Archive for the 'Livets gang i Lidenlund' Category

jan 21 2010

Spoiinnngggg…

Sku hilse og sige, at der er drøn på, manner. Det nye job kræver sin kvinde, men efter et par turbulente første uger er jeg nu ved at finde mig tilrette i det og har fået et overblik over, hvad min opgave egentlig er. Som forventet meget større og omfangsrig, end man som udgangspunkt havde tænkt sig. Det er godt nok. Det betyder fast arbejde og en solid grund for at oparbejde “uundværlighed”, efterhånden som viden og indsigt opbygges. Og lad os SÅ snakke om den løn om et par måneder, chef :-)

Så den nye hverdag er ankommet. Og vi er ved at vænne os til den. Om end den byder på næsten 4 timers daglig transporttid for mig, hvilket er fuldstændigt uholdbart ift. familie og alt det der, der jo i bund og grund er meget vigtigere end noget som helst andet.

Så vi har sat huset til salg! Jep! Nu skal det være. Tanken har ligget og skvulpet i længere tid, men vi har ikke kunnet rykke på det, før vi kendte min arbejdssituation. Det gør vi nu, så nu er det nu. Kontrakten med ejendomsmægleren er skrevet under, billederne er taget, salgsopstillingen har vi netop godkendt. Og tilbage er der så bare at vente på køberne, der kommer trimlende i stride strømme og bare vil have denne skønne hytte. Så meget vil de have den, at de byder over hinanden, og så får Niller og jeg lige pludselig millioner og atter millioner på bankkontoen, og vi kan købe Mac’er til hele husholdningen og tage på en smuttur til Amsterdam og (knalde) sigthsee’e en hel weekend. Ikk?

Og så er Albert jo også blevet vuggestuebarn, og det er han naturligvis den skrappeste og dygtigste til at være. I hvert fald har han bjergtaget personalet dernede med sit evigglade humør, og de kalder ham Glade Albert og en lille “goding”. Succes hele vejen rundt. Ungen selv virker begejstret for konceptet og stortrives med at være blandt andre unger, og huset og “de voksne” er imødekommende og hyggelige, og vi overlader ham trygt i deres varetægt. Og tænk sig, nu pludrer han på svensk! Det er rigtigt! Han lyder mere og mere som Den Svenske Kok fra Muppet Show, når han tegner og fortæller om alt det, han oplever. Det er da mageløst! :-)

Og lige om lidt er han et år.

Og på et eller andet tidspunkt skal vi flytte.

Og så får vi se, hvad der SÅ sker :-)

5 responses so far

nov 23 2009

De uendelige dage…

Jeg kan ikke lide dem! Ikke længere, i hvert fald. De der dage, hvor Niels står op og kører, inden Albert og jeg vågner, og dagens rutiner starter. Slet ikke de der dage, hvor Niels er kørt, inden vi kommer ned i stuen – og hvor han ikke træder ind i hjemmet igen, før Albert sover sødt, og jeg ligger udaset og samtalehungrende på sofaen og forsøger at holde mig vågen til at nå at se ham.

Bevares, vi er priviligerede! Niels læser og har sådan set fin fleksibilitet. Og dog. Han har et skema, der er skruet sammen uden hensyntagen til de studerendes liv ud over studiet overhovedet. Han har dage, hvor timerne ligger drysset over dagen fra kl. 9 om morgenen til 19 om aftenen. Obligatoriske timer tilmed – tilstedeværelse krydses af, fravær beregnes. Helt ærligt, på en videregående uddannelse, hvor man må antage, at de studerende er nogenlunde voksne og selv kan tage ansvaret og disponere, prioritere osv. over deres tid. Faktisk er de så rigide på det studie, at Niels endte ud i at måtte søge dispensation for noget fravær, dengang Albert blev født! Jesus!

Nå, men det var jo ikke dén klagesang, jeg ville synge i dag. Det var en anden klagesang. For klager og jammer er der nok af i denne tid.

