Archive for the 'Træhytteliv' Category

jan 21 2010

Spoiinnngggg…

Sku hilse og sige, at der er drøn på, manner. Det nye job kræver sin kvinde, men efter et par turbulente første uger er jeg nu ved at finde mig tilrette i det og har fået et overblik over, hvad min opgave egentlig er. Som forventet meget større og omfangsrig, end man som udgangspunkt havde tænkt sig. Det er godt nok. Det betyder fast arbejde og en solid grund for at oparbejde “uundværlighed”, efterhånden som viden og indsigt opbygges. Og lad os SÅ snakke om den løn om et par måneder, chef :-)

Så den nye hverdag er ankommet. Og vi er ved at vænne os til den. Om end den byder på næsten 4 timers daglig transporttid for mig, hvilket er fuldstændigt uholdbart ift. familie og alt det der, der jo i bund og grund er meget vigtigere end noget som helst andet.

Så vi har sat huset til salg! Jep! Nu skal det være. Tanken har ligget og skvulpet i længere tid, men vi har ikke kunnet rykke på det, før vi kendte min arbejdssituation. Det gør vi nu, så nu er det nu. Kontrakten med ejendomsmægleren er skrevet under, billederne er taget, salgsopstillingen har vi netop godkendt. Og tilbage er der så bare at vente på køberne, der kommer trimlende i stride strømme og bare vil have denne skønne hytte. Så meget vil de have den, at de byder over hinanden, og så får Niller og jeg lige pludselig millioner og atter millioner på bankkontoen, og vi kan købe Mac’er til hele husholdningen og tage på en smuttur til Amsterdam og (knalde) sigthsee’e en hel weekend. Ikk?

Og så er Albert jo også blevet vuggestuebarn, og det er han naturligvis den skrappeste og dygtigste til at være. I hvert fald har han bjergtaget personalet dernede med sit evigglade humør, og de kalder ham Glade Albert og en lille “goding”. Succes hele vejen rundt. Ungen selv virker begejstret for konceptet og stortrives med at være blandt andre unger, og huset og “de voksne” er imødekommende og hyggelige, og vi overlader ham trygt i deres varetægt. Og tænk sig, nu pludrer han på svensk! Det er rigtigt! Han lyder mere og mere som Den Svenske Kok fra Muppet Show, når han tegner og fortæller om alt det, han oplever. Det er da mageløst! :-)

Og lige om lidt er han et år.

Og på et eller andet tidspunkt skal vi flytte.

Og så får vi se, hvad der SÅ sker :-)

5 responses so far

nov 21 2009

1½ år med op- og nedture…

Published by under Suk og støn,Træhytteliv

Jajajajajaaaa…. long time, blablabla… Jeg har slået mine folder i mere private omgivelser, og bloggen her har lidt under manglende tid og overskud. So be it. Den er her stadig – åbenbart evigt og tålmodigt ventende på mine udgydelser.

Nå!

Jeg er træt. Jeg er træt som én ind i helvedes forgård, og vintermørke og novembergråt hjælper ikke synderligt på det. Jeg har været på barsel et lille års tid nu, og jeg har hygget mig med verdens skønneste og nemmeste baby, der ikke giver anledning til megen uro endsige mathed. Men jeg er træt af det nu, det her barselshalløj. Jeg keder mig, dagene er lange, jeg savner voksne mennesker omkring mig og en hverdag, som ikke kun handler om lur til tiden og den rigtige mad i de rigtige mængder på de rigtige tidspunkter. Jeg er træt af vasketøj og trummerum. Og jeg er træt af, at jeg ikke har noget at vende tilbage til. Dét mest af alt er jeg træt af.

Jeg kan ikke finde gejsten endsige energien til at finde et arbejde. Det er nu heller ikke fordi, der rigtig er noget at søge for sådan en som mig. Man skulle nok have været pædagog – eller lægesekretær. Jeg sender ansøgninger ud, som jeg føler, jeg bør. Gør det, jeg kan for nuværende. Stadig på barselsdagpenge. Et par uger endnu. Derefter venter økonomisk kaos, som vi ikke helt kender dimensionerne af endnu. Men det er helt sikkert ikke en fordel at være bosat i udlandet, når det kommer til sådan noget. Alle overvejelser er i spil.

