Archive for the 'Suk og støn' Category

jan 21 2010

Spoiinnngggg…

Sku hilse og sige, at der er drøn på, manner. Det nye job kræver sin kvinde, men efter et par turbulente første uger er jeg nu ved at finde mig tilrette i det og har fået et overblik over, hvad min opgave egentlig er. Som forventet meget større og omfangsrig, end man som udgangspunkt havde tænkt sig. Det er godt nok. Det betyder fast arbejde og en solid grund for at oparbejde “uundværlighed”, efterhånden som viden og indsigt opbygges. Og lad os SÅ snakke om den løn om et par måneder, chef :-)

Så den nye hverdag er ankommet. Og vi er ved at vænne os til den. Om end den byder på næsten 4 timers daglig transporttid for mig, hvilket er fuldstændigt uholdbart ift. familie og alt det der, der jo i bund og grund er meget vigtigere end noget som helst andet.

Så vi har sat huset til salg! Jep! Nu skal det være. Tanken har ligget og skvulpet i længere tid, men vi har ikke kunnet rykke på det, før vi kendte min arbejdssituation. Det gør vi nu, så nu er det nu. Kontrakten med ejendomsmægleren er skrevet under, billederne er taget, salgsopstillingen har vi netop godkendt. Og tilbage er der så bare at vente på køberne, der kommer trimlende i stride strømme og bare vil have denne skønne hytte. Så meget vil de have den, at de byder over hinanden, og så får Niller og jeg lige pludselig millioner og atter millioner på bankkontoen, og vi kan købe Mac’er til hele husholdningen og tage på en smuttur til Amsterdam og (knalde) sigthsee’e en hel weekend. Ikk?

Og så er Albert jo også blevet vuggestuebarn, og det er han naturligvis den skrappeste og dygtigste til at være. I hvert fald har han bjergtaget personalet dernede med sit evigglade humør, og de kalder ham Glade Albert og en lille “goding”. Succes hele vejen rundt. Ungen selv virker begejstret for konceptet og stortrives med at være blandt andre unger, og huset og “de voksne” er imødekommende og hyggelige, og vi overlader ham trygt i deres varetægt. Og tænk sig, nu pludrer han på svensk! Det er rigtigt! Han lyder mere og mere som Den Svenske Kok fra Muppet Show, når han tegner og fortæller om alt det, han oplever. Det er da mageløst! :-)

Og lige om lidt er han et år.

Og på et eller andet tidspunkt skal vi flytte.

Og så får vi se, hvad der SÅ sker :-)

5 responses so far

nov 27 2009

Oh well…

Nå! Det lille håb brast. Ploinnng… Kom sgu ikke engang til samtale men affejet, fordi jeg bor i Sverige (jeg konkluderer: nok nærmere fordi jeg er på barsel og har en lille baby, som sikkert kommer til at trække sin del af barn-sygedage mm. i den kommende tid – at jeg bor i Sverige er bare en bekvem undskyldning for konfliktsky HR-dame).

Jeg er klar over, at det er op ad bakke – men SÅ meget op ad bakke???

No responses yet

nov 23 2009

De uendelige dage…

Jeg kan ikke lide dem! Ikke længere, i hvert fald. De der dage, hvor Niels står op og kører, inden Albert og jeg vågner, og dagens rutiner starter. Slet ikke de der dage, hvor Niels er kørt, inden vi kommer ned i stuen – og hvor han ikke træder ind i hjemmet igen, før Albert sover sødt, og jeg ligger udaset og samtalehungrende på sofaen og forsøger at holde mig vågen til at nå at se ham.

Bevares, vi er priviligerede! Niels læser og har sådan set fin fleksibilitet. Og dog. Han har et skema, der er skruet sammen uden hensyntagen til de studerendes liv ud over studiet overhovedet. Han har dage, hvor timerne ligger drysset over dagen fra kl. 9 om morgenen til 19 om aftenen. Obligatoriske timer tilmed – tilstedeværelse krydses af, fravær beregnes. Helt ærligt, på en videregående uddannelse, hvor man må antage, at de studerende er nogenlunde voksne og selv kan tage ansvaret og disponere, prioritere osv. over deres tid. Faktisk er de så rigide på det studie, at Niels endte ud i at måtte søge dispensation for noget fravær, dengang Albert blev født! Jesus!

Nå, men det var jo ikke dén klagesang, jeg ville synge i dag. Det var en anden klagesang. For klager og jammer er der nok af i denne tid.

