Archive for the 'Mens vi venter…' Category

jan 21 2010

Spoiinnngggg…

Sku hilse og sige, at der er drøn på, manner. Det nye job kræver sin kvinde, men efter et par turbulente første uger er jeg nu ved at finde mig tilrette i det og har fået et overblik over, hvad min opgave egentlig er. Som forventet meget større og omfangsrig, end man som udgangspunkt havde tænkt sig. Det er godt nok. Det betyder fast arbejde og en solid grund for at oparbejde “uundværlighed”, efterhånden som viden og indsigt opbygges. Og lad os SÅ snakke om den løn om et par måneder, chef :-)

Så den nye hverdag er ankommet. Og vi er ved at vænne os til den. Om end den byder på næsten 4 timers daglig transporttid for mig, hvilket er fuldstændigt uholdbart ift. familie og alt det der, der jo i bund og grund er meget vigtigere end noget som helst andet.

Så vi har sat huset til salg! Jep! Nu skal det være. Tanken har ligget og skvulpet i længere tid, men vi har ikke kunnet rykke på det, før vi kendte min arbejdssituation. Det gør vi nu, så nu er det nu. Kontrakten med ejendomsmægleren er skrevet under, billederne er taget, salgsopstillingen har vi netop godkendt. Og tilbage er der så bare at vente på køberne, der kommer trimlende i stride strømme og bare vil have denne skønne hytte. Så meget vil de have den, at de byder over hinanden, og så får Niller og jeg lige pludselig millioner og atter millioner på bankkontoen, og vi kan købe Mac’er til hele husholdningen og tage på en smuttur til Amsterdam og (knalde) sigthsee’e en hel weekend. Ikk?

Og så er Albert jo også blevet vuggestuebarn, og det er han naturligvis den skrappeste og dygtigste til at være. I hvert fald har han bjergtaget personalet dernede med sit evigglade humør, og de kalder ham Glade Albert og en lille “goding”. Succes hele vejen rundt. Ungen selv virker begejstret for konceptet og stortrives med at være blandt andre unger, og huset og “de voksne” er imødekommende og hyggelige, og vi overlader ham trygt i deres varetægt. Og tænk sig, nu pludrer han på svensk! Det er rigtigt! Han lyder mere og mere som Den Svenske Kok fra Muppet Show, når han tegner og fortæller om alt det, han oplever. Det er da mageløst! :-)

Og lige om lidt er han et år.

Og på et eller andet tidspunkt skal vi flytte.

Og så får vi se, hvad der SÅ sker :-)

5 responses so far

nov 25 2009

Det letter og lysner…

Jeg havde fri i går! Jep, nemlig. Min søde veninde havde erklæret, at hun ville passe Albert, mens Niels var i skole, hvilket efterlod MIG med en HEL DAG alene hjemme. Ohhh joy… og sååååå tiltrængt, kunne jeg mærke, da jeg, efter at have kysset mine drenge farvel, daffede op i seng og sov yderligere 3 timer uden afbrydelser. Det var en meget mærkelig fornemmelse at være alene hjemme. Mere end én gang tog jeg mig selv i at lytte efter lyde fra barnevognen på terassen, faktisk. Det er jo sygt (hmm… kan faktisk bedre lide svenskernes “det är ju inte friskt” – lyder mindre alvorligt lissom!). Jeg kom skam også ud af døren og en smut i IKEA, der lige lå inde med lidt grej til vores opfriskede badeværelse. Ahhhh, at kunne gå der og ose rundt og kigge medlidende på de andre mødre, der havde slæbt deres hylende, trætte, grædende, skrigende yngel med sig. Hæ. Se mig, mand… se lige mig og mit overskud uden baby. Jeg nød det.

Jeg nød også, at jeg tilmed var sådan en, der modtog vigtige telefonopkald i løbet af dagen. Hele tiden var jeg i spil og enten afventede opkald eller fortog ventede opkald til andre. Det var sjovt. Uhhh, hvor jeg savner at være i spil og den, der holder trådene udredet. Nå, men vigtige telefonopkald kan jo for tiden og i min nuværende situation næsten kun dreje sig om noget arbejdsmæssigt, og det gjorde det da også. Ikke, at jeg er kommet en løsning meget nærmere, bevares, men jeg har jern i ilden, og jeg har stærke folk, der taler min sag og vil se mig i manegen igen. 2% af mig tør tro på, at det kan drive noget af sig, men alting er ligenu kun lysegrønne håb og minimale muligheder, der skal gå op i en højere enhed….

Kryptisk, ikk. Jeg forstår heller ikke selv meget af det, så jeg håber egentlig bare og fortsætter så ellers med at sprøjte ansøgninger ud til de ikke-eksisterende ledige jobs derude.