Niels læser og er på SU. Det er essentielt, at han bliver færdig med sit studie, og det kan ikke komme på tale, at han tager et fri-år og får et eller andet lavtlønnet arbejde. Det ville være at skyde sig selv i foden, passere start, slå sig selv hjem – find selv på flere metaforer. om 1½ år er han færdig, og så kan han givetvis få sig et job hvorsomhelst. Heldigvis er der mangel på sådan nogle som ham. Der er til gengæld ikke mangel på sådan nogle som mig.

I går sagde han noget, jeg ikke havde tænkt på. Altså Niels gjorde. Jeg er hurtig til at se, hvorfor andre mennesker omkring går rundt og er kede af, triste, trætte, opgivende. Men når det kommer til mig selv, fatter jeg mindre og ser ingenting – slet ikke åbenlyse sammenhænge. Jeg skal bare knibe ballerne sammen og se at få noget at rive i, så bliver alting godt igen. Jeg skal bare tage mig sammen. Jeg skal bare være mere pågående, aktiv, opsøgende. Jeg skal bare…

Men jeg har ikke lyst, jo! Jow, jeg har lyst til at have et arbejde, hvor jeg kan møde op og gøre det, jeg skal. Et sted, hvor jeg kan få tilpas udfordring  til ikke at kede mig og tilpas frihed til at sløse og skære hjørner der, hvor jeg synes, det er ok. Dét har jeg selvfølgelig lyst til. Men jeg har ikke lyst til hele processen omkring at skaffe mig et nyt arbejde. Sende ansøgninger fulde af varm luft og ordlir, måske være så heldig at få en samtale i stand, hvor jeg skal møde op og skinne igennem, glitre og brillere, smile og indtage med friskt hår, nydeligt tøj og lidt gloss på læberne. Hej, det er mig superkvinden, der naturligvis har al fleksibilitet i verden at give en ny arbejdsplads. Gå-på-mod, iver, energi, kompetencer. Er der mere, I vil have, så kan jeg skaffe det! Jaja, jeg har en baby og bor langt væk, det er ikke noget problem. Det løser sig. Det finder jeg, super-medarbejderen, da en løsning på, som aldrig kommer til at ramme firmaet. Bare rolig. Giv mig nu det job, en ordentligt løn, og luk så i øvrigt røven sidder jeg og tænker, imens jeg vurderes, vejes og findes for let eller tung, for ung eller gammel, for velkvalificeret, underkvalificeret – whatever – til tjansen.

Niels sagde… hvad var det nu? Åhhh, er det allerede forduftet i barselsbobletågerne?! Nej, han sagde, at det er klart, vi er pressede pt. Vi er ramt på ret så mange af de der grundpiller, der holder livet sammen. Vi har taget nogle hårde slag på det seneste, har oplevet den vildeste lykke og den dybeste sorg, og alle præmisser for at blive ramt af stress er tilstede. Eller i hvert fald en mindre handlingslammelse, om ikke andet.

Et kort blik på de forgange 1½ år sådan i grove træk:

Maj 2008: Vi konstater, at jeg er blevet gravid med vores første ønskebarn. Alt går, som det skal, vi er glade og lykkelige og glædestrålende og overvældede og en lillesmule skræmte over udsigten til et nyt, ukendt liv med en baby i huset.

Juni 2008: Min far dør af lungekræft efter kort, intens sygdom. Heldigvis havde vi nået at fortælle om de lykkelige omstændigheder i vores lille hjem. Jeg sørger og savner og græder – og maven vokser, og jeg mærker liv derinde. Sorg og glæde i en stor hurlumhej.