Det er klagesangen om det at være træt af at gå hjemme med en næsten 10-måneders baby, jeg vil belemre jer med.

Puha, det trækker tænder ud! Og særligt de der dage, hvor jeg står op med babyen, tilbringer hele dagen med babyen og lægger babyen for natten – alene. Nuvel, vel vidende at det er der mange mødre, der gør dag ud og dag ind, så lad mig blot konstatere, at dét altså ikke er nok til at fylde mit liv!

Forstå mig nu ret. Jeg er vild med min baby. Han er skøn og sjov og nem og dejlig og glad og helt igennem vidunderlig. Men. Ja… Men. Jeg har så uendeligt svært ved at blive ved med at finde charmen i at have ham hængende i det ene bukseben, så jeg er ude at stand til at tage et skridt fuldt ud. Der hænger han, fordi han er liiiige ved at lære sig at gå men ikke helt har sluppet grebet endnu. Det er da topcharmerende. Og pissehamrende irriterende!

Hele stuen er efterhånden baby-sikret fra ende til anden. Han kan kravle rundt og regere og lege med al legetøjet, tygge i vores sko og alt muligt andet. Han kan også åbne skufferne i køkkenet, og indtil jeg en eller anden dag får taget mig sammen til at hente de der dimser i IKEA, så han ikke længere kan det, så har jeg skuffernes indhold liggende og flyde overalt. Klar til opsamling, når han er lagt til at sove. Fantastisk. Tænk han kan! Gid, han dog ville lade være…

Altså. Hmm. Det er bare ikke nok! Jeg synes virkelig, at han er fantastisk, og det er jo helt vildt, hvad sådan en størrelse har lært sig allerede. Men. Altså. Der er dage, hvor jeg tæller ned til hans næste lur, så jeg kan få bare en lille stund for mig selv. Som nu, for eksempel, hvor han blev lagt ud for 20 min. siden og allerede ligger derude og mener, at han har sovet nok. Nej, unge, det har du så ikke, for din mor er på sammenbruddets rand, og hvis jeg ikke får to minutters ro nu, så knækker filmen.

Det gør det jo heller ikke bedre, at jeg er på kanten af gråd hele tiden, vel. Men det skyldes jo nok noget andet og ikke udelukkende, at jeg keder mig herhjemme. Tror jeg da ikke.

I morgen skal Albert passes. Min dejlige veninde tager over for en dag, og jeg får en dag hjemme. Alene. Helt alene. Fuldstændig 100% alene. Dét har jeg ikke været siden den dag, hvor jeg mærkede liv i vommen for første gang. Der er altid nogen, og nogen gange kan jeg næsten ikke trække vejret…

Hvad skal jeg så få sådan en hel dag til at gå med? Jamen, jeg skal jo ringe til alle mulige og umulige offentlige instanser for at finde ud af, hvad der sker her d. 14. december, når jeg ryger ud af det danske system og overgår til Sverige. Hvad sker der med børnefamilieydelsen, skatten, dagpengene, a-kassen og alt det der? Hvad er faktum, og hvad er skrækscenarier i mit hoved? Jeg er træt på forhånd. Hvis jeg er helt vild, så kører jeg sgu også i IKEA og får købt de forbandede dimser til skufferne. Wauw. Totalt vild og frådende kreativ tænkning dér, ikk.

De her dage er uendelige. Nogle uger er der mange af dem. Rigtig mange. Så kan jeg næsten ikke få vejret og prøver at lægge strategier for, hvordan jeg skal klare dem. I morges kickstartede jeg lige dagen med at bidende at spørge Niels, om han egentlig er holdt op med at stille sin morgenmadstallerken i opvaskeren? Det forekommer mig nemlig, at alle sådanne opgaver ligger på min banehalvdel for tiden, og spørg lige om jeg er træt af vasketøj, opvaskerfyldning og -tømning og alt det der gejl. (Og det er jo også løgn, tilmed, for Niels er verdens dejligste kæreste, der tager fra på opgaverne, hvor han kan, løfter og tager fat, giver mig luft og tager ansvar, hvor han overhovedet kan. Så når jeg render rundt og er huslig, så er det for at lave bare ET ELLER ANDET og sørge for, at den sparsomme tid, vi har sammen, da så ikke går op i huslige gøremål…).