Det er klagesangen om det at være træt af at gå hjemme med en næsten 10-måneders baby, jeg vil belemre jer med.

Puha, det trækker tænder ud! Og særligt de der dage, hvor jeg står op med babyen, tilbringer hele dagen med babyen og lægger babyen for natten – alene. Nuvel, vel vidende at det er der mange mødre, der gør dag ud og dag ind, så lad mig blot konstatere, at dét altså ikke er nok til at fylde mit liv!

Forstå mig nu ret. Jeg er vild med min baby. Han er skøn og sjov og nem og dejlig og glad og helt igennem vidunderlig. Men. Ja… Men. Jeg har så uendeligt svært ved at blive ved med at finde charmen i at have ham hængende i det ene bukseben, så jeg er ude at stand til at tage et skridt fuldt ud. Der hænger han, fordi han er liiiige ved at lære sig at gå men ikke helt har sluppet grebet endnu. Det er da topcharmerende. Og pissehamrende irriterende!

Hele stuen er efterhånden baby-sikret fra ende til anden. Han kan kravle rundt og regere og lege med al legetøjet, tygge i vores sko og alt muligt andet. Han kan også åbne skufferne i køkkenet, og indtil jeg en eller anden dag får taget mig sammen til at hente de der dimser i IKEA, så han ikke længere kan det, så har jeg skuffernes indhold liggende og flyde overalt. Klar til opsamling, når han er lagt til at sove. Fantastisk. Tænk han kan! Gid, han dog ville lade være…

Altså. Hmm. Det er bare ikke nok! Jeg synes virkelig, at han er fantastisk, og det er jo helt vildt, hvad sådan en størrelse har lært sig allerede. Men. Altså. Der er dage, hvor jeg tæller ned til hans næste lur, så jeg kan få bare en lille stund for mig selv. Som nu, for eksempel, hvor han blev lagt ud for 20 min. siden og allerede ligger derude og mener, at han har sovet nok. Nej, unge, det har du så ikke, for din mor er på sammenbruddets rand, og hvis jeg ikke får to minutters ro nu, så knækker filmen.

Det gør det jo heller ikke bedre, at jeg er på kanten af gråd hele tiden, vel. Men det skyldes jo nok noget andet og ikke udelukkende, at jeg keder mig herhjemme. Tror jeg da ikke.

I morgen skal Albert passes. Min dejlige veninde tager over for en dag, og jeg får en dag hjemme. Alene. Helt alene. Fuldstændig 100% alene. Dét har jeg ikke været siden den dag, hvor jeg mærkede liv i vommen for første gang. Der er altid nogen, og nogen gange kan jeg næsten ikke trække vejret…

Hvad skal jeg så få sådan en hel dag til at gå med? Jamen, jeg skal jo ringe til alle mulige og umulige offentlige instanser for at finde ud af, hvad der sker her d. 14. december, når jeg ryger ud af det danske system og overgår til Sverige. Hvad sker der med børnefamilieydelsen, skatten, dagpengene, a-kassen og alt det der? Hvad er faktum, og hvad er skrækscenarier i mit hoved? Jeg er træt på forhånd. Hvis jeg er helt vild, så kører jeg sgu også i IKEA og får købt de forbandede dimser til skufferne. Wauw. Totalt vild og frådende kreativ tænkning dér, ikk.

De her dage er uendelige. Nogle uger er der mange af dem. Rigtig mange. Så kan jeg næsten ikke få vejret og prøver at lægge strategier for, hvordan jeg skal klare dem. I morges kickstartede jeg lige dagen med at bidende at spørge Niels, om han egentlig er holdt op med at stille sin morgenmadstallerken i opvaskeren? Det forekommer mig nemlig, at alle sådanne opgaver ligger på min banehalvdel for tiden, og spørg lige om jeg er træt af vasketøj, opvaskerfyldning og -tømning og alt det der gejl. (Og det er jo også løgn, tilmed, for Niels er verdens dejligste kæreste, der tager fra på opgaverne, hvor han kan, løfter og tager fat, giver mig luft og tager ansvar, hvor han overhovedet kan. Så når jeg render rundt og er huslig, så er det for at lave bare ET ELLER ANDET og sørge for, at den sparsomme tid, vi har sammen, da så ikke går op i huslige gøremål…).

