Archive for the 'Om at mene noget…' Category

nov 27 2009

Oh well…

Nå! Det lille håb brast. Ploinnng… Kom sgu ikke engang til samtale men affejet, fordi jeg bor i Sverige (jeg konkluderer: nok nærmere fordi jeg er på barsel og har en lille baby, som sikkert kommer til at trække sin del af barn-sygedage mm. i den kommende tid – at jeg bor i Sverige er bare en bekvem undskyldning for konfliktsky HR-dame).

Jeg er klar over, at det er op ad bakke – men SÅ meget op ad bakke???

No responses yet

maj 04 2008

Om at mene noget…

For nyligt sad jeg på en café i det indre København og byggede burgere og brød tanker med en medblogger. Det var hyggeligt, det var sjovt – men ikke mindst var det tankevækkende.

Vi diskuterede blandt så meget andet den krævende balance mellem det private og det personlige og muligheder og faldgruber i forhold til at give af sig selv, være sig selv, forblive sig selv, digte sig selv på bloggen. Alt i alt en masse om det, som jeg har summet over i den tid, jeg har været væk fra bloggen – og alt i alt det, som stadig optager mig, for jeg har haft svært ved at finde en balance i tingene. Og kæmper stadig med det.

Naturligvis faldt snakken også på andre bloggere i det ganske blogland, og midt i taleriet bemærker min burgerkompagnon, at “det sgu var federe dengang hun rent faktisk mente noget” – med reference til en blog, vi begge smuglæser på fra tid til anden.

Jeg nikkede ivrigt i momentet lige dér. Og jeg nikker sådan set stadig, for der er gået rigtig meget hus og have i diverse blogge rundt omkring. Eller også har jeg bare været så længe i spillet efterhånden, at det der blev betragtet som “nerve” er blevet hverdag og ikke længere kan få mig ud i kommentarsporet.

Engang harcelerede Kimpo over tøsebloggerne. Og med rette, egentlig, for der var meget at sige om dem. Nu er de mest prominente væk, og selv om man ser spæde skridt ud i noget, der ligner, så er heller ikke dét, som det var engang. Forståeligt nok, for de var en flok pionerer, der med ordet i hånd slog fra sig til højre og venstre, alt mens de elskede, smertede, drak, horede, levede i eminent stil. De provokerede rigtig mange af os, og en grænse eller to blev sikkert flyttet og måske endda fjernet undervejs. Godt det samme.

Jeg anså aldrig mig selv for at være tøseblogger. På Gamle Mokken definerer jeg mig selv som hyggeblogger. Men heller ikke den etiket er helt passende, for jeg vil også mene noget, mens jeg hygger. Jeg vil give mening. Jeg vil ikke bare være endnu en i rækken af dem, der knipser løs i hus og have, mens jeg strikker og drikker kaffe. Også selv om jeg faktisk gør det i mit privatliv. Jeg vil være privat og personlig. Nærværende. Og sådan én, der gør sig tanker, som får andre til at tænke sit.

I sin tid høstede jeg anerkendelse for de dersens prinsesse-indlæg. Og med rette, må jeg sige, for jeg har for nyligt læst dem alle igennem, og selv om jeg husker hvert ord og nærmest husker følelsen af at taste dem og dermed er bundet af en immanent subjektivitet, så kan jeg sagtens se, at de er velskrevne, de er ærlige, de er åbne og ærlige. De balancerede afmålt på kanten – den private, personlige, den meningsfyldte edge

Jeg vil mene noget igen. Og jeg vil glædes over sommervejret og humlebierne. Men først og fremmest vil jeg finde dén der nerve, som gør det hele så sjovt og udfordrende. Jeg vil så meget mere end referere min hverdag i stort og småt. Om ikke andet vil jeg forsøge…

6 responses so far