Jeg har nydt min barsel. Ingen tvivl om det. Nu nyder jeg det bare ikke så meget mere, og nu banker virkeligheden og hverdagen på døren, og jeg har ikke nogen hverdag! Der er masser af virkelighed, men det, den har at byde på, bryder jeg mig ikke om.

Det er en virkelighed, hvor jeg med spas afslår en venindes forslag om at komme en smut til Kbh og spise aftensmad – helt enkelt fordi jeg ikke synes, vi har pengene til endnu en tur over broen i dag. For ikke at tale om brændstof til bilen. Når Niels kører over er det ren tilsætning, for han er ikke berettiget til kørselsfradrag, når han kører til sit studie. Ok?! Hvorfor mon ikk? Det er fanme en åndsvag regel, som pt. koster os omkring 200 kr. pr. dag, han skal over på seminariet. Dejligt. Så vi sparer på turene. Og en smuttur til Kbh ligger ikke lige for mere. Sådan er det bare ligenu, og der kommer sikkert bedre tider. Måske. Hvis jeg finder et job, altså. Men heller ikke ligefrem befordrende for min begyndende klaustrofobi, vel. Nåja, og når sandheden skal frem, så orker jeg faktisk heller ikke at tage Albert med, for han er lige nøjagtig for stor til, at man bare kan lægge ham i liften og sove og for lille til, at han kan finde ud af at blive lagt på en sofan eller en seng eller sådan noget, og så kan jeg i stedet have en overtræt unge hængende på armen, mens jeg forsøger at opretholde voksen-samtale med min veninde. Not happening. Så hellere bare blive hjemme og følge rutinen, hvor jeg ved, at han sover senest kl. 19 uden palaver af nogen art. Det er fase. Sig, det er en fase!!

Well, enough said, tror jeg. Albert i søvn igen derude, og hvis jeg er heldig, så har jeg lige 20 minutter mere, inden han er på igen. Måske det var nu, jeg skulle få børstet tænder, så??

3 responses so far

nov 21 2009

1½ år med op- og nedture…

Published by under Suk og støn,Træhytteliv

Jajajajajaaaa…. long time, blablabla… Jeg har slået mine folder i mere private omgivelser, og bloggen her har lidt under manglende tid og overskud. So be it. Den er her stadig – åbenbart evigt og tålmodigt ventende på mine udgydelser.

Nå!

Jeg er træt. Jeg er træt som én ind i helvedes forgård, og vintermørke og novembergråt hjælper ikke synderligt på det. Jeg har været på barsel et lille års tid nu, og jeg har hygget mig med verdens skønneste og nemmeste baby, der ikke giver anledning til megen uro endsige mathed. Men jeg er træt af det nu, det her barselshalløj. Jeg keder mig, dagene er lange, jeg savner voksne mennesker omkring mig og en hverdag, som ikke kun handler om lur til tiden og den rigtige mad i de rigtige mængder på de rigtige tidspunkter. Jeg er træt af vasketøj og trummerum. Og jeg er træt af, at jeg ikke har noget at vende tilbage til. Dét mest af alt er jeg træt af.

Jeg kan ikke finde gejsten endsige energien til at finde et arbejde. Det er nu heller ikke fordi, der rigtig er noget at søge for sådan en som mig. Man skulle nok have været pædagog – eller lægesekretær. Jeg sender ansøgninger ud, som jeg føler, jeg bør. Gør det, jeg kan for nuværende. Stadig på barselsdagpenge. Et par uger endnu. Derefter venter økonomisk kaos, som vi ikke helt kender dimensionerne af endnu. Men det er helt sikkert ikke en fordel at være bosat i udlandet, når det kommer til sådan noget. Alle overvejelser er i spil.

Niels læser og er på SU. Det er essentielt, at han bliver færdig med sit studie, og det kan ikke komme på tale, at han tager et fri-år og får et eller andet lavtlønnet arbejde. Det ville være at skyde sig selv i foden, passere start, slå sig selv hjem – find selv på flere metaforer. om 1½ år er han færdig, og så kan han givetvis få sig et job hvorsomhelst. Heldigvis er der mangel på sådan nogle som ham. Der er til gengæld ikke mangel på sådan nogle som mig.