Åh, hvor var det godt med den fridag. Og Albert havde, naturligvis, haft en fantabolous dag i selskab med sin fader (og en rundkreds af fødedygtige kvinder med hormoner og æggestokke stillet ind på baby!), da min veninde måtte lægge sig med hold i ryggen og ikke kunne passe alligevel. Det valgte de to så at undlade at fortælle mig indtil op ad dagen, for hvis den fridag var skredet i svinget, så var jeg det sgu nok også. Det havde jeg ikke tålt, helt enkelt.

Jeg elsker min kæreste og min veninde – også når de lyver for mig for mit eget bedste :-)

One response so far

jan 20 2009

Så oprandt dagen…

Published by under Mens vi venter...

… den magiske dato, som har ligget i horisonten så længe. Termin! Veer, fødsel, baby – alt det dér.

Dagen er gået, og baby befinder sig, hvor den hele tiden har været – lige under mit maveskind. Der ligger den og holder på sin hemmelighed – åbenbart lidt endnu.

Det trækker i alle leder og kanter. Min trætte mave er tung og gør ondt, når jeg nyser. Og også på andre tidspunkter, faktisk.

Dagen er ikke gået endnu, og vi venter stadig, mens jeg mærker livet komme tættere på - dér, hvor verden vil være ændret. Min verden og måske også resten af den; hvis man tør tro på vingesusets blafren og historiens åndedrag, der puster liv i gåsehud og store forventninger…

6 responses so far

jan 13 2009

Tilstand i stilstand…

Published by under Mens vi venter...

Her sker der ikke noget! Vi venter. I spænding og forventning. Bare venter.

Om en uge skulle det være, siger de. Sikkert ikke på dagen. Vi venter og ser, hvilken dag, det så bliver.

Alt er i sin skønneste orden. På nær mine fødder, som har antaget meget mærkelig form og følelse. Som små spærreballoner sidder tæerne og stritter der for enden af den forvoksede klumpfod. Jeg laver venepumpeøvelser, går omkring, hælder koldt vand på, labber kæresteomsorg med masserende fingre på kløende hud i mig. På et tidspunkt ligner de sikkert sig selv igen – når mit liv slet ikke ligner sig selv mere. Mærkeligt at tænke på, egentlig.

Jeg fungerer, mens jeg venter. Vil det hele, kan det meste. Også løfte vådt vasketøj og gå på trapper. Køre langt i bil og tisse natten lang, mens maven rykker sig fra side til side, og den lille ukendte gør sig til. Jeg kender dens mønstre og ved, hvad der sætter spjæt i den, og hvad der får den til at ligge stille. Niels varme hånd på maveskindet, for eksempel. Er faktisk lidt sur på den over, at den ikke giver ham bare ét af de der spark, hvor hele sækken runger og gynger. Han får kun de små kærtegn og småbulerier…

Well well…

Tilbage er bare at vente… tilstand i stilstand…

10 responses so far

dec 23 2008

Lad det så bare blive jul…

Uha uha… Den sidste uge på arbejdet trak tænder ud. Kroppen gad ikke op om morgenen, hovedet orkede faktisk ikke flere arbejdsrelevante tanker, når nu det meste derinde centrerede sig om sidste uges nyt på barnmorska-fronten. Der var varslet omvendt baby med deraf følgende tid på Fødeklinikken i Lund for at få vendt krabaten.

Dét slag skulle så stå i går. Udsigten til hidsige hænder i færd med at mosle min baby rundt inden i mig uden på mit maveskind var ikke just opløftende, og det var slet ikke noget, jeg glædede mig til. Faktisk slet slet ikke.

Der er stadig fire uger til termin, så det forekom mig måske også en smule overdrevent at sætte dét på dagsordenen allerede nu, men det er kutyme her i Sverige – og skik følge eller land fly og alt det der, så jeg gjorde mig klar til oplevelsen. Og til tanken om, at jeg kunne risikere at sidde med en baby i armene efterfølgende, da al den virak omkring maven åbenbart kan provokere en fødsel igang i visse tilfælde.