August 2008: Jeg holder ferie og får en opringning fra min chef om, at ejerne af det firma, vi er ansat i, har valgt at trække stikket og lukke vores afdeling ned. Vi afskediges alle. Jeg får dog ualmindelig fin aftrædelsesaftale i stand, så usikkerhed omkring økonomi osv. kan udskydes til efter fødsel og et stykke ind i barselsperioden.

November 2008: Min afdeling lukkes ned, farvel til mange kolleger og medarbejdere.

December 2008: Jeg er fortsat ansat i firmaet og kommer med på et projekt med fremtidsperspektiver, som indebærer mulighed for at fortsætte ansættelsesforholdet og dermed have et job at vende tilbage til efter barsel. Jeg træder fra på barsel 4 dage før jul. Vi holder vores første jul uden min far, og jeg savner og sørger stadig.

Januar 2009: Albert kommer til verden og glæde og kærlighed og varme overstrømmer alle spekulationer.

Marts 2009: Det står klart, at det igangsatte projekt på arbejdet er en dødssejler, delvist pga. finanskrisen. Dermed er alle muligheder for videre ansættelse ude af billedet, og jeg kan se frem til at skulle ud og finde nyt arbejde i min barselsorlov.

April 2009: Niels’ mor dør af lungekræft efter kortere tids sygdom. Vi holder barnedåb for Albert 2 dage efter. Sorg og glæde skal åbenbart følges ad i vores familie.

Månederne går, Albert vokser og trives og er så skøn og dejlig, at man næsten ikke kan rumme det. Efter sommerferien får jeg også svært ved at rumme at gå hjemme, og de første tegn på utidighed og kedsomhed viser sig. Jeg begynder så småt at søge jobs og kan konstatere, at der ikke er noget at søge!

Henover sommeren begynder vi at snakke praktiske rammer for fremtiden. Hvor realistisk er det at bo 100 km. fra København, når vi nu har en unge, der på et tidspunkt skal hentes og bringes til pasning osv.? Hvordan ser økonomien ud? Hvor ku det være praktisk at bo? Måske i nærheden af Niels’ datter? Måske i nærheden af min familie, vores netværk? København er udelukket. Så det er Midtsjælland eller Nordsjælland, som også er udelukket, hvis jeg får job i København – transporten er fuldstændig umulig. Måske skal vi i virkeligheden bare tættere på broen og stadig nyde godt af de fordele, der er ved at bo i Sverige – særligt er der gode vilkår for børnefamilier, pasningen er billig og god og alt sådan noget. Der er rigtig mange spekulationer i gang. Alt for mange. Og alle havner ét sted: vi kan ikke foretage os noget, tage beslutninger, gøre noget som helst, før vi ved, hvor jeg får job og til hvor mange penge. Om jeg får job, altså.

Familiens økonomi er primært spundet op omkring min forholdsvis gode indkomst. Dét grundlag er svundet ind til ingenting, og om 14 dage, når barselsdagpengene stopper, så må Guderne vide, hvor vi så står. Så går vi yderligere 40% ned i indkomst og står med noget, der ligner en fjerdedel af, hvad der rullede ind på kontoen hver måned for bare et år siden. Det kan jeg ikke overskue. Det giver mig ondt i maven og søvnløse nætter. Og det gør mig træt og uoplagt.

Niels har ret. Vi er hårdt ramt på de der vigtige punkter. Vi har mister nærtstående familiemedlemmer, vi har fået en baby, jeg har mistet arbejde, og vi har spekulationer om bopæl.

Jeg er nok mere rystet, end jeg giver udtryk for. Mit humør svinger, jeg græder meget, jeg er irritabel og træt – og så er jeg også en lillebitte smule ligeglad, for jeg kan ikke se mig ud af det. Om 14 dage ramler det hele, og så får vi se, hvad der sker….

Mokken er tilbage (for en kort bemærkning, man ved det aldrig!) – stækket, svækket og ikke i særligt fantastisk hepla!

4 responses so far

jul 21 2009

Sommerprojektet…

Altså, ud over at bruge min barsel på at varetage unge, så er der også indtil flere krea-projekter på tegnebrættet. 