I går sagde han noget, jeg ikke havde tænkt på. Altså Niels gjorde. Jeg er hurtig til at se, hvorfor andre mennesker omkring går rundt og er kede af, triste, trætte, opgivende. Men når det kommer til mig selv, fatter jeg mindre og ser ingenting – slet ikke åbenlyse sammenhænge. Jeg skal bare knibe ballerne sammen og se at få noget at rive i, så bliver alting godt igen. Jeg skal bare tage mig sammen. Jeg skal bare være mere pågående, aktiv, opsøgende. Jeg skal bare…

Men jeg har ikke lyst, jo! Jow, jeg har lyst til at have et arbejde, hvor jeg kan møde op og gøre det, jeg skal. Et sted, hvor jeg kan få tilpas udfordring  til ikke at kede mig og tilpas frihed til at sløse og skære hjørner der, hvor jeg synes, det er ok. Dét har jeg selvfølgelig lyst til. Men jeg har ikke lyst til hele processen omkring at skaffe mig et nyt arbejde. Sende ansøgninger fulde af varm luft og ordlir, måske være så heldig at få en samtale i stand, hvor jeg skal møde op og skinne igennem, glitre og brillere, smile og indtage med friskt hår, nydeligt tøj og lidt gloss på læberne. Hej, det er mig superkvinden, der naturligvis har al fleksibilitet i verden at give en ny arbejdsplads. Gå-på-mod, iver, energi, kompetencer. Er der mere, I vil have, så kan jeg skaffe det! Jaja, jeg har en baby og bor langt væk, det er ikke noget problem. Det løser sig. Det finder jeg, super-medarbejderen, da en løsning på, som aldrig kommer til at ramme firmaet. Bare rolig. Giv mig nu det job, en ordentligt løn, og luk så i øvrigt røven sidder jeg og tænker, imens jeg vurderes, vejes og findes for let eller tung, for ung eller gammel, for velkvalificeret, underkvalificeret – whatever – til tjansen.

Niels sagde… hvad var det nu? Åhhh, er det allerede forduftet i barselsbobletågerne?! Nej, han sagde, at det er klart, vi er pressede pt. Vi er ramt på ret så mange af de der grundpiller, der holder livet sammen. Vi har taget nogle hårde slag på det seneste, har oplevet den vildeste lykke og den dybeste sorg, og alle præmisser for at blive ramt af stress er tilstede. Eller i hvert fald en mindre handlingslammelse, om ikke andet.

Et kort blik på de forgange 1½ år sådan i grove træk:

Maj 2008: Vi konstater, at jeg er blevet gravid med vores første ønskebarn. Alt går, som det skal, vi er glade og lykkelige og glædestrålende og overvældede og en lillesmule skræmte over udsigten til et nyt, ukendt liv med en baby i huset.

Juni 2008: Min far dør af lungekræft efter kort, intens sygdom. Heldigvis havde vi nået at fortælle om de lykkelige omstændigheder i vores lille hjem. Jeg sørger og savner og græder – og maven vokser, og jeg mærker liv derinde. Sorg og glæde i en stor hurlumhej.

August 2008: Jeg holder ferie og får en opringning fra min chef om, at ejerne af det firma, vi er ansat i, har valgt at trække stikket og lukke vores afdeling ned. Vi afskediges alle. Jeg får dog ualmindelig fin aftrædelsesaftale i stand, så usikkerhed omkring økonomi osv. kan udskydes til efter fødsel og et stykke ind i barselsperioden.

November 2008: Min afdeling lukkes ned, farvel til mange kolleger og medarbejdere.

December 2008: Jeg er fortsat ansat i firmaet og kommer med på et projekt med fremtidsperspektiver, som indebærer mulighed for at fortsætte ansættelsesforholdet og dermed have et job at vende tilbage til efter barsel. Jeg træder fra på barsel 4 dage før jul. Vi holder vores første jul uden min far, og jeg savner og sørger stadig.

Januar 2009: Albert kommer til verden og glæde og kærlighed og varme overstrømmer alle spekulationer.

Marts 2009: Det står klart, at det igangsatte projekt på arbejdet er en dødssejler, delvist pga. finanskrisen. Dermed er alle muligheder for videre ansættelse ude af billedet, og jeg kan se frem til at skulle ud og finde nyt arbejde i min barselsorlov.

April 2009: Niels’ mor dør af lungekræft efter kortere tids sygdom. Vi holder barnedåb for Albert 2 dage efter. Sorg og glæde skal åbenbart følges ad i vores familie.