Nå men – det korte af det lange. Vi møder op på kvindeklinikken i Lund. Jeg bliver undersøgt fra ende til anden, babyens hjerterytme tjekkes med et par “strimler”, der lægges et drop til det livmoderafslappende middel, som jeg senere skal have for netop at undgå veer mv. Blodprøve suger sygeplejersken også ud af mig. En jordemoder tjekker med en hurtig ultralydsscanning, at bebs rigtig nok ligger med hovedet oppe og rumpen ned. Så lidt ventetid, inden lægen ankommer. Hun hilser venligt rundt og beder med autoritet om lige selv at scanne, da hun gerne vil vide, hvad hun har med at gøre. Sygeplejersken står klar med medicinen – lige til at hælde i mig. Og så.. Så scanner lægen og konstaterer, at ungen da ligger lisså fint, som det overhovedet tænkes kan. Med hovedet fint placeret lige i bækkenet på mig. Fuldstændig perfekt “hovedpræsentation”. Ingen grund til bekymring. Latter. Lettelse. Tillykke tillykke fra alle sider. En jordemoder med røde kinder. En sygeplejerske, der må pakker sit sprøjteværk sammen igen. Og hej hej til fødeklinikken (efter kort snak med narkoselæge – en anden og længere historie) for denne gang. Vi ses igen, når fødslen (forhåbentligt og sandsynligvis) går sin helt normale gang engang om en lille måneds tid…

Så meget for så lidt.

Og nu er det jul! Jeg har forberedt a la manden til i morgen, hvor vi henter kærestebarnet og kører mod byen ved søen for at jule med min mor og øvrige familie. Vores første jul uden min far og vores sidste jul uden fælles barn.

Der er slut og begyndelse for alt – det har det forgangne år da om noget cementeret!

Glædelig jul derude. Pas på jer selv og hinanden…

5 responses so far

dec 18 2008

Jow, jeg kan sgu så!

Published by under Mens vi venter...

Uge 35+1

En måneds venten forude…

7 responses so far

dec 03 2008

Fed røv…

Nå, så har jeg lige været til tjek hos barnmorskan igen.

Babys hjertelyd – tjek!

Mavens omgang – tjek!

Mit blodtryk- tjek!

Babys position i mave – utjek!

Eller det vil sige; den har jo så ikke vendt sig og placeret sig med hovedet nedad, som den forventeligt skulle have gjort by now. Den sidder simpelthen op inde i sækken på mig – behageligt placeret med måsen lige ned i mit bækken (hvilket afstedkommer uophørlig påtrængende tissetrang…belastende!), og det er jo noget værre uvæsen. Well well – den får lige et par uger mere til at fatte meldingen, inden der så bliver kørt ekstra scanning, eventuelt forsøg på at vende den udefra (yirk!) mm. i stilling, så der er absolut ingen panik endnu. Barnmorskan nævnte også, at det sagtens kunne være, at den “rumpa” snart blev for stor til at passe ned i bækkenet, så det sikkert helt ville give sig selv.

Og så var det jo, at jeg tænkte, at jeg jo kunne gøre mit til at fremskynde en opfedningsproces lidt – så jeg har lige hældt en pose kryddermandler indenbords for lissom at give junior dér fuld opbakning og motivation til at få røven med sig (bogstavelig talt!) og se at få den vendt op i stedet for ned.

Afventer spændt resultatet – har en rulle marcipan og en stang nougat klar, hvis der skulle blive behov for mere baldeguf.

 

:-)

3 responses so far

nov 25 2008

Countdown…

Published by under Mens vi venter...

3 uger og 3 dage. Og så er jeg den, der er smuttet på barsel.

Der tælles ned – jeg er efterhånden klar!

Klar til at slippe for med djævlens vold og magt at skulle ud af sengen hver morgen – lige nøjagtigt når jeg sover allerbedst og endelig har fundet ro efter en halv nats venden og drejen og utallige toiletbesøg… Manner, hvor skal det blive godt og tørne om på den anden side og sove, til kroppen af sig selv konstaterer, at den har fået nok og er klar til dag og dont.

Klar til at slippe for “det pæne tøj”, der strammer og irriterer – i stigende grad i løbet af sådan en dag. De løse joggingbukser kan vente sig; der er overarbejdstimer på vej til dem. Om 3 uger og 3 dage…

Klar til at slippe for at skulle tage stilling til problemstillinger og udfordringer. Klar til bare at læne mig tilbage i sofaen og blot spekulere over strikkeopskrifter og næste måltid. Blot have tid til for alvor at mærke livet i maven, se frem til, forestille sig, glæde sig. Uden afbrydelser.

Jeg var egentlig spændt på, om jeg ville nå hertil. Til nedtælling. Om det ville være med blandede følelser, at stikket til arbejdsmarkedet skulle trækkes ud for en stund eller ej.

Følelserne er såmænd blandede. Måske mest fordi alt det kendte lukkes og slukkes på fredag, og de resterende 3 uger kommer til at stå i uafklarethedens, uvidenhedens tegn. Så meget nyt, så meget spændende – og så lidt energi og overskud til for alvor at orke tage mig af det. Tiden skal bare gå, og så skal jeg på barsel. Om 3 uger og 3 dage.