Det største må sige at være forvandling af tidligere lækker knaldrød sofa – nu falmet og halvmuggen terrasseslænger – til noget shabby cheekt med knald på sommerfarverne, praktisk tekstildug, fede bløde puder i massevis…. lige sådan en sag, der vil matche den hjemmelavede hyldeblomstdrik (well, det bliver så næste år – nåede det ikke lige i år, vel), hjemmbagte øko-biscottier og rabarbertærter i massevis (dem har jeg så heller ikke nået så mange af… næste år, jo!) og patchwork-tæppet, som jeg sikkert får overskud til at gå igang med at rimpe sammen næste år!

Gammel afdanket sag - snart top shabby!

Sofaen får jeg fikset i år. Det skal den. Ellers går den til af fugt og ælde, og så ryger hele shabby-projektet på gulvet. Det ville jeg være ked af, når jeg nu har brugt så mange stunder på at sidde derude og forestille mig, hvor toplækkert og misundelsesværdigt det hele bliver… engang!

Når sofaen er klar, så er der et bord, der skal males og have lækre klinker på sig (hvor finder man i øvrigt de der portugisiske klinker, som bare er så skønne??). Så skal jeg også lige have fundet seks afdankede stole, som jeg lige fikser på med lidt kapow-farve-maling, hvorefter jeg så laver nogle lækre hynder til dem, så man ikke får splinter i popo’en, når man sidder og venter på al den lækre grillmad, som min elskede fremtryller på vores fantastiske udekøkken, som ligenu består af en gasgrill, som vi lige har flottet os og ofret en ny rist til.

Nåja. Og så er der baljerne. Zinkbaljerne, som skulle stå fulde af lækkert blomsterflor – naturligvis sirligt nippede og i afstemte farver. Dem nåede jeg ikke lige at fyldt i år…. men til næste år, så får den for fulde gardiner! Derom hersker der ingen tvivl.

Til næste år er min terrasse klar til afbildning i “Os med tjekket bolig” . Til næste år. Jeg lover jer, det bliver vildt!

Men først: sofaombetrækningsprojekt… Nåja, og så vågnede Albert lige fra lur…

3 responses so far

jan 29 2009

Endelig – langt om længe…

Ventet med længsel… hils nu pænt på Albert :-)

Albert endelig hjemme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For detaljerytterne:

Født 26/1-09 kl. 19.17, 52 cm. lang, 3740 gr. tung.

17 responses so far

dec 01 2008

Frækt?

Kæreste: Hvad ønsker du dig mere i julegave?

Mig: Hmmm.. jeg ønsker mig faktisk også sådan nogle pilates-dvd’er.

Kæreste: … æh… er det noget frækt?

Mig: Hæ, det kan det blive – når jeg engang har fået strammet underlivet op… Så kan det da godt være, at du vil blive glad for det i længden…

Kæreste: Ja, og om ikke andet, så du ikke tisser i bukserne…

Ok! For the record: jeg tisser altså ikke i bukserne!

2 responses so far

okt 12 2008

Fuldstændigt utilgiveligt…

Utilgiveligt… Helt enkelt utilgiveligt…

I nattens mulm og mørke indfinder jeg mig på latrinet for at lette min belastede blære en anelse – og til min udelte harme konstaterer jeg, at “nogen” har taget sidste stump toiletpapir og ikke belemret sig med at sætte nyt op. Og vi taler toilet på 1. sal her!

Så ned af trappen på listefødder for trods alt ikke at vække hele den famøse familie, om end jeg lige dér ønskede dem til landet, hvor pebret gror – sådan ca og bare i runde tal, ikk.

Nå, men jeg overlever jo og kravler til køjs igen…

Her hen på formiddagen kommer jeg i tanke om nattens utilgivelige hændelse, og jeg anfører med skarp tone, at “nogen” åbenbart havde “glemt” at bringe toiletpapir til de øvre regioner… hvortil kæresten svarer, at det ikke var ham…

Great! Så nu står jeg med en skyld, som bedst placeres på en blåøjet fire-årig… Hm!