Månederne går, Albert vokser og trives og er så skøn og dejlig, at man næsten ikke kan rumme det. Efter sommerferien får jeg også svært ved at rumme at gå hjemme, og de første tegn på utidighed og kedsomhed viser sig. Jeg begynder så småt at søge jobs og kan konstatere, at der ikke er noget at søge!

Henover sommeren begynder vi at snakke praktiske rammer for fremtiden. Hvor realistisk er det at bo 100 km. fra København, når vi nu har en unge, der på et tidspunkt skal hentes og bringes til pasning osv.? Hvordan ser økonomien ud? Hvor ku det være praktisk at bo? Måske i nærheden af Niels’ datter? Måske i nærheden af min familie, vores netværk? København er udelukket. Så det er Midtsjælland eller Nordsjælland, som også er udelukket, hvis jeg får job i København – transporten er fuldstændig umulig. Måske skal vi i virkeligheden bare tættere på broen og stadig nyde godt af de fordele, der er ved at bo i Sverige – særligt er der gode vilkår for børnefamilier, pasningen er billig og god og alt sådan noget. Der er rigtig mange spekulationer i gang. Alt for mange. Og alle havner ét sted: vi kan ikke foretage os noget, tage beslutninger, gøre noget som helst, før vi ved, hvor jeg får job og til hvor mange penge. Om jeg får job, altså.

Familiens økonomi er primært spundet op omkring min forholdsvis gode indkomst. Dét grundlag er svundet ind til ingenting, og om 14 dage, når barselsdagpengene stopper, så må Guderne vide, hvor vi så står. Så går vi yderligere 40% ned i indkomst og står med noget, der ligner en fjerdedel af, hvad der rullede ind på kontoen hver måned for bare et år siden. Det kan jeg ikke overskue. Det giver mig ondt i maven og søvnløse nætter. Og det gør mig træt og uoplagt.

Niels har ret. Vi er hårdt ramt på de der vigtige punkter. Vi har mister nærtstående familiemedlemmer, vi har fået en baby, jeg har mistet arbejde, og vi har spekulationer om bopæl.

Jeg er nok mere rystet, end jeg giver udtryk for. Mit humør svinger, jeg græder meget, jeg er irritabel og træt – og så er jeg også en lillebitte smule ligeglad, for jeg kan ikke se mig ud af det. Om 14 dage ramler det hele, og så får vi se, hvad der sker….

Mokken er tilbage (for en kort bemærkning, man ved det aldrig!) – stækket, svækket og ikke i særligt fantastisk hepla!

4 responses so far

jan 29 2009

Endelig – langt om længe…

Ventet med længsel… hils nu pænt på Albert :-)

Albert endelig hjemme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For detaljerytterne:

Født 26/1-09 kl. 19.17, 52 cm. lang, 3740 gr. tung.

17 responses so far

dec 17 2008

Hvis jeg ku’..

Published by under Suk og støn

Ja, hvis jeg kunne få wordpress til at arbejde med mig, så lå der nu et billede af mave og mig til offentligt skue her på pladsen.

Men det kan jeg ikke finde ud af, så I der huserer på facebook må lede efter mig dér og se vommen…

Forudsat at det kunne være en interessant oplevelse for jer, naturligvis :-)

 

Er i øvrigt sur over at være nødt til at have billedløs blog. Hvorfor skal dét nu være så svært?

5 responses so far

nov 25 2008

Jeg kom lige til at tænke på…

Sad lige og blogosede lidt – en blogger derude har her til aften været ude og handle ind med sin mand og ved den lejlighed “lusket et glittet magasin ned fra hylden”…

Og så var det, at jeg lige kom til at tænke på…

…engang, hvor jeg befandt mig i køen i et supermarked og lod mig drage hen mod de glittede dameblade, som der netop den dag var kommet friske og fristende forsyninger af. Da jeg tog ét af dem og lagde i kurven, udbrød den mandsling, som jeg på det tidspunkt misbrugte en del tid sammen med, “at dét der, dét står for din egen regning, du”. Som i: det ville han i hvert fald ikke være med til at betale for.

Lige dér i det øjeblik skulle jeg naturligvis have stillet kurven fra mig (ja, den bar jeg på…) og være gået min vej – have efterladt ham dér i den aftentrætte discountkædekø overladt til at traske hjem på sine flade konvolutter i vinterkulden.

For det var såmænd mig, der havde fragtet os derhen i min bil – benzin på min regning. Det var mig, der havde dankortet i inderlommen, mig der havde bidraget med gode idéer til aftenmåltidet, og da sluttetligt også mig, der hang på at producere netop det måltid, når vi engang kom hjem tilbage til hans elendige ungkarlehybel, hvor støvet lå i dynger og karkluden lugtede.