Jeg har nydt min barsel. Ingen tvivl om det. Nu nyder jeg det bare ikke så meget mere, og nu banker virkeligheden og hverdagen på døren, og jeg har ikke nogen hverdag! Der er masser af virkelighed, men det, den har at byde på, bryder jeg mig ikke om.

Det er en virkelighed, hvor jeg med spas afslår en venindes forslag om at komme en smut til Kbh og spise aftensmad – helt enkelt fordi jeg ikke synes, vi har pengene til endnu en tur over broen i dag. For ikke at tale om brændstof til bilen. Når Niels kører over er det ren tilsætning, for han er ikke berettiget til kørselsfradrag, når han kører til sit studie. Ok?! Hvorfor mon ikk? Det er fanme en åndsvag regel, som pt. koster os omkring 200 kr. pr. dag, han skal over på seminariet. Dejligt. Så vi sparer på turene. Og en smuttur til Kbh ligger ikke lige for mere. Sådan er det bare ligenu, og der kommer sikkert bedre tider. Måske. Hvis jeg finder et job, altså. Men heller ikke ligefrem befordrende for min begyndende klaustrofobi, vel. Nåja, og når sandheden skal frem, så orker jeg faktisk heller ikke at tage Albert med, for han er lige nøjagtig for stor til, at man bare kan lægge ham i liften og sove og for lille til, at han kan finde ud af at blive lagt på en sofan eller en seng eller sådan noget, og så kan jeg i stedet have en overtræt unge hængende på armen, mens jeg forsøger at opretholde voksen-samtale med min veninde. Not happening. Så hellere bare blive hjemme og følge rutinen, hvor jeg ved, at han sover senest kl. 19 uden palaver af nogen art. Det er fase. Sig, det er en fase!!

Well, enough said, tror jeg. Albert i søvn igen derude, og hvis jeg er heldig, så har jeg lige 20 minutter mere, inden han er på igen. Måske det var nu, jeg skulle få børstet tænder, så??

3 responses so far

jul 21 2009

Sommerprojektet…

Altså, ud over at bruge min barsel på at varetage unge, så er der også indtil flere krea-projekter på tegnebrættet. 

Det største må sige at være forvandling af tidligere lækker knaldrød sofa – nu falmet og halvmuggen terrasseslænger – til noget shabby cheekt med knald på sommerfarverne, praktisk tekstildug, fede bløde puder i massevis…. lige sådan en sag, der vil matche den hjemmelavede hyldeblomstdrik (well, det bliver så næste år – nåede det ikke lige i år, vel), hjemmbagte øko-biscottier og rabarbertærter i massevis (dem har jeg så heller ikke nået så mange af… næste år, jo!) og patchwork-tæppet, som jeg sikkert får overskud til at gå igang med at rimpe sammen næste år!

Gammel afdanket sag - snart top shabby!

Sofaen får jeg fikset i år. Det skal den. Ellers går den til af fugt og ælde, og så ryger hele shabby-projektet på gulvet. Det ville jeg være ked af, når jeg nu har brugt så mange stunder på at sidde derude og forestille mig, hvor toplækkert og misundelsesværdigt det hele bliver… engang!

Når sofaen er klar, så er der et bord, der skal males og have lækre klinker på sig (hvor finder man i øvrigt de der portugisiske klinker, som bare er så skønne??). Så skal jeg også lige have fundet seks afdankede stole, som jeg lige fikser på med lidt kapow-farve-maling, hvorefter jeg så laver nogle lækre hynder til dem, så man ikke får splinter i popo’en, når man sidder og venter på al den lækre grillmad, som min elskede fremtryller på vores fantastiske udekøkken, som ligenu består af en gasgrill, som vi lige har flottet os og ofret en ny rist til.