4 responses so far

nov 05 2008

Foräldrakurs – på ret kurs?

Published by under Mens vi venter...

Så skulle man så opleve dét med. Dette er i sandhed en rejse ud i nogle af livets hidtil fuldstændigt ukendte områder.

Vi har været til fødselsforberedelse!

Godt lastet med forestillinger om pusteøvelser og andet hippie-gejl mødte vi op hos barnmorskan – indstillet på at blive udsat for lidt af hvert. Og snart blev vores værste forestillinger gjort til skamme, da barnmorskan så viste sig at være helt nede på jorden, i stand til at kalde en spade for en spade og en fisse for en fisse og holde hele seancen på et helt fordøjeligt plan.

“Det vigtigsta är, att Ni får den häftigsta upplevelsa överhuvudtagen” – og opfordringer til at tage det roligt og så ellers bare stikke piben ind og glæde sig til fødsel mm. Og i øvrigt ikke lade sig stresse af alt det, der skal være perfekt og ordnet, inden ungen viser sig. Når alt kommer til alt, har man egentlig bare brug for en stak bleer, sagde hun – og dem får I et par stykker med af fra hospitalet.

Nå. Vi så også sådan en film med forskellige fødende kvinder. En gennemgang af de åbenbart mange muligheder for fødestillinger og sådan noget. En meget stille og rolig film, grænsende til det kedelige. Ublodig og med kvinder, der stod og våndede sig, mens deres mænd så anstrengt til. Af en eller anden grund rørte den ved noget i mig, og jeg tudede mig igennem den. Sikkert noget med hormoner og sådan noget, for jeg er da ellers en hård negl og ikke sådan at ryste (ahæm!!).

Tilbage er der vist bare at sige, at jeg glæder mig. Jeg glæder mig som et lille barn til at se den skiderik, der mosler rundt på indersiden af mig. Jeg glæder mig til at se min kæreste se ungen for første gang. Jeg glæder mig til at føde. Glæder mig til at se, hvad det hele handler om. Og jeg glæder mig til at få bebsen med hjem – og måske dér fatte, at det er vores, og at den har tænkt sig at blive hængende i mit liv sådan set altid.

Der er lidt under tre måneder tilbage at glæde sig i. Hvor vildt er dét lige?

One response so far

okt 05 2008

Der må kedes…

Jeg keder mig. Jeg er utålmodig. Jeg keder mig.

Mit liv er kedeligt lige for tiden. Rigtig kedeligt. Jeg keder mig voldsomt på arbejdet – vi gik fra brændende bål til kold aske og absolut stilstand på en enkelt dag, da beskeden om nedlukning af afdelingen kom. Det job, der før var sprængfyldt af hasteopgaver og daglige, hundredevis af brandslukninger og feberredninger er nu bare… kedeligt. Jeg oplever mig selv trække de få opgaver, der trods alt er, til det yderste. Lader papirer ligge over natten, så jeg har noget at gå igang med den næste dag. Jeg surfer på nettet, jeg rydder op i indbakke og filsystemer, og jeg keder mig. De fleste dage er uendeligt lange, men alligevel går de deres gang – nærmest uvirkeligt og uden at efterlade indtryk af nogen art.

Kedsomheden rykker med hjem. Jeg keder mig herhjemme. Det er sikkert årstiden, der kommer snigende med sit mørke og våde inde-vejr. Jeg ser fjernsyn, der keder mig, jeg har strikkeprojekter liggende til det næste halve år, men jeg gider ikke gå igang, for jeg er tom for idéer, og jeg er træt af de blege kønsneutrale farver og ministrik til en ukendt baby. Rengøring og almen husholdning klares på minimalniveau, og sådan er der så meget, der bare ikke indeholder energi i nogen form – andet end den trælse, selvsvingende slags, som jeg også er træt af.

Og så er der ventiden. Dén har selvfølgelig også sin skyld for kedsomheden, utålmodigheden, ugideligheden. Jeg venter, jeg vokser, jeg mærker liv, jeg får strækmærker, jeg glæder mig… og jeg venter. Det er jo ikke fordi, hver dag er en kæmpeoplevelse i sig selv, når man venter sig. Det havde jeg nu heller ikke forestillet mig, men når folk spørger til mig og maven, så trækker jeg på skuldrene og siger, at der ikke er noget nyt. For det er der jo ikke. Det går sin gang, ingen store nyheder, ikke så meget dér – og heldigvis for det. Jeg har det godt, er minimalt besværet af det, er fysisk på toppen – og så er der faktisk ikke mere at sige om det. Så jeg venter bare. Og keder mig imens.

…og nu er det tid til en ostemad og et glas saftevand…

4 responses so far

Next »