Lige dér vidste jeg godt, at han var dømt til at blive fortid i mit liv.

Hold kæft, hvor kan man egentlig uforvarende komme til at finde sig i meget lort uden at man selv lægger mærke til det!

PS: I dag køber jeg stadig dameblade, når det passer mig – og jeg spørger stadig ikke nogen om lov…

6 responses so far

okt 12 2008

Fuldstændigt utilgiveligt…

Utilgiveligt… Helt enkelt utilgiveligt…

I nattens mulm og mørke indfinder jeg mig på latrinet for at lette min belastede blære en anelse – og til min udelte harme konstaterer jeg, at “nogen” har taget sidste stump toiletpapir og ikke belemret sig med at sætte nyt op. Og vi taler toilet på 1. sal her!

Så ned af trappen på listefødder for trods alt ikke at vække hele den famøse familie, om end jeg lige dér ønskede dem til landet, hvor pebret gror – sådan ca og bare i runde tal, ikk.

Nå, men jeg overlever jo og kravler til køjs igen…

Her hen på formiddagen kommer jeg i tanke om nattens utilgivelige hændelse, og jeg anfører med skarp tone, at “nogen” åbenbart havde “glemt” at bringe toiletpapir til de øvre regioner… hvortil kæresten svarer, at det ikke var ham…

Great! Så nu står jeg med en skyld, som bedst placeres på en blåøjet fire-årig… Hm!

No responses yet

sep 20 2008

Og så på den anden side…

Sad netop og besluttede mig for, at dagens tur med støvsugeren faktisk ligesågodt kunne udskydes til i morgen – da katten sniger sig bag om ryggen på mig og lusker en halvdød fugl med indenfor, som den så vælger at fortærre under spisebordet med deraf følgende fuglefjer over det meste af hytten.

Well ain’t that great!

One response so far

jun 05 2008

Fars dag…

Published by under Suk og støn,Træhytteliv

I dag er det Fars dag. Så skal jeg huske at ringe til min far og sige…ja, hvad siger man egentlig? Tillyke med dagen, som “en eller anden” har udråbt til at være din? Eller: jeg kom lige i tanke om, at det er din dag i, så….halleluja!

Sandheden er, at jeg tænker på min far hver dag. Hver evig eneste dag i denne tid. Men jeg er ikke flink til at ringe til ham. For han er syg. Og jeg kan ikke lide de triste nyheder, jeg får resummeret, hver gang jeg ringer. Jeg bryder mig heller ikke om min mors gråd, selv om jeg forstår den helt ind til benet. I hverdagen fortrænger jeg, og det lykkedes næsten fra tid til anden at glemme en lille smule, hvor alvorligt det hele er…

Jeg vil bare have, at alting skal være, som det var for et halvt år siden, inden kræft og tumorer, kemo og manglende appetit og sengeliggende var inde i billedet. Dengang min far bare var en helt almindelig aldrende herre med begyndende problemer med hørelsen og småkvababbelser i hjerteregionen. Dengang der var farve i kinderne og tro på “næste år” og flere fremefter.

Mn mor tør for tiden ikke engang håbe på året ud. Jeg hører, hvad hun siger, jeg ser ved selvsyn, at det måske kan være sådan fat. Men jeg vil ikke forstå det, og jeg vil slet ikke selv tænke tanken. Det tør jeg ikke, for sæt nu jeg er sådan en clairvaoyant, der kan se ting ske, før de sker?

Om lidt ringer jeg og får en svag og slukket stemme i røret. Vi sludrer om hverdagen og lidt om lægerne og beskederne, og siger “få det nu bedre” i en opmuntrende tone, mens jeg mest af alt har lyst til at udstede en ordre om samme.

Min kæreste er også far. Jeg ved ikke, om der er nogen, der husker at sætte hans 4-årige datter i gang med sende en hilsen. Hendes mor gør det sandsynligvis ikke, og jeg synes ikke, det er mig, der skal gøre noget. Ikke i år. Til næste år måske, når han er blevet far endnu en gang, så gør jeg nok dagen lidt festligere end sædvanligt for ham. I dag gratulerer jeg ham blot med hans veloverståede eksamen…

Og om lidt ringer jeg…

10 responses so far

Next »