Nåja. Og så er der baljerne. Zinkbaljerne, som skulle stå fulde af lækkert blomsterflor – naturligvis sirligt nippede og i afstemte farver. Dem nåede jeg ikke lige at fyldt i år…. men til næste år, så får den for fulde gardiner! Derom hersker der ingen tvivl.

Til næste år er min terrasse klar til afbildning i “Os med tjekket bolig” . Til næste år. Jeg lover jer, det bliver vildt!

Men først: sofaombetrækningsprojekt… Nåja, og så vågnede Albert lige fra lur…

3 responses so far

jul 17 2009

Jeg er her faktisk stadigvæk :-)

Published by under Livets gang i Lidenlund

Jeg er bare i fuld sving med at nyde det der moderskab, jo…

5 måneder

 Albert trives, jeg trives… og meget mere er der egentlig ikke at sige ligenu :-)

Om lidt skal jeg til at søge job, thi jeg jo havnede i den mildest talt noget uhensigtsmæssige situation, at mit gamle arbejde lukkede og slukkede omtrent samtidig, som jeg skulle til at træde fra på barsel. Uheldigt. Og irriterende. Så nu skal jeg i gang med at lede efter et job midt i min barsel. Og når man er bosat i Sverige er der en masse bureakratisk palaver, som man også skal tage stilling til. Det er ikke godt at miste arbejde, når man har hørt til det danske arbejdsmarked men er bosiddende uden for landets grænser. Og så er der alle rygterne om et presset marked, 4000 flere arbejdsløse om ugen – eller var det om dagen – eller måske om måneden? I hvert fald er tiderne ikke så gunstige, som de var for blot et år siden. Tal om dårlig timing. Der må sukkes. Det gør jeg dog ikke endnu, for foreløbigt nyder jeg bare denne stille periode i mit liv og forbløffes over, hvor hurtigt sådan en spunk vokser og udvikler sig. Dét er ligenu meget, meget vigtigere end noget andet. Og vi har stadig salt til ægget og smør på brødet (det har vi så ikke, vi skal jo tænke på linningen!)… :-)

Så jeg slår koldt vand i blodet og slapper af med mand og unge nu, mens sommeren er over os :-)

3 responses so far

mar 23 2009

Ammestuen kalder…

Published by under Livets gang i Lidenlund

Vi melder alt vel hér – intet nyt kan I blot tage som godt nyt!!

Albert 8 uger gammel

Albert vokser og trives, jeg ammer og ammer og ammer og er fra tid til anden ved at gå amok over det. Lissom jeg er ved at smelte af glæde og varme, når ungen veltilpas slipper brystet og tillidsfuldt falder i søvn i min favn i sikker forvisning om, at der ganske enkelt ikke findes noget bedre og mere trygt ated at opholde sig.

 

De små ting bliver store, når man trisser rundt i amme/spædbarnsboblen. Man mister overblikket over, hvor meget der soves og spises i løbet af en dag – og dagene flyder sammen, og input ude fra den rigtige verden kan virke fuldstændigt irrelevante samtidig med, at man hungrer efter at få dem.

 

Albert bliver otte uger i dag. Konceptet tid har jeg forlængst mistet grebet om og kan blot konstatere, at man sagtens kan få den til at gå, når man har med sådan en lille størrelse at gøre :-) 

8 responses so far

dec 23 2008

Lad det så bare blive jul…

Uha uha… Den sidste uge på arbejdet trak tænder ud. Kroppen gad ikke op om morgenen, hovedet orkede faktisk ikke flere arbejdsrelevante tanker, når nu det meste derinde centrerede sig om sidste uges nyt på barnmorska-fronten. Der var varslet omvendt baby med deraf følgende tid på Fødeklinikken i Lund for at få vendt krabaten.

Dét slag skulle så stå i går. Udsigten til hidsige hænder i færd med at mosle min baby rundt inden i mig uden på mit maveskind var ikke just opløftende, og det var slet ikke noget, jeg glædede mig til. Faktisk slet slet ikke.