No responses yet

sep 20 2008

Og så på den anden side…

Sad netop og besluttede mig for, at dagens tur med støvsugeren faktisk ligesågodt kunne udskydes til i morgen – da katten sniger sig bag om ryggen på mig og lusker en halvdød fugl med indenfor, som den så vælger at fortærre under spisebordet med deraf følgende fuglefjer over det meste af hytten.

Well ain’t that great!

One response so far

aug 25 2008

Alt om min mave…

Nå, hvor var vi?

Vi var i hvert fald til scanning hos jordemoderen i Landskrona i dag. Naturligvis ubeskriveligt surrealistisk at se sådan en lille “krabat”, som hun kaldte den, mosle rundt dér på indersiden af mig.

Den spjættede og vendte og drejede sig, lagde sig med ryggen til og nægtede at vise venstre fod frem. Alt andet så ud til at være i orden, så mon ikke også venstre fod er det. Det antager jer…

Og så var der lige noget med en hovedpulsåre eller sådan noget, som jordemoderen også lige ville sikre sig ekstra viden om, så på den igen om et par ugers tid. Luksus at få en ekstra scanning, når nu alt ser så fuldstændigt normalt og tilforladeligt ud.

Det er standard med to scanninger i Sverige i uge 20 og 32, men jeg er altså heldig at få hele tre. I hører ikke mig klage på dén konto. Med i købet får jeg så også en ekstra glukosebelastning, da sukkersyge i familien og (lettere, naturligvis) overvægt øger risikoen for graviditetssukkersyge. Akkeja, sikke meget viden man tilegner sig – var jeg blevet spurgt om slige sager for et et siden…eller rettere: for 5 måneder siden… så havde jeg været svar skyldig.

Og nu til de gængse spørgsmål, som jeg løbende udsættes for:

  1. Hvor skal du føde? – På “Kvinnoklinikken” i Lund, der ligger ca. 30-40 km. fra træhytten.
  2. Hvornår skal du føde? – Ifølge dem, der ved noget om sådan noget ca. midt januar (og ja, snekæder til bilen er naturligvis i tankerne… det sku’ sguda lige passe, at man finder på at føde i snestorm eller noget!).
  3. Ved I, hvad det bliver – og vil I vide det? – Vi havde håbet på at få syn for sagen ved dagens scanning, men som skrevet, så var den en anelse hyper derinde og morede sig med at gemme sig på de rigtige tidspunkter. Så vi venter videre i uvidenhed, som gerne må brydes, hvis det er. Er det ikke, så går det nok også; så strikker jeg videre i de kønsneutrale nuancer…
  4. Hvor skal barnet passes? – I første omgang jo hjemme hos os selv og derefter i den lokale børnehave. Så ja, ungen bliver lidt svensk i det…skitbra!
  5. Hvordan har du det? – Jeg har det aldeles fremragende. Heldigvis ingen kvalme og opkast, dog permanent træt og jævnt lavt energiniveau i forhold til ellers.
  6. Hvad skal barnet hedde? – Som om I får det at vide!! Vi har naturligvis et par navne i tankerne, men lad os nu se bettejasen først, ikk..

Og sådan er der så meget. Er ca. halvvejs og har næsten ikke taget på. Det bør fejres – var der noget guf i skufferne, mon?

 

:-)

6 responses so far

jun 23 2008

Tag du dig nu en lur, Far…

Published by under Træhytteliv

Min far døde i går.

Stille og roligt svandt hans besværede åndedrag… For hvert, han drog, håbede jeg, at det ville blive det sidste.

Han fik fred, mens vi alle sad omkring ham. Alt det vigtige var blevet sagt, tilbage var kun at give slip, og det gjorde han – tryg, afklaret og uden smerter.

Sorgen er mærkbar, men det samme er lettelsen.

7 responses so far

jun 09 2008

Bondeidyl…

Published by under Træhytteliv

3 år i langmodig venten – og SÅ viser den sig langt om længe fra sin flotteste side!

3 responses so far

Next »