, så mon ikke også venstre fod er det. Det antager jer…

Og så var der lige noget med en hovedpulsåre eller sådan noget, som jordemoderen også lige ville sikre sig ekstra viden om, så på den igen om et par ugers tid. Luksus at få en ekstra scanning, når nu alt ser så fuldstændigt normalt og tilforladeligt ud.

Det er standard med to scanninger i Sverige i uge 20 og 32, men jeg er altså heldig at få hele tre. I hører ikke mig klage på dén konto. Med i købet får jeg så også en ekstra glukosebelastning, da sukkersyge i familien og (lettere, naturligvis) overvægt øger risikoen for graviditetssukkersyge. Akkeja, sikke meget viden man tilegner sig – var jeg blevet spurgt om slige sager for et et siden…eller rettere: for 5 måneder siden… så havde jeg været svar skyldig.

Og nu til de gængse spørgsmål, som jeg løbende udsættes for:

  1. Hvor skal du føde? – På “Kvinnoklinikken” i Lund, der ligger ca. 30-40 km. fra træhytten.
  2. Hvornår skal du føde? – Ifølge dem, der ved noget om sådan noget ca. midt januar (og ja, snekæder til bilen er naturligvis i tankerne… det sku’ sguda lige passe, at man finder på at føde i snestorm eller noget!).
  3. Ved I, hvad det bliver – og vil I vide det? – Vi havde håbet på at få syn for sagen ved dagens scanning, men som skrevet, så var den en anelse hyper derinde og morede sig med at gemme sig på de rigtige tidspunkter. Så vi venter videre i uvidenhed, som gerne må brydes, hvis det er. Er det ikke, så går det nok også; så strikker jeg videre i de kønsneutrale nuancer…
  4. Hvor skal barnet passes? – I første omgang jo hjemme hos os selv og derefter i den lokale børnehave. Så ja, ungen bliver lidt svensk i det…skitbra!
  5. Hvordan har du det? – Jeg har det aldeles fremragende. Heldigvis ingen kvalme og opkast, dog permanent træt og jævnt lavt energiniveau i forhold til ellers.
  6. Hvad skal barnet hedde? – Som om I får det at vide!! Vi har naturligvis et par navne i tankerne, men lad os nu se bettejasen først, ikk..

Og sådan er der så meget. Er ca. halvvejs og har næsten ikke taget på. Det bør fejres – var der noget guf i skufferne, mon?

 

:-)

6 responses so far

maj 04 2008

Om at mene noget…

For nyligt sad jeg på en café i det indre København og byggede burgere og brød tanker med en medblogger. Det var hyggeligt, det var sjovt – men ikke mindst var det tankevækkende.

Vi diskuterede blandt så meget andet den krævende balance mellem det private og det personlige og muligheder og faldgruber i forhold til at give af sig selv, være sig selv, forblive sig selv, digte sig selv på bloggen. Alt i alt en masse om det, som jeg har summet over i den tid, jeg har været væk fra bloggen – og alt i alt det, som stadig optager mig, for jeg har haft svært ved at finde en balance i tingene. Og kæmper stadig med det.

Naturligvis faldt snakken også på andre bloggere i det ganske blogland, og midt i taleriet bemærker min burgerkompagnon, at “det sgu var federe dengang hun rent faktisk mente noget” – med reference til en blog, vi begge smuglæser på fra tid til anden.

Jeg nikkede ivrigt i momentet lige dér. Og jeg nikker sådan set stadig, for der er gået rigtig meget hus og have i diverse blogge rundt omkring. Eller også har jeg bare været så længe i spillet efterhånden, at det der blev betragtet som “nerve” er blevet hverdag og ikke længere kan få mig ud i kommentarsporet.

Engang harcelerede Kimpo over tøsebloggerne. Og med rette, egentlig, for der var meget at sige om dem. Nu er de mest prominente væk, og selv om man ser spæde skridt ud i noget, der ligner, så er heller ikke dét, som det var engang. Forståeligt nok, for de var en flok pionerer, der med ordet i hånd slog fra sig til højre og venstre, alt mens de elskede, smertede, drak, horede, levede i eminent stil. De provokerede rigtig mange af os, og en grænse eller to blev sikkert flyttet og måske endda fjernet undervejs. Godt det samme.

Jeg anså aldrig mig selv for at være tøseblogger. På Gamle Mokken definerer jeg mig selv som hyggeblogger. Men heller ikke den etiket er helt passende, for jeg vil også mene noget, mens jeg hygger. Jeg vil give mening. Jeg vil ikke bare være endnu en i rækken af dem, der knipser løs i hus og have, mens jeg strikker og drikker kaffe. Også selv om jeg faktisk gør det i mit privatliv. Jeg vil være privat og personlig. Nærværende. Og sådan én, der gør sig tanker, som får andre til at tænke sit.

I sin tid høstede jeg anerkendelse for de dersens prinsesse-indlæg. Og med rette, må jeg sige, for jeg har for nyligt læst dem alle igennem, og selv om jeg husker hvert ord og nærmest husker følelsen af at taste dem og dermed er bundet af en immanent subjektivitet, så kan jeg sagtens se, at de er velskrevne, de er ærlige, de er åbne og ærlige. De balancerede afmålt på kanten – den private, personlige, den meningsfyldte edge

Jeg vil mene noget igen. Og jeg vil glædes over sommervejret og humlebierne. Men først og fremmest vil jeg finde dén der nerve, som gør det hele så sjovt og udfordrende. Jeg vil så meget mere end referere min hverdag i stort og småt. Om ikke andet vil jeg forsøge…

6 responses so far

apr 22 2008

Om hvidløg…

Der er rigtig mange gode ting at sige om hvidløg – primært, at de smager rigtig rigtig godt, og så er der vist noget med, at de er sunde også.

Derudover er der vist bare tilbage at sige, at hvis man spiser for mange, så føles det som om, man får en slags hvidløgshinde i ganen, og hvis det er rigtig vildt, så kan det næsten føles som om, at ens tænder er belagt med hvidløg, når man vågner næste dag.

Men så skal man godt nok også have spist mange!

One response so far