Der er stadig fire uger til termin, så det forekom mig måske også en smule overdrevent at sætte dét på dagsordenen allerede nu, men det er kutyme her i Sverige – og skik følge eller land fly og alt det der, så jeg gjorde mig klar til oplevelsen. Og til tanken om, at jeg kunne risikere at sidde med en baby i armene efterfølgende, da al den virak omkring maven åbenbart kan provokere en fødsel igang i visse tilfælde.

Nå men – det korte af det lange. Vi møder op på kvindeklinikken i Lund. Jeg bliver undersøgt fra ende til anden, babyens hjerterytme tjekkes med et par “strimler”, der lægges et drop til det livmoderafslappende middel, som jeg senere skal have for netop at undgå veer mv. Blodprøve suger sygeplejersken også ud af mig. En jordemoder tjekker med en hurtig ultralydsscanning, at bebs rigtig nok ligger med hovedet oppe og rumpen ned. Så lidt ventetid, inden lægen ankommer. Hun hilser venligt rundt og beder med autoritet om lige selv at scanne, da hun gerne vil vide, hvad hun har med at gøre. Sygeplejersken står klar med medicinen – lige til at hælde i mig. Og så.. Så scanner lægen og konstaterer, at ungen da ligger lisså fint, som det overhovedet tænkes kan. Med hovedet fint placeret lige i bækkenet på mig. Fuldstændig perfekt “hovedpræsentation”. Ingen grund til bekymring. Latter. Lettelse. Tillykke tillykke fra alle sider. En jordemoder med røde kinder. En sygeplejerske, der må pakker sit sprøjteværk sammen igen. Og hej hej til fødeklinikken (efter kort snak med narkoselæge – en anden og længere historie) for denne gang. Vi ses igen, når fødslen (forhåbentligt og sandsynligvis) går sin helt normale gang engang om en lille måneds tid…

Så meget for så lidt.

Og nu er det jul! Jeg har forberedt a la manden til i morgen, hvor vi henter kærestebarnet og kører mod byen ved søen for at jule med min mor og øvrige familie. Vores første jul uden min far og vores sidste jul uden fælles barn.

Der er slut og begyndelse for alt – det har det forgangne år da om noget cementeret!

Glædelig jul derude. Pas på jer selv og hinanden…

5 responses so far

dec 03 2008

Fed røv…

Nå, så har jeg lige været til tjek hos barnmorskan igen.

Babys hjertelyd – tjek!

Mavens omgang – tjek!

Mit blodtryk- tjek!

Babys position i mave – utjek!

Eller det vil sige; den har jo så ikke vendt sig og placeret sig med hovedet nedad, som den forventeligt skulle have gjort by now. Den sidder simpelthen op inde i sækken på mig – behageligt placeret med måsen lige ned i mit bækken (hvilket afstedkommer uophørlig påtrængende tissetrang…belastende!), og det er jo noget værre uvæsen. Well well – den får lige et par uger mere til at fatte meldingen, inden der så bliver kørt ekstra scanning, eventuelt forsøg på at vende den udefra (yirk!) mm. i stilling, så der er absolut ingen panik endnu. Barnmorskan nævnte også, at det sagtens kunne være, at den “rumpa” snart blev for stor til at passe ned i bækkenet, så det sikkert helt ville give sig selv.

Og så var det jo, at jeg tænkte, at jeg jo kunne gøre mit til at fremskynde en opfedningsproces lidt – så jeg har lige hældt en pose kryddermandler indenbords for lissom at give junior dér fuld opbakning og motivation til at få røven med sig (bogstavelig talt!) og se at få den vendt op i stedet for ned.

Afventer spændt resultatet – har en rulle marcipan og en stang nougat klar, hvis der skulle blive behov for mere baldeguf.

 

:-)

3 responses so far

dec 01 2008

Frækt?

Kæreste: Hvad ønsker du dig mere i julegave?

Mig: Hmmm.. jeg ønsker mig faktisk også sådan nogle pilates-dvd’er.

Kæreste: … æh… er det noget frækt?

Mig: Hæ, det kan det blive – når jeg engang har fået strammet underlivet op… Så kan det da godt være, at du vil blive glad for det i længden…

Kæreste: Ja, og om ikke andet, så du ikke tisser i bukserne…

Ok! For the record: jeg tisser altså ikke i bukserne!

2 responses so far

okt 12 2008

Fuldstændigt utilgiveligt…

Utilgiveligt… Helt enkelt utilgiveligt…

I nattens mulm og mørke indfinder jeg mig på latrinet for at lette min belastede blære en anelse – og til min udelte harme konstaterer jeg, at “nogen” har taget sidste stump toiletpapir og ikke belemret sig med at sætte nyt op. Og vi taler toilet på 1. sal her!

Så ned af trappen på listefødder for trods alt ikke at vække hele den famøse familie, om end jeg lige dér ønskede dem til landet, hvor pebret gror – sådan ca og bare i runde tal, ikk.

Nå, men jeg overlever jo og kravler til køjs igen…

Her hen på formiddagen kommer jeg i tanke om nattens utilgivelige hændelse, og jeg anfører med skarp tone, at “nogen” åbenbart havde “glemt” at bringe toiletpapir til de øvre regioner… hvortil kæresten svarer, at det ikke var ham…

Great! Så nu står jeg med en skyld, som bedst placeres på en blåøjet fire-årig… Hm!

No responses yet

okt 05 2008

Der må kedes…

Jeg keder mig. Jeg er utålmodig. Jeg keder mig.

Mit liv er kedeligt lige for tiden. Rigtig kedeligt. Jeg keder mig voldsomt på arbejdet – vi gik fra brændende bål til kold aske og absolut stilstand på en enkelt dag, da beskeden om nedlukning af afdelingen kom. Det job, der før var sprængfyldt af hasteopgaver og daglige, hundredevis af brandslukninger og feberredninger er nu bare… kedeligt. Jeg oplever mig selv trække de få opgaver, der trods alt er, til det yderste. Lader papirer ligge over natten, så jeg har noget at gå igang med den næste dag. Jeg surfer på nettet, jeg rydder op i indbakke og filsystemer, og jeg keder mig. De fleste dage er uendeligt lange, men alligevel går de deres gang – nærmest uvirkeligt og uden at efterlade indtryk af nogen art.

Kedsomheden rykker med hjem. Jeg keder mig herhjemme. Det er sikkert årstiden, der kommer snigende med sit mørke og våde inde-vejr. Jeg ser fjernsyn, der keder mig, jeg har strikkeprojekter liggende til det næste halve år, men jeg gider ikke gå igang, for jeg er tom for idéer, og jeg er træt af de blege kønsneutrale farver og ministrik til en ukendt baby. Rengøring og almen husholdning klares på minimalniveau, og sådan er der så meget, der bare ikke indeholder energi i nogen form – andet end den trælse, selvsvingende slags, som jeg også er træt af.

Og så er der ventiden. Dén har selvfølgelig også sin skyld for kedsomheden, utålmodigheden, ugideligheden. Jeg venter, jeg vokser, jeg mærker liv, jeg får strækmærker, jeg glæder mig… og jeg venter. Det er jo ikke fordi, hver dag er en kæmpeoplevelse i sig selv, når man venter sig. Det havde jeg nu heller ikke forestillet mig, men når folk spørger til mig og maven, så trækker jeg på skuldrene og siger, at der ikke er noget nyt. For det er der jo ikke. Det går sin gang, ingen store nyheder, ikke så meget dér – og heldigvis for det. Jeg har det godt, er minimalt besværet af det, er fysisk på toppen – og så er der faktisk ikke mere at sige om det. Så jeg venter bare. Og keder mig imens.

…og nu er det tid til en ostemad og et glas saftevand…

4 responses so far

Next »